Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Få fuld gavn af det Jehova giver os

Få fuld gavn af det Jehova giver os

“Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner.” – ES. 48:17.

SANGE: 117, 114

1, 2. (a) Hvordan er Jehovas Vidners forhold til Bibelen? (b) Hvilken del af Bibelen er du særligt glad for?

JEHOVAS VIDNER elsker Bibelen! Den giver os pålidelig vejledning foruden trøst og håb. (Rom. 15:4) Vi betragter ikke Bibelen som en samling af menneskers tanker og idéer, men som “Guds ord”. – 1 Thess. 2:13.

2 Vi har nok alle sammen nogle yndlingsbøger i Bibelen. Nogle er særligt glade for evangelierne fordi beretningerne om Jesus tegner et levende billede af Jehova. (Joh. 14:9) Andre kan især lide de profetiske bøger – for eksempel Åbenbaringen, der beskriver “det der snart skal ske”. (Åb. 1:1) Og hvem af os har ikke indimellem fundet trøst i Salmerne eller hentet råd i Ordsprogene? Bibelen er virkelig en bog for alle mennesker.

3, 4. (a) Hvordan betragter vi vores publikationer? (b) Hvilket materiale får vi, ud over det der er henvendt til Jehovas Vidner generelt?

3 Fordi vi elsker Bibelen, elsker vi også vores publikationer, der er baseret på Guds ord. Alle de bøger, brochurer, blade og andre publikationer vi får, er gaver fra Jehova, som hjælper os til at bevare et nært forhold til ham og holde os “sunde i troen”. – Tit. 2:2.

4 Ud over publikationer der er henvendt til Jehovas Vidner generelt, får vi også bibelsk materiale der retter sig mod specifikke grupper. Noget er designet til at hjælpe unge eller forældre. Og en stor del af det materiale der udgives på tryk eller findes på vores hjemmeside, er udarbejdet med offentligheden i tanke. Denne overflod af åndelig føde viser at Jehova har holdt sit løfte om at sørge for “et festmåltid for alle folkeslagene”. – Es. 25:6.

5. Hvad kan vi være sikre på at Jehova glæder sig over?

5 De fleste af os ville sikkert ønske at vi havde mere tid til at læse i Bibelen og de bibelske publikationer. Vi kan være sikre på at Jehova glæder sig over at vi bruger tiden klogt ved at læse og studere hans ord. (Ef. 5:15, 16) Realistisk set har vi nok ikke mulighed for at vise alt det der bliver udgivet, lige stor opmærksomhed. Der er dog en fælde vi må undgå.

6. Hvad kunne føre til at vi gik glip af nogle gavnlige oplysninger?

6 Vi må undgå at tænke at der er noget af den åndelige føde som vi personligt ikke har brug for. Det kunne for eksempel være at en del af Bibelen ikke virker relevant i vores situation. Eller måske hører vi ikke til den målgruppe som en bestemt publikation primært er rettet mod. Har vi så tendens til kun at kaste et hurtigt blik på stoffet eller måske helt at springe det over? Hvis det er tilfældet, kunne vi gå glip af nogle oplysninger der ville være til stor gavn for os. Hvordan kan vi undgå den fælde? Det er vigtigt at huske at den åndelige føde kommer fra Jehova. Igennem profeten Esajas sagde han: “Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner.” (Es. 48:17) Lad os se på tre ting der kan hjælpe os til at få gavn af hele Bibelen og alle de forskellige former for publikationer vi modtager.

HVORDAN DU FÅR GAVN AF DIN BIBELLÆSNING

7. Hvorfor er det vigtigt at vi læser Bibelen med et åbent sind?

7 Læs med et åbent sind. Bibelen siger direkte at “hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig”. (2 Tim. 3:16) Sandt nok var nogle dele af Bibelen i første omgang henvendt til en bestemt person eller gruppe. Men det er netop derfor vi skal læse den med et åbent sind. “Når jeg læser i Bibelen, forsøger jeg at minde mig selv om at man kan lære mange forskellige ting af en passage,” siger en bror. “Det motiverer mig til at se efter hvad jeg kan lære ud over det der lige er oplagt.” Før vi begynder at læse i Guds ord, vil det altså være klogt at bede Jehova om at åbne vores sind og give os visdom til at forstå det han ønsker at vi skal lære. – Ezra 7:10; læs Jakob 1:5.

Får du mest muligt ud af din bibellæsning? (Se paragraf 7)

8, 9. (a) Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv når vi læser i Bibelen? (b) Hvad lærer kvalifikationskravene til ældste os om Jehova?

