Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 2

Lovpris Jehova i menigheden

Lovpris Jehova i menigheden

“Midt i menigheden vil jeg lovsynge dig.” – SL. 22:22.

SANG NR. 59 Pris Jah med mig!

FORMÅL *

1. Hvilke følelser havde David for Jehova, og hvad motiverede det ham til?

KONG DAVID skrev: “Jehova er stor og fortjener at blive lovprist.” (Sl. 145:3) David elskede Jehova højt, og det fik ham til at prise og lovsynge Gud “midt i menigheden”. (Sl. 22:22; 40:5) Du elsker uden tvivl også Jehova og har det sikkert som David, der sagde: “Må du blive lovprist, Jehova, vores far Israels Gud, i al evighed.” – 1. Krøn. 29:10-13.

2. (a) Hvordan kan vi lovprise Jehova? (b) Hvilken udfordring har nogle, og hvad vil vi se på i denne artikel?

2 En af de måder vi kan lovprise Jehova på i dag, er ved at deltage med kommentarer ved vores møder i rigssalen. For nogle af vores brødre og søstre kan det dog være en stor udfordring. De vil virkelig gerne svare til møderne, men frygt og nervøsitet forhindrer dem i det. Hvordan kan de overvinde deres frygt? Og hvad kan hjælpe os alle til at give opmuntrende kommentarer? Det vil vi komme ind på senere i artiklen. Men lad os først se på fire grundlæggende årsager til at vi deltager med svar ved møderne.

HVORFOR VI KOMMENTERER VED MØDERNE

3-5. (a) Hvorfor kommenterer vi ved møderne, som det fremgår af Hebræerne 13:15? (b) Skal vi alle give den samme slags kommentarer? Forklar.

3 Jehova har givet os alle sammen det privilegium at lovprise ham. (Sl. 119:108) De kommentarer vi giver ved møderne, er en del af vores “lovprisningsoffer” til ham, og det er et offer som ingen andre kan bringe på vores vegne. (Læs Hebræerne 13:15). Forlanger Jehova at vi alle sammen kommer med den samme slags ofre, eller kommentarer? Nej, det gør han ikke!

4 Jehova er klar over at vi har forskellige evner og omstændigheder, og han sætter stor pris på ethvert offer vi er i stand til at bringe til ham. Tænk engang på de typer af ofre som han tog imod fra israelitterne. Nogle var i stand til at ofre et lam eller en ged. Men en fattig israelit kunne i stedet ofre “to turtelduer eller to dueunger”. Og hvis en israelit ikke havde råd til to fugle, var Jehova tilfreds med “en tiendedel efa fint mel”. (3. Mos. 5:7, 11) Mel var ikke særligt dyrt, men Jehova værdsatte også dette offer, så længe der var tale om “fint mel”.

5 Vores kærlige Gud har det på samme måde med os. Når vi svarer ved møderne, forlanger han ikke at vi alle er lige så veltalende som Apollos eller kan argumentere lige så overbevisende som Paulus. (Ap.G. 18:24; 26:28) Alt hvad Jehova ønsker, er at vi svarer så godt vi kan. Tænk på enken der gav to småmønter i bidrag. Jehova glædede sig over hende fordi hun gav det bedste hun kunne. – Luk. 21:1-4.

Når vi kommenterer, gavner det os selv og dem der lytter (Se paragraf 6-7) *

6. (a) Hvordan kan det påvirke os at høre andre svare ved møderne, som det fremgår af Hebræerne 10:24, 25? (b) Hvordan kan du vise at du værdsætter andres kommentarer?

