1, 2. Hvilken ændring skete der på pinsedagen i år 33, og hvem blev medlemmer af Jehovas nye folk? (Se indledningsbilledet).

PINSEDAGEN år 33 var en milepæl i Jehovas folks historie. Den dag skete der en radikal forandring. Jehova frembragte, ved hjælp af sin hellige ånd, en ny nation — det åndelige Israel, „Guds Israel“. (Gal. 6:16) For første gang siden Abrahams dage ville kendetegnet for Guds folk ikke længere være at alle af mandkøn blev omskåret. Om det enkelte medlem af denne nye nation skrev Paulus derimod: „Hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd.“ — Rom. 2:29.

² De første medlemmer af Guds nye nation var apostlene og over hundrede andre disciple af Kristus der var samlet i et værelse på en førstesal i Jerusalem. (Apg. 1:12-15) Gud udgød sin hellige ånd over dem, og på den måde blev de hans sønner. (Rom. 8:15, 16; 2 Kor. 1:21) Dette var et bevis på at den nye pagt var trådt i kraft. Kristus var pagtens mellemmand, og pagten var blevet gjort gyldig ved hjælp af hans blod. (Luk. 22:20; Læs Hebræerne 9:15). Disse disciple blev derved medlemmer af Jehovas nye nation, hans nye folk. Den hellige ånd satte dem i  stand til at forkynde på de forskellige sprog der blev talt af de jøder og proselytter som var kommet til Jerusalem fra hele Romerriget for at fejre den jødiske ugefest, eller pinse. På deres eget sprog hørte disse mennesker de salvede kristne forkynde „Guds storslåede gerninger“. — Apg. 2:1-11.

3-5. (a) Hvad sagde Peter til jøderne på Pinsedagen? (b) Hvordan voksede Jehovas nye nation i de første år den eksisterede?

³ Jehova brugte apostlen Peter til at indbyde jøder og proselytter til at blive medlemmer af denne nye nation, den kristne menighed. På Pinsedagen sagde Peter frimodigt til jøderne at de måtte tage imod Jesus, den mand de havde ’fæstet til en pæl’, fordi Gud havde „gjort ham til både Herre og Kristus“. Da folkemængden spurgte hvad de skulle gøre, svarede Peter: „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og så vil I modtage den hellige ånds frie gave.“ (Apg. 2:22, 23, 36-38) På den dag blev omkring 3.000 føjet til den nye nation, det åndelige Israel. (Apg. 2:41) Herefter fortsatte apostlene med flittigt at forkynde, og flere og flere tog imod sandheden. (Apg. 6:7) Den nye nation voksede.

⁴ Senere begyndte Jesu disciple også at forkynde for samaritanerne og havde gode resultater. Mange blev døbt af evangelieforkynderen Filip, men de fik ikke straks den hellige ånd. Det styrende råd i Jerusalem sendte apostlene Peter og Johannes til disse nye samaritanske brødre og søstre, og ’de lagde hænderne på dem, og de begyndte at modtage hellig ånd’. (Apg. 8:5, 6, 14-17) På denne måde blev disse samaritanere altså også salvede medlemmer af det åndelige Israel.

⁵ I år 36 blev Peter brugt til at indbyde endnu en gruppe til at blive medlemmer af det åndelige Israels nye nation. Dette skete da han forkyndte for den romerske centurion Kornelius og hans familie og venner. (Apg. 10:22, 24, 34, 35) Den bibelske beretning fortæller: „Endnu mens Peter fremsatte disse udtalelser, faldt den hellige ånd på alle [ikkejøder] som hørte ordet. Og de troende og trofaste som var kommet sammen med Peter og som hørte til de omskårne, var slået af forbavselse, fordi den hellige ånds frie gave også var blevet udgydt over folk fra nationerne.“ (Apg. 10:44, 45) Muligheden for at blive medlemmer af det åndelige Israel blev altså nu også givet til uomskårne ikkejøder.

6, 7. Hvad gjorde medlemmerne af den nye nation som „et folk for [Jehovas] navn“?

