Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 21

Er du taknemmelig for Guds gaver?

Er du taknemmelig for Guds gaver?

“Hvor har du udført mange gerninger, Jehova min Gud, vidunderlige gerninger, og du har tænkt mange tanker til gavn for os!” – SL. 40:5.

SANG NR. 5 Gud har skabt os underfuldt

FORMÅL *

1-2. Hvad har Jehova gjort for os, som nævnt i Salme 40:5, og hvorfor vil vi her se nærmere på tre af hans gaver?

JEHOVA er en gavmild Gud. Bare tænk på nogle af de gaver han har givet os: vores smukke og unikke hjem, jorden, vores genialt konstruerede hjerne og Bibelen, hans dyrebare ord. Ved hjælp af disse tre gaver har Jehova givet os et sted at bo, han har udstyret os med evnen til at tænke og kommunikere, og han har svaret på de vigtigste spørgsmål vi kunne stille. – Læs Salme 40:5.

2 I denne artikel vil vi kort se på disse tre fantastiske gaver. Jo mere vi tænker over dem, jo mere vil vi komme til at sætte pris på dem, og jo mere vil vi få lyst til at glæde vores kærlige Skaber, Jehova. (Åb. 4:11) Vi vil også blive bedre i stand til at hjælpe dem der er blevet vildledt af evolutionslæren.

VORES UNIKKE PLANET

3. Hvorfor er jorden unik?

3 Jehovas visdom ses meget tydeligt i den måde vores hjem, jorden, er konstrueret på. (Rom. 1:20; Hebr. 3:4) Jorden er ikke den eneste planet der kredser om solen, men den er helt unik fordi den har alle de betingelser der skal til, for at der kan bo mennesker på den.

4. Hvordan kan vi se Jehovas visdom i den måde jorden er skabt på? Brug en illustration.

4 På visse måder er jorden som et skib der flyder rundt i rummets uendelige ocean. Men der er væsentlige forskelle mellem et skib der er fyldt med mennesker, og vores jord. Hvor lang tid ville passagererne på et skib for eksempel overleve hvis de selv skulle producere ilt, mad og vand, og hvis de ikke kunne smide noget affald over bord? Ikke ret længe. Jordkloden, derimod, opretholder livet for milliarder af levende skabninger. Den producerer al den ilt, alt det mad og alt det vand vi skal bruge, og disse livsvigtige ressourcer slipper aldrig op. Jordens affaldsprodukter bliver aldrig sendt ud i rummet, og alligevel bliver jorden ved med at være smuk og beboelig. Hvordan er det muligt? Jehova har skabt jorden sådan at den kan genbruge sine ressourcer. Her vil vi kort se på to geniale kredsløb, nemlig iltkredsløbet og vandkredsløbet.

5. Hvad er iltkredsløbet, og hvad bekræfter det?

5 Ilt er en luftart der er livsvigtig for mange levende organismer, deriblandt os mennesker. Levende skabninger indånder hundrede milliarder tons ilt på et år. De samme skabninger udånder et affaldsprodukt kaldet kuldioxid. Men alligevel bruger de aldrig ilten op, og atmosfæren bliver aldrig fyldt op med affaldsproduktet kuldioxid. Hvorfor ikke? Fordi Jehova også har skabt organismer – fra store træer ned til bittesmå alger – der optager kuldioxid og afgiver ilt. På en meget bogstavelig måde bekræfter iltkredsløbet ordene i Apostlenes Gerninger 17:24, 25: “Gud ... giver liv og ånde og alting til alle.”

6. Hvad er vandkredsløbet, og hvad viser det om Jehova? (Se også boksen “ Vandkredsløbet – en gave fra Jehova”).

6 Vand i flydende form eksisterer her på jorden fordi vores planet er placeret i den helt rigtige afstand til solen. Hvis den var bare lidt tættere på, ville alt vandet koge væk, og der ville kun være en varm, gold klode tilbage. Hvis jorden var bare lidt længere fra solen, ville alt vandet fryse, og jorden ville ikke være andet end en gigantisk kugle af is. Fordi Jehova har placeret vores klode det helt rigtige sted, kan vandkredsløbet opretholde liv på jorden. Solen opvarmer vandet i havene og på jordens overflade og får det til at fordampe og danne skyer. Hvert år får solen næsten 500.000 kubikkilometer vand til at fordampe. Vandet bliver så i atmosfæren i omkring ti dage før det falder som regn eller sne. På et tidspunkt finder vandet tilbage til vandløb, søer og have, og kredsløbet gentager sig. Dette effektive og konstante kredsløb viser klart at Jehovas visdom og kraft er stor. – Job 36:27, 28; Præd. 1:7.

