Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 7

Jehovas ordning for ledelse i menigheden

Jehovas ordning for ledelse i menigheden

“Kristus er hoved for menigheden, der er hans krop, og som han er frelser for.” – EF. 5:23.

SANG NR. 137 Trofaste kvinder, kristne søstre

FORMÅL *

1. Hvad er en af grundene til at der er fred og enhed i Jehovas familie?

VI ELSKER at være en del af Jehovas familie. Hvorfor er der så stor fred og enhed i vores familie? En af grundene er at vi alle gør vores bedste for at respektere den ordning for ledelse Jehova har indført. Faktisk er det sådan at jo bedre vi forstår den ordning, jo mere forenede vil vi være.

2. Hvilke spørgsmål vil vi se på i den her artikel?

2 I artiklen her vil vi drøfte hvordan Jehovas ordning for ledelse gør sig gældende i menigheden. Vi vil blandt andet se på de her spørgsmål: Hvilken rolle har søstre i menigheden? Er det sådan at enhver bror er hoved for enhver søster? Svarer den myndighed en ældste har i menigheden, til den myndighed en mand har i sin familie? Lad os først drøfte hvad der er det rigtige syn på søstre.

DET RIGTIGE SYN PÅ SØSTRE

3. Hvad vil give os større værdsættelse af alt det vores søstre udretter?

3 Vi værdsætter virkelig vores søstre, som gør så stor en indsats for at tage sig af deres familie, forkynde den gode nyhed og hjælpe andre i menigheden. Og vi vil få endnu større værdsættelse af vores søstre når vi sætter os ind i hvordan Jehova og Jesus betragter dem. Vi kan også lære meget af den måde apostlen Paulus behandlede kvinder på.

4. Hvordan fremgår det af Bibelen at Jehova sætter lige så stor pris på kvinder som på mænd?

4 Det fremgår klart af Bibelen at Jehova sætter lige så stor pris på kvinder som på mænd. Den nævner blandt andet at Jehova i det første århundrede gav sin hellige ånd til kvinder såvel som mænd og gav dem kraft til at gøre mirakler, for eksempel at tale på forskellige sprog. (Ap.G. 2:1-4, 15-18) Både kvinder og mænd er blevet salvet med hellig ånd og skal være konger sammen med Jesus. (Gal. 3:26-29) Både kvinder og mænd vil blive belønnet med evigt liv på jorden. (Åb. 7:9, 10, 13-15) Desuden har både kvinder og mænd fået den vigtige opgave at forkynde den gode nyhed og gøre andre til disciple. (Matt. 28:19, 20) Faktisk fortælles det i Apostlenes Gerninger at en søster ved navn Priskilla sammen med sin mand, Akvila, hjalp den veluddannede Apollos til at få en dybere forståelse af sandheden. – Ap.G. 18:24-26.

5. Hvad fortæller Lukas 10:38, 39, 42 os om den holdning Jesus havde til kvinder?

5 Jesus viste kvinder ære og respekt. Han var ikke som farisæerne, der så ned på kvinder og ikke ville tale med dem når andre var til stede, og da slet ikke drøfte Skrifterne med dem. Jesus førte samtaler om vigtige sandheder både med kvinder og med mænd. * (Læs Lukas 10:38, 39, 42). Jesus tog også kvinder med på sine forkynderture. (Luk. 8:1-3) Og han gav nogle kvinder det privilegium at fortælle apostlene at han var blevet oprejst fra døden. – Joh. 20:16-18.

6. Hvordan viste Paulus at han havde respekt for kvinder?

6 Apostlen Paulus viste at han havde respekt for kvinder. For eksempel mindede han Timotheus om vigtigheden af at vise kvinder ære. Han sagde at han skulle behandle ‘ældre kvinder som mødre og yngre kvinder som søstre’. (1. Tim. 5:1, 2) Paulus havde selv haft en stor andel i at hjælpe Timotheus til at blive en moden kristen, men han var klar over at det var Timotheus’ mor og mormor der til at begynde med havde lært Timotheus om “de hellige skrifter”. (2. Tim. 1:5; 3:14, 15) I Romerbrevet sendte Paulus hilsner til nogle søstre, som han nævnte ved navn. Han var ikke bare opmærksom på det arbejde søstrene gjorde som kristne forkyndere, men udtrykte også sin værdsættelse af det. – Rom. 16:1-4, 6, 12; Flp. 4:3.

