Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 13

Vis medfølelse i forkyndelsen

Vis medfølelse i forkyndelsen

“Han fik dyb medfølelse med dem ... Og han begyndte at lære dem mange ting.” – MARK. 6:34.

SANG NR. 70 Find frem til dem der fortjener det

FORMÅL *

1. Hvad er en af de mest hjertevarmende sider af Jesus’ personlighed? Forklar.

EN AF de mest hjertevarmende sider af Jesus’ personlighed er hans evne til at forstå de følelser vi ufuldkomne mennesker kan have. Mens Jesus var på jorden, var han ‘glad sammen med dem der var glade’, og han ‘græd sammen med dem der græd’. (Rom. 12:15) For eksempel blev han “overvældet af glæde og fyldt med hellig ånd” da hans 70 disciple kom tilbage og fortalte om en fantastisk forkyndertur. (Luk. 10:17-21) Og da han så hvor kede af det Lazarus’ pårørende var da Lazarus var død, “sukkede han ved sig selv og blev stærkt berørt”. – Joh. 11:33.

2. Hvad hjalp Jesus til at vise medfølelse med mennesker?

2 Hvad var det der gjorde at denne fuldkomne mand kunne være så medfølende med syndige mennesker? For det første elskede Jesus dem, ja, som nævnt i forrige artikel var han ‘særligt glad for menneskene’. (Ordsp. 8:31) Hans kærlighed til mennesker havde fået ham til at sætte sig grundigt ind i hvordan de tænker. Apostlen Johannes skrev: “Han vidste hvordan mennesker er.” (Joh. 2:25) Jesus engagerede sig dybt i andre. Folk kunne mærke at han elskede dem, og det fik dem til at lytte til budskabet om Riget. Jo bedre vi bliver til at føle med andre, jo bedre vil vi kunne udføre vores forkyndelse. – 2. Tim. 4:5.

3-4. (a) Hvordan vil vi betragte forkyndelsen hvis vi har medfølelse med folk? (b) Hvad vil denne artikel komme ind på?

3 Paulus vidste at han havde pligt til at forkynde, og det samme er vi bevidste om. (1. Kor. 9:16) Men hvis vi føler med andre, vil vi ikke kun betragte forkyndelsen som en pligt. Vi vil have lyst til at vise folk at vi er interesseret i dem og hellere end gerne vil hjælpe dem. Vi ved at “der er større glæde ved at give end ved at få”. (Ap.G. 20:35) Jo bedre vi bliver til at betragte forkyndelsen i det lys, jo mere vil vi nyde den.

4 I denne artikel vil vi se på hvordan vi kan vise medfølelse i forkyndelsen. Først vil vi komme ind på hvad vi kan lære af Jesus og de følelser han havde for andre. Og dernæst vil vi gennemgå fire forskellige måder vi kan efterligne ham på. – 1. Pet. 2:21.

JESUS VISTE MEDFØLELSE SOM FORKYNDER

Medfølelse fik Jesus til at forkynde et budskab der trøstede folk (Se paragraf 5-6)

5-6. (a) Hvilken slags mennesker havde Jesus medfølelse med? (b) Hvorfor havde Jesus ondt af de mennesker han forkyndte for, som forudsagt i Esajas 61:1, 2?

5 Lad os se på en situation der viser hvor medfølende Jesus var. På et tidspunkt havde han og hans disciple forkyndt en hel dag uden pause. De havde ikke engang haft “tid til at spise”. Derfor tog Jesus disciplene med hen til et øde sted hvor de kunne være for sig selv og ‘hvile sig lidt’. Men en stor flok mennesker løb i forvejen hen til det sted som Jesus og disciplene var på vej til. Hvordan reagerede Jesus da han nåede frem og så de mange mennesker? “Han fik dyb medfølelse * med dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting.” – Mark. 6:30-34.

