Harvey var den ældste af fire brødre. Hans familie kom med i sandheden i Midland Junction, Western Australia, under den dybe økonomiske krise i 1930’erne. Harvey fik stor kærlighed til Jehova og blev døbt som 14-årig. Han lærte hurtigt aldrig at sige nej til en teokratisk opgave. Som dreng blev han engang bedt om at læse op fra Vagttårnet til et møde, men det afviste han fordi han ikke følte sig kvalificeret. Broren der talte med Harvey, hjalp ham dog til at se tingene i et andet lys. Han sagde: “Når nogen i Jehovas organisation beder dig om at gøre noget, er det fordi han mener at du er kvalificeret.” – 2. Kor. 3:5.

Jeg tog imod sandheden i England, ligesom min mor og storesøster. Med tiden tog min far også imod sandheden, men i starten brød han sig ikke om Jehovas Vidners tro. Mod hans vilje blev jeg døbt mens jeg endnu ikke var fyldt ti år. Mit mål var at blive pioner og på et tidspunkt rejse ud som missionær. Men min far ville ikke tillade at jeg begyndte som pioner før jeg fyldte 21. Så længe havde jeg ikke tænkt mig at vente! Så allerede som 16-årig flyttede jeg, med hans velsignelse, til Australien for at bo hos min ældste  søster, der var emigreret dertil. Da jeg blev 18, kunne jeg endelig begynde som pioner.

I Australien mødte jeg Harvey. Vi havde samme ønske om at tjene Jehova som missionærer, og i 1951 blev vi gift. Da vi havde tjent sammen som pionerer i to år, blev vi spurgt om vi ville begynde i rejsetjenesten. Vores kreds bestod af en stor del af Western Australia, så vi brugte meget tid på at køre gennem vidtstrakte og afsidesliggende ørkenområder.

I 1954 blev vi inviteret til at overvære Gileadskolens 25. klasse. Vores drøm om at blive missionærer ville meget snart blive til virkelighed! Vi ankom til New York med skib og begyndte et intensivt studie af Bibelen. På skolen modtog vi også spanskundervisning, og det var lidt af en udfordring for Harvey, for han kunne ikke rulle på r’erne.

På et tidspunkt meddelte lærerne at de der var interesseret i at blive sendt til Japan, kunne melde sig til et japansk sprogkursus. Vi besluttede at vi hellere ville lade Jehovas organisation bestemme hvor vi skulle hen. Kort efter opdagede Albert Schroeder, en af lærerne på Gileadskolen, at vi ikke havde meldt os til. Han sagde til os: “Tænk lige lidt mere over det.” Vi var stadig tilbageholdende, så efter noget tid sagde bror Schroeder: “Nu har de andre lærere og jeg skrevet jer på listen. Se om ikke I har øre for japansk.” Det var et sprog der faldt Harvey meget mere naturligt.

Vi ankom til Japan i 1955, og på det tidspunkt var der kun 500 forkyndere i hele landet. Harvey var 26, og jeg var 24. Vi blev sendt til havnebyen Kobe, hvor vi var i fire år. Så blev vi til vores store glæde igen indbudt til rejsetjenesten, og vi betjente området omkring byen Nagoya. Vi elskede alt ved vores opgave – brødrene, maden, naturen. Men inden længe opstod der en ny mulighed for ikke at sige nej til Jehova.

Da vi havde været i rejsetjenesten i tre år, spurgte Afdelingskontoret i Japan om vi ville være villige til at tage til Taiwan for at forkynde for amisfolket. Der var opstået et frafald blandt brødrene der, og Afdelingskontoret i Taiwan havde derfor brug for en bror der talte flydende japansk, som kunne hjælpe med at rette op på  situationen. * Vi elskede vores tjeneste i Japan, så det var virkelig en svær beslutning. Men Harvey havde jo lært aldrig at sige nej til en opgave, så vi tog afsted.

Vi ankom i november 1962. Dengang var der 2.271 forkyndere i Taiwan, hvoraf de fleste var amistalende. Først skulle vi lære kinesisk. Vi havde kun en enkelt lærebog og en underviser der ikke talte engelsk, men med tiden lærte vi det.

