Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 49

”Der er en fastsat tid” til arbejde og til hvile

”Der er en fastsat tid” til arbejde og til hvile

‘Kom med mig til et øde sted hvor I kan hvile jer lidt.’ – MARK. 6:31.

SANG NR. 143 Trofaste mens vi venter

FORMÅL *

1. Hvilke holdninger har mange til arbejde?

HVORDAN ser de fleste der hvor du bor, på arbejde? I mange lande arbejder folk mere end nogensinde før. De der arbejder alt for meget, har ofte for travlt til at hvile sig, bruge tid sammen med familien eller få dækket deres åndelige behov. (Præd. 2:23) Men der er også nogle der slet ikke bryder sig om at arbejde og har mange undskyldninger for at undgå det. – Ordsp. 26:13, 14.

2-3. Hvordan er Jehova og Jesus eksempler for os når det gælder arbejde?

2 Verdens uligevægtige holdning står i skarp kontrast til det syn Jehova og Jesus har på arbejde. Der er ingen tvivl om at Jehova elsker at arbejde. Det pointerede Jesus da han sagde: “Min Far er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.” (Joh. 5:17) Tænk på alt det arbejde Gud udførte da han skabte utallige åndeskabninger og det uendelige univers. Vi ser også masser af eksempler på Jehovas arbejde når vi betragter den smukke klode vi bor på. En salmist sagde: “Hvor er dine værker mange, Jehova, og du har udført dem alle med visdom! Jorden er fyldt med det du har skabt.” – Sl. 104:24.

3 Jesus efterlignede sin Far. Han var med da Gud “skabte himlen”. Ja, som “en dygtig, betroet arbejder” var han ved Jehovas side. (Ordsp. 8:27-31) Og meget senere, da Jesus var på jorden, udførte han et helt enestående arbejde. Dette arbejde var som mad for ham, og alt det han gjorde, beviste at han var sendt af Gud. – Joh. 4:34; 5:36; 14:10.

4. Hvad kan vi lære af Jehova og Jesus når det gælder hvile?

4 Vi vil jo gerne efterligne Jehovas og Jesus’ holdning til arbejde, men betyder det at vi aldrig må hvile os og slappe af? Nej, slet ikke. Jehova bliver aldrig træt, så han har ikke brug for at hvile sig. Alligevel siger Bibelen at Jehova ‘hvilede og var tilfreds’ efter at han havde skabt himlen og jorden. (2. Mos. 31:17) Ja, Jehova standsede op og glædede sig over det han havde skabt. Og selvom Jesus arbejdede flittigt mens han var her på jorden, tog han sig alligevel tid til at slappe af og til at spise sammen med sine venner. – Matt. 14:13; Luk. 7:34.

5. Hvilken udfordring har mange af os?

5 Bibelen opfordrer os til at have et positivt syn på arbejde. Guds tjenere skal være flittige og ikke dovne. (Ordsp. 15:19) Måske har du et job for at kunne forsørge din familie. Som en discipel af Kristus har du også et ansvar for at være med i arbejdet med at forkynde den gode nyhed. Men samtidig har du brug for hvile. Kæmper du indimellem for at finde balancen mellem arbejde, forkyndelse og hvile? Hvordan kan vi finde ud af hvor meget vi skal arbejde, og hvor meget vi skal slappe af?

NØDVENDIGT AT FINDE BALANCEN

6. Hvordan viser beretningen i Markus 6:30-34 at Jesus havde et afbalanceret syn på arbejde og hvile?

6 Når det gælder arbejde, er det vigtigt at være afbalanceret. Kong Salomon blev inspireret til at skrive: “Der er en fastsat tid til alt.” Han nævnte at der var en tid til at plante, til at bygge, til at græde, til at le, til at danse og til mange andre ting. (Præd. 3:1-8) Det er tydeligt at arbejde og hvile er to grundelementer i livet. Jesus havde et afbalanceret syn på arbejde og hvile. Da apostlene på et tidspunkt kom tilbage efter en forkyndertur, havde de så travlt at de ikke engang havde tid til at spise. Jesus sagde: “Kom I med mig til et øde sted hvor vi kan være for os selv og I kan hvile jer lidt.” (Læs Markus 6:30-34). Det var ikke altid muligt for Jesus og hans disciple at få den hvile de trængte til, men Jesus var opmærksom på det behov de alle havde for at hvile sig og slappe af.

7. Hvad kan en gennemgang af sabbatsloven hjælpe os til?

7 Nogle gange har vi brug for hvile eller lidt forandring. Det kan vi se ud fra en ordning Gud indførte for sit folk i fortiden – den ugentlige sabbat. Vi er ikke underlagt Moseloven, men alligevel kan vi lære meget af at se hvad den siger om sabbatten. Det vi lærer, kan hjælpe os til at analysere vores eget syn på arbejde og hvile.