⁶ Ved et møde som det styrende råd holdt i år 49, erklærede disciplen  Jakob: „Simeon [Peter] har i detaljer berettet om hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn.“ (Apg. 15:14) Dette nye folk der bar Jehovas navn, ville indbefatte både jødiske og ikkejødiske kristne. (Rom. 11:25, 26a) Senere skrev Peter: „Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk.“ Peter forklarede deres mission ved at sige: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Pet. 2:9, 10) De skulle lovprise ham de repræsenterede, og offentligt herliggøre hans navn. Ja, de skulle modigt vidne om Jehova, universets Suveræn.

⁷ Ligesom det havde været tilfældet med det kødelige Israel, kaldte Jehova nu medlemmerne af det åndelige Israel for „folket som jeg har dannet mig, for at de skal forkynde min pris“. (Es. 43:21) Disse første kristne forkyndte frimodigt at Jehova er den eneste sande Gud, og afslørede at alle andre guder er falske. (1 Thess. 1:9) De vidnede om Jehova og om Jesus „i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“. — Apg. 1:8; Kol. 1:23.

8. Hvilken advarsel gav apostlen Paulus Guds folk i det første århundrede?

⁸ Et frygtløst medlem af det folk Jehova i det første århundrede udtog for sit navn, var apostlen Paulus. Da han stod over for en gruppe hedenske filosoffer, gik han frimodigt i brechen for Jehova, universets Suveræn, „den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den, han som er himmelens og jordens Herre“. (Apg. 17:18, 23-25) Hen imod slutningen af sin tredje missionsrejse advarede Paulus medlemmerne af det folk der bar Guds navn: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apg. 20:29, 30) Dette forudsagte frafald viste sig tydeligt ved slutningen af det første århundrede. — 1 Joh. 2:18, 19.

9. Hvad skete der med ’folket for Jehovas navn’ efter apostlenes død?

⁹ Efter apostlenes død blussede frafaldet op, og i kølvandet på dette opstod kristenhedens kirker. I stedet for at være „et folk for [Jehovas] navn“ har falske kristne fjernet Guds navn fra mange af deres bibeloversættelser. De har antaget hedenske ritualer og har vanæret Gud med deres ubibelske dogmer, deres „hellige krige“ og deres umoralske opførsel. I århundreder havde Jehova derfor kun nogle få trofaste tilbedere på jorden og ikke et organiseret „folk for sit navn“.

10, 11. (a) Hvad forudsagde Jesus i sin lignelse om hveden og ukrudtet? (b) Hvordan blev Jesu lignelse opfyldt efter 1914, og med hvilket resultat?

¹⁰ I sin lignelse om hveden og ukrudtet forudsagde Jesus den åndelige nat som frafaldet ville resultere i. Han sagde at „mens folkene sov“, ville Djævelen så ukrudt i den mark hvor Menneskesønnen havde sået hvede. Begge dele ville vokse sammen indtil „afslutningen på tingenes ordning“. Jesus  forklarede at „den gode sæd“ symboliserer „rigets sønner“, og at „ukrudtet“ er „den ondes sønner“. I endens tid ville Menneskesønnen udsende sine ’høstfolk’, englene, for at skille den symbolske hvede fra ukrudtet. Og så ville Rigets sønner blive indsamlet. (Matt. 13:24-30, 36-43) Hvordan foregik det, og hvordan blev det derved muligt for Jehova at have et folk på jorden?

¹¹ „Afslutningen på tingenes ordning“ begyndte i 1914. Under den krig der begyndte dette år, befandt de få tusind salvede kristne, „rigets sønner“, sig i åndeligt fangenskab i Babylon den Store. I 1919 udfriede Jehova dem og skabte således et klart skel mellem dem og „ukrudtet“, de falske kristne. Han indsamlede „rigets sønner“ og organiserede dem i et folk, som en opfyldelse af Esajas’ profeti: „Kommer et land til verden under veer på én dag? Eller fødes en nation på et øjeblik? For Zion fik veer og fødte også sine sønner.“ (Es. 66:8) Zion, Jehovas organisation af åndeskabninger, „fødte“ sine salvede sønner og organiserede dem i en nation.