7. Hvilke spørgsmål vil vi nu se på?

7 Som vi har set i de foregående paragraffer, støtter Bibelen ikke den tanke at søstre er mindre værd end brødre. Vores kærlige og omsorgsfulde søstre er et stort aktiv, og de ældste har brug for deres hjælp til at fremme freden og enheden i menigheden. Men der er nogle spørgsmål vi må have svar på. For eksempel: Hvorfor kræver Jehova at en søster tager en hovedbeklædning på i bestemte situationer? Og eftersom det kun er brødre der bliver udnævnt som ældste og menighedstjenere, betyder det så at enhver bror er hoved for enhver søster i menigheden?

ER ENHVER BROR HOVED FOR ENHVER SØSTER?

8. Er det ifølge Efeserne 5:23 sådan at enhver bror er hoved for enhver søster? Forklar.

8 Det korte svar er nej! En bror er ikke hoved for alle søstre i menigheden. Det er Kristus. (Læs Efeserne 5:23). I en familie er ægtemanden overhoved for sin kone. En døbt søn har ikke myndighed over sin mor. (Ef. 6:1, 2) Og i menigheden har de ældste kun begrænset myndighed over søstrene og brødrene. (1. Thess. 5:12; Hebr. 13:17) Ugifte kvinder der ikke længere bor hjemme, viser stadig respekt for deres forældre og for de ældste, men ligesom mændene i menigheden har de kun ét overhoved, Jesus.

Ugifte som ikke længere bor hos deres forældre, har Jesus som hoved (Se paragraf 8)

9. Hvorfor skal søstre i nogle situationer have en hovedbeklædning på?

9 Det er rigtigt at Jehova har udnævnt mænd til at føre an og undervise i menigheden, og at han ikke har givet kvinder den samme myndighed. (1. Tim. 2:12) Hvorfor er det sådan? Fordi han gerne vil have fred og orden i sin familie. Det er jo også derfor han har udnævnt Jesus til at være mandens hoved. Hvis der opstår en situation hvor en søster må klare en opgave som en bror normalt ville tage sig af, kræver Jehova at hun tager en hovedbeklædning på. * (1. Kor. 11:4-7) Det forlanger Jehova ikke for at nedgøre søstrene, men for at give dem en mulighed for at vise respekt for ledelsens princip. Med alt det i tanke vil vi nu besvare spørgsmålet: Hvilken myndighed har familieoverhoveder og ældste?

HVILKEN MYNDIGHED HAR FAMILIEOVERHOVEDER OG ÆLDSTE?

10. Hvad kunne få en ældste til at indføre regler for menigheden?

10 De ældste elsker Kristus, og de elsker også de “får” som Jehova og Jesus har givet dem ansvaret for. (Joh. 21:15-17) I den bedste mening kan en ældste begynde at opfatte sig selv som hele menighedens far – og så tænker han måske at hvis en familiefar har ret til at indføre regler for at beskytte sin familie, kan en ældste også indføre regler for at beskytte Guds får. Nogle brødre og søstre vil måske lægge op til at de ældste optræder som deres åndelige overhoved, ved at bede dem om at træffe nogle afgørelser for dem. Men har de ældste i menigheden samme myndighed som et familieoverhoved?