7. Hvordan kan vi vise at vi er taknemmelige for den gave der er nævnt i Salme 115:16?

7 Hvordan kan vi styrke vores taknemmelighed for vores fantastiske jordklode og alle dens ressourcer? (Læs Salme 115:16). Det kan vi blandt andet ved at meditere over de ting Jehova har skabt. Det vil motivere os til hver eneste dag at takke Jehova for alt det gode han giver os. Og vi kan vise at vi værdsætter vores planet, ved at holde det område hvor vi bor, så rent som muligt.

VORES UNIKKE HJERNE

8. Hvorfor kan vi sige at vores hjerne er et sandt mesterværk?

8 Menneskehjernen er et komplekst og forunderligt mesterværk. Da du lå i din mors mave, blev din hjerne bygget op efter et forud fastlagt mønster, og hvert minut blev der dannet tusinder af nye hjerneceller! Forskere anslår at et voksent menneskes hjerne indeholder tæt på 100 milliarder af de særlige celler der kaldes neuroner. De er smart og effektivt samlet så de danner et organ der vejer under 1,5 kilo. Lad os se på nogle få af de fascinerende ting hjernen sætter os i stand til.

9. Hvad overbeviser dig om at vores evne til at tale er en gave fra Gud?

9 Vores evne til at tale er et mirakel. Tænk for eksempel på det der sker rent fysisk når vi taler. Hver gang du siger et ord, skal din hjerne koordinere bevægelserne i omkring 100 muskler i tungen, struben, læberne, kæben og brystet. Alle disse muskelbevægelser skal foregå med den helt rigtige timing hvis ordene skal kunne forstås af andre. Om evnen til at tale sprog viser en undersøgelse udgivet i 2019 at nyfødte er i stand til at skelne enkelte ord fra hinanden. Denne opdagelse understøtter det mange forskere mener – at vi er født med evnen til at opfatte og lære sprog. Vores evne til at tale er helt sikkert en gave fra Gud. – 2. Mos. 4:11.

10. Hvordan kan vi vise vores taknemmelighed for evnen til at tale?

10 Vi kan vise vores taknemmelighed for evnen til at tale ved at forklare hvorfor vi tror at Gud har skabt alt, når nogle undrer sig over at vi ikke tror på evolutionsteorien. (Sl. 9:1; 1. Pet. 3:15) De der støtter denne teori, argumenterer for at jorden og alt liv på den er blevet til ved et tilfælde. Ved at bruge Bibelen og nogle af punkterne fra denne artikel kan vi forsvare vores Far i himlen og forklare enhver der vil lytte, hvorfor vi er overbevist om at Jehova har skabt himlen og jorden. – Sl. 102:25; Esa. 40:25, 26.

11. Nævn en af grundene til at vores hjerne er så forbløffende.

11 Vores evne til at huske er forbløffende. En forfatter har engang anslået at den menneskelige hjerne kan huske så mange oplysninger at det svarer til hvad der kunne stå i 20 millioner bøger. Men nu mener man at vores hukommelse har en endnu større kapacitet. Hvilken særlig evne har vi mennesker på grund af vores hukommelse?

12. Hvordan adskiller vores evne til at drage moralske konklusioner os fra dyrene?

12 Menneskene er de eneste skabninger på jorden der har evnen til at drage moralske konklusioner ved at tænke tilbage på tidligere erfaringer og analysere dem. Fordi vi kan gøre det, er vi i stand til at højne vores moralnormer og ændre den måde vi tænker og handler på. (1. Kor. 6:9-11; Kol. 3:9, 10) Ja, faktisk kan vi træne vores samvittighed til at se forskel på rigtigt og forkert. (Hebr. 5:14) Vi kan lære at blive kærlige, medfølende og tilgivende. Og vi kan opdyrke en sund retfærdighedssans.

