1. Hvilken forskel er der på Jehovas ord og menneskers ord?

JEHOVA er „sandhedens Gud“. (Sl. 31:5) Ufuldkomne mennesker kan man ikke altid stole på, men helt anderledes forholder det sig med Gud, for „det er umuligt for Gud at lyve“. (Hebr. 6:18; læs Fjerde Mosebog 23:19). Han gennemfører altid det han har i sinde at gøre til gavn for menneskeheden. Tænk for eksempel på skabelsen. Inden hver af skabelsesperioderne erklærede Jehova hvad han ville gøre, og „således blev det“. Og ved slutningen af den sjette skabelsesdag „så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt“. — 1 Mos. 1:6, 7, 30, 31.

2. Hvad er Guds hviledag, og hvorfor „helligede“ Gud den?

² Efter at Jehova havde betragtet alt det han havde skabt, lod han den syvende dag begynde. Det er ikke en dag på 24 timer, men en lang tidsperiode hvor han hviler fra sin skabervirksomhed i forbindelse med jorden. (1 Mos. 2:2) Guds hviledag er endnu ikke forbi. (Hebr. 4:9, 10) I Bibelen siges der ikke præcis hvornår denne periode begyndte, men det var på et tidspunkt efter at Eva var blevet skabt, for omkring 6000 år siden. Forude ligger Kristi tusindårsrige, der vil sørge for at Guds hensigt med at skabe jorden bliver opfyldt. Jorden vil blive et paradis fyldt med fuldkomne mennesker der skal leve evigt. (1 Mos. 1:27, 28; Åb. 20:6) Kan vi være sikre på at løftet om en så herlig fremtid vil blive indfriet? Helt bestemt! „Gud velsignede den syvende dag og helligede den.“ Dette var i virkeligheden et løfte om at uanset hvilke hindringer der måtte opstå, ville Gud sørge for at hans hensigt var blevet opfyldt ved slutningen af den syvende dag. — 1 Mos. 2:3.

3. (a) Hvad skete der efter at Guds hviledag var begyndt? (b) Hvordan forudsagde Jehova at han ville knuse oprøret?

 ³ Efter at Guds hviledag var begyndt, blev freden pludselig spoleret. En af åndesønnerne gjorde sig selv til Guds rival. Satan fortalte verdens første løgn og lokkede Eva til at være ulydig mod Jehova. (1 Tim. 2:14) Dernæst fik Eva sin mand med i oprøret. (1 Mos. 3:1-6) Men selv på dette uhyre kritiske tidspunkt i universets historie, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved Guds troværdighed, anså Jehova det ikke for nødvendigt at bekræfte med en ed at hans hensigt ville blive opfyldt. I stedet udtalte Jehova en profeti om hvordan han ville slå oprøret ned, en profeti som først ville blive forstået når hans tid var inde. Han sagde: „Jeg sætter fjendskab mellem dig [Satan] og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han [det lovede afkom] skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ — 1 Mos. 3:15; Åb. 12:9.

4, 5. Hvilket juridisk redskab gjorde Abraham til tider brug af?

⁴ På dette tidlige tidspunkt i menneskets historie havde det sikkert aldrig været nødvendigt at sværge på at noget var sandt, og begrebet var sandsynligvis ganske ukendt for Adam og Eva. Fuldkomne skabninger der elsker Gud og efterligner ham, behøver ikke at aflægge en ed; de siger altid sandheden og har fuldstændig tillid til hinanden. Men tingene ændrede sig da synd og ufuldkommenhed kom ind i verden. Løgn og bedrag blev efterhånden noget helt almindeligt blandt mennesker, og i sager af stor betydning kunne man nu være nødt til at sværge på at det man sagde, var sandt.

⁵ Edsaflæggelse var et juridisk redskab som patriarken Abraham gjorde brug af ved mindst tre lejligheder. (1 Mos. 21:22-24; 24:2-4, 9) En af gangene var da han vendte tilbage efter at have besejret kongen i Elam og hans allierede. Salems konge og Sodomas konge tog ud for at møde Abraham. Melkizedek, kongen af Salem, var også „den højeste Guds præst“, og han velsignede Abraham og lovpriste Gud for at give Abraham sejren over hans fjender. (1 Mos. 14:17-20) Da Sodomas konge derefter gerne ville belønne Abraham for at have reddet hans folk fra de invaderende styrker, svor Abraham: „Jeg løfter hermed min hånd til Jehova, den højeste Gud, som har frembragt himmel og jord, på at jeg intet, nej, intet vil tage af hvad der er dit, hverken en tråd eller en sandalrem, for at du ikke skal sige: ’Det var mig som gjorde Abram rig.’“ — 1 Mos. 14:21-23.

6. (a) Hvordan var Abraham et godt eksempel for os? (b) Hvordan gavner Abrahams lydighed os?