Kort efter at vi kom til Taiwan, blev Harvey udnævnt til at være landstjener. Fordi afdelingskontoret var lille, kunne Harvey tage sig af sine opgaver på kontoret samtidig med at han arbejdede sammen med de amistalende brødre i op til tre uger per måned. Fra tid til anden varetog han også opgaven som områdetilsynsmand, og det indebar at han skulle holde foredrag ved stævnerne. Hvis Harvey havde holdt foredragene på japansk, ville de amistalende brødre sagtens kunne forstå det. Men myndighederne tillod kun at religiøse møder blev holdt på kinesisk. Så Harvey, der stadig kæmpede med sproget, måtte holde foredragene på kinesisk mens en lokal bror tolkede dem til amis.

Taiwan var på det tidspunkt i militær undtagelsestilstand, så brødrene var nødt til at søge om tilladelse til at holde stævner. Det var ikke let at få udstedt en tilladelse, og politiet trak ofte processen i langdrag. Når vi nåede til selve stævneugen og der stadig ikke var sket noget, blev Harvey bare siddende på politistationen indtil han fik en tilladelse. Fordi politiet syntes det var pinligt at have en udlænding til at sidde og vente i lang tid, virkede hans taktik.

I de uger hvor vi samarbejdede med brødrene i forkyndelsen, måtte vi ofte vandre i mere end en time over bjerge og gennem floder for at komme ud i distriktet. Jeg husker min debut som bjergbestiger. Efter en hurtig morgenmad tog vi en bus klokken halv seks om morgenen til en afsidesliggende landsby, krydsede et bredt flodleje og kæmpede os op ad en bjergskråning. Det var så stejlt at fødderne på den bror der klatrede foran mig, var lige i min øjenhøjde.

Den formiddag var Harvey i tjenesten med nogle lokale brødre, og jeg forkyndte på egen hånd i en lille landsby hvor beboerne talte japansk. Ved ettiden begyndte jeg at føle mig svimmel fordi jeg ikke havde spist noget i flere timer. Da jeg endelig mødtes med Harvey, var han ikke længere sammen med de andre brødre. Harvey havde i bytte for nogle blade fået tre rå hønseæg. Han viste mig hvordan man kunne spise et ved at prikke et lille hul i hver ende og suge ægget ud. Selvom det ikke ligefrem virkede appetitligt, spiste jeg et af dem. Men hvem skulle så have det tredje æg? Harvey gav det til mig, for han mente ikke at han ville være i stand til at bære mig ned ad bjerget alene hvis jeg besvimede af sult.

Ved et kredsstævne stod jeg engang over for en anderledes udfordring. Vi overnattede hos en bror  der boede lige ved siden af en rigssal. I amiskulturen bliver der lagt stor vægt på det at tage et bad, og kredstilsynsmandens hustru havde derfor gjort et bad klar til Harvey og mig. Fordi Harvey havde travlt, var jeg den første der skulle bade. Badet bestod af tre beholdere: en spand med koldt vand, en med varmt vand og en tom balje. Til min store overraskelse havde hun stillet beholderne uden for huset, hvortil der var direkte udsyn fra den rigssal hvor brødrene var i gang med stævneforberedelserne. Jeg spurgte hende om hun havde et forhæng af en slags. Og så kom hun med et stykke gennemsigtigt plastic. Jeg overvejede at søge dækning bag huset, men dér risikerede jeg at blive nappet af nogle nærgående gæs der stak deres hoveder ud gennem hegnet. Til sidst tog jeg en beslutning: ‘Brødrene har alt for travlt til at lægge mærke til at jeg tager et bad. Og hvis jeg ikke tager det bad, vil det virke stødende. Lad mig bare få det overstået!’

