Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 48

“Ret dit blik” mod fremtiden

“Ret dit blik” mod fremtiden

“Dine øjne skal se lige frem, ja, ret dit blik mod det der er foran dig.” – ORDSP. 4:25.

SANG NR. 77 Lys i en formørket verden

FORMÅL *

1-2. Hvordan kan vi følge det råd vi finder i Ordsprogene 4:25? Giv et eksempel.

FORESTIL dig de følgende situationer. En ældre søster tænker tilbage på nogle skønne oplevelser fra sit liv. Hendes tilværelse er mere besværlig i dag, men hun gør stadig alt hvad hun kan, i tjenesten for Jehova. (1. Kor. 15:58) Hver dag ser hun for sig hvor dejligt det bliver når hun er sammen med sine kære i den nye verden. En anden søster husker at hun engang blev såret af en person i menigheden, men hun vælger at tilgive i stedet for at bære nag. (Kol. 3:13) En bror er bevidst om at han på et tidspunkt har begået nogle alvorlige fejl, men fokuserer på at være trofast fra nu af. – Sl. 51:10.

2 Hvad har de tre forkyndere tilfælles? De husker alle noget der er sket tidligere i deres liv, men de lever ikke i fortiden. * I stedet har de ‘rettet deres blik mod’ fremtiden. – Læs Ordsprogene 4:25.

3. Hvorfor er det nødvendigt at vi holder vores blik rettet mod fremtiden?

3 Hvorfor er det vigtigt at vi holder vores blik rettet mod fremtiden? Det er svært at gå fremad hvis man hele tiden kigger bagud, og man vil helt sikkert komme til at slingre. Vi kan heller ikke bevæge os fremad i vores tjeneste for Jehova hvis vi altid ser tilbage på fortiden. – Luk. 9:62.

4. Hvad vil vi se på i denne artikel?

4 I denne artikel vil vi se på tre fælder der kunne få os til at sidde fast i fortiden. De tre fælder er: (1) at være nostalgisk, (2) at bære nag og (3) at have overdreven skyldfølelse. Vi vil også se på nogle principper fra Bibelen der kan hjælpe os så vi ikke dvæler ved det “der er bagved”, men fokuserer på det “der er foran”. – Flp. 3:13.

UNDGÅ NOSTALGI

Hvad kan hindre os i at holde blikket rettet mod fremtiden? (Se paragraf 5, 9 og 13) *

5. Hvilken fælde bliver vi advaret mod i Prædikeren 7:10?

5 Læs Prædikeren 7:10. Der står ikke i verset at vi ikke må tænke at noget var godt før i tiden. Gode minder er en gave fra Jehova. Nej, der står at vi ikke skal sige: “Hvorfor var alting bedre før i tiden?” Fejlen består altså i at man sammenligner sin tidligere situation med det man oplever i dag, og konkluderer at alting bare er værre nu.

Hvilken fejl begik israelitterne efter at de var kommet ud af Egypten? (Se paragraf 6)

6. Hvorfor er det ikke klogt at tænke at alting var bedre før i tiden? Giv et eksempel.

6 Hvorfor er det ikke klogt at man nostalgisk går og tænker at livet var bedre før i tiden? Fordi nostalgi kan være som et filter i hukommelsen. Vi husker måske kun de gode ting fra fortiden eller bagatelliserer de negative ting. Tænk for eksempel på israelitterne der havde været slaver i Egypten. Efter deres befrielse glemte de hurtigt hvor hårdt deres liv havde været, og tænkte kun på den gode mad de havde fået. De sagde: “Vi kan ikke glemme de fisk vi frit kunne spise i Egypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, løgene og hvidløgene!” (4. Mos. 11:5) Var det rigtigt at de “frit” kunne spise al den mad? Nej. De betalte en høj pris, for de var slaver og arbejdede under meget strenge forhold. (2. Mos. 1:13, 14; 3:6-9) Men de glemte alle trængslerne og begyndte at længes tilbage til fortiden. I stedet for at fokusere på alt det Jehova lige havde gjort for dem, lod de deres tanker kredse om det de nu opfattede som “de gode gamle dage”. Deres holdning skuffede virkelig Jehova. – 4. Mos. 11:10.

