Jeg blev født i 1956 med rygmarvsbrok. Neuralrøret i min rygsøjle havde ikke lukket sig helt, og nerveskader har gjort det svært for mig at gå og har givet andre alvorlige helbredsproblemer.

Nogen tid før jeg blev født, var et missionærægtepar der var Jehovas Vidner, begyndt at studere Bibelen med mine forældre. I min barndom boede der kun nogle få isolerede forkyndere i min hjemby, Usakos, Namibia. Derfor gennemgik vi stoffet til menighedsmøderne i familien. Da jeg var syv, fik jeg en urostomi, en operation der udføres for at skabe en kunstig åbning i kroppen så man kan komme af med urinen. Som 14-årig udviklede jeg epilepsi. Eftersom den nærmeste highschool lå langt væk og jeg havde behov for særlig pleje fra mine forældre, kunne jeg ikke færdiggøre min skoleuddannelse.

Ikke desto mindre besluttede jeg at styrke mig selv åndeligt. Mange af vores kristne publikationer fandtes endnu ikke på afrikaans, mit modersmål. Derfor lærte jeg at læse engelsk for at kunne studere flere af vores bøger. Jeg blev forkynder og blev døbt da jeg var 19. I de følgende fire år havde jeg mange problemer med helbredet og var meget deprimeret. Desuden afholdt menneskefrygt mig fra at have en nidkær andel i forkyndelsen fordi der i min hjemby var et meget tæt naboskab og alle kendte alle.

Da jeg var først i tyverne, flyttede vi fra Namibia til Sydafrika, og for første gang nogen sinde kunne jeg komme sammen med en menighed. Det var vidunderligt! Men jeg skulle opereres igen — denne gang for at få en kolostomi.

Nogen tid senere hørte jeg en kredstilsynsmand tale om pionertjenesten. Det han sagde, rørte mit hjerte. Jeg vidste godt at mit helbred langt fra var ideelt, men Jehova havde allerede båret mig gennem mange vanskeligheder. Så jeg ansøgte om at blive pioner. Men på grund af mine helbredsproblemer tøvede de ældste med at godkende min ansøgning.

Jeg besluttede at jeg alligevel ville gøre mit bedste i forkyndelsen. Med hjælp fra min mor og andre lykkedes det mig at nå timemålet for en pioner i seks måneder. Det viste at jeg var fast besluttet på at blive pioner, og at mine helbredsproblemer ikke var en hindring. Jeg ansøgte igen, og denne gang blev min ansøgning godkendt. Den 1. september 1988 begyndte jeg som pioner.

Som pioner har jeg konstant mærket Jehovas støtte. At undervise nye i sandheden i stedet for at fokusere på min egen situation har beskyttet mig, næret mig og hjulpet mig til at vokse åndeligt. Det har givet mig en enorm glæde at hjælpe adskillige frem til indvielse og dåb.

Mit helbred er fortsat ustabilt. Men Jehova ’bærer dag efter dag byrden for mig’. (Sl. 68:19) Han gør ikke kun mit liv tåleligt; han gør det til en glæde for mig at være i live!