6 Vi opmuntrer hinanden med vores kommentarer. (Læs Hebræerne 10:24, 25). Vi værdsætter sikkert alle sammen de mange forskellige typer af svar der kommer ved vores møder. Vi glæder os over det enkle, oprigtige svar et lille barn kommer med. Vi bliver opmuntret over at høre en der begejstret fortæller om noget som han eller hun for nylig har fundet frem til eller lært. Og vi er stolte af dem der ‘tager mod til sig’ og svarer selvom de er generte eller først lige er begyndt at lære sproget. (1. Thess. 2:2) Hvordan kan vi vise at vi værdsætter deres indsats? Vi kan takke dem for deres opmuntrende kommentar efter mødet. Men noget andet vi kan gøre, er selv at give kommentarer. Så er vi ikke kun nogle der får opmuntring ved møderne, men også nogle der giver opmuntring. – Rom. 1:11, 12.

7. Hvordan gavner det os at kommentere?

7 Det gavner os selv at vi kommenterer. (Esa. 48:17) Hvordan? For det første: Det at vi gerne vil kommentere, får os til at forberede os godt til mødet. Når vi forbereder os godt, får vi en dybere forståelse af Guds ord. Og jo bedre vi forstår Guds ord, jo bedre vil vi være i stand til at bruge det vi lærer, i vores liv. For det andet vil det gøre møderne mere spændende for os at vi deltager i drøftelserne. Og for det tredje: Fordi det kræver en ekstra indsats af os at kommentere, vil vi ofte huske det vi har givet kommentar om, længe efter det pågældende møde.

8-9. (a) Hvordan påvirker det ifølge Malakias 3:16 Jehova at vi kommenterer? (b) Hvilken udfordring kæmper nogle med?

8 Det glæder Jehova når vi giver udtryk for vores tro. Vi kan være helt sikre på at Jehova lytter til os og værdsætter den indsats vi gør for at svare ved møderne. (Læs Malakias 3:16). Han viser sin værdsættelse ved at velsigne de anstrengelser vi gør os for at glæde ham. – Mal. 3:10.

9 Vi har tydeligvis mange gode grunde til at svare ved møderne. Men nogle er måske alligevel bange for at række hånden op. Hvis det er sådan du har det, så mist ikke modet. Lad os se på nogle principper i Bibelen, nogle eksempler og nogle praktiske tips som kan hjælpe os alle til at svare mere ved møderne.

HVORDAN DU TACKLER NERVØSITET

10. (a) Hvad er mange af os nervøse for? (b) Hvordan kan det være et godt tegn at man er nervøs for at svare?

10 Får du en knude i maven hver gang du bare overvejer at række hånden op og svare? I så fald er du ikke den eneste. Sandheden er at de fleste af os føler en vis nervøsitet når vi skal svare. Men før du kan tackle din nervøsitet, må du finde ud af hvad der er årsag til den. Er du bange for at du vil glemme det du skal sige, eller at du vil komme til at sige noget forkert? Er du bekymret for at din kommentar ikke vil være lige så god som de andres? Faktisk kan de betænkeligheder være et godt tegn. De er et tegn på at du er ydmyg og betragter andre som nogle der betyder mere end dig selv – en egenskab som Jehova værdsætter. (Sl. 138:6; Flp. 2:3) Men Jehova ønsker også at du skal lovprise ham og opmuntre dine brødre og søstre ved møderne. (1. Thess. 5:11) Han elsker dig og skal nok give dig det mod der skal til.

11. Hvilke tanker fra Bibelen kan hjælpe os?

11 Bibelen indeholder nogle gode tanker som kan hjælpe os i den forbindelse. Den nævner at vi alle indimellem begår fejl i det vi siger, og måden vi siger det på. (Jak. 3:2) Jehova forventer ikke at vi er perfekte, og det gør vores brødre og søstre heller ikke. (Sl. 103:12-14) De er vores åndelige familie, og de elsker os. (Mark. 10:29, 30; Joh. 13:35) De forstår det godt hvis vores svar ikke altid kommer ud på den måde vi havde tænkt.

12-13. Hvad kan vi lære af Nehemias og Jonas?

