MIN far og mor mødte hinanden i 1919 ved De Internationale Bibelstudenters stævne i Cedar Point, Ohio, USA. De blev gift senere samme år. Jeg kom til verden i 1922, og min bror, Paul, blev født to år senere. Min kone, Grace, er født i 1930. Hendes forældre, Roy og Ruth Howell, blev opdraget som Bibelstudenter, og hendes bedsteforældre var venner med broder Charles Taze Russell.

Jeg mødte Grace i 1947, og vi blev gift den 16. juli 1949. Inden vi giftede os, havde vi nogle åbenhjertige samtaler om vores fremtid. Vi besluttede at vi sammen ville være i heltidstjenesten, og at vi ikke ville påtage os det ansvar at opdrage børn. Den 1. oktober 1950 begyndte vi begge som pionerer. I 1952 blev vi så indbudt til at begynde i kredstjenesten.

Vi følte begge at vi havde brug for megen hjælp for at kunne klare denne nye opgave. Jeg havde erfarne brødre som jeg kunne trække på, men jeg prøvede også at finde nogen der kunne hjælpe Grace. Jeg opsøgte Marvin Holien, en gammel ven af familien der havde erfaring i rejsetjenesten, og sagde til ham: „Grace er ung og uerfaren. Kan du anbefale én hun kan arbejde sammen med i et stykke tid for at få noget oplæring?“ „Ja,“ svarede han. „Edna Winkle er en garvet pioner der virkelig vil kunne hjælpe hende.“ Senere sagde Grace om Edna: „Hun fik mig til at slappe af ude ved dørene, vidste hvordan man skulle svare på indvendinger, og lærte mig at lytte til den besøgte så jeg kunne blive sporet ind på hvad der var passende at sige. Hun var lige hvad jeg havde brug for!“

Grace og jeg tjente i to kredse i staten Iowa der også omfattede dele af staterne Minnesota og South Dakota. Så blev vi flyttet til New York Kreds 1, som indbefattede bydelene Brooklyn og Queens. Vi vil aldrig glemme hvor uerfarne  vi følte os i denne opgave. Med til kredsen hørte Brooklyn Heights Menighed, der kom i rigssalen på Betel. Mange erfarne medlemmer af betelfamilien tilhørte denne menighed, og efter at jeg havde holdt mit første tjenesteforedrag, kom broder Nathan Knorr hen til mig og sagde noget i denne retning: „Malcolm, du gav os nogle råd om hvad vi skal arbejde på, og det var på sin plads. Glem ikke at hvis du ikke hjælper os ved at give os venlig vejledning, er du ikke til megen nytte i organisationen. Fortsæt det gode arbejde.“ Efter mødet fortalte jeg det til Grace. Senere gik vi op på vores værelse på Betel. Udmattede af nervøsitet brast vi i gråd.

Efter nogle måneder modtog vi et brev med en indbydelse til Gileadskolens 24. klasse, der ville vare til februar 1955. Inden skolens begyndelse blev vi informeret om at vores oplæring ikke nødvendigvis skulle forberede os på at blive missionærer. Den skulle derimod hjælpe os til at blive dygtigere i rejsetjenesten. Gileadskolen var en fantastisk oplevelse der samtidig lærte os ydmyghed.

Da vi havde afsluttet Gilead, blev vi sendt ud i områdetjenesten. Vores område omfattede staterne Indiana, Michigan og Ohio. I december 1955 modtog vi så til vores store overraskelse et brev fra broder Knorr hvori der stod: „Nu skal I sige det ligeud og være helt ærlige over for mig. Hvis I er villige til at komme på Betel og blive her, ... eller hvis I er villige til at blive sendt til udlandet efter at have været på Betel et stykke tid, så lad mig vide det. Hvis I foretrækker område- og kredstjenesten, så vil jeg gerne vide det.“ Vi svarede at vi med glæde ville gøre hvad som helst vi blev sat til. Næsten øjeblikkelig blev vi bedt om at møde op på Betel!

I de år vi var på Betel, blev jeg sendt ud for at holde foredrag i menigheder og ved stævner i hele USA. Jeg var med til at oplære og hjælpe mange unge mænd der senere påtog sig større ansvarsopgaver i Jehovas organisation. Til sidst blev jeg sekretær for broder Knorr på det kontor der organiserede det verdensomspændende forkyndelsesarbejde.

Jeg nød i særlig grad de år jeg var i Tjenesteafdelingen. Dér havde jeg lejlighed til at arbejde sammen med T.J. (Bud) Sullivan. Han havde i mange år været tilsynsmand for afdelingen. Men der var også andre jeg lærte meget af.  Fred Rusk, der blev sat til at oplære mig, var en af dem. Jeg husker med varme følelser tilbage på en ordveksling vi havde. Jeg spurgte ham: „Fred, hvorfor retter du så meget i nogle af mine breve?“ Han lo, men kom så med denne nøgterne kommentar: „Malcolm, når du siger noget, kan du altid forklare det yderligere, men når du skriver noget, især når det kommer herfra, skal det være så gennemarbejdet og præcist som muligt.“ Så sagde han venligt: „Vær ved godt mod — du klarer det fint, og med tiden vil du blive rigtig god.“

