På dansk bruges “amen” i betydningen “lad det være sådan” eller “det er sikkert”. Det kommer af et hebraisk rodord der betyder “at være trofast; at være pålidelig”. På Bibelens tid blev det ofte brugt i juridisk sammenhæng. Når en havde aflagt et løfte, sagde han “amen” for at bekræfte at det han havde sagt, var sandt, og at han påtog sig konsekvenserne. (4. Mos. 5:22) Efter at have slået et løfte fast på denne måde havde man ekstra motivation til at holde ord. – Neh. 5:13.

Et særligt eksempel på brugen af “amen” finder vi i 5. Mosebog, kapitel 27. Efter at israelitterne var kommet ind i det lovede land, skulle de samles mellem Ebals Bjerg og Garizims Bjerg for at høre Loven blive oplæst. De skulle ikke bare lytte men også bekræfte at de ville holde Loven. Det gjorde de ved at svare “amen” når de hørte hvad ulydighed ville medføre. (5. Mos. 27:15-26) Forestil dig hvor højt det gjaldede når tusinder af mænd, kvinder og børn svarede! (Jos. 8:30-35) De har aldrig glemt deres svar. Og de holdt deres ord, for der siges: “Israel fortsatte med at tjene Jehova så længe Josva levede, og så længe alle de ældste der levede længere end ham, var i live, de der kendte til alt det Jehova havde gjort for Israel.” – Jos. 24:31.

Jesus brugte også ordet “amen” for at understrege at det han sagde, var sandt. Men i stedet for at bruge det som svar brugte han det som indledning til en udtalelse han ville understrege. På dansk er  hans “amen” flere steder gengivet med “Det siger jeg jer”. Nogle gange gav Jesus sine ord ekstra eftertryk ved at sige “amen” to gange, og det er for eksempel gengivet med “Jeg siger jer som sandt er”. (Matt. 5:18; Joh. 1:51) På den måde forsikrede han sine tilhørere om at hans udtalelser var sande. Jesus kunne udtale sig med så stor sikkerhed fordi han havde fået myndighed til at lade alle Guds løfter blive opfyldt. – 2. Kor. 1:20; Åb. 3:14.

Israelitterne sagde også “amen” i bøn til Jehova og i lovprisning af ham. (Neh. 8:6; Sl. 41:13) Efter en bøn sagde de der hørte bønnen, “amen” for at vise at de antog ordene som deres egne. På den måde kunne alle der var til stede, have en personlig andel i tilbedelsen. Sådan var det da kong David førte Jehovas ark til Jerusalem. Ved den festlighed der fulgte, bad han en inderlig bøn som vi kan læse i 1. Krønikebog 16:8-36. Folket der var til stede, blev så bevæget at “hele folket sagde: ‘Amen!’ og lovpriste Jehova”. Ja, det svar israelitterne gav i kor, må have gjort det til en stor og glædelig oplevelse.

Kristne i det første århundrede brugte også ordet “amen” i lovprisning af Jehova. Flere bibelskribenter tog det med i deres breve. (Rom. 1:25; 16:27; 1. Pet. 4:11) I Åbenbaringen nævnes det at selv åndeskabninger ærer Jehova ved at sige: “Amen! Lovpris Jah!” (Åb. 19:1, 4) Det var almindeligt blandt de kristne at sige “amen” når der var blevet bedt en bøn ved deres møder. (1. Kor. 14:16) Men det skulle ikke siges rutinemæssigt.

Når man kender baggrunden for ordet “amen”, forstår man hvorfor det er så meningsfyldt.  Når vi afslutter en personlig bøn med “amen”, bekræfter vi at vi mener det vi har sagt. Og når vi siger “amen”, enten højt eller for os selv, efter en bøn som en anden har bedt, viser vi at vi går ind for de tanker der blev udtrykt. Men der er også andre grunde til at ordet har betydning:

Vi deltager aktivt i tilbedelsen. Når vi beder til Jehova, er det ikke kun vigtigt hvad vi siger, men også hvordan vores indstilling er. Vi vil gerne kunne sige “amen” af et helt hjerte, og det hjælper os til at koncentrere os og have den rigtige attitude under bønnen.

Vi bliver forenet i tilbedelsen. Ved en offentlig bøn samler vi opmærksomheden om noget som hele menigheden lytter til. (Ap.G. 1:14; 12:5) Og når vi siger “amen” samtidig med vores brødre og søstre, forener det os. Uanset om vi siger det højt eller inde i os selv, giver det Jehova endnu større grund til at gøre det vi sammen beder ham om.

Vi lovpriser Jehova. Han lægger mærke til de små ting vi gør i tilbedelsen af ham. (Luk. 21:2, 3) Han ser vores motiv og ved hvad der bor i vores hjerte. Også når vi følger et møde over telefonen, vil Jehova lægge mærke til at vi siger “amen”. Det hører med til menighedens fælles lovprisning.

Det er altså langtfra uden betydning at vi siger det lille ord “amen”. Et bibelopslagsværk siger at Guds tjenere “med dette ene ord” kan give udtryk for “deres tillid, fulde anerkendelse og urokkelige håb”. Ja, vi ønsker at ære og glæde Jehova hver gang vi siger “amen”. – Sl. 19:14.