12 Der er også nogle eksempler fra Bibelen som kan hjælpe dig til at tackle din nervøsitet. Tænk på Nehemias, der tjente ved en mægtig konges hof. Nehemias var nedtrykt fordi han havde hørt at Jerusalems mure og porte stadig lå i ruiner. (Neh. 1:1-4) Mon ikke han har fået en knude i maven da kongen pludselig spurgte ham hvorfor han så så ulykkelig ud? Men Nehemias bad hurtigt en bøn til Jehova og svarede så kongen. Det resulterede i at kongen hjalp Guds folk på mange måder. (Neh. 2:1-8) Tænk også på Jonas. Da Jehova bad ham om at tale til indbyggerne i Nineve, blev Jonas så rædselsslagen at han flygtede i den stik modsatte retning. (Jon. 1:1-3) Men med Jehovas hjælp klarede Jonas sin opgave, og det han sagde, var med til at redde indbyggerne i byen. (Jon. 3:5-10) Af Nehemias lærer vi hvor vigtigt det er at bede før vi svarer, og af Jonas lærer vi at Jehova kan hjælpe os til at tjene ham uanset hvor bange vi er. Realistisk set er der nok ikke nogen menighed der er lige så skræmmende som ninevitterne.

13 Hvilke praktiske råd kan hjælpe dig til at give opmuntrende kommentarer ved møderne? Lad os se på nogle forslag.

14. Hvorfor må vi forberede os godt til møderne, og hvornår kan vi gøre det?

14 Forbered dig til hvert møde. Når du har en fast plan for din forberedelse og sætter dig godt ind i stoffet, vil du føle dig mere opsat på at svare. (Ordsp. 21:5) Det kan selvfølgelig være forskelligt hvordan vi gør det. Eloise, en enke i firserne, begynder at forberede studieartiklen i Vagttårnet først på ugen. Hun siger: “Jeg får meget mere ud af møderne når jeg har studeret det i god tid.” Joy, der har fuldtidsarbejde, sætter tid af til at studere Vagttårnet om lørdagen. “Jeg kan godt lide at have materialet i frisk erindring,” siger hun. Ike, en travl ældste der er pioner, siger: “For mig er det bedst at studere flere kortere perioder i løbet af ugen i stedet for at tage det hele i én stor portion.”

15. Hvordan kan man forberede sig godt til et møde?

15 Hvad indebærer det at forberede sig godt til et møde? Begynd altid med at bede Jehova om at give dig hellig ånd før du studerer. (Luk. 11:13; 1. Joh. 5:14) Brug derefter et par minutter på at få et overblik over stoffet. Analysér titlen, underoverskrifterne, billederne og boksene. Gå så tilbage og studér paragrafferne, og læs så mange af de anførte bibelvers som du har mulighed for. Meditér over stoffet, og brug ekstra tid på at tænke over det du gerne vil svare på. Jo bedre du er forberedt, jo mere vil det gavne dig selv, og jo lettere vil det være for dig at kommentere ved mødet. – 2. Kor. 9:6.

16. Hvilke redskaber har vi, og hvordan bruger du dem?

16 Hvis du har mulighed for det, så brug de digitale redskaber der findes på dit sprog. Gennem sin organisation har Jehova givet os forskellige elektroniske redskaber som vi kan bruge når vi forbereder os til møderne. I appen JW Library® kan vi downloade de forskellige studiepublikationer til vores elektroniske enhed. Herefter kan vi studere – eller bare læse eller lytte til – materialet når som helst og hvor som helst. Nogle bruger dette redskab til at studere når de har middagspause på arbejdet eller i skolen, eller når de er på farten. Watchtower Library og Watchtower ONLINE LIBRARYgør det meget let at undersøge de ting i materialet som vi gerne vil gå mere i dybden med.

Hvornår sætter du tid af til at forberede dig til møderne? (Se paragraf 14-16) *

17. (a) Hvorfor er det godt at forberede flere svar? (b) Hvad har du lært af filmen Bliv Jehovas ven – Forbered dit svar?

