Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Det er her vi tilbeder Jehova

Det er her vi tilbeder Jehova

“Nidkærheden for dit hus vil fortære mig.” – JOH. 2:17.

SANGE: 127, 118

1, 2. (a) Hvilke tilbedelsessteder har Jehovas tjenere brugt i fortiden? (b) Hvordan betragtede Jesus Guds tempel i Jerusalem? (c) Hvad vil vi se på i denne artikel?

LIGE fra begyndelsen har Guds tjenere haft steder hvor de kunne tilbede Jehova. Abel kan have bragt sine offergaver til Gud på et alter. (1 Mos. 4:3, 4) Noa, Abraham, Isak, Jakob og Moses byggede alle sammen altre. (1 Mos. 8:20; 12:7; 26:25; 35:1; 2 Mos. 17:15) På Jehovas befaling opførte israelitterne teltboligen. (2 Mos. 25:8) Senere byggede de et tempel hvor de kunne dyrke Gud. (1 Kong. 8:27, 29) Efter fangenskabet i Babylon mødtes jøderne regelmæssigt i synagoger. (Mark. 6:2; Joh. 18:20; Apg. 15:21) Og de første kristne holdt møder i private hjem. (Apg. 12:12; 1 Kor. 16:19) I dag mødes Jehovas folk for at tilbede og blive undervist i titusindvis af rigssale i hele verden.

2 Jesu varme følelser og dybe respekt for Jehovas tempel i Jerusalem mindede en af evangelieskribenterne om denne profetiske udtalelse: “Nidkærhed for dit hus har fortæret mig.” (Sl. 69:9; Joh. 2:17) En rigssal er ikke “Jehovas hus” i samme omfang som templet i Jerusalem var. (2 Krøn. 5:13; 33:4) Men Bibelen indeholder dog nogle principper der understreger hvordan vi kan vise respekt når vi bruger vores tilbedelsessteder i dag. I denne artikel vil vi se på hvordan vores adfærd skal være når vi er i rigssalen, og hvordan vi kan være med til at finansiere og passe på vores rigssale. *

RESPEKT FOR DEN RENE TILBEDELSE

3-5. Hvad er formålet med en rigssal, og hvordan påvirker det vores syn på møderne?

3 Den lokale rigssal er et samlingssted for mennesker der ønsker at tilbede Jehova. De ugentlige møder i rigssalen er en del af den åndelige føde Jehova giver os. Det er her vi modtager åndelig opmuntring og livsvigtig vejledning gennem hans organisation. Alle der overværer møderne, er i virkeligheden blevet inviteret af Jehova og hans søn. Selvom der er tale om en stående invitation til at komme og spise ved “Jehovas bord”, må vi aldrig tage den for givet. – 1 Kor. 10:21.

4 Jehova betragter møderne som en væsentlig del af vores tilbedelse, og derfor tilskyndede han os gennem Paulus til ikke at forsømme at komme sammen. (Læs Hebræerne 10:24, 25). Ville vi vise respekt for Jehova hvis vi blev væk fra et eller flere møder uden at have en rigtig god grund til det? Når vi forbereder os til møderne og helhjertet deltager i dem, viser vi Jehova hvor meget vi værdsætter det han gør for os. – Sl. 22:22.

5 Både vores måde at behandle rigssalen på og vores indstilling til de åndelige aktiviteter der foregår der, bør være præget af respekt. Ja, vi ønsker at vores indstilling og adfærd skal være til pris for Jehovas navn, der som regel står på skiltet ved rigssalen. – Jævnfør 1 Kongebog 8:17.

6. Hvad har nogle sagt om vores rigssale og dem der overværer møderne der? (Se indledningsbilledet).

6 Det går ikke ubemærket hen at vi viser respekt for vores tilbedelsessteder. For eksempel sagde en mand i Tyrkiet: “Jeg blev imponeret over den gode orden i rigssalen og at der var så rent. Folk var pæne i tøjet og smilende, og de bød mig hjerteligt velkommen. Det gjorde et stort indtryk.” Han begyndte at komme fast til møderne, og der gik ikke længe før han blev døbt. I Indonesien inviterede en menighed nogle lokale embedsmænd og naboer til et åbent hus-arrangement forud for indvielsen af en ny rigssal. Borgmesteren kom også. Han var forbløffet over bygningens kvalitet, indretningen og den smukke have. “Denne rene bygning afspejler jeres stærke tro,” sagde han.