8 Stil spørgsmål. Når du læser en passage i Bibelen, så tag dig tid til at stoppe op og spørge dig selv: ‘Hvad lærer det mig om Jehova? Hvordan kan jeg bruge det i mit liv? Hvordan kan jeg bruge det til at hjælpe andre?’ Ved at tænke dybere over sådan nogle spørgsmål vil vi få mere ud af vores bibellæsning. Lad os tage et eksempel. Bibelen indeholder nogle specifikke kvalifikationskrav til ældste. (Læs 1 Timoteus 3:2-7). Eftersom de fleste af os ikke er ældste, kunne vi umiddelbart tænke at disse vers ikke er så relevante for os. Men når vi stiller de tre førnævnte spørgsmål, vil vi opdage at denne liste over krav kan være til gavn for os alle.

9 Hvad lærer det mig om Jehova? Det at Jehova specifikt har nævnt hvilke kvalifikationer ældste skal have, viser at han stiller høje krav til dem der fører an i menigheden. Han forventer at de er gode eksempler, og vil stille dem til regnskab for hvordan de behandler menigheden, som han har ‘købt med blodet af sin egen søn’. (Apg. 20:28) Ja, Jehova ønsker at vi skal føle os trygge ved de hyrder han har udnævnt til at tage sig af os. (Es. 32:1, 2) Når vi læser Bibelens kvalifikationskrav til ældste, bliver vi altså mindet om hvor stor omsorg Jehova har for os.

10, 11. (a) Hvordan kan vi bruge kvalifikationskravene til ældste i vores eget liv? (b) Hvordan kan vi bruge versene til at hjælpe andre?

10 Hvordan kan jeg bruge det i mit liv? Hvis du er ældste, bør du med jævne mellemrum gennemgå disse krav og overveje om der er nogle områder hvor du kan gøre fremskridt. Og hvis du endnu ikke er ældste men gerne vil stille dig til rådighed i menigheden, må du gøre dit bedste for at leve op til kravene. (1 Tim. 3:1) Faktisk kan alle kristne lære noget af versene, for de fleste af kravene drejer sig om ting som Jehova forventer af hver enkelt af os. For eksempel må vi alle være rimelige og “sunde i sindet”. (1 Pet. 4:7; Fil. 4:5) De ældste er “eksempler for hjorden”, så vi kan lære af dem og ‘efterligne deres tro’. – 1 Pet. 5:3; Hebr. 13:7.

11 Hvordan kan jeg bruge det til at hjælpe andre? Vi kan bruge listen over kvalifikationskrav til at hjælpe interesserede og dem vi studerer med, til at se hvordan de ældste i Jehovas Vidners menigheder adskiller sig fra kristenhedens præster. Desuden kan vi, når vi læser versene, tænke over den store indsats de lokale ældste gør. Det vil øge vores respekt for disse hårdtarbejdende brødre. (1 Thess. 5:12) Og jo mere vi viser at vi respekterer dem, jo mere vil de kunne glæde sig over at udføre deres opgave. – Hebr. 13:17.

12, 13. (a) Hvilke oplysninger kan det være godt at finde frem til ved hjælp af vores studieværktøjer? (b) Giv et eksempel på at baggrundsoplysninger kan hjælpe os til at lære noget der ikke umiddelbart fremgår af en beretning.

12 Find flere oplysninger. I forbindelse med studium af Bibelen kan vi bruge vores forskellige studieværktøjer til at finde ud af følgende:

  • Hvem har nedskrevet denne del af Bibelen?

  • Hvor og hvornår blev ordene skrevet?

  • Hvilke vigtige begivenheder fandt sted da denne bibelbog blev skrevet?

Den form for baggrundsoplysninger kan hjælpe os til at lære noget der ikke umiddelbart fremgår af en beretning.

13 Lad os som eksempel se på Jehovas ord i Ezekiel 14:13, 14: “Hvis et land synder mod mig ved at handle troløst, så vil jeg række min hånd ud imod det og brække staven til de ringformede brød for det og sende hungersnød over det og udrydde mennesker og husdyr af det.” Og Jehova fortsatte: “Var disse tre mænd, Noa, Daniel og Job, i dets midte, ville kun de udfri deres sjæl, på grund af deres retfærdighed.” Når vi undersøger det nærmere, finder vi ud af at denne del af Ezekiels Bog er skrevet omkring år 612 f.v.t. På det tidspunkt havde Noa og Job været døde i flere hundrede år, og Jehova huskede den trofasthed de havde vist. Men Daniel var stadig i live. Han var sandsynligvis kun sidst i teenageårene eller først i tyverne da Jehova sidestillede ham med de to retfærdige mænd Noa og Job. Hvad kan vi lære af det? At Jehova lægger mærke til og glæder sig over sine loyale tjenere, også dem der er unge. – Sl. 148:12-14.

