Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kend din fjende!

Kend din fjende!

“Vi er jo ikke uvidende om [Satans] planer.” – 2. KOR. 2:11.

SANGE: 150, 32

1. Hvad åbenbarede Jehova om vores fjende efter at Adam og Eva havde syndet?

ADAM var uden tvivl godt klar over at slanger ikke kunne tale. Så han har muligvis kunnet regne ud at det var en åndeskabning der havde talt med Eva gennem slangen. (1. Mos. 3:1-6) Adam og Eva vidste praktisk talt ingenting om denne person. Alligevel traf Adam det valg at vende sin kærlige himmelske Far ryggen og slutte sig til denne fremmede i et oprør mod Gud. (1. Tim. 2:14) Jehova begyndte med det samme at åbenbare oplysninger om denne onde fjende og lovede at han på et tidspunkt i fremtiden ville blive tilintetgjort. Men Jehova advarede også om at åndeskabningen der havde talt gennem slangen, i en periode ville gøre livet vanskeligt for dem der elsker Gud. – 1. Mos. 3:15.

2, 3. Hvad kan have været grunden til at der ikke blev afsløret ret meget om Satan før Messias kom?

2 I sin store visdom har Jehova aldrig afsløret det rigtige navn på den engel der gjorde oprør. * Først 2.500 år senere åbenbarede han hvem fjenden var, og stadig kun med et beskrivende navn. (Job 1:6) Faktisk er der kun tre bøger i De Hebraiske Skrifter, nemlig 1. Krønikebog, Job og Zakarias, der indeholder betegnelsen Satan, som betyder “modstander”. Hvorfor blev der ikke fortalt særligt meget om vores fjende før Messias kom?

Tilsyneladende ønskede Jehova ikke at henlede opmærksomheden på Satan og hans onde gerninger ved at give ham en fremtrædende plads i De Hebraiske Skrifter. Jehovas primære formål med denne del af Bibelen var at hjælpe Guds folk til at identificere Messias og føre dem til ham. (Luk. 24:44; Gal. 3:24) Da Messias kom, åbenbarede Gud gennem ham og hans disciple meget af det vi nu ved om Satan og de engle der sluttede sig til ham. * Det var meget passende, for det er netop Jesus og de salvede som Jehova vil bruge til at knuse Satan og hans tilhængere. – Rom. 16:20; Åb. 17:14; 20:10.

4. Hvorfor skal vi ikke være bange for Satan Djævelen?

4 Apostlen Peter beskrev Satan Djævelen som “en brølende løve”, og Johannes omtalte ham som en slange og en drage. (1. Pet. 5:8; Åb. 12:9) Men der er ingen grund til at være bange for ham – hans magt er nemlig begrænset. (Læs Jakob 4:7). Jehova, Jesus og de trofaste engle er på vores side! Med deres hjælp vil vi kunne holde stand mod vores fjende. Men der er tre vigtige spørgsmål vi må have svar på: Hvor stor indflydelse har Satan? Hvordan prøver han at påvirke enkeltpersoner? Og hvilke begrænsninger har han? Lad os se nærmere på svarene og på hvilken betydning de har for vores liv.

HVOR STOR INDFLYDELSE HAR SATAN?

5, 6. Hvorfor kan menneskers regeringer ikke gennemføre de forbedringer mennesker har mest brug for?

5 Et betydeligt antal engle sluttede sig til Satan i hans oprør. I tiden før Vandfloden lokkede han nogle engle til at tage ned til jorden og have sex med kvinderne. Bibelen beskriver i symbolske vendinger denne situation ved at fortælle om en drage der slæbte en tredjedel af himlens stjerner med sig og styrtede dem ned til jorden. (1. Mos. 6:1-4; Jud. 6; Åb. 12:3, 4) Da disse engle forlod Guds familie, valgte de i stedet at lade sig lede af Satan. De oprørske engle er ikke bare en uorganiseret flok ballademagere. Satan har lavet en efterligning af Guds rige med sig selv som konge. Han har organiseret dæmonerne, givet dem myndighed og sat dem til at styre verden. – Ef. 6:12.

