Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

’Forvis jer om de mere vigtige ting’

’Forvis jer om de mere vigtige ting’

’Forvis jer om de mere vigtige ting.’ — FIL. 1:10.

1, 2. Hvilken profeti om de sidste dage må have givet Jesu disciple noget at spekulere over, og hvorfor?

PETER, Jakob, Johannes og Andreas var endelig alene med deres Herre. Det Jesus tidligere havde sagt om at templet skulle ødelægges, fyldte deres tanker. (Mark. 13:1-4) Derfor spurgte de: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Matt. 24:1-3) Jesus forudsagde begivenheder, eller tilstande, som ville føre til store forandringer i deres liv, men han omtalte også forhold der ville kendetegne de sidste dage for Satans onde verdensordning. En af de ting Jesus forudsagde, må i særlig grad have fået disciplene til at spidse ører. Efter at have omtalt forfærdende ting som krige, hungersnød og tiltagende lovløshed forudsagde Jesus at der også ville være noget positivt der kendetegnede de sidste dage. Han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Matt. 24:7-14.

2 Disciplene havde allerede forkyndt den gode nyhed om Riget sammen med Jesus. (Luk. 8:1; 9:1, 2) Måske har de tænkt tilbage på hans ord: „Høsten er i sandhed stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Luk. 10:2) Men hvordan skulle de kunne forkynde „på hele den beboede jord“ og aflægge „vidnesbyrd for alle nationerne“? Hvor skulle arbejderne komme fra? Tænk hvis de havde kunnet se ind i fremtiden da de sad dér sammen med Jesus! Så ville de helt sikkert være blevet forbløffede over at se opfyldelsen af denne  profeti, som vi nu kan læse i Mattæus 24:14.

3. Hvordan går ordene i Lukas 21:34 i opfyldelse i dag, og hvad må vi spørge os selv om?

3 I dag ser vi Jesu profeti blive opfyldt. Millioner samarbejder om at forkynde den gode nyhed om Riget på hele jorden. (Es. 60:22) Men Jesus antydede at nogle ville have svært ved at fokusere på det rigtige i de sidste dage. De ville blive distraheret og føle sig „tynget“. (Læs Lukas 21:34). Også denne profeti ser vi gå i opfyldelse. Nogle af Guds tjenere kommer ud på et sidespor. Det fremgår måske af de beslutninger de træffer med hensyn til arbejde, højere uddannelse og materielle ting, eller af hvor meget tid de bruger på sport og underholdning. Andre bliver trætte og giver tabt på grund af dagligdagens pres og bekymringer. Spørg dig selv: ’Hvordan går det med mig? Hvad viser de beslutninger jeg træffer, om hvad jeg er fokuseret på?’

4. (a) Hvad bad Paulus til i forbindelse med de kristne i Filippi, og hvorfor? (b) Hvad vil vi se på i denne og næste artikel, og hvordan vil det gavne os?

4 Allerede i det første århundrede krævede det en indsats at blive ved med at sætte det åndelige på førstepladsen. Derfor bad apostelen Paulus til at filipperne ville ’forvisse sig om de mere vigtige ting’. (Læs Filipperne 1:9-11). Ligesom Paulus havde de fleste dengang „mod til at tale Guds ord uden frygt“. (Fil. 1:12-14) De fleste af os forkynder også modigt Guds ord. Ikke desto mindre vil en gennemgang af hvad Jehovas organisation udretter i dag, kunne hjælpe os til at være endnu mere fokuserede på det vigtige forkyndelsesarbejde. I denne artikel vil vi se på hvordan Jehova gennem sin organisation sørger for at Mattæus 24:14 bliver opfyldt. Hvad er Jehovas organisation optaget af, og hvordan kan dét motivere os og vores familier? I næste artikel vil vi se på hvad der kan hjælpe os til at holde ud og blive ved med at følge Jehovas organisation.

DEN HIMMELSKE DEL AF JEHOVAS ORGANISATION

5, 6. (a) Hvorfor lod Jehova sine tjenere få indblik i den himmelske del af sin organisation? (b) Hvad fik Ezekiel et syn af?

5 Der er mange ting Jehova har valgt ikke at tage med i sit skrevne ord. For eksempel har han ikke givet os detaljer om hvordan hjernen fungerer, eller om hvordan universet er opbygget — selvom det ville have været fascinerende informationer. Til gengæld har Jehova givet os de oplysninger vi behøver for at kunne forstå hans hensigt og adlyde ham. (2 Tim. 3:16, 17) Netop derfor er det interessant at Bibelen giver os flere glimt af den usynlige del af Jehovas organisation! Beskrivelserne i Esajas’, Ezekiels og Daniels bøger og i Johannes’ Åbenbaring virker dybt betagende. (Es. 6:1-4; Ez. 1:4-14, 22-24; Dan. 7:9-14; Åb. 4:1-11) Det er som om Jehova trækker et forhæng til side og lader os skue ind i himmelen. Hvorfor har han givet os disse oplysninger?

