Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad vi kan lære af Zakarias’ syner

Hvad vi kan lære af Zakarias’ syner

“Vend om til mig, ... så vil jeg vende om til jer.” – ZAK. 1:3.

SANGE: 120, 117

1-3. (a) Hvilken situation befandt jøderne sig i da Jehova sendte profeten Zakarias til dem? (b) Hvorfor bad Jehova sit folk om at vende tilbage til ham?

EN FLYVENDE bogrulle, en kvinde lukket inde i en beholder, to kvinder med storkevinger der kommer flyvende med vinden. Disse fascinerende skildringer finder vi i Zakarias’ bog. (Zak. 5:1, 7-9) Hvorfor gav Jehova sin profet disse syner? Hvilken situation befandt jøderne sig i på det tidspunkt? Og hvad kan vi lære af Zakarias’ syner?

2 År 537 f.v.t. var et særligt år for Jehovas folk. Efter 70 lange år kunne de nu glæde sig over at være blevet befriet fra fangenskabet i Babylon. De var fyldt med gåpåmod og gik straks i gang med at genopbygge templet i Jerusalem for at genoprette den sande tilbedelse. I 536, kun et år senere, var fundamentet til templet blevet lagt. Folket var så begejstret at deres glædesråb kunne høres på lang afstand. (Ezra 3:10-13) Men der gik ikke lang tid før byggeriet mødte modstand. Desværre mistede jøderne modet, og i stedet for at koncentrere sig om templet blev de helt optaget af deres hjem og deres marker. Seksten år senere var Jehovas tempel stadig ikke færdigbygget. Folket havde brug for at blive mindet om at de skulle vende tilbage til Jehova og ikke kun tænke på sig selv. Jehova ønskede at de skulle genvinde deres mod og tilbede ham helhjertet.

3 I 520 f.v.t. sendte Gud profeten Zakarias til jøderne for at minde dem om hvorfor de var blevet befriet fra Babylon. Navnet Zakarias, der betyder “Jehova har husket”, har måske i sig selv fået dem til at tænke over en vigtig sandhed: Selvom de havde glemt hvad Jehova havde gjort for dem, havde han bestemt ikke glemt sit folk. (Læs Zakarias 1:3, 4). Han forsikrede dem om at han ville hjælpe dem med at genoprette den sande tilbedelse, men advarede dem også om at han ikke accepterede at de tjente ham halvhjertet. I denne artikel vil vi se hvordan Jehova gennem Zakarias’ sjette og syvende syn motiverede sit folk til handling. Vi vil også se på hvad vi kan lære af de to syner.

GUDS DOM OVER DEM DER STJÆLER

4. Hvad ser Zakarias i sit sjette syn, og hvad kan man udlede af at der er skrevet på begge sider af bogrullen? (Se indledningsbillede 1).

4 Det femte kapitel i Zakarias’ bog indledes med et usædvanligt syn. (Læs Zakarias 5:1, 2). I dette sjette syn ser Zakarias en flyvende bogrulle der er næsten 9 meter lang og 4,5 meter bred! Bogrullen, der er åben og klar til at blive læst, indeholder et domsbudskab og har tekst på begge sider. (Zak. 5:3) Det viser at denne bogrulle indeholder et vigtigt budskab, for normalt var det kun den ene side af en skriftrulle man skrev på.

Kristne må holde sig fra enhver form for tyveri (Se paragraf 5-7)

5, 6. Hvordan ser Jehova på tyveri?

5 Læs Zakarias 5:3, 4. Alle mennesker skal stå Jehova til regnskab, men det gælder i særlig grad dem der bærer hans navn. De der elsker Jehova, er klar over at enhver form for tyveri “skader [deres] Guds navn”. (Ordsp. 30:8, 9) En person der stjæler, kan mene at han har en god grund til det, men i virkeligheden sætter han sit grådige begær over sit forhold til Gud og lægger for meget vægt på materielle ting. Han tilsidesætter Guds lov og viser mangel på respekt for Jehova og hans navn.