6 Gennem sin usynlige organisation udøver Satan myndighed over alle de jordiske regeringer. Det faktum fremgår tydeligt af at Satan viste Jesus “alle jordens riger” og sagde: “Jeg vil give dig magten over dem alle og også deres pragt, for magten er blevet overdraget til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil.” (Luk. 4:5, 6) Der er selvfølgelig mange regeringer der gør nogle gode ting for befolkningen, og myndighedspersoner kan have de bedste intentioner. Men ingen jordisk regering eller statsleder er i stand til at gennemføre de forbedringer mennesker har mest brug for. – Sl. 146:3, 4; Åb. 12:12.

7. Hvordan bruger Satan falsk religion og den kommercielle verden? (Se indledningsbilledet).

Satan og dæmonerne bruger ikke bare regeringerne, men også falsk religion og den kommercielle verden til at vildlede “hele den beboede jord”. (Åb. 12:9) Gennem de falske religioner spreder Satan løgne om Jehova. Og det ser ud til at han arbejder målbevidst på at få så mange som muligt til at glemme Guds navn. (Jer. 23:26, 27) Som et resultat heraf bliver oprigtige mennesker der tror de tilbeder Gud, faktisk narret til at tilbede dæmoner. (1. Kor. 10:20; 2. Kor. 11:13-15) Satan spreder også løgne igennem den kommercielle verden. For eksempel forsøger han gennem den at få folk til at tro at man bliver lykkelig hvis man skaffer sig mange penge og ting. (Ordsp. 18:11) De der falder for denne løgn, ender med at være trælle for “Rigdom” i stedet for at være det for Gud. (Matt. 6:24) Med tiden bliver deres kærlighed til det materielle så stærk at den helt kvæler deres kærlighed til Gud. – Matt. 13:22; 1. Joh. 2:15, 16.

8, 9. (a) Hvad kan vi lære af beretningerne om Adam og Eva og de oprørske engle? (b) Hvordan gavner det os at vide hvor stor indflydelse Satan har?

8 Vi kan udlede to vigtige pointer af beretningen om Adam og Eva og beretningen om de oprørske engle. For det første er der kun to sider at vælge imellem, og vi skal stille os på en af dem. Enten er vi loyale mod Jehova, eller også tager vi Satans parti. (Matt. 7:13) For det andet får de der slutter sig til Satan, kun meget lidt ud af det. Adam og Eva fik mulighed for selv at afgøre hvad der var rigtigt og forkert, og dæmonerne opnåede en vis indflydelse på de jordiske regeringer. (1. Mos. 3:22) Men omkostningerne vil altid overstige det man umiddelbart kan få ud af at slutte sig til Satan. – Job 21:7-17; Gal. 6:7, 8.

9 Hvorfor er det godt for os at vide hvor stor indflydelse Satan har? Fordi det hjælper os til at have et afbalanceret syn på myndighederne og motiverer os til at forkynde. Vi ved at Jehova ønsker at vi skal respektere myndighederne. (1. Pet. 2:17) Han forventer at vi overholder deres love så længe de ikke er i konflikt med hans normer. (Rom. 13:1-4) Men samtidig er vi klar over at det er vigtigt at vi forbliver neutrale og ikke holder med noget politisk parti eller nogen politisk leder. (Joh. 17:15, 16; 18:36) Når vi ser hvad Satan forsøger at gøre ved Jehovas gode navn og rygte, føler vi os virkelig motiveret til at fortælle andre sandheden om Gud. Vi bærer og bruger med stolthed Jehovas navn, og vi er overbevist om at vi opnår meget mere ved at elske ham end ved at elske penge og materielle ting. – Esa. 43:10; 1. Tim. 6:6-10.

HVORDAN PRØVER SATAN AT PÅVIRKE ENKELTPERSONER?