Vi kunne vise mangel på respekt for Jehova ved vores opførsel (Se paragraf 7, 8)

7, 8. Hvad er vigtigt at huske når vi overværer møderne i rigssalen?

7 Vores respekt for Jehova, som inviterer os til møderne, bør tydeligt komme til udtryk i vores tøjvalg og soignering og i den måde vi opfører os på. Respekt vil også hindre os i at gå til yderligheder. Nogle kan have en overdreven streng opfattelse af hvad der er passende i en rigssal, mens andre måske opfører sig for afslappet når de er til møde. Selvfølgelig vil Jehova gerne have at hans tjenere og andre der er inviteret, skal føle sig godt tilpas i rigssalen. Men samtidig ønsker de tilstedeværende ikke at aflede opmærksomheden fra selve mødet ved for eksempel at komme i fritidspræget tøj, ved at tale sammen eller sms’e under mødet eller ved at give sig til at spise og drikke. Forældre bør hjælpe deres børn til at forstå at man ikke skal løbe eller lege når man er til møde i rigssalen. – Præd. 3:1.

8 Jesus blev så forarget da han så nogle gøre forretninger i Guds tempel, at han smed dem ud. (Joh. 2:13-17) I dag bliver vi undervist i vores rigssale, og det er der vi tilbeder Jehova. Så ethvert privat forretningsanliggende bør klares et andet sted. – Jævnfør Nehemias 13:7, 8.

HVORDAN RIGSSALE BYGGES OG FINANSIERES

9, 10. (a) Hvilken indsats er der blevet gjort for at bygge og finansiere rigssale, og hvad har resultatet været? (b) Hvilken ordning har hjulpet menigheder der ikke selv havde økonomiske ressourcer til at bygge en rigssal?

9 Jehovas organisation gør en stor indsats for at finansiere og bygge rigssale, og arbejdet med at designe, bygge og renovere disse enkle bygninger bliver udført af ulønnede frivillige. Siden 1. november 1999 er der blevet bygget mere end 28.000 rigssale til menigheder over hele jorden. Det vil sige at der de sidste 15 år i gennemsnit er blevet bygget fem nye rigssale hver dag.

10 Der gøres en stor indsats for at støtte opførelsen af rigssale de steder hvor der er behov. Denne kærlige ordning er baseret på det bibelske princip om at dele det man har i overskud, med andre, så der kan “finde en udligning sted”. (Læs 2 Korinther 8:13-15). Som følge heraf har menigheder der ellers ikke ville have haft økonomiske ressourcer til at bygge et tilbedelsessted, nu fået smukke nye rigssale.

11. Hvad har nogle sagt om deres nye rigssal, og hvilket indtryk gør det på dig?

11 En menighed i Costa Rica der fik gavn af denne ordning, skrev følgende: “Når vi står foran vores rigssal, føler vi at vi drømmer! Det er ikke til at forstå. Vores flotte rigssal blev bygget og fuldstændigt færdiggjort på bare otte dage! Det var kun muligt med Jehovas velsignelse, organisationens støtte og vores kære brødres hjælp. Jehova har virkelig givet os en dyrebar gave, en smuk perle. Vi er ovenud lykkelige for vores nye tilbedelsessted.” Varmer det dig ikke om hjertet at høre nogle give udtryk for så stor taknemmelighed over deres nye rigssal og at vide at vores brødre oplever en lignende glæde mange andre steder på jorden? Det er tydeligt at det er Jehova der står bag arbejdet, for så snart en rigssal er færdig, kommer der som regel endnu flere til møderne end tidligere for at lære om vores kærlige Skaber. – Sl. 127:1.

12. Hvordan kan du være med til at opføre rigssale?

12 Mange brødre og søstre har oplevet stor glæde ved at deltage i rigssalsbyggerier. Men uanset om vi kan hjælpe med selve byggeriet eller ej, har vi alle det privilegium at kunne være med til at finansiere sådanne projekter. På Bibelens tid følte mange sig tilskyndet til at ære Jehova ved at yde økonomisk støtte til den sande tilbedelse, og sådan er det også i dag. – 2 Mos. 25:2; 2 Kor. 9:7.

