Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad vil det sige at være et åndeligt menneske?

Hvad vil det sige at være et åndeligt menneske?

‘Måtte Gud give jer at I har samme sindsindstilling som den Kristus Jesus havde.’ – ROM. 15:5.

SANGE: 17, 13

1, 2. (a) Hvordan betragter Jehovas tjenere det at være et åndeligt menneske? (b) Hvilke vigtige spørgsmål vil vi se på i denne artikel?

“DET at være et åndeligt menneske har gjort mig meget gladere og hjulpet mig til at tackle mange forskellige problemer,” siger en søster i Canada. En gift bror i Brasilien fortæller: “Vores 23 år sammen som ægtepar har været lykkelige – fordi vi begge gør en indsats for at være åndelige mennesker.” Og en bror i Filippinerne har sagt: “At være et åndeligt menneske har givet mig indre fred og hjulpet mig til at komme bedre ud af det med brødre der har en anden baggrund end mig.”

2 Udtalelser som disse understreger at der er store fordele ved at være et åndeligt menneske. Men hvad kan vi hver især gøre for at blive mere åndeligsindede så vi også fuldt ud kan opleve de mange fordele? Inden vi ser på det, er det vigtigt at vi har en klar forståelse af hvad det indebærer at være åndeligsindet ifølge Bibelen. I denne artikel vil vi få svar på tre vigtige spørgsmål: (1) Hvad vil det sige at være et åndeligt menneske? (2) Hvem kan vi efterligne hvis vi gerne vil vokse åndeligt? (3) Hvordan kan det at have “Kristi sind” hjælpe os til at være åndelige mennesker?

HVAD ER ET ÅNDELIGT MENNESKE?

3. Hvilken forskel er der ifølge Bibelen mellem et åndeligt menneske og et uåndeligt?

3 Apostlen Paulus hjælper os til at forstå hvad et åndeligt menneske er, ved at sammenligne det med et uåndeligt menneske. (Læs 1 Korinther 2:14-16). Et uåndeligt menneske “tager ikke imod det der kommer fra Guds ånd, for det er tåbelighed for det; og det kan ikke fatte det”, hvorimod et åndeligt menneske “bedømmer alt” og har “Kristi sind”. Paulus opfordrer os til at være åndelige mennesker. Men et åndeligt menneske adskiller sig også fra et uåndeligt menneske på andre områder.

4, 5. Hvad kendetegner et uåndeligt menneske?

4 Lad os først se på hvad der kendetegner et uåndeligt menneske. Et sådant menneske har den samme indstilling som den der er udbredt i verden, hvor langt de fleste er optaget af deres selviske ønsker. Paulus kaldte denne indstilling “den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner”. (Ef. 2:2) Denne ånd får folk til bare at følge strømmen. De gør det de selv synes er rigtigt, og interesserer sig ikke for hvad Gud mener. Ofte går de meget op i prestige og penge og i at kræve deres ret.

5 Et uåndeligt menneske har ofte også nogle handlinger der hører ind under det som Bibelen kalder “kødets gerninger”. (Gal. 5:19-21) I sit første brev til menigheden i Korinth nævnte Paulus nogle træk der kendetegner uåndelige mennesker. De har tendens til at skabe splittelser, tage parti, starte ophedede diskussioner, føre retssager mod deres trosfæller, mangle respekt for ledelse og gå for meget op i mad og drikke. De er også tilbøjelige til at give efter for fristelser. (Ordsp. 7:21, 22) Bibelskribenten Judas forklarede at sådanne mennesker ender med helt at miste Jehovas ånd. – Jud. 18, 19.

6. Hvad kendetegner et åndeligt menneske?

6 Hvad vil det så sige at være et åndeligt menneske? Åndelige mennesker fokuserer på deres forhold til Gud i stedet for på sig selv. De bestræber sig på at blive “Guds efterlignere”. (Ef. 5:1) Det betyder at de gør en indsats for at tænke på samme måde som Jehova gør, og have hans syn på tingene. Gud er meget virkelig for åndelige mennesker. Til forskel fra uåndelige mennesker forsøger de at rette deres liv ind efter Jehovas love og normer. (Sl. 119:33; 143:10) I stedet for at være optaget af kødets gerninger gør de deres bedste for at tillægge sig de egenskaber der hører til “åndens frugt”. – Gal. 5:22, 23.

7. Hvad siger Bibelen om det at være åndeligsindet?

7 Bibelen taler meget positivt om det at være åndeligsindet. I Mattæus 5:3 står der: “Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.” Og i Romerne 8:6 siges der: “At holde sindet rettet mod kødet betyder nemlig død, men at holde sindet rettet mod ånden betyder liv og fred.” Når vi fokuserer på åndelige ting, vil vi opleve indre fred og fred med Gud, og vi vil have mulighed for at få evigt liv i fremtiden.