7. Hvad hjalp en søster til at undgå nostalgiens fælde?

7 Hvordan kan vi undgå at havne i nostalgiens fælde? En søster der tjente på Betel i Brooklyn fra 1945, er et godt eksempel. Efter nogle år blev hun gift med en betelbror, og de tjente sammen på Betel i en årrække. Men i midten af 1970’erne blev hendes mand syg. Da han forstod at døden nærmede sig, og at hans kone ville blive enke, gav han hende nogle gode råd for at hjælpe hende til at klare det. Han sagde: “Vi har haft et lykkeligt ægteskab. Det er der mange der aldrig oplever.” Men så tilføjede han: “Lev ikke i fortiden – selvom du har minderne. Tiden vil læge dine sår. Du skal ikke blive bitter eller få ondt af dig selv. Vær glad for at du har haft glæder og velsignelser. ... Minder er Guds gave til os.” Det var gode og kloge råd.

8. Hvordan var det til gavn for den omtalte søster at hun ikke levede i fortiden?

8 Vores søster tog rådene til sig. Hun tjente Jehova trofast indtil hun døde i en alder af 92. I slutningen af beretningen om sit liv skrev hun: “Når jeg ser tilbage på over 63 år i heltidstjenesten for Jehova, må jeg sige at jeg har haft et lykkeligt liv.” Hun begrunder det med disse ord: “Det der virkelig gør livet værd at leve, er vort dejlige brodersamfund og håbet om at komme til at leve sammen med vore brødre og søstre på en paradisisk jord og i al evighed tjene vor store Skaber, den eneste sande Gud, Jehova.” * Et flot eksempel på en der holdt blikket rettet mod fremtiden!

UNDGÅ AT BÆRE NAG

9. Hvad kan gøre det særligt svært at følge opfordringen i 3. Mosebog 19:18?

9 Læs 3. Mosebog 19:18. Hvis en trosfælle, en nær ven eller en man er i familie med, har behandlet en uretfærdigt, kan man blive meget skuffet, og man begynder måske at bære nag. For eksempel kom en søster ud for at en anden søster med urette beskyldte hende for at stjæle penge fra hende. Hende der kom med anklagen, sagde senere undskyld, men søsteren der var blevet udsat for falske beskyldninger, kunne ikke slippe det. Har du også prøvet at have det sådan? Måske har du ikke oplevet det samme som søsteren, men de fleste af os har sikkert prøvet at føle os forurettet over noget en anden har gjort, og tænkt at vi aldrig vil kunne glemme det.

10. Hvad må vi huske hvis vi føler os uretfærdigt behandlet?

10 Hvad kan hjælpe os hvis vi mærker at vi begynder at bære nag? Husk først og fremmest at Jehova ser alt. Han er klar over det hvis vi bliver behandlet uretfærdigt. (Hebr. 4:13) Han føler med os når vi har det svært. (Esa. 63:9) Og han lover at han vil råde bod på enhver skade der er sket på grund af de uretfærdige ting vi har været udsat for. – Åb. 21:3, 4.

11. Hvordan gavner det os selv at vi ikke bærer nag?

11 Desuden må vi huske at når vi lader være med at bære nag, er det til vores eget bedste. Det indså den søster der var blevet beskyldt for at stjæle. Efterhånden lykkedes det for hende at give slip på de bitre følelser. Hun mindede sig selv om at når vi tilgiver andre, tilgiver Jehova også os. (Matt. 6:14) Hun følte stadig ikke at det søsteren havde gjort, var i orden, men hun besluttede sig for at hun ikke længere ville bære nag til hende. Hendes valg førte til at hun blev meget mere glad, og hun kunne nu koncentrere sig om sin tjeneste for Jehova.