6 Læg mærke til hvad det var der fik Jesus til at have medfølelse med de mennesker han talte til. Han så at de var “som får uden hyrde”. Måske lagde Jesus mærke til at nogle af dem var fattige og måtte arbejde hårdt for at kunne forsørge deres familie. Andre havde måske mistet nære familiemedlemmer i døden. Det var sikkert situationer Jesus kunne relatere til. Som vi var inde på i den forrige artikel, havde han måske prøvet præcis det samme. Jesus havde omsorg for andre, og han følte sig motiveret til at trøste dem med sit budskab. – Læs Esajas 61:1, 2.

7. Hvordan kan vi følge Jesus’ eksempel?

7 Hvad kan vi lære af Jesus’ eksempel? Ligesom ham er vi omgivet af mennesker der er “som får uden hyrde”. De kæmper med mange forskellige problemer. Og vi har lige det de har brug for – budskabet om Riget. (Åb. 14:6) Vi gør som vores store forbillede og forkynder den gode nyhed fordi vi har “medfølelse med de svage og de fattige”. (Sl. 72:13) Vi føler med folk og ønsker at gøre noget for at hjælpe dem.

HVORDAN VI KAN VISE MEDFØLELSE

Tænk på den enkeltes behov (Se paragraf 8-9)

8. Nævn en af de måder vi kan vise medfølelse på i forkyndelsen. Hvad kan det sammenlignes med?

8 Hvad kan hjælpe os til at vise medfølelse med dem vi møder i forkyndelsen? Vi må sætte os i deres sted og behandle dem ligesom vi selv gerne vil behandles. * (Matt. 7:12) Lad os se på fire specifikke måder vi kan gøre det på. For det første: Tænk på den enkeltes behov. Når vi forkynder den gode nyhed, har vi en rolle der ligner den en læge har. En god læge tænker over den enkelte patients behov. Han stiller spørgsmål og lytter opmærksomt mens patienten beskriver sin tilstand og sine symptomer. I stedet for at ordinere den første behandling han lige kommer i tanke om, vil lægen holde øje med patientens situation i et stykke tid så han bliver sikker på hvilken behandling der vil være den rigtige. Vi bør også tage hensyn til hvert eneste menneskes omstændigheder og synspunkter og ikke bruge samme fremgangsmåde over for alle.

9. Hvad skal vi ikke gå ud fra at vi ved?

9 Når du møder en i tjenesten, så gå ikke ud fra at du kender hans situation eller ved hvad han tror på, og hvorfor. (Ordsp. 18:13) Prøv i stedet at lære vedkommende at kende ved at stille taktfulde spørgsmål. (Ordsp. 20:5) Hvis det er passende i den kultur du er i, kan du spørge til hans arbejde, hans familie, hans baggrund og hans synspunkter. Når vi får personen til at åbne sig, lader vi i virkeligheden ham fortælle os hvorfor han har brug for den gode nyhed. Når først vi ved det, kan vi vise medfølelse ved at tage hensyn til vedkommendes specifikke behov og give ham den hjælp han har brug for, præcis som Jesus gjorde. – Se også 1. Korinther 9:19-23.

Når du vil forkynde for en, så prøv at forestille dig hvordan vedkommendes liv er (Se paragraf 10-11)

10-11. Hvad er endnu en måde vi kan vise medfølelse på, som omtalt i 2. Korinther 4:7, 8? Nævn et eksempel.

10 For det andet: Prøv at forestille dig hvordan folks liv er. På visse punkter kan vi relatere til deres situation. Vi er jo på ingen måde immune over for de problemer der rammer ufuldkomne mennesker. (1. Kor. 10:13) Vi ved at livet i denne verden kan være meget svært, og vi holder kun til det fordi vi får Jehovas hjælp. (Læs 2. Korinther 4:7, 8). Men tænk så på dem der kæmper for at overleve i denne verden uden at have Jehova som deres nære ven. Ligesom Jesus føler vi for de mennesker, og vi har lyst til at bringe dem “godt nyt om noget bedre”. – Esa. 52:7.

