Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 5

Vi vil gå med jer

Vi vil gå med jer

“Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.” – ZAK. 8:23.

SANG NR. 26 I gør det for mig

FORMÅL *

De andre får (‘de ti mænd’) betragter det som en ære at tilbede Jehova sammen med de salvede (‘jøden’) (Se paragraf 1-2)

1. Hvad har Jehova sagt at der vil ske i vores tid?

JEHOVA har forudsagt følgende om vores tid: “Til den tid vil ti mænd fra alle sproggrupper blandt nationerne gribe fat i en jødes kappe, ja, de vil gribe godt fat og sige: ‘Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.’” (Zak. 8:23) ‘Jøden’ repræsenterer her de mennesker Gud har salvet med sin hellige ånd. De kaldes også “Guds Israel”. (Gal. 6:16) De “ti mænd” repræsenterer dem der har håb om at komme til at leve evigt her på jorden. De ved at Jehova har velsignet denne gruppe salvede, og føler at det er en ære at få lov til at tilbede sammen med dem.

2. Hvordan er det muligt for de “ti mænd” at “gå med” de salvede?

2 Selvom det ikke er muligt at kende navnene på alle de salvede der er på jorden i dag, * er det muligt for dem der har håb om at leve på jorden, at “gå med” de salvede. Hvordan det? Bibelen siger at de “ti mænd” ville “gribe fat i en jødes kappe” og sige: “Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.” Bibelverset nævner én jøde, men ordet “jer” henviser til mere end én person. Det betyder at denne jøde ikke bare er en enkelt person, men repræsenterer hele gruppen af salvede. De der ikke er salvede, tjener Jehova sammen med de salvede. Men de betragter ikke de salvede som deres ledere, for de ved at det er Jesus der er deres Leder. – Matt. 23:10.

3. Hvilke spørgsmål vil blive besvaret i denne artikel?

3 Eftersom der stadig er salvede kristne blandt Guds folk i dag, spekulerer nogle måske over følgende spørgsmål: (1) Hvordan bør de salvede betragte sig selv? (2) Hvordan skal vi behandle dem der tager af symbolerne ved mindehøjtiden? (3) Skal vi blive urolige hvis antallet af dem der tager af symbolerne, stiger? Vi vil få svarene i denne artikel.

HVORDAN BØR DE SALVEDE BETRAGTE SIG SELV?

4. Hvilken advarsel der gives i 1. Korinther 11:27-29, må de salvede tænke alvorligt over, og hvorfor?

4 De salvede bør tænke alvorligt over den advarsel der gives i 1. Korinther 11:27-29. (Læs). Hvordan kunne en salvet tage af symbolerne ved mindehøjtiden “på en uværdig måde”? Det kunne han hvis han spiste af brødet og drak af vinen men ikke levede op til Jehovas retfærdige normer. (Hebr. 6:4-6; 10:26-29) De salvede er klar over at de må blive ved med at være trofaste for at kunne få “den sejrspris som Gud har kaldet [dem] til i himlen gennem Kristus Jesus”. – Flp. 3:13-16.

5. Hvordan bør de salvede betragte sig selv?

5 Jehovas hellige ånd hjælper hans tjenere til at være ydmyge og ikke være stolte. (Ef. 4:1-3; Kol. 3:10, 12) Derfor føler de salvede ikke at de er bedre end andre. De ved at Jehova ikke nødvendigvis giver de salvede mere hellig ånd end han giver sine andre tjenere. De føler ikke at de har en dybere forståelse af sandhederne fra Bibelen end alle andre. Og de kunne aldrig finde på at sige til en anden at han også må være salvet og burde begynde at tage af symbolerne ved mindehøjtiden. Nej, de erkender ydmygt at det er Jehova der vælger hvem han vil indbyde til at komme i himlen.

6. Hvordan bør salvede kristne opføre sig, som det fremgår af 1. Korinther 4:7, 8?

6 Selvom de salvede betragter det som en ære at være blevet indbudt til at komme i himlen, forventer de ikke at andre skal give dem særbehandling. (Flp. 2:2, 3) De er også klar over at Jehova ikke gjorde alle andre opmærksom på det da han salvede dem. Derfor vil en salvet heller ikke blive overrasket hvis nogle til at begynde med ikke tror på at han er blevet salvet. Han ved at Bibelen siger at vi ikke skal være hurtige til at tro på en der siger at Gud har givet ham en særlig opgave. (Åb. 2:2) Eftersom en der er salvet, ikke ønsker at få ekstra opmærksomhed, vil han ikke fortælle folk han møder for første gang, at han er salvet. Og han vil bestemt ikke prale af det over for andre. – Læs 1. Korinther 4:7, 8.

