I vores publikationer har vi nogle gange antydet at det forholdt sig sådan. Tanken så ud til at stemme med Hebræerne 12:16, hvor der siges at Esau ‘ikke værdsatte det der er helligt’, og at han “i bytte for ét måltid gav sine rettigheder som førstefødt bort” til Jakob. Det blev udlagt sådan at Jakob blev en del af Messias’ slægtslinje da han fik førstefødselsretten. – Matt. 1:2, 16; Luk. 3:23, 34.

Men andre beretninger i Bibelen viser at en mand ikke behøvede at være den førstefødte for at kunne være en del af Messias’ slægtslinje. Overvej de følgende eksempler.

Jakobs, eller Israels, førstefødte søn var Ruben, som han fik med Lea. Den første søn han fik med Rakel, den kone som han elskede højest, var Josef. Da Ruben på et tidspunkt gjorde noget dybt umoralsk, blev førstefødselsretten givet videre til Josef. (1 Mos. 29:31-35; 30:22-25; 35:22-26; 49:22-26; 1 Krøn. 5:1, 2) Men hverken Ruben eller Josef blev stamfædre til Messias. Det blev derimod Juda, den fjerde søn Jakob fik med Lea. – 1 Mos. 49:10.

I Lukas 3:32 nævnes der fem led der kommer senere i Messias’ slægtslinje. Alle disse fem mænd lader til at have været den  førstefødte. For eksempel blev Boaz far til Obed, og Obed blev far til Isaj. – Rut 4:17, 20-22; 1 Krøn. 2:10-12.

Men Isajs førstefødte søn var ikke David. David var derimod den sidste af otte sønner. Alligevel er det ham der bliver en del af Messias’ slægtslinje. (1 Sam. 16:10, 11; 17:12; Matt. 1:5, 6) Og det næste led i slægtslinjen er Salomon, selvom han ikke var den første søn David fik. – 2 Sam. 3:2-5.

Det betyder dog ikke at førstefødselsretten var af uvæsentlig betydning. Det var forbundet med en særlig ære at være førstefødt, og som regel var det denne søn der blev familiens næste overhoved. Han arvede også en dobbelt andel af farens ejendom. – 1 Mos. 43:33; 5 Mos. 21:17; Jos. 17:1.

Men førstefødselsretten kunne gives til en anden. Abraham sendte Ismael bort og gav i stedet førstefødselsretten til sin søn Isak. (1 Mos. 21:14-21; 22:2) Og som nævnt blev retten taget fra Ruben og givet til Josef.

Lad os nu vende tilbage til Hebræerne 12:16, hvor der står at man skal sørge for “at der ikke er nogen utugtig eller nogen som ikke værdsætter det der er helligt, som Esau, der i bytte for ét måltid gav sine rettigheder som førstefødt bort”. Hvad ville Paulus med de ord?

Paulus var ikke i gang med at forklare noget om Messias’ stamtræ. Han var derimod i gang med at give vejledning til de kristne og tilskyndede dem til at ‘træde lige spor med deres fødder’. Hvis de faldt for fristelsen til at begå utugt, ville de ‘gå glip af Guds ufortjente godhed’. (Hebr. 12:12-16) Alle der begik denne synd, ville være ligesom Esau, der ‘ikke værdsatte det der er helligt’.

Esau levede i patriarktiden og ville på et tidspunkt sikkert have fået det privilegium at bringe slagtofre til Gud på sin families vegne. (1 Mos. 8:20, 21; 12:7, 8; Job 1:4, 5) Men fordi han var et uåndeligt menneske, gav han afkald på dette og andre privilegier til fordel for en skål linser. Måske forsøgte Esau at slippe for de problemer som det var forudsagt at Abrahams efterkommere ville blive udsat for. (1 Mos. 15:13) Esaus mangel på respekt for det der er helligt, kom også til udtryk ved at han giftede sig med to hedenske kvinder, til stor sorg for hans forældre. (1 Mos. 26:34, 35) Også på det punkt var han helt anderledes end sin bror Jakob, der sørgede for at gifte sig med en der tilbad den sande Gud. – 1 Mos. 28:6, 7; 29:10-12, 18.

Så hvad kan vi konkludere med hensyn til den slægtslinje der førte frem til Jesus? Nogle gange gik den gennem den førstefødte søn, men ikke altid. Dette faktum var også kendt og accepteret af jøderne, der gav udtryk for at den lovede Messias skulle være en efterkommer af David, Isajs sidste søn. – Matt. 22:42.