8. Hvorfor kræver det en indsats at være et åndeligt menneske?

8 Vi er imidlertid omgivet af mennesker der fokuserer på kødelige ønsker. I dette farlige miljø kræver det en ihærdig og målrettet indsats at blive og forblive åndelige mennesker. Hvis man mister sin åndelighed, vil der opstå et vakuum, og verdens ånd vil hurtigt blive trukket ind og fylde ens sind. Hvordan kan vi undgå at det sker for os? Hvordan kan vi blive ved med at vokse åndeligt?

EKSEMPLER VI KAN LÆRE NOGET AF

9. (a) Hvad kan hjælpe os til at vokse åndeligt? (b) Hvilke gode eksempler vil vi nu se på?

9 Ligesom et barn udvikler modenhed ved at iagttage og efterligne sine forældre, kan vi vokse åndeligt ved at iagttage og efterligne nogle der er åndeligt stærke. Og når vi betragter uåndelige mennesker, lærer vi hvad vi ikke skal gøre. (1 Kor. 3:1-4) Bibelen indeholder beretninger om både åndelige og uåndelige mennesker. Men for at finde ud af hvordan vi kan vokse åndeligt, vil vi koncentrere os om nogle der var gode eksempler, nemlig Jakob, Maria og Jesus.

Hvad kan vi lære af Jakob? (Se paragraf 10)

10. Hvordan viste Jakob at han var et åndeligt menneske?

10 Lad os først se hvad vi kan lære af Jakob. Ligesom det er tilfældet med mange af os i dag, havde Jakob det ikke altid let. Hans egen bror, Esau, hadede ham og ville slå ham ihjel. Og som om det ikke var nok, fik han en udspekuleret svigerfar, der flere gange forsøgte at snyde ham. Men til trods for at Jakob var omgivet af uåndelige mennesker, forblev han åndeligsindet. Han havde en stærk tro på det løfte Gud havde givet Abraham, og han tog sig godt af sin familie, der havde en særlig plads i gennemførelsen af Jehovas hensigt. (1 Mos. 28:10-15) Både med det han sagde og gjorde, viste han at Guds vilje og normer havde stor betydning for ham. Da han på et tidspunkt følte sig truet af Esau, sagde han i en bøn til Gud: “Udfri mig, beder jeg dig ... Du har jo sagt: ‘Jeg vil visselig gøre godt mod dig og gøre dit afkom som havets sandskorn.’” (1 Mos. 32:6-12) Jakob havde virkelig tillid til at Jehova ville opfylde sine løfter, og det kom til udtryk i den måde han levede sit liv på.

Hvad kan vi lære af Maria? (Se paragraf 11)

11. Hvad viser at Maria var åndeligsindet?

11 Det næste eksempel vi vil se på, er Maria. Hvorfor valgte Jehova at det var Maria der skulle blive Jesus’ mor? Uden tvivl fordi hun var et åndeligt menneske. Prøv blot at læse de smukke ord Maria udtalte da hun besøgte Zakarias og Elisabet. (Læs Lukas 1:46-55). Hendes udtalelser viser tydeligt at hun elskede Guds ord og var godt kendt med De Hebraiske Skrifter. (1 Mos. 30:13; 1 Sam. 2:1-10; Mal. 3:12) Der er også noget andet der er værd at bemærke med hensyn til Maria. Da hun og Josef var blevet gift, ventede de med at indlede deres intime samliv til efter at Jesus var blevet født. Viser det ikke meget godt at de prioriterede Guds vilje højere end deres egne ønsker? (Matt. 1:25) Maria lagde også mærke til de mange trosstyrkende ting der skete i løbet af Jesus’ opvækst. Hun hæftede sig ved de ting han sagde, og “bevarede omhyggeligt alle disse udtalelser i sit hjerte”. (Luk. 2:51) Det er tydeligt at hun var dybt interesseret i Guds hensigt vedrørende Messias. Vi kan efterligne Maria ved altid at lade Jehovas vilje være det vigtigste i vores liv.

12. (a) Hvordan efterlignede Jesus sin Far? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesus? (Se indledningsbilledet).

12 Når det drejer sig om at være et åndeligt menneske, er Jesus selvfølgelig det allerbedste eksempel. I sit liv og sin tjeneste her på jorden viste han hele tiden at han ønskede at efterligne sin Far, Jehova. Han tænkte, følte og handlede ligesom Jehova; han gjorde sin Fars vilje og fulgte hans normer. (Joh. 8:29; 14:9; 15:10) Sammenlign for eksempel Esajas’ beskrivelse af Jehovas medfølelse med Markus’ beskrivelse af Jesus’ følelser. (Læs Esajas 63:9; Markus 6:34). Vi kan efterligne Jesus ved altid at vise medfølelse med dem der har det svært, og være klar til at hjælpe dem. En anden måde vi kan efterligne ham på, er ved at være travlt optaget af at forkynde den gode nyhed og undervise andre i sandheden. (Luk. 4:43) Den slags følelser og handlinger er kendetegnende for et åndeligt menneske.

