DA JEG i 1958 fik min søn, Gary, fornemmede jeg med det samme at der var noget galt. Men der gik ti måneder før lægerne kunne stille en diagnose, og yderligere fem år før specialister i London bekræftede den. Hvor blev jeg ked af det da min datter, Louise, som blev født ni år efter Gary, havde symptomer der var endnu værre end hans.

„Begge dine børn har LMBB-syndrom, * og der er desværre ikke noget vi kan gøre,“ fortalte lægerne mig. Dengang vidste man meget lidt om denne sjældne genetiske sygdom. Noget af det der karakteriserer sygdommen, er svær overvægt, ekstra fingre og/eller tæer, sen udvikling, koordinationsproblemer, diabetes, slidgigt, nyreproblemer og nedsat syn der ender med blindhed. Det ville derfor blive noget af en udfordring for mig at tage mig af mine børn. Ifølge en nylig undersøgelse har 1 ud af 125.000 i Storbritannien dette syndrom, men mange flere kan have det i mild form.

Kort efter at jeg var blevet gift, talte jeg med et af Jehovas Vidner, og jeg forstod med det samme at jeg havde fundet sandheden. Men min mand var overhovedet ikke interesseret. På grund af hans job flyttede vi konstant, så jeg kunne ikke være tilknyttet en menighed. Alligevel fortsatte jeg med at læse i Bibelen og bede til Jehova. Det var en stor trøst at læse at ’Jehova vil blive et tilflugtsbjerg i trængselstider’, og at han ’ikke forlader dem der søger ham’! — Sl. 9:9, 10.

Gary var synshandicappet, så da han var seks år gammel, blev han sendt på kostskole i det sydlige England for at få specialundervisning. Han ringede regelmæssigt til mig når noget gik ham på, og over telefonen hjalp jeg ham til at forstå Bibelens grundprincipper. Nogle år efter Louises fødsel fik jeg selv konstateret dissemineret sklerose og fibromyalgi. Gary kom hjem fra kostskolen da han var 16. Hans syn blev stadig dårligere, og i 1975 blev han erklæret blind. I 1977 forlod min mand os.

Kort efter at Gary var vendt hjem, begyndte vi at komme i en varm og kærlig menighed, og jeg blev døbt i 1974. Jeg var meget taknemmelig for at en ældstebroder hjalp Gary til at tackle de fysiske forandringer i teenageårene. Andre venner fra menigheden hjalp mig med det huslige, og med tiden blev fem af dem officielt udnævnt til hjemmeplejere af de sociale myndigheder. Det har været en stor velsignelse!

Gary fortsatte med at gøre fremskridt i sandheden og blev døbt i 1982. Han ville virkelig gerne være hjælpepioner. Jeg besluttede at støtte ham i denne tjeneste, og det gjorde jeg i flere år. Min søn blev meget glad da vores kredstilsynsmand efter et stykke tid spurgte ham: „Hvorfor bliver du ikke almindelig pioner, Gary?“ Det var lige den opmuntring Gary havde brug for, og i 1990 blev han udnævnt.

 Gary har fået udskiftet begge hofter, den ene i 1999 og den anden i 2008, men Louises helbredsproblemer var langt værre. Hun blev født helt blind, og da jeg så en ekstra tå på en af hendes fødder, gik det op for mig at hun også havde LMBB-syndrom. Undersøgelser viste snart at der var alvorlige problemer med mange af hendes indre organer. I tidens løb har hun gennemgået flere store operationer, deriblandt fem nyreoperationer. Ligesom Gary har hun desuden diabetes.

Da Louise er opmærksom på de komplikationer der kan opstå under en operation, taler hun altid med kirurgerne, anæstesilægerne og hospitalsledelsen inden en operation for at forklare hvilke former for transfusionsfri behandling hun kan gå med til. Det har givet hende et godt forhold til alle de omsorgsfulde læger og behandlere der tager sig af hende.

Vores hjem summer af aktivitet fordi vi er stærkt optaget af tjenesten for Jehova. Før elektronikken kom os til hjælp, brugte jeg mange timer på at læse for Gary og Louise. Nu gør cd’er, dvd’er og lydindspilninger fra www.pr418.com det muligt for os at forstudere til de ugentlige møder på forskellige tidspunkter og at forberede nogle gode svar.

Gary lærer nogle gange sine svar udenad, og han kan holde sine elevforedrag på Den Teokratiske Skole ekstemporalt. Han blev udnævnt til menighedstjener i 1995 og er altid travlt optaget i rigssalen, hvor han byder brødrene velkommen og hjælper med højttaleranlægget.

Brødre fra menigheden følges med Gary i tjenesten, og ofte må de køre ham rundt i kørestol på grund af hans gigt. En af brødrene har hjulpet ham med at lede et bibelstudium med en interesseret mand. Gary har også opmuntret en søster der har været uvirksom i 25 år. Både søsteren og bibelstudieeleven kommer nu til møderne.

Da Louise var ni, lærte hendes mormor hende at strikke, og jeg og en af plejerne lærte hende at brodere. Hun elsker stadig håndarbejde og strikker farverige tæpper til både spædbørn og ældre i menigheden. Hun laver også postkort med små klistermærker på. Modtagerne værdsætter meget disse kort. I begyndelsen af teenageårene lærte Louise blindskrift. Nu kan hun ved hjælp af en særlig talende computer regelmæssigt have kontakt med sine venner via e-mail. Louise blev døbt som 17-årig. I særlige forkynderkampagner er vi hjælpepionerer sammen. Ligesom Gary lærer Louise skriftsteder udenad så hun kan give udtryk for sin tro på Guds løfter om en verden hvor ’de blindes øjne åbnes’, og hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ — Es. 33:24; 35:5.

Hvor er vi taknemmelige for de dyrebare sandheder i Jehovas inspirerede ord! Den kærlige støtte fra vores menighed fylder også vores hjerter med taknemmelighed, for uden den ville meget af det vi foretager os, være helt umuligt. Og især på grund af Jehovas hjælp har vores liv virkelig mening.