Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„I skal være vidner om mig“

„I skal være vidner om mig“

„[Jesus] sagde til dem: ’... I skal være vidner om mig ... til jordens fjerneste egne.’“ — APG. 1:7, 8.

1, 2. (a) Hvem er det største vidne for Jehova? (b) Hvad betyder navnet Jesus, og hvordan levede Guds søn op til sit navn?

„DERTIL er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Læs Johannes 18:33-37). Disse ord sagde Jesus til den romerske landshøvding i Judæa da han stod anklaget og risikerede at blive dømt til døden. Lige inden havde Jesus identificeret sig selv som konge. Flere år senere henviste apostlen Paulus til Jesu modige eksempel og nævnte at han „i sit vidnesbyrd afgav den gode offentlige bekendelse over for Pontius Pilatus“. (1 Tim. 6:13) Ja, det kan indimellem kræve stort mod at være et ’trofast og sandt vidne’ i Satans hadfyldte verden! — Åb. 3:14.

2 Som medlem af den jødiske nation var Jesus født som et vidne for Jehova. (Es. 43:10) Og han viste sig at blive det største vidne Gud nogen sinde har ladet stå op for sit navn. Jesus tog betydningen af sit eget gudgivne navn alvorligt. Da en engel fortalte Jesu adoptivfar, Josef, at det der var blevet undfanget i Marias livmoder, skyldtes hellig ånd, tilføjede englen: „Hun vil føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus, for han vil frelse sit folk fra dets synder.“ (Matt. 1:20, 21; fdn.) Ifølge bibelforskere kommer navnet Jesus fra et hebraisk navn, Jesjua, og indeholder en forkortet form af Guds navn; det betyder „Jehova er frelse“. I harmoni med det hans navn betød, hjalp Jesus „de bortkomne får af Israels hus“ til at angre deres synder så de igen kunne opnå Jehovas godkendelse. (Matt. 10:6; 15:24; Luk. 19:10) Han vidnede nidkært om Guds rige. Evangelieskribenten Markus skrev: „Jesus [gik] til Galilæa, og han forkyndte Guds gode nyhed og sagde: ’Den fastsatte tid er udløbet, og Guds rige er kommet nær. I må ændre sind og I må tro på den gode nyhed.’“ (Mark. 1:14, 15) Jesus fordømte også modigt jødernes religiøse ledere, hvilket var en af grundene til at de fik ham henrettet på en pæl. — Mark. 11:17, 18; 15:1-15.

„GUDS STORSLÅEDE GERNINGER“

3. Hvad skete der på tredjedagen efter Jesu død?

3 På tredjedagen efter at Jesus havde lidt en pinefuld død, skete det storslåede at Jehova oprejste ham, ikke som et menneske, men som en udødelig åndeskabning. (1 Pet. 3:18) Herren Jesus materialiserede sig i menneskeskikkelse og beviste dermed at han havde fået livet igen. Samme dag som han var blevet oprejst, viste han sig mindst fem gange for forskellige disciple. — Matt. 28:8-10; Luk. 24:13-16, 30-36; Joh. 20:11-18.

4. Hvilket møde ledte Jesus den dag han var blevet oprejst, og hvilket ansvar gjorde han det klart for sine disciple at de havde?

4 Den femte gang Jesus viste sig, var det for sine apostle og dem der var sammen med dem. Ved denne mindeværdige lejlighed „åbnede han deres sind helt, så de forstod Skrifterne“. Det gik op for dem at hans voldelige død og mirakuløse opstandelse var blevet forudsagt i Skrifterne. Ved slutningen af dette møde gjorde Jesus det klart for sine tilhørere hvad deres ansvar var. Han sagde til dem „at der på grundlag af hans navn [skulle] forkyndes sindsændring til synders tilgivelse blandt alle nationerne — idet der [skulle] begyndes fra Jerusalem“. Han tilføjede: „I skal være vidner om disse ting.“ — Luk. 24:44-48.

5, 6. (a) Hvorfor sagde Jesus: „I skal være vidner om mig“? (b) Hvilken ny dimension af Jehovas hensigt skulle Jesu disciple gøre kendt?

5 Fyrre dage senere, da Jesus viste sig for sidste gang, har hans apostle derfor forstået hvad han mente med den enkle men magtfulde befaling: „I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 1:8) Hvorfor sagde Jesus: „I skal være vidner om mig,“ ikke om Jehova? Fordi dem han talte til, var israelitter og derfor allerede var vidner for Jehova.