13, 14. (a) Hvad kan vi lære af åndeligsindede brødre og søstre? (b) Hvad måtte Rachel og Reylene gøre for at styrke deres åndelighed?

13 I dag er der mange eksempler på personer der har gjort en indsats for at efterligne Jesus og blive mere åndeligsindede. Du kender helt sikkert selv nogle. Måske har du lagt mærke til deres begejstring for forkyndelsen, deres gæstfrihed, deres medfølelse eller andre gode egenskaber hos dem. Samtidig med at de har arbejdet på at opdyrke sådanne egenskaber, har de ligesom alle andre måttet kæmpe med deres svagheder og ufuldkommenhed. Rachel fra Brasilien fortæller: “Jeg gik meget op i at følge moden, og derfor klædte jeg mig ikke ligefrem ærbart. Men det at lære sandheden at kende motiverede mig til at arbejde på at blive et åndeligt menneske. Det var ikke let at ændre de ting der skulle ændres, men jeg blev gladere og fik et mere meningsfyldt liv.”

14 Reylene, en søster fra Filippinerne, havde et andet problem. Hun var meget optaget af at få en høj uddannelse og et godt job. Hun fortæller: “Mine åndelige mål begyndte at blive udvisket. Men efterhånden gik det op for mig at der manglede noget i mit liv, noget der var meget vigtigere end mit job. Derfor besluttede jeg at jeg igen ville fokusere på tjenesten for Jehova.” Reylene har siden da vist at hun stoler fuldt ud på Jehovas løfte i Mattæus 6:33, 34. Hun siger: “Jeg er ikke det mindste i tvivl om at Jehova vil tage sig af mig!” Du kender sikkert nogle i din egen menighed der har den samme indstilling. Når du ser hvordan de trofast følger i Jesus’ fodspor, får du så ikke lyst til at efterligne dem? – 1 Kor. 11:1; 2 Thess. 3:7.

HAV “KRISTI SIND”

15, 16. (a) Hvad er nødvendigt for at kunne efterligne Jesus? (b) Hvordan kan vi få “Kristi sind”?

15 Hvordan kan vi efterligne Jesus? I 1 Korinther 2:16 siges der at vi må have “Kristi sind”. Og Romerne 15:5 siger at vi må have “samme sindsindstilling ... som den Kristus Jesus havde”. For at kunne være ligesom Jesus må vi altså sætte os godt ind i hans tankegang og personlighed. Dernæst må vi følge lige i hans fodspor. Jesus’ tanker kredsede hele tiden om hans forhold til sin Far. Så når vi bestræber os for at være som Jesus, vil det styrke vores forhold til Jehova. Er det ikke med til at understrege hvor vigtigt det er at vi lærer at tænke ligesom Jesus?

16 Men hvordan gør vi det? Jesus’ disciple oplevede hans mirakler, hørte ham undervise og så hvordan han behandlede forskellige mennesker, og hvordan han fulgte Guds principper. “Vi er vidner om alle de ting han gjorde,” sagde de. (Apg. 10:39) Vi har ikke mulighed for at se Jesus direkte, men Jehova har kærligt sørget for at vi har de fire evangelieberetninger, der kan hjælpe os til at lære Jesus rigtig godt at kende. Når vi læser og grunder over det Mattæus, Markus, Lukas og Johannes skrev om Jesus, bliver vores sind påvirket af “Kristi sind”, og det vil hjælpe os til at “følge lige i hans fodspor” og “væbne [os] med det samme sindelag”. – 1 Pet. 2:21; 4:1.

17. Hvordan hjælper det os at tænke ligesom Kristus?

17 Hvordan vil det gavne os at få “Kristi sind”? Ligesom nærende mad kan styrke vores krop, kan det at fylde vores sind med Kristus’ tanker styrke vores åndelighed. Vi lærer hvad Jesus ville gøre i en givet situation, og det hjælper os til at træffe beslutninger der giver os en god samvittighed og glæder Gud. Er det ikke gode grunde til at efterligne Jesus? – Rom. 13:14.

18. Hvad har du lært af denne artikel?

18 I denne artikel har vi set på hvad det vil sige at være et åndeligt menneske. Vi har også været inde på hvad vi kan lære af nogle der var åndeligsindede. Desuden har vi lært at det at have “Kristi sind” hjælper os til at blive åndelige mennesker. Men hvordan kan vi finde ud af hvor åndeligt stærke vi er? Hvad kan vi gøre for at styrke vores åndelighed? Og hvordan vil vores åndelighed komme til udtryk i den måde vi lever vores liv på? Det vil vi se nærmere på i den næste artikel.