Titusbuen er udsmykket med to store relieffer der skildrer en kendt historisk begivenhed. Men vidste du at der er en forbindelse mellem Titusbuen og Bibelen? Dette monument bekræfter faktisk en bibelsk profeti.

I begyndelsen af det første århundrede e.v.t. strakte Romerriget sig helt fra Britannia og Gallien til Egypten, og det var den mest fremgangsrige og stabile periode i imperiets historie. Men en af rigets fjerntliggende provinser, Judæa, var årsag til stor frustration.

I Encyclopedia of Ancient Rome står der: “Af de områder der var under Roms kontrol, var kun få præget af så stærk modvilje som Judæa, en modvilje der gik begge veje. Jøderne hadede fremmede overmagter der ikke havde noget tilovers for deres traditioner, og romerne brugte jødernes opsætsighed som en anledning til at undertrykke dem.” Mange jøder håbede at der ville komme en politisk messias der ville fordrive de forhadte romere og føre nationen Israel tilbage til dens storhedstid. Men i år 33 e.v.t. advarede Jesus om at Jerusalem ville blive ramt af en katastrofe.

Jesus sagde: “Der skal komme dage hvor dine fjender vil bygge en barriere af spidse pæle omkring dig, omringe dig og belejre dig fra alle sider. De vil jævne dig og dine børn i dig med jorden, og der vil ikke ligge to sten oven på hinanden.” – Lukas 19:43, 44.

Denne udtalelse fik åbenbart hans disciple til at undre sig. To dage senere, mens de betragtede templet i Jerusalem, udbrød en af dem: “Lærer, se de imponerende sten og bygninger!” Det antages faktisk at nogle af templets bygningssten var over 11 meter lange, 5 meter brede og 3 meter høje. Men Jesus sagde: “Med hensyn til de ting som I nu ser, så vil der komme dage hvor der ikke vil ligge to sten oven på hinanden uden at de vil blive revet ned.” – Markus 13:1; Lukas 21:6.

Jesus sagde også: “Når I ser Jerusalem omringet af hære, ved I at byen snart vil blive ødelagt. Så skal de der er i Judæa, flygte til bjergene, de der er inde i byen, skal forlade den, og de der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen.” (Lukas 21:20, 21) Gik hans ord i opfyldelse?

De næste 33 år måtte jøderne i Judæa stadig finde sig i at være under romersk styre. Men i 66 e.v.t., da den romerske prokurator i Judæa, Gessius Florus, beslaglagde penge fra templets skatkammer, havde jøderne fået nok. En rasende hob stormede ind i Jerusalem, nedslagtede den romerske garnison og erklærede sig uafhængige af Rom.

Omkring tre måneder senere marcherede over 30.000 romerske soldater, der var anført af Cestius  Gallus, mod Jerusalem for at slå oprøret ned. Hæren trængte hurtigt ind i byen og gik i gang med at ødelægge den ydre mur omkring tempelområdet. Men tilsyneladende uden grund trak romerne sig pludselig tilbage. De jødiske oprørere jublede og satte straks efter dem. De kristne udnyttede at de stridende parter var væk, og huskede Jesus’ advarsel og flygtede fra Jerusalem til bjergene på den anden side af Jordanfloden. – Matthæus 24:15, 16.

Året efter genoptog romerne kampen mod Judæa, denne gang under ledelse af Vespasian og hans søn Titus. Men kort efter Neros død i 68 e.v.t. vendte Vespasian tilbage til Rom for at tiltræde embedet som kejser. Han overlod derfor kommandoen til Titus, der sammen med omkring 60.000 kampklare soldater havde sat kurs mod Judæa.

I juni år 70 gav Titus sine tropper besked på at rydde området uden for Judæa for træer, der blev brugt til at bygge en 7 kilometer lang mur af spidse pæle rundt om Jerusalem. Omkring tre måneder senere faldt byen. Romerne plyndrede Jerusalem og satte byen og dens tempel i brand og rev det hele ned sten for sten, præcis som Jesus havde forudsagt. (Lukas 19:43, 44) Ifølge en konservativ beregning var der mellem en kvart og en halv million der døde i Jerusalem og i resten af landet.

I år 71 vendte Titus tilbage til Rom, hvor han blev modtaget med store bifald. Alle byens indbyggere var mødt op for at overvære et af Romerrigets største triumftog.

Tilskuerne så forbløffet til mens enorme mængder af værdifulde genstande blev vist frem. De stirrede beundrende på de kæmpe fladvogne der blev brugt til at skildre krigsscenerne, og på de medbragte skibe og plyndringsgodset fra templet i Jerusalem.

Titus efterfulgte sin far, Vespasian, som kejser i år 79. Men blot to år senere døde han uventet. Hans bror, Domitian, overtog kejserdømmet og rejste straks en triumfbue til ære for Titus.

Hvert år er der hundredtusinder af mennesker der beundrer Titusbuen når de besøger Forum Romanum. Nogle betragter denne triumfbue som et mesterværk, andre som et bevis på Romerrigets styrke, og andre igen som en påmindelse om Jerusalems fald.

Den opmærksomme bibellæser tillægger dog Titusbuen endnu større betydning. Den er et tavst vidne der viser at Bibelens profetier er pålidelige og nøjagtige, og at det er Gud der står bag dem. – 2. Peter 1:19-21.