„Der er løn for jeres virke“

I SPIDSEN for sin hær haster kong Asa ned fra Judæas højland gennem en dyb dal som fører ud til kystsletten. Pludselig møder der Asa et syn der er ved at tage vejret fra ham. Nedenfor er fjendens lejr — og den er enorm! Den etiopiske hær må tælle mindst en million mand. Asas hær er kun på omkring det halve.

Hvad er Asa optaget af her på tærskelen til krig? At give sine hærførere ordrer? At opmuntre sine mænd? At skrive afskedsbreve til sin familie? Nej, i denne kritiske situation er Asa optaget af at bede til Gud.

Inden vi ser nærmere på denne bøn og på hvad der skete ved denne lejlighed, lad os da finde ud af hvordan Asa var. Hvad fik ham til at handle som han gjorde? Kunne han forvente at Jehova ville hjælpe ham? Og hvad fortæller Asas liv os om hvordan Jehova velsigner sine tjenere?

HVAD DER GIK FORUD

I løbet af de 20 år der var gået efter at Israel var blevet delt i to riger, var Juda blevet gennemsyret af hedenske skikke. Da Asa blev konge i 977 f.v.t., havde tilbedelsen af kana’anæiske frugtbarhedsguder endda vundet indpas i det kongelige hof. Men i den inspirerede beretning om Asas regeringstid siges der: „Asa gjorde hvad der var godt og ret i Jehova hans Guds øjne.“ Han „fjernede . . . de fremmede altre og offerhøjene og knuste de hellige støtter og omhuggede de hellige pæle“. (2 Krøn. 14:2, 3) Og „de mandlige tempelprostituerede“, som havde praktiseret homoseksualitet i religionens navn, drev Asa ud af landet. Men han nøjedes ikke med det. Han tilskyndede direkte indbyggerne i Juda til at „søge Jehova, deres forfædres Gud“ og til at overholde „loven og budet“. — 1 Kong. 15:12, 13; 2 Krøn. 14:4.

Det behagede Jehova at Asa nidkært kæmpede for den sande tilbedelse, og han belønnede ham ved at give ham adskillige år med fred. Kongen kunne derfor sige: „Vi har søgt Jehova vor Gud. Vi har søgt ham, og han giver os hvile til alle sider.“ Folket benyttede denne tid til at befæste byerne i Juda. Beretningen lyder: „Så byggede de, og det lykkedes for dem.“ — 2 Krøn. 14:1, 6, 7.

PÅ SLAGMARKEN

I betragtning af det der gik forud, er det ikke overraskende at Asa bad til Gud da han stod over for den største jordiske hær der er nævnt i Bibelen. Asa vidste at Gud belønner dem som handler i tro. I sin bøn anmodede kongen indtrængende Jehova om hjælp. Asa forstod at hvis han stolede på Gud og havde hans støtte, var det uden betydning hvor mange eller hvor mægtige fjenderne var. Jehovas navn var involveret i denne konflikt, så kongen bad: „Hjælp os, Jehova vor Gud, for det er dig vi støtter os til, og det er i dit navn vi er kommet mod denne folkemængde. Jehova, du er vor Gud. Lad ikke et dødeligt menneske holde stand imod dig.“ (2 Krøn. 14:11) Det var faktisk som om han sagde: ’Den etiopiske invasion er et angreb på dig, Jehova. Lad ikke ufuldkomne mennesker vinde over dem der bærer dit navn, så det bliver vanæret.’  „Da lod Jehova ætiopierne lide nederlag foran Asa og Juda, og ætiopierne flygtede.“ — 2 Krøn. 14:12.

I dag møder Jehovas folk mange magtfulde modstandere. Vi kæmper ikke mod dem med fysiske våben på en bogstavelig slagmark. Men vi kan være sikre på at alle der i Jehovas navn kæmper en åndelig kamp, vil blive belønnet med sejr. Det kan også være at vi personligt må kæmpe for at modstå verdens slappe holdning til moral, for at holde vores egne svagheder i ave eller for at beskytte vores familie mod dårlig påvirkning. Uanset hvilke udfordringer vi står over for, kan Asas bøn være til opmuntring for os. Asas sejr var Jehovas sejr! Det der skete, viser hvad alle Guds trofaste tjenere kan være forvissede om: Ingen menneskelig magt kan klare sig mod Jehova.

OPMUNTRING OG EN ADVARSEL

Da Asa var vendt hjem fra kampen, blev han opsøgt af Azarja. Denne profet opmuntrede ham, men kom også med en advarsel: „Hør mig, Asa og hele Juda og Benjamin! Jehova er med jer så længe I er med ham; og hvis I søger ham, vil han lade sig finde af jer, men hvis I forlader ham, vil han forlade jer. . . . Vær modige og lad ikke jeres hænder synke, for der er løn for jeres virke.“ — 2 Krøn. 15:1, 2, 7.

Disse ord kan styrke vores tro. De viser at så længe vi tjener Jehova trofast, vil han være med os. Når vi beder Jehova om hjælp, kan vi være sikre på at han hører os. Azarja sagde også: „Vær modige.“ Det kræver ofte en stor portion mod at gøre det der er rigtigt, men vi ved at det er muligt med Jehovas hjælp.

