Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

FRA VORES ARKIVER

“Rigets forkyndere i England – vågn op!!”

“Rigets forkyndere i England – vågn op!!”

MELDINGEN var klokkeklar: “Rigets forkyndere i England – vågn op!!” (Informant, * december 1937, London-udgaven) En tankevækkende underoverskrift tilføjede: “Ingen nævneværdig fremgang i ti år.” På forsiden var en tjenesterapport over perioden fra 1928 til 1937 med til at understrege pointen.

FOR MANGE PIONERER?

Hvad var grunden til at forkyndelsesarbejdet i England var stagneret? Menighederne var åbenbart “kommet ind i en trummerum” der ikke havde ændret sig de sidste mange år. Hertil kom at afdelingskontoret havde besluttet at der i hele landet kun var arbejde til omkring 200 pionerer, og disse forkyndte i isolerede distrikter i stedet for at samarbejde med menighederne. Når nogle ønskede at melde sig som pionerer, fik de at vide at distriktet i England ikke kunne rumme flere, og blev i stedet tilskyndet til at tjene i andre lande i Europa. En stadig strøm af gæve pionerer forlod derfor England og flyttede til udlandet, blandt andet Frankrig, til trods for at de kun havde et begrænset eller slet intet kendskab til sproget.

FORNYET FOKUS

Artiklen i Informant fra 1937 satte et ambitiøst mål for forkyndelsen i 1938: én million timer! Målet ville let kunne nås hvis forkynderne hver især viede 15 timer om måneden til tjenesten og pionererne 110. Det blev blandt andet foreslået at man organiserede femtimers dage for mindre tjenestegrupper, og at man brugte tid på at aflægge genbesøg, især på hverdagsaftner.

Veloplagte pionerer der brugte deres kræfter i forkyndelsen

Dette fornyede fokus på tjenesten vakte begejstring hos mange. “De fleste af os havde længtes efter dette opråb fra landskontoret, og inden længe førte det til storslåede resultater,” husker Hilda Padgett. * Søster E.F. Wallis skrev: “Forslaget om femtimers dage var fremragende! Findes der noget bedre end at tilbringe lange dage i Herrens tjeneste? ... Vi vendte hjem trætte, men muntre og glade, det må jeg sige!” Den unge Stephen Miller forstod budskabet om at arbejdet hastede, og tænkte at han hellere måtte følge opfordringen mens han havde muligheden for det. Han har gode minder om hvordan tjenestegrupper på cykler tilbragte hele dage i forkyndelsen og på sommeraftner afspillede plader med foredrag for folk. De flittige forkyndere tog desuden del i informationsmarcher iført sandwichplakater og tilbød også bladene til folk ved gadeforkyndelse.

I Informant kunne man også læse denne friske opfordring: “Vi har brug for en pionerhær på 1.000!” En ny ordning for distrikter betød at pionererne ikke længere skulle arbejde adskilt fra menighederne men tjene sammen med dem og være til støtte og opmuntring for dem. “Mange af brødrene indså at der var behov for at de meldte sig som pionerer,” husker Joyce Ellis (født Barber). “Skønt jeg kun var 13 år på det tidspunkt,” fortæller hun, “var det dét jeg ønskede; jeg ville være pioner.” Det lykkedes hende at nå sit mål i juli 1940 i en alder af 15. Peter Ellis, der senere blev gift med Joyce, forstod også den klare melding og begyndte med det samme at overveje pionertjenesten. I juni 1940, da han var 17 år, cyklede han godt 100 kilometer for at nå frem til sit pionerdistrikt i Scarborough.

Cyril og Kitty Johnson var klassiske eksempler på selvopofrende pionerer fra den tid. De besluttede at sælge deres hus og ejendele så de kunne få råd til at starte i heltidstjenesten. Cyril sagde sit job op, og inden der var gået en måned, var de klar til at begynde som pionerer. Han fortæller: “Vi følte os sikre på vores beslutning. Vi gjorde det villigt og med glæde.”

OPRETTELSE AF PIONERHJEM

Efterhånden steg antallet af pionerer markant, og de brødre der førte tilsyn med arbejdet, overvejede derfor hvordan man rent praktisk kunne støtte op om denne voksende hær. Jim Carr, der i 1938 var zonetjener (nu kaldet kredstilsynsmand), fulgte forslaget om at oprette pionerhjem i de forskellige byer. Pionererne blev tilskyndet til at bo og arbejde sammen med andre pionerer, så udgifterne kunne holdes nede. I Sheffield lejede man et stort hus som en moden bror skulle føre tilsyn med, og den lokale menighed bidrog med kapital og møbler. Jim fortæller: “Alle arbejdede for at det skulle lykkes.” I huset kom der til at bo ti flittige pionerer, der sammen holdt fast i en god åndelig rutine. Dagsteksten blev dagligt drøftet ved morgenbordet, og pionererne tog hver dag ud i deres distrikt forskellige steder i byen.

Nye pionerer vældede frem overalt i landet

Både forkyndere og pionerer reagerede på opfordringerne, og i 1938 nåede de målet på en million timer. Faktisk viste rapporterne at der var fremgang på alle områder af Rigets arbejde. I løbet af fem år voksede antallet af forkyndere i landet til næsten det tredobbelte. Det fornyede fokus på forkyndelsen styrkede Jehovas folk så de var klar til de vanskelige krigsår der lå forude.

I dag, hvor Guds krig ved Harmagedon nærmer sig hastigt, er der igen vækst i antallet af pionerer i Storbritannien. De sidste 10 år er der kommet stadig flere til, og i oktober 2015 nåede antallet af pionerer et højdepunkt på 13.224. Disse vågne og arbejdsomme pionerer ved at heltidstjenesten er en af de bedste måder man kan bruge sit liv på.

^ par. 3 På dansk Budbringer, senere kaldet Tjenesten for Riget.

^ par. 8 Søster Padgetts livsberetning kan læses i Vagttårnet for 1. oktober 1995, s. 19-24.