⁶ Til gavn for den syndige menneskehed har Jehova Gud også aflagt ed, for eksempel ved hjælp af udtryk som: „Så sandt jeg lever.“ (Ez. 17:16) Bibelen omtaler mere end 40 forskellige lejligheder hvor Jehova Gud aflagde en ed. Det bedst kendte eksempel er måske i forbindelse med Abraham. I løbet af en periode på mange år aflagde Jehova adskillige pagtsløfter over for Abraham som tilsammen viser at det lovede afkom ville nedstamme fra ham gennem  hans søn Isak. (1 Mos. 12:1-3, 7; 13:14-17; 15:5, 18; 21:12) Jehova satte Abraham på en svær prøve ved at give ham påbud om at ofre sin elskede søn. Abraham adlød uden at tøve og skulle lige til at ofre Isak da en engel standsede ham. Derefter aflagde Gud denne ed: „Ved mig selv sværger jeg hermed . . . at fordi du har gjort dette og ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage, så vil jeg visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred; og dit afkom vil tage sine fjenders port i besiddelse. Og ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ — 1 Mos. 22:1-3, 9-12, 15-18.

7, 8. (a) Hvorfor svor Gud over for Abraham? (b) Hvordan vil Jesu „andre får“ få gavn af Guds edsvorne løfte?

⁷ Hvorfor svor Gud over for Abraham at hans løfter ville gå i opfyldelse? Det var for at styrke troen hos dem der skulle være arvinger sammen med Kristus og udgøre den sekundære del af det lovede „afkom“. (Læs Hebræerbrevet 6:13-18; Gal. 3:29) Som apostelen Paulus forklarede, trådte Jehova til „med en ed“. Der var derfor to uforanderlige ting der ville give de salvede „en stærk opmuntring til at gribe det håb“ som ligger foran dem. Det var Guds løfte og hans ed, ting som „det er umuligt for Gud at lyve“ om.

⁸ Salvede kristne er ikke de eneste der får gavn af Guds edsvorne løfte til Abraham. Jehova svor at folk fra „alle jordens nationer [skulle] velsigne sig“ ved Abrahams „afkom“. (1 Mos. 22:18) Dette indbefatter Kristi „andre får“, der har håb om at opnå evigt liv på en paradisisk jord. (Joh. 10:16) Uanset om du hører til de salvede eller til de andre får, kan du „gribe“ det håb du har, ved fortsat at adlyde Gud i alt hvad du gør. — Læs Hebræerbrevet 6:11, 12.

9. Hvilket edsvorent løfte gav Gud Abrahams efterkommere mens de var trælle i Egypten?

⁹ Flere hundrede år senere svor Jehova igen at opfylde de løfter han havde givet Abraham. Det skete da han sendte Moses hen for at tale til Abrahams efterkommere, der nu var trælle i Egypten. (2 Mos. 6:6-8) Som en forklaring på hvorfor han aflagde en ed ved den lejlighed, sagde Gud: „På den dag  jeg udvalgte Israel, . . . løftede jeg min hånd og aflagde ed over for dem på at føre dem ud af Ægyptens land til et land jeg havde udspejdet for dem, et der flød med mælk og honning.“ — Ez. 20:5, 6.

10. Hvilket løfte aflagde Gud over for Israel efter at have udfriet folket fra Egypten?

¹⁰ Efter at Israel var blevet udfriet fra Egypten, aflagde Jehova endnu et edsvorent løfte: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, for mig tilhører hele jorden. Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ (2 Mos. 19:5, 6) Tænk hvilken fantastisk mulighed Gud her gav Israel! Hvis folket var lydigt, kunne enkeltpersoner få det håb at blive brugt af Gud som et kongerige af præster til velsignelse for resten af menneskeheden. Som en beskrivelse af hvad han havde gjort for Israel ved denne lejlighed, erklærede Jehova senere: „[Jeg] aflagde en ed over for dig og gik ind i en pagt med dig.“ — Ez. 16:8.

11. Hvordan reagerede israelitterne da Gud indbød dem til at slutte en pagt med ham og blive hans udvalgte folk?

¹¹ På dette tidspunkt forpligtede Jehova ikke israelitterne til at aflægge en svoren ed på at forblive lydige, og han tvang dem heller ikke til at indgå i et særligt forhold til ham. Af egen fri vilje sagde de: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ (2 Mos. 19:8) Tre dage senere bekendtgjorde Jehova over for Israel hvad han ville kræve af sit udvalgte folk. Først lyttede israelitterne til oplæsningen af De Ti Bud, og derefter fortalte Moses dem hvilke yderligere bud de skulle overholde. Disse er nedskrevet i Anden Mosebog 20:22–23:33. Hvordan reagerede Israel? „Hele folket svarede enstemmigt og sagde: ’Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.’“ (2 Mos. 24:3) Moses skrev lovene op i „pagtsbogen“ og læste dem højt så hele nationen kunne høre dem igen. Og derefter aflagde folket, for tredje gang, dette højtidelige løfte: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre og adlyde.“ — 2 Mos. 24:4, 7, 8.