11 En bror der hedder Sergej, kan bekræfte det. Før han lærte sandheden at kende, var han meget genert og indadvendt. Han havde svært ved at tale med andre mennesker. Men på et tidspunkt sagde han ja tak til et bibelstudie. “Ved at studere Bibelen lærte jeg at kristne har pligt til at fortælle andre om deres tro,” siger Sergej. “Jeg var helt overbevist om at det ville jeg aldrig kunne gøre.” Alligevel tænkte han på dem der endnu ikke havde hørt om sandheden, og han forestillede sig hvordan deres liv måtte være når de ikke kendte Jehova. De nye sandheder Sergej lærte, gav ham stor glæde og indre fred. “Jeg vidste at andre også havde brug for at lære disse sandheder.” I takt med at Sergej fik større medfølelse med andre, blev hans mod til at forkynde også større. “Til min store overraskelse,” siger Sergej, “fik jeg faktisk større selvtillid af at tale med andre om Bibelen. Det styrkede også mig selv i min nye tro.” *

For nogle kan det tage tid at gøre åndelige fremskridt (Se paragraf 12-13)

12-13. Hvorfor skal vi være tålmodige med dem vi underviser? Brug en illustration.

12 For det tredje: Vær tålmodig med dem du underviser. Husk at de måske aldrig før har tænkt over de sandheder fra Bibelen som vi kender så godt. Og mange har stærke følelser omkring det de tror på. De betragter måske deres tro som noget der binder dem sammen med deres familie, deres kultur eller deres samfund. Hvordan kan vi hjælpe dem?

13 Tænk over denne sammenligning: Hvad sker der når en gammel bro skal erstattes af en ny? Mange gange bliver der bygget en ny bro mens den gamle stadig er i brug. Når så den nye bro er færdig, kan man rive den gamle ned. Inden vi tilskynder folk til at give afkald på deres elskede “gamle” tro, er vi måske nødt til at hjælpe dem til at få en dyb værdsættelse af “nye” sandheder – bibelske lærepunkter der til at begynde med er helt ukendte for dem. Først på det tidspunkt vil de måske være klar til at give slip på deres tidligere opfattelser. Det kan tage tid at hjælpe folk til at gøre den slags forandringer. – Rom. 12:2.

14-15. Hvordan kan vi hjælpe dem der ikke kender håbet om evigt liv på en paradisisk jord? Nævn et forslag.

14 Hvis vi er tålmodige med dem vi møder i forkyndelsen, vil vi ikke forvente at de forstår eller accepterer sandheden fra Bibelen første gang de hører den. Nej, medfølelse vil få os til at give dem tid til at tænke over det Bibelen siger. Hvordan kunne man for eksempel hjælpe en til at forstå at Gud har givet mennesker et håb om at leve evigt på en paradisisk jord? Mange ved ingenting eller meget lidt om denne sandhed. De tror måske at døden er enden på alt. Eller også tror de at alle gode mennesker kommer i himlen. Hvordan kan vi hjælpe dem?

15 En bror fortæller om en metode han har fundet ud af virker godt. Først læser han 1. Mosebog 1:28. Og så spørger han den besøgte: “Hvor var det Gud ønskede at menneskene skulle bo, og hvordan skulle forholdene være der?” De fleste svarer: “På jorden, under gode forhold.” Dernæst læser broren Esajas 55:11 og spørger om Guds hensigt har ændret sig. Ofte vil den besøgte svare nej. Til sidst læser broren Salme 37:10, 11 og spørger hvad det fortæller om menneskenes fremtid. Ved at bruge Bibelen på denne måde har han hjulpet mange til at forstå at Gud stadig ønsker at gode mennesker skal leve for evigt i et paradis her på jorden.