Harvey forstod efterhånden at de amistalende brødre og søstre havde svært ved at gøre åndelige fremskridt fordi mange af dem ikke kunne læse eller skrive og der heller ikke var nogen publikationer på deres sprog. Man var for nylig begyndt at skrive amis med latinske bogstaver, og det virkede derfor som en god idé at lære brødrene at læse deres eget sprog. Det var en enorm opgave, men det var det hele værd, for med tiden blev brødrene i stand til selv at studere. I slutningen af 1960’erne begyndte man at udgive publikationer på amis, og i 1968 udkom Vagttårnet for første gang.

Regeringen havde opstillet visse begrænsninger for publikationer der ikke var på kinesisk. Så for at undgå problemer udgav man Vagttårnet på amis i flere forskellige afskygninger. For eksempel brugte vi i en periode en udgave af Vagttårnet hvor artiklerne var skrevet på både mandarin og amis. Hvis nogle var mistænksomme, kunne vi bare sige at vi brugte materialet til at undervise de lokale i kinesisk. Siden da har Jehovas organisation sørget for et væld af publikationer på amis så dette skønne folk kan lære sandheden at kende. – Ap.G. 10:34, 35.

I 1960’erne og 1970’erne var der mange af de amistalende brødre og søstre der ikke levede efter Guds normer. De forstod ikke fuldt ud Bibelens principper, så nogle havde en umoralsk livsstil, drak sig fulde eller var afhængige af tobak eller betelnød. Harvey besøgte mange menigheder for at hjælpe vennerne til at få Jehovas syn på de ting. Det var på en af de ture at vi havde den oplevelse som jeg nævnte i indledningen.

Ydmyge brødre og søstre var villige til at gøre de nødvendige forandringer, men det gjaldt desværre ikke alle. Antallet af forkyndere i Taiwan faldt drastisk fra over 2.450 til omkring 900 i løbet af en periode på 20 år. Det var meget nedslående. Men vi vidste at Jehova aldrig ville velsigne en uren organisation. (2. Kor. 7:1) Med tiden kom der en høj moralsk standard i menighederne, og på grund af Jehovas velsignelse er der nu over 11.000 forkyndere i Taiwan.

Fordi de amistalende forkyndere gjorde gode åndelige fremskridt, kunne Harvey i 1980’erne begynde at bruge mere tid i det kinesiske distrikt. Han havde den glæde at hjælpe mange af søstrenes mænd til at blive Jehovas Vidner. Jeg kan stadig huske hvor glad han blev da en af de mænd for første gang havde bedt til Jehova. Jeg har også fået lov til at opleve den store glæde at hjælpe mange oprigtige mennesker til at få et nært venskab med Jehova. Og hvor var det skønt at jeg på Afdelingskontoret i Taiwan kunne tjene sammen med en af mine tidligere bibelstudieelevers søn og datter.

Efter næsten 59 års ægteskab mistede jeg desværre min elskede Harvey. Den 1. januar 2010 døde han efter at have kæmpet en hård kamp mod kræft. Han havde brugt næsten 60 år af sit liv i heltidstjenesten. Jeg savner ham stadig forfærdeligt meget. Men hvor er jeg glad for den tid vi havde sammen i tjenesten for Jehova i to spændende lande hvor forkyndelsesarbejdet var i sin spæde begyndelse. Tænk at vi lærte at tale – og i Harveys tilfælde også at skrive – to svære asiatiske sprog.

Nogle år senere besluttede Det Styrende Råd at fordi jeg var kommet op i årene, ville det være bedst for mig at vende tilbage til Australien. Min første tanke var at jeg ikke havde lyst til at forlade Taiwan. Men Harvey havde lært mig aldrig at sige nej til Jehovas organisation, så det havde jeg ikke tænkt mig at gøre. Det viste sig selvfølgelig at det var en god beslutning.

I dag tjener jeg på Afdelingskontoret i Australasien, og jeg nyder at forkynde sammen med min menighed i weekenderne. Jeg er glad for at jeg har mulighed for stadig at tale japansk og kinesisk når jeg giver rundvisninger på Betel. Men jeg må sige at jeg længes efter den dag hvor alle de der er i Jehovas hukommelse, vil få livet igen. For jeg er overbevist om at Harvey, der lærte aldrig at sige nej til Jehova, vil være en af dem! – Joh. 5:28, 29.