6 Lagde du mærke til at Zakarias 5:3, 4 sagde at en forbandelse ville “komme ind i tyvens hus”, og at den ville “blive natten over i hans hus og udslette det”? Det viser at Jehova vil afsløre og dømme enhver forkert handling blandt sit folk. Selv hvis det lykkes en person at skjule tyveri for myndighederne, arbejdsgivere, de ældste eller forældre, er det umuligt at skjule det for Gud, der vil sørge for at enhver form for tyveri kommer frem i lyset. (Hebr. 4:13) Er det ikke skønt at være sammen med mennesker der altid gør deres bedste for at “bære [sig] ærligt ad i alle ting”? – Hebr. 13:18.

7. Hvordan kan vi undgå forbandelsen i den flyvende bogrulle?

7 Jehova hader enhver form for tyveri. Vi ser det som en ære at leve op til Jehovas høje moralnormer og have en adfærd der ikke bringer skam over hans navn. På den måde kan vi undgå Jehovas dom over dem der med vilje overtræder hans lov.

LEV OP TIL DINE LØFTER “DAG EFTER DAG”

8-10. (a) Hvad vil det sige at sværge? (b) Hvilken ed brød kong Zedekias?

8 Det næste budskab i den flyvende bogrulle er en advarsel til dem der “sværger falsk i [Guds] navn”. (Zak. 5:4) At sværge, eller aflægge ed, vil sige at man erklærer at noget er sandt, eller at man højtideligt lover at gøre eller ikke gøre en bestemt ting.

9 Jehova tager ikke let på at man aflægger ed i hans navn. Det kan vi se ud fra det der skete med Zedekias, den sidste konge der regerede fra Jerusalem. Han sværgede ved Jehova at han ville underordne sig Babylons konge. Men Zedekias tog ikke sin ed alvorligt og brød den pagt han havde indgået med Babylons konge. Derfor afsagde Jehova den dom at Zedekias ville komme til at dø i Babylon. – Ez. 17:16.

10 Eftersom Zedekias havde aflagt sit løfte i Jehovas navn, var han forpligtet til at leve op til det. (2 Krøn. 36:13) Men han valgte at alliere sig med Egypten og forsøgte forgæves at gøre sig fri af Babylon. – Ez. 17:11-15, 17, 18.

11, 12. (a) Hvad er det vigtigste løfte man kan aflægge? (b) Hvordan kan vi vise at vi “dag efter dag” lever op til vores indvielsesløfte?

11 Jehova lægger også mærke til det når vi aflægger løfter. Hvis vi vil glæde ham, må vi holde det vi lover. (Sl. 76:11) Det vigtigste løfte vi kan aflægge, er vores indvielsesløfte. Når vi indvier os til Jehova, aflægger vi et højtideligt løfte om at vi vil tjene ham uanset hvad.

12 Hvordan kan vi leve op til vores indvielsesløfte? Den måde vi håndterer både små og store prøver på, siger noget om hvordan vi betragter vores løfte om at tjene Jehova “dag efter dag”. (Sl. 61:8) Hvis der for eksempel er en kollega eller skolekammerat der flirter med dig, viser du så at du “synes om [Jehovas] veje”, ved at afvise vedkommende? (Ordsp. 23:26) Hvis du lever i en religiøst delt husstand, beder du så Jehova om hjælp til at arbejde på din kristne personlighed selvom du er den eneste der gør det? Beder du til Jehova hver dag og takker ham for at han viser dig kærlighed og leder dig? Tager du dig tid til dagligt at læse i Bibelen? I virkeligheden er det jo nogle ting vi har lovet at vi ville gøre, da vi indviede os til Jehova. Når vi adlyder ham og gør vores bedste i tjenesten for ham, viser vi at vi elsker ham og tilhører ham. Vores forhold til Jehova må ikke være overfladisk – det skal påvirke alle sider af vores liv. Det er til vores eget bedste at vi holder de løfter vi har aflagt, for det vil give os en fantastisk fremtid. – 5 Mos. 10:12, 13.

13. Hvad har vi lært af Zakarias’ sjette syn?

13 Ved at se nærmere på Zakarias’ sjette syn har vi lært at hvis man elsker Jehova, vil man ikke stjæle eller bryde sine løfter. Desuden har vi set at Jehova ikke opgav jøderne selvom de begik fejl. Han vidste at de var under et stort pres fordi de var omgivet af fjender. Jehova er et godt eksempel for os, for han holder selv sine løfter. Og han hjælper også os til at holde vores, blandt andet gennem det håb han har givet os om at al ondskab på jorden snart vil blive fjernet. Det håb kan vi læse om i Zakarias’ næste syn.