UNDGÅ OVERDREVEN SKYLDFØLELSE

12. Hvad lærer vi af ordene i 1. Johannes 3:19, 20?

12 Læs 1. Johannes 3:19, 20. De fleste af os har nok prøvet at have skyldfølelse. Nogle har for eksempel dårlig samvittighed over noget de gjorde før de lærte sandheden at kende. Andre føler skyld på grund af nogle fejl de har begået efter at de er blevet døbt. Den slags følelser er ikke ualmindelige. (Rom. 3:23) Vi vil alle sammen gerne gøre det rigtige, men det er også en kendsgerning at ‘vi alle begår mange fejl’. (Jak. 3:2; Rom. 7:21-23) Det er ikke rart at have dårlig samvittighed, men det kan trods alt føre til noget godt. Skyldfølelse kan nemlig få os til at ændre kurs og beslutte at vi ikke vil begå de samme fejl igen. – Hebr. 12:12, 13.

13. Hvorfor må vi undgå overdreven skyldfølelse?

13 Samtidig må vi passe på at vi ikke går i den fælde der hedder overdreven skyldfølelse – altså bliver ved med at have dårlig samvittighed efter at vi har angret, og endda efter at Jehova har vist at han har tilgivet os. Den form for skyldfølelse kan være meget skadelig. (Sl. 31:10; 38:3, 4) For eksempel kæmpede en søster i lang tid med selvbebrejdelser på grund af noget forkert hun engang havde gjort, og hun troede ikke at Jehova nogensinde ville kunne tilgive hende. Hvordan påvirkede de tanker hende? Hun fortæller: “Jeg følte at jeg lige så godt kunne lade være med at anstrenge mig i tjenesten for Jehova.” Mange kan nikke genkendende til søsterens følelser. Men det er meget vigtigt at vi undgår overdreven skyldfølelse. Tænk på hvor glad Satan vil blive hvis vi giver op selvom Jehova ikke har opgivet os! – Se også 2. Korinther 2:5-7, 11.

14. Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova ikke har opgivet os?

14 Men måske spørger du alligevel: ‘Hvordan kan jeg være sikker på at Jehova ikke har opgivet mig?’ Ved at stille det spørgsmål har du på en måde selv besvaret det. Det blev for mange år siden forklaret med nogle opmuntrende ord i Vagttaarnet: “Vi [snubler] mange gange ... og falder på grund af en eller anden dårlig vane fra vort tidligere livsmønster, en vane der er langt mere indgroet hos os end vi var klar over. ... Fortvivl ikke. Mén ikke at du har begået en utilgivelig synd. Satan så gerne at du netop fik den opfattelse. Men alene den kendsgerning at du er bedrøvet og utilfreds med dig selv, beviser at du ikke er gået over grænsen. Bliv aldrig træt af ydmygt og oprigtigt at henvende dig til Gud og bede ham om at tilgive, rense og hjælpe dig. Som et barn der kommer galt af sted, går til sin fader, bør du gå til Jehova, uanset hvor tit du fejler på grund af den samme svaghed, og Jehova vil i sin godhed og nåde hjælpe dig.” *

15-16. Hvordan har det virket på nogle at forstå at Jehova ikke har opgivet dem?

15 Det kan virkelig trøste en når man indser at Jehova ikke har opgivet en. Det har mange brødre og søstre oplevet. For eksempel blev en bror opmuntret af en artikel der for nogle år siden blev bragt i serien “Bibelen forandrer folks liv”. I artiklen fortalte en søster at der var sket nogle ting i hendes fortid som fik hende til at føle at Jehova umuligt kunne elske sådan en som hende. Selv mange år efter at hun var blevet døbt, kæmpede hun med de følelser. Men da hun begyndte at tænke nærmere over løskøbelsen, kom hun til at se tingene i et andet lys. *