Som disciple af Jesus bliver vi ved med at gøre Jehovas hensigt kendt (Se paragraf 5, 6)

6 Nu skulle Jesu disciple gøre en ny dimension af Jehovas hensigt kendt — noget langt større end Israels udfrielse fra trældommen i Egypten og senere fra fangenskabet i Babylon. Jesu Kristi død og opstandelse skabte grundlaget for at man kunne blive udfriet fra den værste form for fangenskab, nemlig trældom under synd og død. Da Jesu disciple på pinsedagen i år 33 var blevet salvet med hellig ånd, begyndte de at vidne om „Guds storslåede gerninger“, og mange der hørte det, fik tro. Fra pladsen ved sin Fars højre hånd i himlen så Jesus således sit navn få større og større betydning efterhånden som tusinder ændrede sind og fik tro på ham som Jehovas frelsesmiddel. — Apg. 2:5, 11, 37-41.

„EN LØSESUM I BYTTE FOR MANGE“

7. Hvad beviste begivenhederne på pinsedagen i år 33?

7 Begivenhederne på pinsedagen i år 33 beviste at Jehova havde accepteret Jesu fuldkomne offer som det der skulle til for at sone, eller dække, synd. (Hebr. 9:11, 12, 24) Som Jesus forklarede, kom han ’ikke for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange’. (Matt. 20:28) De „mange“ der ville få gavn af løsesummen, skulle ikke kun omfatte angrende jøder. Guds vilje er at „alle slags mennesker skal frelses“, for løsesummen „tager verdens synd bort“. — 1 Tim. 2:4-6; Joh. 1:29.

8. I hvilket omfang var Jesu disciple vidner om ham, og hvordan var det muligt?

8 Havde disse tidlige disciple af Jesus det nødvendige mod til at blive ved med at vidne om ham? Dét havde de, men de gjorde det ikke i egen kraft. Jehovas magtfulde hellige ånd motiverede og styrkede dem til at blive ved med at være vidner. (Læs Apostelgerninger 5:30-32). Omkring 27 år efter pinsedagen i år 33 kunne det siges at „den gode nyheds sandhed“ var nået ud til jøder og ikkejøder „blandt al skabningen under himmelen“. — Kol. 1:5, 23.

9. Hvad skete der som forudsagt med den første kristne menighed?

9 Sørgeligt nok blev den første kristne menighed dog efterhånden fordærvet af falsk lære. (Apg. 20:29, 30; 2 Pet. 2:2, 3; Jud. 3, 4) Som forudsagt af Jesus ville frafaldet, der var sået af ’den onde’, Satan, vokse og overskygge den sande kristendom indtil „afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 13:37-43) Så ville Jehova indsætte Jesus som konge over menneskene. Det skete i oktober 1914 og markerede at de sidste dage for Satans onde ordning var begyndt. — 2 Tim. 3:1.

10. (a) Hvilket vigtigt tidspunkt pegede salvede kristne på? (b) Hvad skete der i oktober 1914, og hvordan er det blevet tydeligt?

10 Mange år i forvejen pegede salvede kristne på oktober 1914 som et markant tidspunkt. De baserede det på Daniels profeti om et stort træ der blev fældet og ville skyde igen efter „syv tider“. (Dan. 4:16) I profetien om sin fremtidige nærværelse og „afslutningen på tingenes ordning“ omtalte Jesus samme periode som „nationernes fastsatte tider“. Lige siden 1914 er „tegnet på [Kristi] nærværelse“ som jordens nye konge blevet tydeligt for alle. (Matt. 24:3, 7, 14; Luk. 21:24) Så siden da har „Guds storslåede gerninger“ indbefattet at Jehova har indsat Jesus som konge.

11, 12. (a) Hvad begyndte jordens nye konge at gøre i 1919? (b) Hvad blev tydeligt fra midten af 1930’erne? (Se indledningsbilledet).

11 Som jordens nye konge begyndte Jesus Kristus snart at udfri sine salvede disciple fra fangenskabet i „Babylon den Store“. (Åb. 18:2, 4) I 1919, da krigen var slut, blev der åbnet mulighed for at aflægge et globalt vidnesbyrd om Guds frelsesmiddel og hans oprettede rige. Salvede kristne greb denne mulighed, og yderligere tusinder af salvede blev indsamlet til at blive Kristi medarvinger.