10-12. (a) Hvad kan Satan have forsøgt at lokke de andre engle med? (b) Hvad kan vi lære af at mange engle lod sig friste?

10 Satan har forskellige metoder han gør brug af for at påvirke enkeltpersoner. For eksempel prøver han at lokke dem til at gøre det han ønsker. Andre gange forsøger han at få dem til at adlyde ham ved at skræmme eller tyrannisere dem.

11 Tænk bare på den effektive lokkemad han brugte i sit forsøg på at få et stort antal engle over på sin side. Han må have studeret dem nøje i en længere periode for at finde ud af hvad der ville være en fristelse for dem. Da nogle af englene bed på krogen og tog ned for at have sex med kvinderne, førte det til et bastardafkom som terroriserede indbyggerne på jorden. (1. Mos. 6:1-4) Ud over at friste englene med muligheden for umoralsk sex kan det også være at Satan har stillet dem i udsigt at de kunne få magt over menneskeheden. Måske var hans formål at forhindre Jehova i at opfylde profetien om ‘kvindens afkom’. (1. Mos. 3:15) Under alle omstændigheder forpurrede Jehova hans planer og satte en stopper for det de oprørske engle havde gang i, ved at lade en vandflod komme over jorden.

Satan prøver at lokke os med seksuel umoral, upassende stolthed og det overnaturlige (Se paragraf 12, 13)

12 Hvad kan vi lære af det? Vi må aldrig undervurdere hvor effektiv umoralsk sex er som lokkemad, og hvor farlig egoisme og stolthed kan være. De engle der sluttede sig til Satan, havde tjent i umiddelbar nærhed af Gud i mange, mange år. Men selv i så godt et miljø var der et betragteligt antal der lod forkerte ønsker slå rod i deres hjerte og vokse. Noget lignende kunne ske for os der tjener i den jordiske del af Jehovas organisation. Selvom vi har befundet os i dette åndeligt rene miljø i mange år, kan forkerte ønsker alligevel slå rod i os. (1. Kor. 10:12) Hvor er det vigtigt at vi hele tiden undersøger vores hjerte så vi kan afvise umoralske tanker og bekæmpe upassende stolthed. – Gal. 5:26; læs Kolossenserne 3:5.

13. Hvilken anden form for lokkemad gør Satan brug af, og hvordan undgår vi den?

13 En anden form for lokkemad Satan bruger, er det overnaturlige. I dag forsøger han ikke bare at lokke folk til at dyrke dæmonerne gennem falsk religion, men også gennem underholdningsindustrien. Film, computerspil og andre former for underholdning får det overnaturlige til at virke spændende. Hvordan undgår vi at gå i den fælde? Vi skal ikke forvente at Guds organisation udstyrer os med en liste over acceptabel og uacceptabel underholdning. Nej, vi må hver især træne vores samvittighed så den kommer til at stemme med Guds normer. (Hebr. 5:14) Hvis vi er opmærksomme på at vores kærlighed til Gud skal være “fri for hykleri”, vil det hjælpe os til at træffe de rigtige beslutninger. (Rom. 12:9) Vi kunne spørge os selv: ‘Får mit valg af underholdning mig til at virke hyklerisk? Hvis mine bibelstudieelever eller genbesøg vidste hvad jeg vælger af underholdning, ville de så tænke at jeg ikke selv lever efter det jeg lærer andre?’ Når der er overensstemmelse mellem det vi siger, og det vi gør, vil der være mindre risiko for at vi bliver fanget i en af Satans fælder. – 1. Joh. 3:18.