6 Jehova ønsker at vi aldrig glemmer at vi er en del af en universel organisation. Der foregår meget mere i forbindelse med gennemførelsen af Jehovas hensigt end vi kan se. Ezekiel så den usynlige del af Jehovas organisation skildret ved en kolossal himmelvogn. Denne vogn kunne bevæge sig ekstremt hurtigt og øjeblikkelig skifte retning. (Ez. 1:15-21) For hver omgang  hjulene drejede, kunne vognen tilbagelægge enorme afstande. I synet fik Ezekiel også et glimt af den der førte vognen. Han så „noget som glansen af elektrum, noget der så ud som ild . . . Det så ud ligesom Jehovas herlighed.“ (Ez. 1:25-28) Hvor må dette syn have virket ærefrygtindgydende på Ezekiel! Han så at Jehova har fuld kontrol over sin organisation og leder den ved hjælp af sin hellige ånd. En fantastisk skildring af hvordan den himmelske del af Jehovas organisation fungerer!

7. Hvordan styrkes vores tillid af det syn Daniel fik?

7 Også Daniel fik et syn der kan styrke vores tillid. Han fik lov til at se Jehova skildret som „den gamle af dage“, hvis trone var flammer af ild. Tronen havde hjul. (Dan. 7:9) Jehova ville have Daniel til at forstå at Hans organisation er i bevægelse, i fuld gang med at gennemføre Hans hensigt. Daniel så derefter at „en der var som en menneskesøn“, Jesus, fik betroet tilsynet med den jordiske del af Jehovas organisation. Kristi fuldkomne styre eksisterer ikke blot i nogle få år. Nej, det er „et varigt herredømme der ikke skal forsvinde, og hans rige er et som ikke vil blive ødelagt“. (Dan. 7:13, 14) Dette syn styrker vores tillid til Jehova og får os til at påskønne hans gerninger. Han gav „herredømme og ære og kongemagt“ til sin søn, Jesus, der var blevet prøvet på enhver tænkelig måde. Eftersom Jehova stoler på sin søn, kan vi også have fuld tillid til Jesu ledelse.

8. Hvilken virkning havde det på Ezekiel og Esajas at få syner fra Gud, og hvordan bør disse syner påvirke os?

 8 Hvordan påvirker disse syner af den himmelske del af Jehovas organisation os? Ligesom Ezekiel fyldes vi uden tvivl af ærefrygt og ydmyghed. (Ez. 1:28) Når vi mediterer over hvad Jehovas organisation udretter, kan det motivere os til handling. Den virkning havde det også på Esajas. Da han fik mulighed for at fortælle andre om Jehovas gerninger, tøvede han ikke et øjeblik. (Læs Esajas 6:5, 8). Esajas havde tillid til at han med Jehovas hjælp kunne klare en hvilken som helst udfordring. Esajas’ syn af den himmelske del af Jehovas organisation skulle også fylde os med ærefrygt og give os lyst til at gøre mere. Ja, det virker stærkt motiverende at betragte denne organisation, der altid er i bevægelse og er helt optaget af at gennemføre Jehovas hensigt!

DEN JORDISKE DEL AF JEHOVAS ORGANISATION

9, 10. Hvorfor er der behov for den synlige del af Jehovas organisation?

9 Gennem sin søn sørgede Jehova for en ordning her på jorden der virker i harmoni med den usynlige del af organisationen. Hvorfor er denne ordning nødvendig for at det arbejde der er beskrevet i Mattæus 24:14, kan blive udført? Tænk over tre grunde.

10 For det første havde Jesus sagt at forkyndelsesarbejdet ville føre hans disciple „til jordens fjerneste egne“. (Apg. 1:8) For det andet krævede det organisering at sørge for åndelig føde og at tage sig af dem der var optaget af forkyndelsen. (Joh. 21:15-17) For det tredje skulle der arrangeres møder så forkynderne kunne komme sammen for at tilbede Jehova og blive undervist. (Hebr. 10:24, 25) Disse mål kunne Kristi disciple ikke nå ved et tilfælde — deres arbejde måtte være velorganiseret.