En lille, venlig gerning, for eksempel at sende et brev, kan gøre meget godt (Se paragraf 16-17)

16-17. Hvordan kan vi rent praktisk vise medfølelse når vi tænker på opfordringen i Ordsprogene 3:27? Nævn et eksempel.

16 For det fjerde: Vær på udkig efter hvordan du rent praktisk kan vise hensyn og omsorg. Hvad kan vi gøre hvis vi er kommet på et tidspunkt der ikke passer den besøgte? Så kan vi undskylde og tilbyde at komme tilbage på et bedre tidspunkt. Hvad så hvis den besøgte har brug for en hjælpende hånd? Eller hvis en der er bundet til hjemmet, har brug for en der kan løbe et ærinde? Måske kan vi hjælpe i den slags situationer. – Læs Ordsprogene 3:27.

17 En søster opnåede gode resultater ved at gøre noget der kunne virke som en lille ting. Medfølelse fik hende til at skrive et brev til en familie der havde mistet en lille nyfødt dreng. I sit brev skrev hun blandt andet nogle trøstende ord fra Bibelen. Hvordan reagerede familien? Den sørgende mor skrev: “Jeg havde den mest forfærdelige dag i går. Du aner ikke hvor meget dit brev betød for os. Jeg kan slet ikke takke dig nok eller sætte ord på hvor meget det trøstede os. Jeg må have læst dit brev mindst 20 gange i går. Det var så kærligt, omsorgsfuldt og trøstende. Vi takker dig af hele vores hjerte!” Der er ingen tvivl om at vi også vil opnå gode resultater hvis vi sætter os i andres sted når de kommer ud for noget svært, og så gør noget for at hjælpe dem.

HAV ET AFBALANCERET SYN PÅ DIN ROLLE

18. Hvor vigtig er vores rolle som forkyndere ifølge 1. Korinther 3:6, 7?

18 Vi kan gøre meget for at lære andre Gud at kende, men vi spiller trods alt ikke den vigtigste rolle. (Læs 1. Korinther 3:6, 7). Vi må have et afbalanceret syn på os selv som forkyndere, for det er Jehova der drager mennesker. (Joh. 6:44) Og i sidste ende er det den enkeltes hjertetilstand der afgør om han eller hun reagerer positivt på den gode nyhed. (Matt. 13:4-8) Husk at de fleste ikke lyttede til det budskab Jesus forkyndte – og han var den bedste Lærer der nogensinde har levet! Derfor bør vi heller ikke miste modet hvis mange af dem vi prøver at hjælpe, ikke reagerer positivt.

19. Hvilke gode ting kommer der ud af at vise medfølelse i forkyndelsen?

19 Der vil komme meget godt ud af det når vi viser medfølelse med andre i forkyndelsen. Vi vil nyde forkyndelsen meget mere. Vi vil mærke den glæde der kommer af at give. Og de der har ‘den rette indstilling så de kan få evigt liv’, vil få lettere ved at tage imod den gode nyhed. (Ap.G. 13:48) “Lad os derfor, så længe vi har mulighed for det, gøre godt mod alle.” (Gal. 6:10) Så vil vi opleve den glæde der er ved at ophøje vores himmelske Far. – Matt. 5:16.

SANG NR. 64 Vi tager del i høsten med glæde

^ par. 5 Når vi viser medfølelse med andre i forkyndelsen, får vi større glæde – og ofte også bedre resultater. Artiklen vil vise hvorfor det er sådan. Den vil også komme ind på hvad vi kan lære af Jesus’ eksempel, og gennemgå fire specifikke måder vi kan vise medfølelse på i forkyndelsen.

^ par. 5 FORKLARING: “Dyb medfølelse” indeholder tanken om at man føler stærkt med nogen der lider eller er blevet behandlet hårdt. Sådanne følelser kan få en person til at gøre alt hvad han kan, for at hjælpe andre.

^ par. 8 Se artiklen “Følg Den Gyldne Regel i din tjeneste” i Vagttårnet for 15. maj 2014.