Den omstændighed at Gud selv førte krig mod egypterne, viser at han ikke er imod al krig. Andre gange bemyndigede han sit folk Israel til at føre krig. Han befalede dem for eksempel at gå i krig mod kana’anæerne, som var meget onde og ugudelige. (5 Mosebog 9:5; 20:17, 18) Han gav Israels kong David påbud om at føre krig mod de tyranniske filistre. Gud sørgede endda for at give David en strategi som sikrede ham sejren. – 2 Samuel 5:17-25.

Disse bibelske beretninger viser at Gud bemyndigede Israel til at gå i krig for at beskytte sit folk og bevare den sande tilbedelse når visse former for ondskab og undertrykkelse truede det. Men læg mærke til følgende tre nøglepunkter i forbindelse med de krige Gud stod bag:

1. GUD ALENE AFGJORDE HVEM DER SKULLE FØRE KRIG. Ved en lejlighed sagde Gud til israelitterne: “I får ikke brug for at kæmpe i dette tilfælde.” Hvad var grunden? Gud ville selv føre krig på deres vegne. (2 Krønikebog 20:17; 32:7, 8) Det gjorde han mange gange, som for eksempel i det tilfælde der er nævnt i indledningen af artiklen. Andre gange befalede Gud sit folk i fortidens Israel at kæmpe i krige som han godkendte, krige der havde at gøre med at erobre og forsvare det lovede land. – 5 Mosebog 7:1, 2; Josua 10:40.

2. GUD ALENE AFGJORDE HVORNÅR DER SKULLE FØRES KRIG. Guds tjenere skulle tålmodigt vente til Guds tid var inde til at bekæmpe den undertrykkelse og ondskab de var omgivet af. Indtil da måtte  de ikke selv tage initiativ til at indlede en krig. Hvis de gjorde det, mistede de Guds godkendelse. Bibelen viser at det ofte fik katastrofale følger når israelitterne gik i krig uden at Gud havde påbudt dem at gøre det. *

3. GUD GLÆDER SIG IKKE OVER MENNESKERS DØD, HELLER IKKE DE ONDES. Jehova Gud er livets kilde og menneskehedens Skaber. (Salme 36:9) Han bryder sig derfor ikke om at se nogen dø. Men sørgeligt nok er der mennesker som i en ond hensigt planlægger at undertrykke eller endog dræbe andre. (Salme 37:12, 14) For at gøre ende på en sådan ondskab har Gud nogle gange godkendt at der blev ført krig mod de onde. Og alligevel var han i de år hvor han lod israelitterne føre sådanne krige, “barmhjertig” og “sen til vrede” over for dem der undertrykte Israels folk. (Salme 86:15) Han havde for eksempel påbudt at israelitterne, inden de angreb en by, først skulle “tilbyde den fred” for at give indbyggerne mulighed for at ændre deres adfærd og undgå krig. (5 Mosebog 20:10-13) På den måde viste Gud at han “ikke [finder] behag i den ugudeliges død, men i at den ugudelige vender om fra sin vej og bliver i live”. – Ezekiel 33:11, 14-16. *

Det fremgår af det foregående at Gud i fortiden betragtede krig som et acceptabelt redskab til at gøre ende på forskellige former for undertrykkelse og ondskab. Men det var Gud – ikke mennesker – der havde retten til at afgøre hvornår der skulle føres krig, og hvem der skulle deltage. Var Gud ivrig efter at føre krig, endda på en blodtørstig måde? Tværtimod. Han hader vold. (Salme 11:5) Ændrede Guds syn på krig sig da hans søn, Jesus Kristus, begyndte sin tjeneste i det første århundrede?