Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vidste du det?

Vidste du det?

Hvem var Josefs far?

Josef, tømreren fra Nazaret, var Jesu adoptivfar. Men hvem var far til Josef? Jesu slægtslinje, som er beskrevet i Mattæusevangeliet, omtaler en vis Jakob, mens Lukas’ evangelium siger at Josef var “søn af Eli”. Hvorfor denne tilsyneladende uoverensstemmelse? – Lukas 3:23; Mattæus 1:16.

Mattæus’ beretning siger: “Jakob blev fader til Josef”, og her benyttes et græsk ord som tydeligt viser at Jakob var Josefs biologiske far. Mattæus følger altså Josefs biologiske stamtavle, kong Davids slægtslinje, hvorigennem den juridiske ret til tronen blev videregivet til Jesus som Josefs adoptivsøn.

Lukas’ beretning siger derimod: “Josef, søn af Eli.” Her kan udtrykket “søn af” forstås som “svigersøn af”. Et tilsvarende eksempel findes i Lukas 3:27, hvor Sjealtiel, hvis biologiske far var Jekonja, omtales som “søn af Neri”. (1 Krønikebog 3:17; Mattæus 1:12) Sjealtiel var sandsynligvis gift med en unavngiven datter af Neri, og var derfor Neris svigersøn. På samme måde var Josef “søn” af Eli, eftersom han giftede sig med Elis datter Maria. Lukas følger altså Jesu biologiske slægtslinje “efter kødet” gennem hans biologiske mor, Maria. (Romerne 1:3) Bibelen anfører altså to forskellige og brugbare slægtslinjer for Jesus.

Hvilke tekstiler og farver var tilgængelige på Bibelens tid?

Farvet uld fundet i en grotte nær Det Døde Hav, dateret til før år 135 e.v.t.

Fåreuld og hår fra geder og kameler blev brugt i stor udstrækning til stoffer i oldtidens Mellemøsten. De mest almindelige tekstiler bestod af uld, og Bibelen omtaler ofte får, klipning og uldent tøj. (1 Samuel 25:2; 2 Kongebog 3:4; Job 31:20) Hør, som blev benyttet til fremstilling af linned, blev dyrket i Egypten og Israel. (1 Mosebog 41:42; Josua 2:6) Det er ikke sikkert at israelitterne dyrkede bomuld på Bibelens tid, men Bibelen omtaler brugen af dette materiale i Persien. (Ester 1:6) Silke var kostbart og blev betragtet som luksus. Sandsynligvis var silkestoffer kun noget som rejsende købmænd importerede fra det fjerne Østen. – Åbenbaringen 18:11, 12.

“Uld fandtes i flere forskellige naturlige farver, fra helt hvid til mørkebrun med mange mellemliggende nuancer,” siger bogen Jesus and His World (Jesus og hans verden). Desuden farvede man ofte ulden. En meget dyr purpurfarve blev udvundet af visse snegle, og forskellige planter, rødder, blade og insekter blev anvendt til fremstilling af farver som rød, gul, blå og sort.