16 Hvordan virkede det på vores bror at læse om denne søster? Han skriver: “Da jeg var ung, kæmpede jeg for at bryde min dårlige vane med at se pornografi. For nylig fik jeg et tilbagefald. Jeg har søgt hjælp hos kristne ældste og gjort fremskridt med hensyn til at overvinde mit problem. De ældste har forsikret mig om Guds kærlighed og barmhjertighed. Men til tider føler jeg stadig at jeg er uden værdi, at Jehova aldrig ville kunne elske mig. [Søsterens] beretning hjalp mig meget. Jeg forstår nu at når jeg tænker at Gud aldrig ville kunne tilgive mig, siger jeg i virkeligheden at hans søns offer ikke er nok til at dække mine synder. Jeg har klippet artiklen ud så jeg kan læse den og tænke over den hver gang følelsen af at være uden værdi vælder op i mig.”

17. Hvordan undgik Paulus overdreven skyldfølelse?

17 Den slags erfaringer minder os om apostlen Paulus. Før han blev kristen, begik han nogle meget alvorlige synder. Paulus glemte ikke det han havde gjort, men han lod heller ikke sine tanker kredse om det. (1. Tim. 1:12-15) Han betragtede løskøbelsen som et udtryk for den kærlighed Gud havde vist ham personligt. (Gal. 2:20) Af den grund kunne han undgå at blive fanget i overdreven skyldfølelse, og han kunne i stedet fokusere på at gøre sit bedste i tjenesten for Jehova.

LEV MED FREMTIDEN FOR ØJE!

Vær besluttet på at leve med fremtiden for øje (Se paragraf 18-19) *

18. Hvad har vi lært i denne artikel?

18 Hvad har vi lært ved at undersøge de tre fælder der er omtalt i denne artikel? (1) Gode minder er en gave fra Jehova, men uanset hvor godt vores liv har været før i tiden, så vil fremtiden i den nye verden blive meget bedre. (2) Vi kan komme ud for at andre sårer os, men hvis vi vælger at tilgive i stedet for at bære nag, kan vi komme videre i vores liv. (3) Overdreven skyldfølelse kan hindre os i at tjene Jehova med glæde. Derfor må vi, ligesom Paulus, stole på at Jehova har tilgivet os.

19. Hvordan ved vi at vi i den nye verden ikke vil blive plaget af minder der gør os triste?

19 Vi kan se frem til at leve evigt. Og i Guds nye verden vil vi ikke længere være plaget af tanker om fortiden der gør os triste. Bibelen siger: “Det der var før, vil ikke blive husket.” (Esa. 65:17) Tænk engang: Nogle af os er blevet gamle mens vi har tjent Jehova, men i den nye verden vil vi blive unge igen. (Job 33:25) Så lad være med at sidde fast i fortiden. Beslut dig derimod for at leve hver dag med blikket rettet mod fremtiden!

SANG NR. 142 Hold godt fast i det håb du har

^ par. 5 Vi kan have stor glæde af at tænke tilbage på ting vi engang har oplevet. Men vi må ikke blive så optaget af vores fortid at vi ikke får noget godt ud af nutiden eller glemmer det der venter os i fremtiden. I denne artikel vil vi se på tre forskellige fælder – følelser der kunne få os til at leve i fortiden. Vi vil drøfte nogle principper fra Bibelen og nogle eksempler fra nutiden som kan hjælpe os så vi ikke bliver fanget i en af fælderne.

^ par. 2 FORKLARING: Udtrykket “at leve i fortiden” bruges i denne artikel om det at man er alt for optaget af sin fortid – man taler konstant om det man har oplevet, ens tanker kredser om det, eller man mener at alting var bedre dengang.

^ par. 14 Se Vagttaarnet for 15. maj 1954, s. 153.

^ par. 59 BILLEDBESKRIVELSE: Nostalgi, nag og overdreven skyldfølelse er som tunge byrder vi trækker efter os. De hindrer os i at bevæge os fremad på vejen til livet.

^ par. 66 BILLEDBESKRIVELSE: Når vi har givet slip på tanker og følelser der holder os tilbage, vil vi føle os lettede og glade, og vi vil få nye kræfter. Vi vil kunne se fremad.