Asas bedstemor Ma’aka havde lavet „et afskyeligt afgudsbillede til den hellige pæl“, og nu stod Asa over for den vanskelige opgave at fratage hende titlen som „enkedronning“ i riget. Men han var opgaven voksen og brændte desuden hendes afgudsbillede. (1 Kong. 15:13) Asa blev velsignet for sin beslutsomhed og sit mod. Uanset om alle i vores familie er loyale over for Gud eller ej, må vi ligesom Asa holde os nær til Jehova og nøje følge hans retfærdige normer. Hvis vi gør det, vil han belønne os for vores loyalitet.

Asa blev også belønnet ved at se mange fra Nordriget slutte sig til den sande tilbedelse i Juda rige. Disse israelitter kunne se at Jehova var med Asa, og for dem var den sande tilbedelse så vigtig at de valgte at forlade deres hjem for at komme til at bo blandt Guds tjenere. Asa og hele Juda frydede sig derefter over at kunne indgå ’en pagt om at søge Jehova af hele deres hjerte og af hele deres sjæl’. Hvad blev resultatet? Gud ’lod sig finde af dem; og Jehova gav dem fortsat hvile til alle sider’. (2 Krøn. 15:9-15) Bliver vi ikke også fyldt med glæde når retsindige vælger at slutte sig til den rene tilbedelse af Jehova?

Men profeten Azarjas ord indeholdt også en alvorlig advarsel: „Hvis I forlader [Jehova], vil han forlade jer.“ At havne i en sådan situation kunne få nogle meget alvorlige konsekvenser. Måtte det aldrig ske for os! (2 Pet. 2:20-22) Det fremgår ikke af Bibelen hvorfor Jehova gav Asa denne  advarsel, men vi ved at kongen undlod at give agt på den.

„DU HAR HANDLET TÅBELIGT“

I Asas 36. regeringsår gik kong Basja i gang med et projekt der gjorde forholdet mellem Israel og Juda endnu mere anspændt. Basja begyndte at befæste grænsebyen Rama, som lå otte kilometer nord for Jerusalem, måske for at forhindre sine undersåtter i at støtte Asa og den sande tilbedelse. Men denne gang søgte Asa ikke hjælp hos Gud, sådan som han havde gjort da han stod over for etiopierne. Han sendte derimod en gave til Arams konge og fik ham til at angribe nordriget Israel. Aramæernes angreb fik Basja til at trække sig tilbage fra Rama. — 2 Krøn. 16:1-5.

Asas handlemåde skuffede Jehova, og han sendte derfor profeten Hanani til ham. Det Gud havde gjort i forbindelse med etiopierne, burde have overbevist Asa om at Jehovas „øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham“. Måske fulgte Asa et dårligt råd, eller han betragtede måske truslen fra Basja og hans styrker som noget han selv kunne klare. Uanset hvad så valgte Asa at se tingene ud fra et menneskeligt synspunkt, og han satte ikke sin lid til Jehova. „Du har handlet tåbeligt med hensyn til dette,“ sagde Hanani, „for fra nu af vil der blive ført krige mod dig.“ — 2 Krøn. 16:7-9.

Det blev Asa bestemt ikke glad for at høre, og rasende smed han Hanani i huset med blokken. (2 Krøn. 16:10) Hvad fik ham til at gøre det? Tænkte han: ’Skal nogen komme og retlede mig efter at jeg trofast har tjent Jehova i mange år?’ Havde Asa, nu hvor han var blevet ældre, mistet noget af sin sunde fornuft? Det svarer Bibelen ikke på.

I sit 39. regeringsår fik Asa en alvorlig sygdom i fødderne. „Men heller ikke i sin sygdom søgte han Jehova; kun lægerne,“ siges der i beretningen. Ordene indikerer at Asa ikke havde værnet om sit åndelige helbred. I sit 41. regeringsår døde han, tilsyneladende uden at have ændret indstilling. — 2 Krøn. 16:12-14.

Det ser dog ud til at Asas gode egenskaber og nidkærhed for den sande tilbedelse vejede tungere end hans fejl. Han holdt aldrig op med at tjene Jehova. (1 Kong. 15:14) Hvad kan vi, med det i tanke, lære af beretningen om Asa? Den understreger hvor vigtigt det er at vi grunder over hvordan Jehova tidligere har hjulpet os. Det vil motivere os til at bede ham om hjælp når vi står over for nye prøver. Vi lærer også at uanset hvor mange år vi har tjent Jehova trofast, har vi alle brug for bibelsk vejledning. Og selvom vi har udrettet store ting i tjenesten for Jehova, vil han retlede os hvis vi begår fejl. Vi må tage imod en sådan vejledning med mildhed for at få gavn af den. Men vigtigst af alt lærer vi at vores himmelske Far vil være med os så længe vi er med ham. Jehova ser ud over hele jorden for at finde frem til dem der er loyale mod ham, og han belønner dem ved at anvende sin magt til gavn for dem. Det gjorde Jehova i forbindelse med Asa, og det vil han også gøre i forbindelse med os.

[Tekstcitat på side 9]

Jehova belønner dem der trofast kæmper en åndelig kamp

[Tekstcitat på side 10]

Det kræver mod at gøre det der er rigtigt i Jehovas øjne