7. Hvad vil de der er salvede, undgå, og hvorfor?

Salvede kristne føler ikke at de kun skal bruge tid sammen med andre salvede, som om de var medlemmer af en eksklusiv klub. De opsøger ikke andre salvede i håb om at kunne drøfte deres salvelse med dem eller for at danne private bibelstudiegrupper. (Gal. 1:15-17) Menigheden ville ikke være forenet hvis de salvede gjorde den slags. De ville modarbejde den hellige ånd, der hjælper Guds folk til at have fred og enhed. – Rom. 16:17, 18.

HVORDAN SKAL VI BEHANDLE DE SALVEDE?

Vi skal ikke behandle de salvede eller brødre der fører an, som om de var berømtheder (Se paragraf 8) *

8. Hvorfor skal vi være opmærksomme på hvordan vi behandler dem der tager af symbolerne ved mindehøjtiden? (Se også fodnoten).

8 Hvordan bør vi behandle salvede brødre og søstre? Det ville være forkert at beundre en person overdrevet meget, selv hvis han er en af Kristus’ salvede brødre. (Matt. 23:8-12) Når Bibelen taler om de ældste, tilskynder den os til at ‘efterligne deres tro’, men den giver ingen steder rum for at vi kan gøre noget menneske til vores leder. (Hebr. 13:7) Det er rigtigt at Bibelen siger at nogle “fortjener at blive vist dobbelt ære”. Men det er fordi de “fører an på en god måde” og “er travlt optaget af tale og undervisning”, ikke fordi de er salvede. (1. Tim. 5:17) Hvis vi giver de salvede upassende meget ros og opmærksomhed, kunne vi sætte dem i en pinlig situation. * Eller endnu værre: Vi kunne få dem til at føle sig stolte. (Rom. 12:3) Ingen af os ønsker at gøre noget der kunne få en af Kristus’ salvede brødre til at begå den alvorlige fejl at udvikle stolthed! – Luk. 17:2.

9. Hvordan kan vi vise respekt for de salvede?

9 Hvordan kan vi vise respekt for dem Jehova har salvet? Vi vil ikke spørge dem om hvordan de blev salvet. Det er noget meget personligt, som vi ikke har ret til at vide noget om. (1. Thess. 4:11; 2. Thess. 3:11) Og vi bør ikke gå ud fra at deres ægtefælle, deres forældre eller andre familiemedlemmer også er salvede. Et menneske arver ikke sit himmelske håb fra sin familie. Det er et håb Gud giver ham. (1. Thess. 2:12) Vi må også undgå at stille spørgsmål der kunne gøre andre kede af det. For eksempel vil vi ikke spørge en salvet brors kone om hvordan hun har det med at skulle leve evigt på jorden uden sin mand. Vi ved jo at Jehova i den nye verden vil ‘mætte alt hvad der lever, med hvad det ønsker’. – Sl. 145:16.

10. Hvordan er det en beskyttelse for os at vi ikke “beundrer personligheder”?

10 Når vi ikke behandler de salvede som om de er vigtigere end alle andre, beskytter vi også os selv. Hvordan det? Bibelen fortæller os at nogle salvede måske vil falde fra. (Matt. 25:10-12; 2. Pet. 2:20, 21) Men hvis vi undgår at ‘beundre personligheder’, vil vi aldrig følge mennesker, heller ikke dem der er salvede, dem der er kendte, eller dem der har tjent Jehova i mange år. (Jud. 16, fdn.) Og så vil vi ikke miste vores tro på Jehova eller holde op med at tjene ham hvis de svigter Jehova eller forlader menigheden.

SKAL VI GÅ OP I HVOR MANGE DER TAGER AF SYMBOLERNE?

11. Hvad er der sket med antallet af dem der tager af symbolerne ved mindehøjtiden?

11 I mange år blev antallet af dem der tog af symbolerne ved mindehøjtiden, ved med at falde. Men i et stykke tid er dette tal steget år for år. Er det noget vi behøver at bekymre os om? Nej. Lad os se på nogle væsentlige punkter i den forbindelse.

12. Hvorfor skal vi ikke gå op i hvor mange der tager af symbolerne ved mindehøjtiden?

12 “Jehova kender dem der tilhører ham.” (2. Tim. 2:19) I modsætning til Jehova ved de brødre der tæller hvor mange der tager af symbolerne ved mindehøjtiden, ikke hvem der virkelig er salvede. Tallet omfatter altså også dem der tror at de er salvede, men som ikke er det. For eksempel er nogle der har taget af symbolerne, senere holdt op med det igen. Andre har måske nogle psykiske eller følelsesmæssige problemer der får dem til at tro at de skal herske sammen med Kristus i himlen. Vi ved altså ikke nøjagtigt hvor mange salvede der er tilbage på jorden.