I årenes løb havde Grace forskellige arbejdsopgaver på Betel; hun var blandt andet housekeeper og gjorde rent på værelserne. Hun nød arbejdet. Vi møder stadig brødre der var unge på Betel dengang, som med et smil siger til Grace: „Du fik virkelig lært mig at rede seng, og jeg kan love dig for at min mor påskønnede din indsats.“ Grace nød også at arbejde i Abonnementsafdelingen, Korrespondanceafdelingen og Afdelingen for Kopiering af Kassettebånd. At hun fik lejlighed til at arbejde med disse forskellige opgaver, hjalp hende til at forstå at uanset hvad vi arbejder med i Jehovas organisation, eller hvor vi tjener, så er det et privilegium og en velsignelse. Den dag i dag ser hun sådan på det.

I midten af 1970’erne gik det op for os at vores aldrende forældre havde behov for mere hjælp. Vi måtte træffe en vanskelig beslutning. Vi havde ikke lyst til at forlade Betel og vores venner dér som vi holdt så meget af. Men jeg følte at det var mit ansvar at tage mig af vores forældre. Derfor endte det med at vi forlod Betel, dog med håbet om at vi kunne vende tilbage når vores situation ændrede sig.

For at kunne forsørge os begyndte jeg at sælge forsikringer. Jeg vil altid huske hvad en chef sagde til mig da jeg var under oplæring: „Dette job kræver at man tager ud og besøger folk om aftenen. Det er dér de er hjemme. Intet er vigtigere end at bruge hver eneste aften på at opsøge kunder.“ Jeg svarede: „Jeg er sikker på at du taler af erfaring, og det har jeg respekt for. Men jeg har også et ansvar af åndelig art som jeg aldrig har forsømt, og det vil jeg heller ikke begynde på nu. Jeg skal nok tage ud på aftenbesøg, men tirsdag og torsdag aften skal jeg til nogle meget vigtige møder.“ Jehova velsignede mig virkelig fordi jeg ikke lod verdsligt arbejde gå ud over møderne.

Vi sad hos min mor da hun døde på et plejehjem i juli 1987. Oversygeplejersken kom hen til Grace og sagde: „Fru Allen, tag hjem og hvil  Dem. Alle ved at De hele tiden har været der for Deres svigermor. De kan have ro i sindet og være tilfreds med Dem selv.“

I december 1987 ansøgte vi om igen at tjene på Betel, det sted vi elskede. Men blot nogle få dage senere fik Grace at vide at hun havde tyktarmskræft. Hun kom sig efter operationen og blev erklæret kræftfri. Vi modtog imidlertid et brev fra Betel der anbefalede os at fortsætte vores tjeneste sammen med den lokale menighed. Vi var besluttede på at holde ud i tjenesten.

På et tidspunkt fik jeg tilbudt arbejde i Texas. Vi tænkte at det varmere klima dér ville gøre os godt, og det har det gjort. Her i Texas har vi i omkring 25 år været omgivet af kærlige brødre og søstre som vi er blevet nært knyttet til.

Grace har haft kræft i flere omgange, både i tyktarmen og i skjoldbruskkirtlen, og senest brystkræft. Men hun har aldrig klaget over sin lod i livet eller gjort indsigelse mod ledelsens princip. Hun er ofte blevet spurgt: „Hvad er hemmeligheden ved jeres lykkelige ægteskab og den glæde I begge udstråler?“ Hun nævner fire ting: „Vi er hinandens bedste venner. Vi har en god kommunikation hver dag. Vi elsker at være sammen. Og vi lægger os aldrig til at sove hvis vi er vrede på hinanden.“ Selvfølgelig kan vi indimellem komme til at irritere hinanden lidt, men vi tilgiver og glemmer — og det virker.

Vi har lært adskillige gode ting af alle de prøvelser vi har været igennem:

1. Støt dig altid til Jehova, og acceptér det han tillader. Støt dig aldrig til din egen forstand. — Ordsp. 3:5, 6; Jer. 17:7.

2. Søg vejledning i Jehovas ord, uanset hvad det drejer sig om. Lydighed mod Jehova og hans bud er altafgørende. Der er ingen middelvej — enten er du lydig, eller også er du ikke. — Rom. 6:16; Hebr. 4:12.

3. Det vigtigste i livet er at få et godt navn hos Jehova. Sæt hans interesser først, og stræb ikke efter rigdom. — Ordsp. 28:20; Præd. 7:1; Matt. 6:33, 34.

4. Bed om at du må kunne være så produktiv og aktiv i tjenesten for Jehova som muligt. Fokusér på det du kan gøre, ikke på det du ikke kan. — Matt. 22:37; 2 Tim. 4:2.

5. Husk at der ikke findes nogen anden organisation der har Jehovas velsignelse og gunst. — Joh. 6:68.

Grace og jeg har hver især tjent Jehova i mere end 75 år, og i næsten 65 år har vi tjent ham som ægtepar. Vi har virkelig nydt at tjene Jehova sammen i alle disse år. Vi håber og beder til at alle vores brødre og søstre også vil erfare hvor rigt livet er når man støtter sig til Jehova.