11. Hvordan viser vi at vi støtter Jehovas organisation?

11 Hvordan kan vi vise at vi støtter Jehovas organisation? Blandt andet ved altid at have tillid til dem Jehova og Jesus betror at lede forkyndelsesarbejdet. Disse brødre kunne have valgt at bruge deres tid og energi på at gøre en forskel i verden, men det har de ikke gjort. Lad os se på hvad den synlige del af Jehovas organisation altid har været fokuseret på.

FOKUSERET PÅ „DE MERE VIGTIGE TING“

12, 13. Hvordan tager ansvarshavende ældste sig af tilsynet med forkyndelsesarbejdet, og hvorfor er det opmuntrende?

12 I hele verden er erfarne ældste blevet udnævnt til at føre tilsyn med og fremme forkyndelsesarbejdet i de lande hvor de tjener. Når disse brødre træffer beslutninger, søger de vejledning i Guds ord ved at lade det være ’en lampe for deres fod og et lys på deres sti’, og de beder inderligt om Jehovas ledelse. — Sl. 119:105; Matt. 7:7, 8.

13 Ligesom de ældste i det første århundrede er de ældste der i dag fører tilsyn med forkyndelsen, stærkt optaget af „ordets tjeneste“. (Apg. 6:4) De glæder sig meget over fremgangen i forkyndelsesarbejdet, både lokalt og på verdensplan. (Apg. 21:19, 20) De opstiller ikke en endeløs række af regler og procedurer. I stedet følger de Bibelens vejledning og lader sig lede  af den hellige ånd når der er behov for nye tiltag for at fremme forkyndelsesarbejdet. (Læs Apostelgerninger 15:28). Derved er disse ansvarshavende brødre et godt eksempel for alle i de lokale menigheder. — Ef. 4:11, 12.

14, 15. (a) Hvad gøres der for at støtte forkyndelsesarbejdet i hele verden? (b) Hvordan betragter du den forret det er at støtte forkyndelsesarbejdet?

14 Bag kulisserne bliver der gjort en stor indsats for at tilberede den åndelige føde der serveres i publikationer og ved møder og stævner. Tusinder af frivillige arbejder utrætteligt med at oversætte denne åndelige føde til omkring 600 sprog for at så mange som muligt kan lære om „Guds storslåede gerninger“ på deres modersmål. (Apg. 2:7-11) Unge brødre og søstre er med til at fremstille vores litteratur på hurtigkørende trykke- og indbindingsmaskiner. Litteraturen bliver derefter distribueret til menighederne og kommer ud til selv de fjerneste egne af jorden.

15 Der er mange ordninger som gør at vi kan fokusere på at forkynde den gode nyhed sammen med vores lokale menighed. For eksempel er tusinder af frivillige med til at bygge rigssale og stævnehaller, yde nødhjælp efter naturkatastrofer, hjælpe trosfæller der har behov for akut lægebehandling, organisere stævner og undervise på teokratiske skoler, for blot at nævne nogle få ting. Hvad er formålet med alt dette? At lette forkyndelsesarbejdet, at styrke forkynderne åndeligt og at fremme den sande tilbedelse. Fokuserer den jordiske del af Jehovas organisation på de mere vigtige ting? Ja, mon ikke!

EFTERLIGN JEHOVAS ORGANISATION

16. Hvad kunne være et studieprojekt for dig og din familie?

16 Tager du dig indimellem tid til at reflektere over det Jehovas organisation udretter? Nogle har valgt at gå i dybden med dette emne og meditere over oplysningerne på deres Teokratiske Familieaften eller når de studerer personligt. De syner Esajas, Ezekiel, Daniel og Johannes fik, vil være interessante studieprojekter. Ved hjælp af bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige og andre publikationer eller dvd’er kan man få et spændende indblik i organisationen.

17, 18. (a) Hvordan har denne drøftelse hjulpet dig? (b) Hvilke spørgsmål bør vi hver især overveje?

17 Det er sundt for os at meditere over alt det Jehova udretter ved hjælp af sin organisation. Lad os samarbejde med denne vidunderlige organisation og være fast besluttede på altid at fokusere på de mere vigtige ting. Så vil vi blive lige så stålsatte som Paulus, der skrev: „Da vi har denne tjeneste ifølge den barmhjertighed der er blevet vist os, giver vi ikke op.“ (2 Kor. 4:1) Han tilskyndede sine trosfæller med ordene: „Lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ — Gal. 6:9.

18 Bør du eller din familie foretage nogle justeringer i dagligdagen for at kunne være forvissede om de mere vigtige ting? Kan du forenkle dit liv eller mindske distraktioner så du kan ofre forkyndelsen mere opmærksomhed? I næste artikel vil vi se på fem ting der kan hjælpe os til at holde trit med Jehovas organisation.