13. Siger Bibelen noget om hvor mange salvede der vil være på jorden når den store trængsel begynder?

13 Der vil være salvede mange steder på jorden når Jesus kommer for at tage dem til himlen. (Matt. 24:31) Bibelen antyder at der i løbet af de sidste dage vil være et lille antal salvede tilbage på jorden. (Åb. 12:17) Men den siger ikke hvor mange der vil være tilbage når den store trængsel begynder.

Hvordan bør vi reagere hvis en tager af symbolerne ved mindehøjtiden? (Se paragraf 14)

14. Hvad lærer Romerne 9:11a, 16 os om udvælgelsen af de salvede?

14 Jehova afgør hvornår han vil udvælge de salvede. (Rom. 8:28-30) Jehova begyndte at udvælge salvede efter at Jesus var blevet oprejst. Det ser ud til at alle sande kristne i det første århundrede var salvede. I de århundreder der fulgte, var de fleste af dem der påstod at de var kristne, ikke sande disciple af Kristus. Men de få der var sande kristne i denne periode, blev salvet af Jehova. De var som den hvede Jesus havde sagt ville vokse side om side med ukrudtet. (Matt. 13:24-30) Her i de sidste dage er Jehova fortsat med at udvælge mennesker der skal være blandt de 144.000. * Derfor bør vi på ingen måde tvivle på Jehovas visdom hvis han beslutter at udvælge nogle af disse lige inden afslutningen. (Læs Romerne 9:11a, 16). * Vi må passe på ikke at reagere ligesom de arbejdere Jesus beskrev i en af sine lignelser. De beklagede sig over det deres herre gjorde for de arbejdere som først var kommet til i den sidste time. – Matt. 20:8-15.

15. Er alle salvede en del af “den trofaste og kloge træl”, der omtales i Matthæus 24:45-47? Forklar.

15 Ikke alle der har det himmelske håb, er en del af “den trofaste og kloge træl”. (Læs Matthæus 24:45-47). Ligesom i det første århundrede bruger Jehova og Jesus i dag nogle få brødre til at sørge for mad til, eller undervise, mange. Det var kun nogle få salvede brødre i det første århundrede der blev brugt til at nedskrive De Kristne Græske Skrifter. Og i dag er det kun nogle få salvede brødre der har det ansvar at give Guds folk “mad til tiden”.

16. Hvad har denne artikel lært dig?

16 Hvad har denne artikel lært os? Jehova har besluttet at langt de fleste af hans tjenere skal have evigt liv her på jorden, mens nogle få skal have liv i himlen og herske sammen med Jesus. Jehova belønner alle sine tjenere – både ‘jøden’ og ‘de ti mænd’ – og han kræver at de adlyder de samme love og forbliver trofaste. Alle må bevare deres ydmyghed. Alle må tjene ham sammen og være forenede. Og alle må arbejde på at bevare freden i menigheden. Lad os alle, mens vi nærmer os afslutningen, blive ved med at tjene Jehova og følge Kristus som “én hjord”. – Joh. 10:16.

^ par. 5 I år bliver højtiden til minde om Kristus’ død holdt tirsdag den 7. april. Hvordan skal vi se på dem der tager af symbolerne den aften? Skal det gøre os urolige hvis antallet af dem der tager af symbolerne, bliver ved med at stige? Svarene på de spørgsmål vil fremgå af denne artikel, der er baseret på en artikel i Vagttårnet for januar 2016.

^ par. 2 Ordene i Salme 87:5, 6 antyder at Gud måske engang i fremtiden vil åbenbare navnene på alle dem der hersker sammen med Jesus i himlen. – Rom. 8:19.

^ par. 8 Se boksen “Kærligheden ‘opfører sig ikke uanstændigt’” i Vagttårnet for januar 2016.

^ par. 14 Selvom Apostlenes Gerninger 2:33 viser at det er Jesus der udgyder den hellige ånd, er det Jehova der indbyder den enkelte.

^ par. 14 Flere oplysninger findes i “Spørgsmål fra læserne” i Vagttårnet for 1. maj 2007.

SANG NR. 34 Jeg vil vandre i trofasthed

^ par. 56 BILLEDBESKRIVELSE: Forestil dig at en repræsentant for Hovedkontoret og hans kone ved et stævne blev omringet af brødre og søstre der ville tage billeder af dem. Hvor respektløst!