JEHOVA FJERNER ONDSKAB

14, 15. (a) Hvad ser Zakarias i sit syvende syn? (Se indledningsbillede 2). (b) Hvad er kvinden i beholderen et billede på, og hvorfor bliver hun holdt fanget?

14 Efter at Zakarias har set den flyvende bogrulle, beder en engel ham om at kigge op. I sit syvende syn ser han nu en beholder komme til syne. (Læs Zakarias 5:5-8). Beholderen, der kaldes en efa, har et rundt låg af bly, og da låget bliver fjernet, ser Zakarias en kvinde sidde nede i den. Englen fortæller at kvinden i beholderen er “Ugudelighed”, eller “Ondskaben” (nwt). Man kan forestille sig hvor skræmt Zakarias må være blevet da kvinden forsøger at slippe ud. Men englen tager straks affære, kaster hende ned i beholderen igen og lukker den til med det tunge blylåg. Hvordan skal det forstås?

15 Denne del af synet understreger at Jehova ikke tolererer nogen form for ondskab blandt sit folk. Han vil sørge for at det bliver fjernet i en fart. (1 Kor. 5:13) Det kan vi se ud fra at englen hurtigt lukker beholderen.

Jehova sørgede for at holde den sande tilbedelse ren (Se paragraf 16-18)

16. (a) Hvad er det næste der sker i Zakarias’ syn? (Se indledningsbillede 3). (b) Hvor flyver kvinderne med storkevinger beholderen hen?

16 Det næste der udspiller sig i Zakarias’ syn, er at to kvinder med “vinger som storkevinger” nærmer sig. (Læs Zakarias 5:9-11). Disse kvinder er helt anderledes end hende der sidder i beholderen. Kvindernes stærke vinger sætter dem i stand til at løfte beholderen op og flyve den til “Sinears land”, eller Babylon. Hvorfor skal ondskaben til Babylon?

17, 18. (a) Hvorfor er Babylon det sted hvor ondskaben “hører til”? (b) Hvilket ansvar har vi?

17 For jøderne på Zakarias’ tid gav det god mening at ondskaben skulle til Babylon og blive der. De havde nemlig personligt oplevet at byen var gennemsyret af lav moral og afgudsdyrkelse. Da Zakarias og hans landsmænd boede der, måtte de hver dag gøre en bevidst indsats for ikke at blive påvirket af de forkerte ting der foregik. Dette syn var en garanti for at Jehova ville holde den sande tilbedelse ren, og må virkelig have styrket dem!

18 Synet har også mindet jøderne om at de selv havde et ansvar for at holde tilbedelsen ren, og at Jehova ikke ser gennem fingre med at ondskab breder sig blandt hans folk. I dag glæder vi os over at være en del af Jehovas rene organisation, der er præget af tryghed og kærlighed. Føler du et personligt ansvar for at bevare den ren? Vi må huske at ondskab i enhver afskygning ikke hører hjemme i vores åndelige paradis.

ET RENT FOLK ER TIL ÆRE FOR JEHOVA

19. Hvad betyder Zakarias’ syner for os i dag?

19 Zakarias’ sjette og syvende syn er en stærk advarsel til dem der bliver ved med at handle uærligt, om at Jehova ikke tolererer ondskab. Som tjenere for Jehova må vi derfor hade enhver form for ondskab. Men skildringerne indeholder også en kærlig forsikring fra vores himmelske Far. Hvis vi gør alt hvad vi kan, for at være den slags mennesker som Jehova kan godkende, vil vi ikke blive ramt af hans dom over de onde. I stedet vil han velsigne os. Det kan være svært at forblive ren i denne onde verden, men med Jehovas hjælp er det muligt. Men hvordan kan vi være sikre på at den sande tilbedelse vil overleve i en verden fyldt med ondskab? Og hvilken garanti har vi for at Jehova vil beskytte sin organisation nu hvor den store trængsel nærmer sig? Det vil vi få svar på i den næste artikel.