17 Hvis du har mulighed for det, så forbered flere svar til hver drøftelse. Hvorfor? Fordi det ikke altid er sikkert du bliver taget når du rækker hånden op. Der er måske andre som har hånden oppe til samme spørgsmål, og det kan være at studielederen vælger en af dem. For at sikre at mødet slutter til tiden, er studielederen måske nødt til at begrænse antallet af svar nogle steder i drøftelsen. Så bliv ikke fornærmet eller skuffet hvis du ikke straks får lov til at svare. Hvis du har forberedt flere svar, har du flere muligheder for at deltage i drøftelsen. En af de gange du deltager, kunne det være ved at læse et bibelvers højt. Men hvis du kan, så vær også med til at svare med dine egne ord. *

18. Hvorfor skal vores kommentarer være korte?

18 Giv korte kommentarer. Ofte er de mest opmuntrende svar dem der er korte og enkle. Så hav som mål at holde dine kommentarer korte – helst under 30 sekunder. (Ordsp. 10:19; 15:23) Er du en af dem der har svaret ved møderne i mange år? Så har du en vigtig rolle i den forbindelse – du må være et godt eksempel ved selv at give korte kommentarer. Hvis du kommer med lange udredninger der varer flere minutter, kan det afskrække andre, og de begynder måske at tænke at det kan de slet ikke leve op til. Korte kommentarer giver desuden flere mulighed for at deltage ved møderne. Især hvis du er en af de første til at svare på et spørgsmål, er det vigtigt at du gør det kort og direkte. Tag ikke alle tankerne i paragraffen med i dit svar. Når hovedtanken i en paragraf er kommet frem, kan du komme med uddybende kommentarer. – Se boksen “ Hvad kan jeg sige?

19. Hvordan kan studielederen hjælpe dig, og hvad skal du selv gøre?

19 Fortæl studielederen at du gerne vil svare på en bestemt paragraf. Hvis du vælger at gøre det, må du henvende dig til ham et stykke tid inden mødet begynder. Når I når til den paragraf, så ræk hurtigt hånden op, og så højt op at studielederen tydeligt kan se den.

20. Hvordan er møderne ligesom et fælles måltid med venner?

20 Prøv at betragte menighedens møder som et måltid du nyder sammen med gode venner. Hvis du blev inviteret til en sammenkomst og blev bedt om at tage en lille ret med, hvad ville du så gøre? Måske ville du være lidt nervøs ved det, men du ville helt sikkert gøre dit bedste for at tilberede noget som alle ville kunne lide. Jehova, vores Vært, har sørget for et bord fyldt med gode åndelige retter ved mødet. (Sl. 23:5; Matt. 24:45) Og det glæder ham meget når vi har et lille bidrag med, det bedste vi har mulighed for at give. Forbered dig derfor godt, og deltag så meget som du kan. Så vil du ikke kun spise ved Jehovas bord, men også have en gave med til hele menigheden.

SANG NR. 2 Jehova er dit navn

^ par. 5 Ligesom salmisten David elsker vi alle sammen Jehova og glæder os over at lovprise ham. En særlig mulighed for at udtrykke vores kærlighed til Gud har vi når vi mødes i menigheden for at tilbede ham. Nogle af os synes imidlertid det er svært at svare ved møderne. Hvis du har det sådan, kan denne artikel hjælpe dig til at finde årsagen til din nervøsitet og overvinde den.

^ par. 17 Gå ind på jw.org og se filmen Bliv Jehovas ven – Forbered dit svar. Se under BIBELENS LÆRE > BØRN.

^ par. 63 BILLEDBESKRIVELSE: Medlemmer af en menighed glæder sig over at deltage i drøftelsen af Vagttårnet.

^ par. 65 BILLEDBESKRIVELSE: Selvom denne menigheds medlemmer har forskellige omstændigheder, sætter de alle tid til side til at forberede sig til mødet.