FÅ GAVN AF EN BRED VIFTE AF MATERIALE

14. Hvad er noget af materialet til unge beregnet til, og hvorfor kan det gavne os alle at læse det? (Se indledningsbilledet).

14 Alle dele af Guds ord er til gavn for os, men det er alt vores bibelske materiale også. Overvej nogle eksempler. Materiale til unge. I de senere år har Jehovas organisation udgivet meget materiale til unge. [1] Noget af det er beregnet til at hjælpe dem til at tackle presset i skolen og udfordringerne ved at være ung. Hvorfor kan vi alle have gavn af at læse dette materiale? Fordi det minder os om hvilke problemer vores unge må kæmpe med, og sætter os bedre i stand til at støtte og opmuntre dem.

15. Hvorfor bør voksne kristne interessere sig for materialet til unge?

15 Ofte er de udfordringer som bliver behandlet i materialet til unge, ikke kun nogle som unge står over for. For eksempel skal vi alle sammen forsvare vores tro, styre vores følelser, modstå gruppepres og undgå dårligt selskab og skadelig underholdning. Bør voksne kristne føle at de er for gamle til at læse publikationer der er henvendt til teenagere? Overhovedet ikke. Selvom materialet er skrevet på en måde der taler til unge, er oplysningerne baseret på eviggyldige principper fra Bibelen, og alle kristne kan derfor have gavn af at læse det.

16. Hvad hjælper vores publikationer unge til, ud over at tackle udfordringer?

16 Ud over at forklare hvordan man kan tackle udfordringer, hjælper vores publikationer også unge til at vokse åndeligt og komme nær til Jehova. (Læs Prædikeren 12:1, 13). Det er også noget der kan gavne voksne kristne. Tag for eksempel artiklen “Unge spørger: Hvordan kan jeg gøre det spændende at læse i Bibelen?” der blev bragt i Vågn op! for april 2009. Artiklen indeholdt forskellige forslag, blandt andet i en boks man kunne klippe ud og gemme i sin bibel. Har voksne også haft gavn af denne artikel? “Jeg har altid haft det svært med bibellæsning,” skrev en 24-årig gift søster der er mor. “Jeg tog rådene i artiklen til mig og bruger forslagene i boksen. Nu er bibellæsning noget jeg ser frem til. Det er blevet tydeligt for mig hvordan bøgerne i Bibelen stemmer overens og er vævet sammen som et smukt tæppe. Min bibellæsning er blevet mere spændende end nogen sinde før!”

17, 18. Hvorfor kan vi have gavn af at læse materiale der er henvendt til offentligheden? Forklar med et eksempel.

17 Materiale til offentligheden. Siden 2008 har vi haft stor gavn af studieudgaven af Vagttårnet, som er specielt beregnet til Jehovas Vidner. Men hvad med de blade der er rettet til offentligheden? Kan vi også have gavn af at læse dem? Ja. Det kan forklares med et eksempel: Lige inden weekendmødet skal begynde, opdager du til din store glæde at en du har inviteret til det offentlige foredrag, er dukket op. Under foredraget tænker du sikkert på hvordan din gæst opfatter ordene. Faktisk er det som om du hører foredraget med hans ører. Denne nye indfaldsvinkel giver dig endnu større værdsættelse af det der kommer frem.

18 Noget lignende kan ske når vi læser materiale der er skrevet til offentligheden. For eksempel forklarer den offentlige udgave af Vagttårnet bibelske emner på en måde som nogle der ikke er Jehovas Vidner, kan forstå. Det samme gælder meget af det der udgives på jw.org, deriblandt artiklerne i kategorierne “Svar på bibelske spørgsmål” og “Ofte stillede spørgsmål”. Når vi læser dette materiale, giver det os en bredere forståelse af bibelske lærepunkter som vi allerede er godt kendt med. Det kan også være at vi får nye idéer til hvordan vi kan undervise i forkyndelsen. Bladet Vågn op! styrker vores tro på at Gud findes, og sætter os bedre i stand til at forsvare vores tro over for andre. – Læs 1 Peter 3:15.

19. Hvordan kan vi vise taknemmelighed for det Jehova giver os?

19 Jehova har virkelig gjort meget for at vi kan få dækket vores “åndelige behov”. (Matt. 5:3) Så lad os få mest muligt ud af al den åndelige føde vi får. Derved viser vi Jehova at vi er dybt taknemmelige for at han lærer os hvad der gavner. – Es. 48:17.

^ [1] (paragraf 14) Dette indbefatter Unge spørger – Svar der duer, bind 1 og 2, samt artikelserien “Unge spørger”, der nu udkommer på vores hjemmeside.