RENGØRING AF RIGSSALEN

13, 14. Hvilke bibelske tanker viser at vi skal holde rigssalen ren og pæn?

13 Det er vigtigt at vi holder vores rigssal ren og pæn, for den skal afspejle vores Guds personlighed og egenskaber. (Læs 1 Korinther 14:33, 40). Bibelen forbinder hellighed og åndelig renhed med fysisk renhed. (Åb. 19:8) Hvis vi gerne vil opnå Guds godkendelse, må vi altså også have en høj standard hvad angår personlig hygiejne.

14 Når vi på disse måder viser at vi tjener en ordenens Gud, kan vi trygt invitere udenforstående til vores møder – rigssalens fine stand vil stemme overens med den gode nyhed vi har forkyndt for dem. De vil se at vi tilbeder en hellig Gud, som snart vil omdanne jorden til et paradis fri for forurening. – Es. 6:1-3; Åb. 11:18.

15, 16. (a) Hvad kan gøre det til en udfordring at holde rigssalen ren, men hvorfor er det vigtigt at der er rent? (b) Hvordan er den lokale rengøringsplan, og hvilken forret har vi alle?

15 Ens opfattelse af hvad der er rent og pænt, kan afhænge af hvad man har været vant til hjemmefra. Det kan også være at man bor i et område hvor der er meget støv, eller hvor vejene er mudrede. Eller måske er der mangel på vand og rengøringsmidler. Men uanset hvordan situationen eller holdningen er lokalt, bør rengøringen af vores rigssal altid være forbilledlig, for det er dér vi tilbeder Jehova, og bygningen bærer hans navn. – 5 Mos. 23:14.

16 Rengøring af rigssalen må ikke overlades til tilfældighederne. Alle ældsteråd skal sikre sig at der foreligger en rengøringsplan, at der altid er nok rengøringsmidler, og at det rigtige udstyr er til rådighed. Da nogle rengøringsopgaver skal udføres efter hvert møde og andre knap så ofte, må man koordinere arbejdet godt så intet bliver overset. Alle i menigheden har den forret at være med til at holde rigssalen ren.

VEDLIGEHOLDELSE AF RIGSSALEN

17, 18. (a) Nævn nogle bibelske eksempler på vedligeholdelse af tilbedelsessteder. (b) Hvorfor skal vi holde vores rigssale i god stand?

17 Jehovas tjenere går meget op i at deres tilbedelsessteder er godt vedligeholdt. Kong Joasj af Juda befalede at præsterne skulle bruge nogle af bidragene der var givet til Jehovas hus, på at ‘reparere huset hvor som helst der fandtes revner’. (2 Kong. 12:4, 5) Over 200 år senere fik kong Josias også repareret templet, og omkostningerne blev dækket ved hjælp af bidrag. – Læs 2 Krønikebog 34:9-11.

18 Rapporter fra afdelingskontorer nævner at lokalbefolkningen visse steder ikke er vant til at vedligeholde bygninger og udstyr. Måske er der ikke råd til det, eller også er der ikke så mange der har erfaring på området. Men hvis vi forsømmer at vedligeholde rigssalen, vil bygningen hurtigt forfalde, og det ville sende et dårligt signal. Når vi derimod gør hvad vi kan for at holde rigssalen i god stand, er vi med til at ære Jehova, og vi undgår at de bidrag vores trosfæller har givet, går til spilde.   

Vi må ikke forsømme at rengøre og vedligeholde vores rigssal (Se paragraf 16, 18)

19. Hvordan vil du vise din respekt og nidkærhed for menighedens tilbedelsessted?

19 En rigssal er en bygning der er indviet til Jehova. Derfor kan man ikke sige at den tilhører et menneske eller en menighed, uanset hvad skødet måtte indikere. Alle i menigheden må følge de bibelske principper vi har drøftet i denne artikel, og bidrage til at bygningen lever op til sit formål. Det kan vi gøre ved at vise passende respekt for rigssalen, give bidrag til byggerier og frivilligt bruge tid og kræfter på at rengøre og vedligeholde vores mødested. Derved viser vi, ligesom Jesus, vores nidkærhed for det sted hvor vi tilbeder Jehova. – Joh. 2:17.

^ par. 2 Denne artikel handler hovedsageligt om rigssale, men de samme principper gør sig gældende i forbindelse med stævnehaller og andre bygninger der bruges til den rene tilbedelse.