SABBATTEN – EN TID TIL HVILE OG TILBEDELSE

8. Hvad var formålet med sabbatten ifølge 2. Mosebog 31:12-15?

8 Bibelen fortæller at Jehova efter den sjette skabelsesdag holdt en pause fra sit arbejde med at skabe. (1. Mos. 2:2) Men Jehova elsker at arbejde, så på andre områder er han “blevet ved med at arbejde”. (Joh. 5:17) Ordningen med den ugentlige sabbatsdag er en pendant til Jehovas hviledag, der er beskrevet i Første Mosebog. Gud sagde at sabbatten var et tegn mellem ham og Israel. Det var en dag med “fuldstændig hvile”, og den var “hellig for Jehova”. (Læs 2. Mosebog 31:12-15). Forbuddet mod at arbejde gjaldt alle, også børn, trælle og husdyr. (2. Mos. 20:10) Den gav folket ro til at koncentrere sig mere om det åndelige.

9. Hvilket uligevægtigt syn på sabbatten havde nogle på Jesus’ tid?

Sabbatsdagen var god for Guds folk, men mange religiøse ledere på Jesus’ tid havde et helt forvrænget syn på den. De påstod endda at det på sabbatten var forbudt at plukke nogle få aks eller at helbrede en der var syg. (Mark. 2:23-27; 3:2-5) Sådanne opfattelser afspejlede på ingen måde Guds tankegang, og det gjorde Jesus helt klart for dem der lyttede til ham.

Jesus’ familie brugte sabbatten på at styrke deres forhold til Jehova (Se paragraf 10) *

10. Hvad lærer Matthæus 12:9-12 os om Jesus’ syn på sabbatten?

10 Jesus og hans jødiske disciple holdt sabbatten fordi de var underlagt Moseloven. * Men Jesus viste både i ord og handling at det at overholde sabbatten skulle være forbundet med rimelighed, og at det var tilladt at gøre gode gerninger den dag. Han sagde ligeud: ‘Det er tilladt at gøre noget godt på sabbatten.’ (Læs Matthæus 12:9-12). Han betragtede ikke kærlige og omsorgsfulde handlinger som en overtrædelse af sabbatten. Det Jesus gjorde, understregede selve formålet med ordningen. Fordi Guds folk holdt fri fra deres daglige arbejde på sabbatten, kunne alle fokusere på det åndelige. Jesus var vokset op i en familie der må have brugt sabbatten på at få et nærmere forhold til Jehova. At familien har haft den vane, kan vi konkludere ud fra det vi læser om Jesus da han besøgte sin hjemby Nazaret: “Som han plejede på sabbatsdagen, gik han hen i synagogen,” og “han rejste sig for at læse”. – Luk. 4:15-19.

HVAD ER DIN HOLDNING TIL ARBEJDE?

11. Hvilket godt eksempel kunne Jesus betragte når det gjaldt arbejde?

11 Josef havde uden tvivl samme holdning til arbejde som Gud havde, og det var den holdning han gav videre til sin adoptivsøn, Jesus, da han oplærte ham som tømrer. (Matt. 13:55, 56) Jesus må have set Josef arbejde hårdt dag efter dag for at forsørge sin store familie. Interessant nok sagde Jesus senere til sine disciple: “Den der arbejder, har fortjent sin løn.” (Luk. 10:7) Ja, Jesus kendte til hårdt arbejde.

12. Hvilke bibelvers viser noget om den rigtige indstilling til arbejde?

12 Paulus vidste også hvad det ville sige at arbejde. Hans hovedopgave var at forkynde om Jesus og hans budskab, men han arbejdede også for at kunne forsørge sig selv. Thessalonikerne var klar over at han “sled i det nat og dag for ikke at være en økonomisk byrde” for nogen. (2. Thess. 3:8; Ap.G. 20:34, 35) Da Paulus nævnte det for dem, hentydede han måske til sit arbejde som teltmager. Mens han var i Korinth, boede han hos Akvila og Priskilla og “arbejdede sammen med dem, for de var teltmagere af fag”. At Paulus arbejdede “nat og dag”, betød ikke at han arbejdede 24 timer i døgnet. Han holdt pauser fra teltsyningen, blandt andet på sabbatten. Den dag havde han mulighed for at forkynde for jøderne, der også holdt fri fra deres arbejde på sabbatten. – Ap.G. 13:14-16, 42-44; 16:13; 18:1-4.

13. Hvad kan vi lære af Paulus’ eksempel?

13 Apostlen Paulus er et godt eksempel for os. Han var nødt til at have et verdsligt arbejde, men han var især optaget af “den hellige tjeneste med Guds gode nyhed”. (Rom. 15:16; 2. Kor. 11:23) Det var derfor han kaldte Akvila og Priskilla for sine “medarbejdere i tjenesten for Kristus Jesus”. (Rom. 16:3) Han tilskyndede andre til at have samme holdning til arbejde. (Rom. 12:11) Paulus opfordrede korintherne til at være “travlt optaget af tjenesten for Herren”. (1. Kor. 15:58; 2. Kor. 9:8) Og i forbindelse med arbejde inspirerede Jehova Paulus til at skrive: “Hvis nogen ikke vil arbejde, skal han heller ikke spise.” – 2. Thess. 3:10.