12. Hvordan har det vist sig at de salvede er „et folk for [Jehovas] navn“ i dag?

¹² Ligesom de første kristne skulle de salvede, „rigets sønner“, være vidner for Jehova. (Læs Esajas 43:1, 10, 11). Som sådanne ville de skille sig ud ved deres kristne adfærd og deres forkyndelse af den gode nyhed om Riget „til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Matt. 24:14; Fil. 2:15) På denne måde har de hjulpet mange, ja flere millioner, til at få et nært forhold til Jehova. — Læs Daniel 12:3.

13, 14. Hvad må de der ikke er åndelige israelitter, gøre for at tjene Jehova på en måde han kan godkende, og hvordan er det blevet forudsagt i Bibelen?

¹³ I den forrige artikel så vi at udlændinge i det gamle Israel kunne tilbede  Jehova på en måde han godkendte, men at de måtte gøre det sammen med Jehovas pagtsfolk. (1 Kong. 8:41-43) I dag må de der ikke er åndelige israelitter, på lignende måde tilbede Jehova sammen med hans folk, „rigets sønner“ — Jehovas salvede Vidner.

¹⁴ For længe siden forudsagde to profeter at mange ville strømme til for at tilbede Jehova sammen med hans folk i denne endens tid. Esajas profeterede: „Mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’ For lov vil udgå fra Zion, og Jehovas ord fra Jerusalem.“ (Es. 2:2, 3) Og profeten Zakarias forudsagde at „mange folkeslag og mægtige nationer skal komme og søge Hærstyrkers Jehova i Jerusalem for at formilde Jehovas ansigt“. Han skildrede dem som „ti mænd af alle nationers tungemål“ der ville gribe fat i de åndelige israelitters kappeflig og sige: „Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.“ — Zak. 8:20-23.

15. Hvad vil det sige at de „andre får“ ’går med’ de åndelige israelitter?

¹⁵ De „andre får“ ’går med’ de åndelige israelitter ved at forkynde den gode nyhed om Riget. (Mark. 13:10) De bliver en del af Guds folk og udgør sammen med de salvede „én hjord“ under „den rigtige hyrde“, Kristus Jesus. — Læs Johannes 10:14-16.

16. Hvordan vil Jehova udløse den sidste fase af ’den store trængsel’?

¹⁶ Når Babylon den Store er blevet ødelagt, vil der blive rettet et voldsomt angreb mod Jehovas folk, og på det tidspunkt vil vi have brug for Jehovas beskyttelse. Eftersom dette angreb vil udløse den sidste del af ’den store trængsel’, er det Jehova selv der vil iscenesætte begivenhederne og vælge tidspunktet for opgøret. (Matt. 24:21; Ez. 38:2-4) På det tidspunkt vil Gog angribe „et folk der er samlet fra nationerne“, Jehovas folk. (Ez. 38:10-12) Dette angreb vil være signalet til at Jehova eksekverer sine domme over Gog og hans horder. Jehova vil hævde sin suverænitet og hellige sit navn, for han siger: „Jeg vil ... gøre mig kendt for øjnene af mange nationer; og de skal vide at jeg er Jehova.“ — Ez. 38:18-23.

17, 18. (a) Hvilke instruktioner vil Jehovas folk få når Gog angriber? (b) Hvad må vi gøre hvis vi gerne vil beskyttes af Jehova?

¹⁷ Når Gog indleder sit angreb, vil Jehova sige til sit folk: „Gå, mit folk, søg ind i dine inderste kamre og luk dine døre bag dig. Skjul dig blot et øjeblik til fordømmelsen driver over.“ (Es. 26:20) På dette kritiske tidspunkt vil Jehova give os livreddende instruktioner; og de „inderste kamre“ kan meget vel være forbundet med vores lokale menigheder.

¹⁸ Hvis vi gerne vil have Jehovas beskyttelse under den store trængsel, må vi derfor anerkende at Jehova har et folk på jorden, som er organiseret i menigheder. Vi må forblive sammen med Jehovas folk og holde os nær til den lokale menighed. Lad os af hele vores hjerte sige som salmisten: „Frelsen tilhører Jehova. Din velsignelse er over dit folk.“ — Sl. 3:8.