12 Fra midten af 1930’erne blev det tydeligt at Kristus var begyndt at indsamle sine „andre får“, der i dag er en multinational „stor skare“ som tæller millioner. Under salvede kristnes ledelse følger denne store skare også Jesu modige eksempel og gør det offentligt kendt at de skylder Gud og Kristus frelsen. Ved at holde ud i dette vidnearbejde og blive ved med at tro på Kristi genløsningsoffer vil de få det privilegium at overleve „den store trængsel“, som vil sætte punktum for Satans verden. — Joh. 10:16; Åb. 7:9, 10, 14.

’TAG MOD TIL DIG TIL AT FREMHOLDE DEN GODE NYHED’

13. Hvad er vi som Jehovas Vidner besluttede på at gøre, og hvordan kan vi være sikre på at det vil lykkes for os?

13 Lad os blive ved med at værdsætte det privilegium det er at vidne om de „storslåede gerninger“ som Jehova Gud har gjort, og om hans løfter for fremtiden. Vores arbejde er selvfølgelig ikke altid let. Mange af os forkynder i distrikter hvor vi møder stor ligegyldighed, bliver latterliggjort eller direkte forfulgt. Vi kan gøre ligesom apostlen Paulus og hans medarbejdere. Paulus sagde: „Ved hjælp af vor Gud tog [vi] mod til os til at fremholde Guds gode nyhed for jer med megen kamp.“ (1 Thess. 2:2) Vi må aldrig give op. Lad os være besluttede på at leve op til vores indvielse mens Satans ordning synker i grus. (Es. 6:11) Vi kan ikke klare det i egen kraft. Ligesom de første kristne må vi bede Jehova om hans ånd så vi kan få „den kraft som er ud over det normale“. — Læs 2 Korinther 4:1, 7; Luk. 11:13.

14, 15. (a) Hvordan blev kristne betragtet i det første århundrede, og hvad sagde apostlen Peter om dem? (b) Hvordan skal vi reagere hvis vi bliver skældt ud fordi vi er Jehovas Vidner?

14 I dag hævder millioner at være kristne, „men ved deres gerninger fornægter de [Gud], idet de er afskyelige og ulydige og ikke godkendte til nogen som helst god gerning“. (Tit. 1:16) Det er godt for os at huske at ægte kristne i det første århundrede blev hadet af mange — hvis ikke af flertallet. Det var derfor apostlen Peter skrev: „Hvis I bliver skældt ud for Kristi navns skyld, er I lykkelige, for ... Guds ånd ... hviler over jer.“ — 1 Pet. 4:14.

15 Gælder disse inspirerede ord Jehovas Vidner i dag? Ja, bestemt, for vi vidner om at Jesus er konge. At blive hadet for at bære Jehovas navn er det samme som at blive „skældt ud for Kristi navns skyld“. Jesus sagde jo til sine modstandere: „Jeg er kommet i min Faders navn, men I tager ikke imod mig.“ (Joh. 5:43) Næste gang du møder modstand i forkyndelsen, så fat mod! Det beviser at Gud godkender dig, og at hans ånd ’hviler over dig’.

16, 17. (a) Hvad erfarer Jehovas folk i mange dele af verden? (b) Hvad er du besluttet på?

16 Husk også at der sker en stor vækst i mange dele af verden. Selv i distrikter der ofte er blevet gennemarbejdet, finder vi stadig folk der gerne vil lytte, og som vi kan dele vores vidunderlige budskab med. Lad os samvittighedsfuldt genbesøge interesserede og om muligt studere Bibelen med dem så vi kan hjælpe dem frem mod indvielse og dåb. Du har det sikkert ligesom Sarie i Sydafrika, der har været et aktivt Vidne for Jehova i over 60 år. Hun siger: „Jeg er dybt taknemmelig for at jeg på grund af Jesu genløsningsoffer kan have et godt forhold til Jehova, universets Suveræn, og jeg er lykkelig for at jeg kan gøre hans herlige navn kendt.“ Hun og hendes mand, Martinus, har hjulpet mange, deriblandt deres tre børn, til at blive tjenere for Jehova. „Intet andet,“ siger Sarie, „giver større tilfredsstillelse, og ved hjælp af sin hellige ånd giver Jehova os alle den kraft vi behøver for at kunne fortsætte med dette livredningsarbejde.“

17 Uanset om vi allerede er døbte kristne eller vi arbejder på at blive det, kan vi være taknemmelige for at vi har det privilegium at komme sammen med Jehovas Vidners verdensomspændende menighed. Fortsæt derfor med at aflægge grundigt vidnesbyrd, og sørg for at holde dig fri af Satans urene verden. Så vil du bringe ære til vores kærlige himmelske Far, hvis herlige navn vi er så privilegerede at bære.