Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Hvorfor gør vores publikationer ikke længere så meget brug af såkaldte forbilleder og modbilleder?

I Vagttaarnet for 1. august 1953 defineres “forbillede” og “modbillede” på denne måde: “Et forbillede er en fremstilling eller en skildring af noget som skal ske engang i fremtiden. Modbilledet er virkeligheden af de ting forbilledet fremstiller. Man kan med rette sige at forbilledet er en skygge, mens modbilledet er virkeligheden.”

Før i tiden stod der i vores publikationer at trofaste mænd og kvinder som Debora, Elihu, Jefta, Job, Rahab og Rebekka, såvel som mange andre, var forbilleder på, eller skygger af, enten de salvede eller ‘den store skare’. (Åb. 7:9) For eksempel blev Jefta, Job og Rebekka betragtet som et billede på de salvede, mens Debora og Rahab skulle forudskildre den store skare. Men i de senere år har vi ikke draget den slags sammenligninger. Hvorfor ikke?

PROFETISK BILLEDE

Påskelammet der blev ofret i det gamle Israel, var et profetisk billede. – 4 Mos. 9:2

OPFYLDELSE

Paulus identificerede Kristus som “vort påskeoffer”. – 1 Kor. 5:7

Bibelen viser at nogle af de personer den omtaler, er profetiske billeder på noget større. I Galaterne 4:21-31 nævner Paulus “et symbolsk drama” der involverer to kvinder. Hagar, Abrahams trælkvinde, var et billede på det bogstavelige Israel, som var bundet til Jehova ved Moseloven. Sara, “den frie kvinde”, symboliserede Guds hustru, den himmelske del af hans organisation. I sit brev til hebræerne sammenligner Paulus kongen og præsten Melkizedek med Jesus og understreger specifikke ligheder mellem de to. (Hebr. 6:20; 7:1-3) Paulus sammenligner også Esajas og hans sønner med Jesus og hans salvede disciple. (Hebr. 2:13, 14) Det var Jehova der inspirerede Paulus til at drage sådanne sammenligninger, og derfor accepterer vi med glæde det han skrev.

Men selvom Bibelen viser at en person forudskildrer en anden, bør vi ikke konkludere at hver eneste detalje eller hændelse i vedkommendes liv symboliserer noget større. For eksempel fortæller Paulus os at Melkizedek er et billede på Jesus, men han nævner ikke noget om det at Melkizedek bragte Abraham brød og vin efter at han havde besejret fire konger. Der er derfor ikke bibelsk belæg for at finde et skjult budskab i denne hændelse. – 1 Mos. 14:1, 18.

I tiden efter Kristi død faldt nogle skribenter i en fælde – de fandt profetiske billeder i stort set alt. The International Standard Bible Encyclopaedia skriver om Origenes, Ambrosius og Hieronymus: “De ledte efter forudskildringer, og fandt dem selvfølgelig, i hver eneste hændelse og begivenhed nedskrevet i Bibelen, uanset hvor banal den måtte være. De mente at selv de mest enkle og almindelige ting gemte på en skjult sandhed ..., selv antallet af fisk som disciplene fangede den aften hvor den opstandne Frelser viste sig for dem. Hvor har nogle dog udledt meget af tallet 153!”

Augustin fra Hippo havde omfattende kommentarer til beretningen om Jesus der bespiste 5.000 mænd med fem bygbrød og to fisk. Eftersom byg blev betragtet som ringere end hvede, konkluderede Augustin at de fem bygbrød skulle repræsentere de fem Mosebøger (den ringere “byg” skulle angiveligt skildre at “Det Gamle Testamente” var af mindre betydning). Hvad med de to fisk? Af en eller anden grund forbandt han dem med en konge og en præst. En anden bibelforsker som også var glad for profetiske billeder, sammenlignede det at Jakob erhvervede sig Esaus førstefødselsret for en skål røde linser, med at Jesus skaffede menneskeheden en plads i himlen med sit røde blod!

Hvis sådanne udlægninger virker søgt, så forstår du dilemmaet. Mennesker kan ikke vide hvilke bibelske beretninger der er en skygge af noget kommende, og hvilke der ikke er. Den sikreste fremgangsmåde er denne: Når Bibelen fortæller os at en person, begivenhed eller ting er et billede på noget andet, anerkender vi det. Hvis der ikke er bibelsk belæg for det, bør vi være tilbageholdende med at tillægge en bestemt person eller begivenhed en profetisk betydning.

Men hvordan kan vi så få gavn af de begivenheder og eksempler vi læser om i Bibelen? I Romerbrevet 15:4 skriver Paulus: “Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.” Paulus sagde altså at hans salvede brødre i det første århundrede kunne lære noget vigtigt af de begivenheder der var omtalt i Skrifterne. Alle Guds tjenere – hvad enten de er en del af de salvede eller de “andre får”, og hvad enten de lever i “de sidste dage” eller ej – har haft gavn af “alt det der forud er skrevet”. – Joh. 10:16; 2 Tim. 3:1.

I stedet for kun at anvende beretningerne på enten de salvede eller den store skare, eller måske på en bestemt tidsperiode, kan alle Guds tjenere relatere sig til de bibelske beretninger og anvende dem på sig selv. Jobs Bog er for eksempel ikke begrænset til kun at være et billede på de ting de salvede udholdt under Første Verdenskrig. Mange af Guds tjenere, både mænd og kvinder, både salvede og “andre får”, har udholdt prøvelser der minder om dem Job kom ud for, og “set hvordan Jehova lod det ende, at Jehova er meget medfølende og barmhjertig”. – Jak. 5:11.

Overvej dette: Har vi ikke rundt om i vores menigheder trofaste ældre kvinder der er lige så loyale som Debora, dygtige yngre ældste der er kloge som Elihu, modige pionerer der er lige så ihærdige som Jefta, og trofaste mænd og kvinder der er udholdende som Job? Hvor er vi taknemmelige for at Jehova har bevaret “alt det der forud er skrevet”, så vi “ved Skrifternes trøst kan have håb”.

Af disse grunde har vores publikationer i de senere år lagt vægt på hvad vi kan lære af de bibelske beretninger, i stedet for at fokusere på såkaldte forbilleder og modbilleder.