Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vis værdsættelse af Jehovas gavmildhed

Vis værdsættelse af Jehovas gavmildhed

JEHOVA er gavmild. (Jak. 1:17) Ja, hele skaberværket, lige fra de funklende stjerner på nattehimlen til det grønne tæppe der dækker store dele af jorden, “synger” om Jehovas store gavmildhed. – Sl. 65:12, 13; 147:7, 8; 148:3, 4.

Salmisten var så taknemmelig for alt det hans store Skaber havde gjort, at han følte sig tilskyndet til at komponere en sang der priser Jehovas værk. Læs engang Salme 104, og se om ikke du deler hans følelser. Salmisten skrev blandt andet: “Jeg vil synge for Jehova i hele mit liv; jeg vil synge og spille for min Gud så længe jeg er til.” (Sl. 104:33) Er det ikke også det du ønsker?

DET STØRSTE EKSEMPEL PÅ GAVMILDHED

Jehova ønsker at vi skal efterligne hans gavmildhed, og han giver os gode grunde til at gøre det. Læg mærke til hvad han inspirerede Paulus til at skrive: “Befal dem som er rige i den nuværende tingenes ordning ikke at være hovmodige, men at sætte deres håb, ikke til en usikker rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem, at øve godt, at være rige på gode gerninger, at være gavmilde, rede til at dele med andre, og derved samle sig værdier som en god grundvold for den kommende tid, så de kan få et fast greb om det virkelige liv.” – 1 Tim. 6:17-19.

Da Paulus under inspiration skrev sit andet brev til menigheden i Korinth, understregede han hvor vigtigt det er at have den rette indstilling til det at give. Han skrev: “Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.” (2 Kor. 9:7) Derefter nævnte han hvem det kommer til gavn når nogle viser gavmildhed: modtagerne, som får dækket et behov, og giverne, som bliver beriget åndeligt. – 2 Kor. 9:11-14.

Paulus afsluttede denne del af sit brev med at henvise til det stærkeste vidnesbyrd om Guds gavmildhed. “Tak til Gud for hans uforlignelige frie gave,” skrev han. (2 Kor. 9:15) Denne gave indbefatter al den godhed som Gud viser sit folk gennem Jesus Kristus. Ord kan ikke fuldt ud beskrive hvor storslået en gave det er.

Hvordan kan vi vise vores værdsættelse af alt det Jehova og hans søn har gjort og vil gøre for os? Det kan vi blandt andet ved gavmildt at give af vores tid, kræfter og midler til fremme af tilbedelsen af Jehova, hvad enten vi kan give lidt eller meget. – 1 Krøn. 22:14; 29:3-5; Luk. 21:1-4.