Satan prøver at skræmme os med forbud fra myndighederne, pres fra skolekammerater og modstand fra familien (Se paragraf 14)

14. Hvordan forsøger Satan at skræmme os, og hvordan kan vi stå imod presset?

14 Ud over at bruge lokkemad forsøger Satan også at skræmme os til at gå på kompromis med vores beslutning om at være loyale mod Jehova. For eksempel kan han manipulere myndighederne til at forbyde vores forkyndelsesarbejde. Eller han kan få vores kolleger eller skolekammerater til at gøre nar af os fordi vi følger Bibelens moralnormer. (1. Pet. 4:4) Det kan også være at han gennem velmenende familiemedlemmer forsøger at få os til at holde op med at komme til møderne. (Matt. 10:36) Hvordan kan vi stå imod presset? For det første må vi forvente at vi vil blive udsat for den slags direkte angreb. Satan fører krig mod os. (Åb. 2:10; 12:17) For det andet må vi se det store billede. Satan påstår at vi kun tjener Jehova når det er let, og at vi vil vende Gud ryggen når vi bliver presset. (Job 1:9-11; 2:4, 5) Og for det tredje må vi søge styrke hos Jehova. Han vil aldrig lade os i stikken. – Hebr. 13:5.

HVILKE BEGRÆNSNINGER HAR SATAN?

15. Kan Satan tvinge os til at gøre noget vi ikke vil?

15 Satan kan ikke tvinge nogen til at gøre noget de ikke vil. (Jak. 1:14) Mange i verden er slet ikke klar over at de gør det Satan ønsker. Men når man lærer sandheden at kende, er man nødt til at vælge hvem man vil tjene. (Ap.G. 3:17; 17:30) Hvis vi er fast besluttet på at gøre Jehovas vilje, vil Satan ikke være i stand til at få os til at give slip på vores integritet. – Job 2:3; 27:5.

16, 17. (a) Hvilke andre begrænsninger har Satan og dæmonerne? (b) Hvorfor skal vi ikke være bange for at bede højt til Jehova?

16 Satan og dæmonerne har også andre begrænsninger. For eksempel er der ikke noget i Bibelen der indikerer at de kan læse vores tanker eller se hvad der er i vores hjerte. Bibelen nævner kun Jehova og Jesus som nogle der kan det. (1. Sam. 16:7; Mark. 2:8) Men hvad så med det vi siger højt, for eksempel når vi beder? Skal vi være bange for at bede højt fordi Djævelen eller dæmonerne måske vil høre det vi siger, og bruge det imod os? Nej, bestemt ikke. Ligesom vi ikke er bange for at gøre noget i tjenesten for Jehova bare fordi Satan måske vil se det, skal vi heller ikke være bange for at bede højt bare fordi Satan måske vil høre det. Faktisk er der mange eksempler i Bibelen på tjenere for Gud som bad højt, og der er ikke noget der tyder på at de frygtede at Djævelen ville høre dem. (1. Kong. 8:22, 23; Joh. 11:41, 42; Ap.G. 4:23, 24) Hvis vi gør vores bedste for at tale og handle på en måde der stemmer med Guds vilje, vil Jehova aldrig tillade at Djævelen gør noget der skader os permanent. – Læs Salme 34:7.

17 Det er vigtigt at vi kender vores fjende, men vi behøver ikke at være bange for ham. Med Jehova i ryggen kan selv ufuldkomne mennesker sejre over Satan. (1. Joh. 2:14) Hvis vi afviser ham, vil han flygte fra os. (Jak. 4:7; 1. Pet. 5:9) I dag virker det til at unge er et særligt mål for Djævelen. Hvad kan de helt specifikt gøre for at stå fast over for hans angreb? Det vil vi se på i den næste artikel.

^ par. 2 Nogle engle omtales ved navn i Bibelen. (Dom. 13:18; Dan. 8:16; Luk. 1:19; Åb. 12:7) Når vi tænker på at Jehova har givet hver enkelt stjerne et navn, er det fornuftigt at antage at han også har givet alle åndesønnerne navne, deriblandt ham der senere blev til Satan. – Sl. 147:4.

^ par. 3 Betegnelsen “Satan” findes kun 18 gange i De Hebraiske Skrifter, men over 30 gange i De Kristne Græske Skrifter.