13. Hvordan bør vi bruge vores hukommelse, i overensstemmelse med Salme 77:11, 12?

13 En måde hvorpå vi kan vise at vi sætter pris på vores hukommelse, er ved bevidst at huske på alle de gange Jehova tidligere har hjulpet og trøstet os. Det vil styrke vores tillid til at han også vil hjælpe os i fremtiden. (Læs Salme 77:11, 12; 78:4, 7). En anden måde er ved at huske det gode andre gør for os, og at være taknemmelige for det. Forskere har fundet ud af at mennesker der er taknemmelige, ofte er mere lykkelige. Vi bør også efterligne Jehova når det gælder de ting han vælger at glemme. Jehovas hukommelse er fuldkommen, men han vælger at tilgive os og glemme de fejl vi begår, hvis vi angrer dem. (Sl. 25:7; 130:3, 4) Og han ønsker at vi gør det samme når andre har såret os men bagefter fortryder det de har gjort. – Matt. 6:14; Luk. 17:3, 4.

Vi kan vise at vi er taknemmelige for den gave vores hjerne er, ved at bruge den på en måde der er til pris for Jehova (Se paragraf 14)⁠ *

14. Hvordan kan vi vise at vi er taknemmelige for den gave vores hjerne er?

14 Vi kan vise at vi er taknemmelige for den gave vores hjerne er, ved at bruge den på en måde der er til pris for ham der har givet os den. Nogle vælger at bruge deres hjerne til selviske formål – til selv at bestemme hvad der er rigtigt og forkert. Men det er Jehova der har skabt os, og derfor er det naturligt at forvente at hans normer er bedre end nogen normer vi selv kunne finde på. (Rom. 12:1, 2) Når vi lever efter hans normer, vil det give os fred. (Esa. 48:17, 18) Og det giver os et klart mål i livet – nemlig at ære vores Skaber og Far og glæde ham. – Ordsp. 27:11.

BIBELEN – EN UNIK GAVE

15. Hvordan er Bibelen et udtryk for Jehovas kærlighed til menneskene?

15 Bibelen er en vidunderlig gave vi har fået af Gud. Vores kærlige Far i himlen inspirerede mennesker til at nedskrive den fordi han har stor omsorg for sine jordiske børn. Gennem Bibelen giver Jehova svar på de vigtigste spørgsmål vi kunne stille, som for eksempel: Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen med livet? Og hvad vil der ske i fremtiden? Jehova ønsker at alle hans børn skal finde svarene på de spørgsmål, så op gennem århundrederne har han bevæget mennesker til at oversætte Bibelen til mange sprog. I dag findes Bibelen eller dele af den på over 3.000 sprog! Bibelen er den mest oversatte og mest udbredte bog i historien. Langt de fleste mennesker, uanset hvor de bor eller hvilket sprog de taler, har mulighed for at lære Bibelens budskab at kende på deres modersmål. – Se boksen “ Bibelen på afrikanske sprog”.

16. Hvordan kan vi, i overensstemmelse med Matthæus 28:19, 20, vise vores værdsættelse af Bibelen?

16 Vi kan vise vores værdsættelse af Bibelen ved at læse i den hver dag, tænke dybt over det vi læser, og gøre vores bedste for at leve efter det. Derudover kan vi vise vores taknemmelighed over for Gud ved at tale med så mange som muligt om Bibelens budskab. – Sl. 1:1-3; Matt. 24:14; læs Matthæus 28:19, 20.

17. Hvilke gaver fra Jehova har vi set på i denne artikel, og hvad vil blive behandlet i den næste?

17 Vi har i denne artikel set på nogle af de skønne gaver Jehova har givet os, nemlig vores hjem, jorden, vores forunderligt konstruerede hjerne og Guds inspirerede ord, Bibelen. Men Jehova har også givet os andre gaver, nogle vi ikke kan se med vores øjne. Disse usynlige gaver vil blive behandlet i den næste artikel.

SANG NR. 12 Jehova, vores store Gud

^ par. 5 Denne artikel vil styrke vores taknemmelighed over for Jehova og hjælpe os til at sætte pris på tre af de gaver han har givet os. Den vil også give os nogle argumenter vi kan bruge når vi taler med mennesker der tvivler på at Gud findes.

^ par. 64 BILLEDBESKRIVELSE: En søster lærer et andet sprog for at kunne undervise indvandrere i sandhederne fra Guds ord.