12. Hvad gjorde Jehova efter at have indgået sin pagt med Israel, og hvordan reagerede folket?

¹² Jehova gik straks i gang med at opfylde sin del af Lovpagten ved at sørge for at israelitterne kunne tilbede ved en særlig teltbolig, og for at de fik et præsteskab der gjorde det muligt for syndige mennesker at nærme sig ham. Men israelitterne glemte hurtigt deres indvielse til Gud og ’bedrøvede Israels Hellige’. (Sl. 78:41) For eksempel blev de utålmodige mens Moses var optaget af at få yderligere instruktioner fra Jehova på Sinaj Bjerg. Det gik ud over deres tro, og de antog at Moses havde ladt dem i stikken. Derfor lavede de en guldkalv og sagde: „Dette, Israel, er din Gud som førte dig op fra Ægyptens land.“ (2 Mos. 32:1, 4) Derefter holdt de en fest som de kaldte „højtid for Jehova“, og de bøjede sig ned og bragte ofre til deres menneskeskabte gud. Da Jehova så hvad der foregik, sagde han til Moses: „De har hastigt vendt sig bort fra den vej jeg påbød dem at vandre ad.“ (2 Mos. 32:5, 6, 8) Fra da af var Israels historie sørgeligt nok fyldt med brudte løfter til Gud. — 4 Mos. 30:2.

13. Hvilket edsvorent løfte gav Gud kong David, og hvordan er det knyttet til det lovede afkom?

¹³ I kong Davids regeringstid gav Jehova yderligere to edsvorne løfter til gavn for alle der adlyder ham. For det  første svor han over for David at hans trone ville vare for evigt. (Sl. 89:35, 36; 132:11, 12) Det betød at det lovede afkom, Kristus, ville blive kaldt „Davids søn“. (Matt. 1:1; 21:9) Ydmygt kaldte David denne fremtidige efterkommer for „Herre“ fordi Kristus ville indtage en stilling der var højere end hans egen. — Matt. 22:42-44.

14. Hvilket edsvorent løfte gav Jehova angående det lovede afkom, og hvordan gavner det os?

¹⁴ For det andet inspirerede Jehova David til at forudsige at denne unikke konge også skulle tjene som ypperstepræst for menneskeheden. I Israel var kongedømmet fuldstændig adskilt fra præsteskabet. Præsterne var af Levis stamme, mens kongerne var af Judas stamme. Men om sin enestående fremtidige arving forudsagde David: „Jehovas udsagn til min Herre lyder: ’Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.’ Jehova har svoret (og han fortryder det ikke): ’Du er præst evindelig på Melkizedeks måde!’“ (Sl. 110:1, 4) Som en opfyldelse af denne profeti hersker Jesus Kristus, det lovede afkom, nu som konge fra himmelen. Desuden tjener han som menneskehedens ypperstepræst og hjælper angrende syndere til at komme ind i et godkendt forhold til Gud. — Læs Hebræerbrevet 7:21, 25, 26.

15, 16. (a) Hvilke to slags Israel omtales i Bibelen, og hvilket af dem har Guds velsignelse i dag? (b) Hvilket bud gav Jesus sine disciple angående det at aflægge højtidelige løfter?

¹⁵ Eftersom Israels nation forkastede Jesus Kristus, mistede folket til sidst sit begunstigede forhold til Gud og udsigten til nogen sinde at blive „et kongerige af præster“. Jesus sagde til de jødiske ledere: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ (Matt. 21:43) Denne nye nation blev født på pinsedagen i år 33 da Guds ånd blev udgydt over omkring 120 af Jesu disciple der var forsamlet i Jerusalem. Disse blev kendt som „Guds Israel“, og inden længe udgjorde de en skare på flere tusind mennesker, der kom fra alle nationer i den dakendte verden. — Gal. 6:16.

¹⁶ I modsætning til det kødelige Israel er Guds nye åndelige nation blevet ved med at bære god frugt ved at være lydig mod Gud. Et af de bud som denne nye nation har adlydt, er buddet om ikke at aflægge eder. Da Jesus var på jorden, var edsaflæggelse blevet en skik som blev misbrugt ved at folk svor falsk eller aflagde eder i helt ubetydelige sager. (Matt. 23:16-22) Jesus sagde til sine disciple: „I skal slet ikke aflægge eder . . . Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej; for hvad der går derudover er fra den onde.“ — Matt. 5:34, 37.

17. Hvilke spørgsmål vil vi komme ind på i den næste studieartikel?

¹⁷ Betyder det at det altid er forkert at aflægge ed? Og endnu vigtigere: Hvad ligger der i at man skal lade sit ja betyde ja? Disse spørgsmål vil vi tage op i den næste studieartikel. Når vi mediterer over Guds ord, vil det motivere os til at blive ved med at adlyde Jehova. Så vil han velsigne os for evigt, ganske som han har lovet og aflagt ed på.