14. Hvad mente Jesus med ordene i Johannes 14:12?

14 Det vigtigste arbejde her i de sidste dage er arbejdet med at forkynde og gøre folk til disciple af Jesus. Faktisk forudsagde Jesus at hans disciple ville udføre et arbejde der var større end det han havde udført. (Læs Johannes 14:12). Han mente ikke at vi ville gøre mirakler, sådan som han havde gjort. Men hans disciple ville forkynde mange flere steder, for flere mennesker og i længere tid end ham.

15. Hvilke spørgsmål må vi stille os selv, og hvorfor?

15 Hvis du har et verdsligt arbejde, så stil dig selv disse spørgsmål: ‘Er jeg kendt på min arbejdsplads for at være flittig? Holder jeg de deadlines der er, og gør jeg altid mit bedste?’ Hvis du kan svare ja, vil du sikkert vinde din arbejdsgivers tillid. Og din måde at være på vil sikkert give dine kolleger større lyst til at lytte til den gode nyhed om Riget. De samme spørgsmål kan du stille dig selv i forbindelse med forkyndelsen: ‘Er jeg kendt for at være en flittig forkynder? Forbereder jeg mig godt inden jeg går ud? Kommer jeg hurtigt tilbage til dem der har vist interesse? Og er jeg regelmæssigt med i forskellige tjenestegrene?’ Hvis du kan svare ja, vil du højst sandsynligt glæde dig over det arbejde du udfører.

HVAD ER DIN HOLDNING TIL HVILE OG AFSLAPNING?

16. Hvordan var Jesus’ og apostlenes holdning til hvile og afslapning anderledes end den holdning mange i dag har?

16 Jesus vidste at han selv og apostlene indimellem havde brug for at hvile sig og slappe af. Men mange mennesker på Jesus’ tid og mange i dag er ligesom den rige mand Jesus nævnte i en af sine lignelser. Manden sagde til sig selv: “Tag den med ro, spis, drik og nyd livet.” (Luk. 12:19; 2. Tim. 3:4) Han valgte at centrere sit liv om afslapning og fornøjelser. Jesus og apostlene var helt anderledes – for dem var det vigtigste ikke at slappe af og gøre det de selv havde lyst til.

Hvis vi har et afbalanceret syn på arbejde og hvile, vil vi kunne koncentrere os om at gøre gode gerninger der giver os nye kræfter (Se paragraf 17) *

17. Hvordan bruger vi vores fritid?

17 I dag prøver vi at efterligne Jesus ved ikke kun at bruge vores fritid på at slappe af men også på at gøre godt ved at forkynde for andre og overvære møderne. De ting er så vigtig en del af vores hellige tjeneste for Jehova at vi gør alt hvad vi kan, for regelmæssigt at deltage i dem. (Hebr. 10:24, 25) Selv når vi er på ferie, holder vi fast ved vores åndelige rutiner. Uanset hvor vi er, overværer vi møderne og er på udkig efter muligheder for at indlede samtaler med dem vi møder. – 2. Tim. 4:2.

18. Hvad ønsker vores konge, Jesus Kristus, at vi skal?

18 Hvor er vi taknemmelige for at vores konge, Jesus Kristus, er rimelig og hjælper os til at have et afbalanceret syn på arbejde og hvile! (Hebr. 4:15) Han ønsker at vi skal have den hvile vi har brug for. Og han ønsker også at vi skal være flittige – både på vores verdslige arbejde så vi kan forsørge os selv, og i forkyndelsen, som giver os nye kræfter. I den næste artikel vil vi se på hvad Jesus har gjort for at befri os fra en grusom form for slaveri.

SANG NR. 38 Han vil gøre dig stærk

^ par. 5 Bibelen lærer os hvordan vi kan have et afbalanceret syn på arbejde og afslapning. Med israelitternes ugentlige sabbat som udgangspunkt vil artiklen her hjælpe os til at analysere vores egen holdning til arbejde og hvile.

^ par. 10 Disciplene havde så stor respekt for sabbatsloven at de afbrød det de var i gang med i forbindelse med Jesus’ begravelse, og først fortsatte da sabbatsdagen var forbi. – Luk. 23:55, 56.

^ par. 55 BILLEDBESKRIVELSE: Josef tager sin familie med hen i synagogen på sabbatten.

^ par. 57 BILLEDBESKRIVELSE: En far der arbejder for at kunne forsørge sin familie, bruger sin fritid på teokratiske aktiviteter, selv når han og hans familie er på ferie.