Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Støt Guds rige nu!

Støt Guds rige nu!

Forestil dig at en voldsom orkan er på vej mod det område du befinder dig i. Myndighederne udsender advarslen: “SØG I SIKKERHED NU!” Hvad vil være klogest at gøre? Du vil helt sikkert skynde dig hen til et sted hvor du kan være tryg.

Faktisk er der en voldsom “storm” der har kurs imod os alle sammen, for Jesus advarede om at der ville komme “store trængsler”. (Matthæus 24:21) Vi kan ikke forhindre trængslerne i at komme, men der er noget vi kan gøre for at beskytte os selv.

I Bjergprædikenen gav Jesus disse anvisninger: “Bliv derfor ved med først at søge Riget og hans [Guds] retfærdighed.” (Matthæus 6:33) Hvordan kan vi gøre det?

Søg først Guds rige. Det betyder at vi må betragte Riget som vigtigere end alt andet. (Matthæus 6:25, 32, 33) Hvorfor skal vi se sådan på det? Fordi mennesker ikke selv er i stand til at løse de alvorlige problemer verden kæmper med. Det er kun Guds rige der kan klare det.

Søg hans retfærdighed. Vi må gøre vores bedste for at leve efter Guds retfærdige love og principper. Hvis vi selv vil afgøre hvad der er rigtigt og forkert, vil det helt sikkert ende galt. (Ordsprogene 16:25) Hvis vi derimod lever efter de normer Gud har stillet op, vil vi både glæde Gud og gøre noget godt for os selv. – Esajas 48:17, 18.

Bliv ved med først at søge Guds rige og hans retfærdighed. Jesus advarede om at man kan blive distraheret hvis man begynder at tænke at rigdom kan give en tryghed. Man kan også blive så optaget af dagliglivet og de bekymringer der hører med til det, at man ikke har tid til at søge Guds rige. – Matthæus 6:19-21, 25-32.

Jesus lovede imidlertid at de der støtter Guds rige, vil have alt det de behøver i øjeblikket, og at de i fremtiden vil komme til at opleve utallige velsignelser. – Matthæus 6:33.

Selvom Jesus’ disciple i det første århundrede var travlt optaget af at søge Guds rige og hans retfærdighed, oplevede de ikke at sorg og smerte blev fjernet i deres levetid. Men de blev dog beskyttet. Hvordan?

Disciplene levede efter Guds retfærdige normer, og det beskyttede dem mod de problemer som mennesker der ignorerede Guds bud, oplevede. De havde også en stærk tro på at Riget ville komme, og det hjalp dem til at klare selv de sværeste prøver. Derudover støttede Gud dem ved at give dem “den kraft som er ud over det normale”. – 2. Korinther 4:7-9.

VIL DU SØGE GUDS RIGE FØRST?

De kristne i det første århundrede fulgte Jesus’ anvisninger – de søgte Riget først. Det gjorde de blandt andet ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige overalt hvor de kom frem. (Kolossenserne 1:23) Er der nogen der gør det samme i dag?

Ja! Jehovas Vidner forstår at der kun er kort tid tilbage før Guds rige vil fjerne den verdensordning der er i dag. Derfor er de travlt optaget af det arbejde Jesus omtalte med ordene: “Den gode nyhed om Riget vil blive forkyndt i hele verden så alle nationer kan høre den, og så vil enden komme.” – Matthæus 24:14.

Hvordan vil du reagere på den gode nyhed om Riget? Vi vil gerne tilskynde dig til at gøre som indbyggerne i byen Berøa i Makedonien i det første århundrede. Da apostlen Paulus forkyndte den gode nyhed for dem, tog de imod budskabet “med stor iver”. De “undersøgte ... Skrifterne” og fandt ud af at det de havde hørt, var sandt, og derefter begyndte de at leve efter det. – Apostlenes Gerninger 17:11, 12.

Du kan gøre det samme. Hvis du søger Guds rige og hans retfærdighed først, vil du kunne finde tryghed og beskyttelse nu og få mulighed for at leve evigt i en fredelig, ny verden.