Ældste tager sig af menigheden både åndeligt og følelsesmæssigt. Jehova har givet dem ansvar for at holde menigheden moralsk ren (Se paragraf 11-12)

11. Hvilke ligheder er der mellem familieoverhoveder og ældste?

11 Apostlen Paulus antyder at der er nogle ligheder mellem et familieoverhoved og en ældstebror. (1. Tim. 3:4, 5) For eksempel ønsker Jehova at medlemmerne i en familie adlyder familiens overhoved. (Kol. 3:20) Han ønsker også at de der hører til menigheden, adlyder de ældste. Jehova forventer at både familieoverhoveder og ældste dækker de følelsesmæssige såvel som de åndelige behov hos dem de har ansvar for. Og når nogle har problemer, må de ældste, ligesom gode familiefædre, sørge for at give den nødvendige hjælp og støtte. (Jak. 2:15-17) Desuden forventer Jehova at både ældste og familieoverhoveder står op for hans normer og ikke ‘går ud over det der står skrevet’ i Bibelen. – 1. Kor. 4:6.

Familieoverhoveder har fået myndighed af Jehova til at træffe beslutninger på familiens vegne. Et kærligt familieoverhoved rådfører sig med sin kone før han træffer afgørelser (Se paragraf 13)

12-13. Hvilken forskel er der mellem familieoverhoveders og ældstes myndighed, som det fremgår af Ordsprogene 6:20?

12 Men der er også nogle afgørende forskelle mellem den myndighed en ældstebror har, og den et familieoverhoved har. Jehova har for eksempel givet de ældste til opgave at fungere som dommere, og han har givet dem ansvar for at udelukke syndere fra menigheden hvis de ikke angrer. – 1. Kor. 5:11-13.

13 På den anden side har Jehova givet familieoverhoveder en myndighed som han ikke har givet de ældste. For eksempel har han bemyndiget en familiefar til at fastsætte og håndhæve regler for sin egen familie. (Læs Ordsprogene 6:20). Et familieoverhoved har blandt andet ret til at afgøre hvornår børnene skal være hjemme om aftenen, og myndighed til at retlede dem hvis de ikke overholder reglen. (Ef. 6:1) Selvfølgelig vil en kærlig familiefar rådføre sig med sin kone før han laver regler for familien – de to er jo “ét”. *Matt. 19:6.

VIS RESPEKT FOR JESUS SOM MENIGHEDENS HOVED

Jesus, der har Jehova som hoved, leder den kristne menighed (Se paragraf 14)

14. (a) Hvordan viser Markus 10:45 at det er godt at Jehova har udnævnt Jesus til at være menighedens hoved? (b) Hvilket ansvar har Det Styrende Råd? (Se boksen “ Det Styrende Råds ansvar”).

14 Jehova har løskøbt hver eneste person i menigheden, ja, potentielt hele menneskeheden. (Læs Markus 10:45; Ap.G. 20:28; 1. Kor. 15:21, 22) Derfor er det helt på sin plads at han har udnævnt Jesus, der gav sit liv som en løsesum, til at være menighedens hoved. Fordi Jesus er vores hoved, har han myndighed til at indføre og håndhæve regler der gælder for os som enkeltpersoner, for familier og for hele menigheden. (Gal. 6:2) Men Jesus gør mere end det. Han giver os åndelig mad og passer godt på os. – Ef. 5:29.

15-16. Hvad lærer du af Marleys og Benjamins kommentarer?

15 Søstre viser at de respekterer Kristus, ved at følge anvisningerne fra de mænd han har udnævnt til at tage sig af dem. En søster ved navn Marley, der bor i USA, taler på mange søstres vegne når hun siger: “Jeg er virkelig glad for min rolle som hustru og som søster i menigheden. Men jeg må hele tiden arbejde på at have den rigtige indstilling til den myndighed Jehova har givet min mand og de ældste. De gør det heldigvis lettere for mig fordi de respekterer mig og giver udtryk for at de værdsætter det jeg gør.”

16 Brødre viser at de forstår Jehovas ordning for ledelse ved at respektere søstrene og vise dem ære. Benjamin, en bror der bor i England, siger: “Jeg har lært utroligt meget af søstrenes kommentarer ved møderne og deres forslag til hvordan man kan studere og opnå bedre resultater i forkyndelsen. Jeg synes de udfører et fantastisk arbejde.”

17. Hvorfor vil vi gerne respektere Jehovas ordning for ledelse?

17 Når alle i menigheden – mænd, kvinder, familieoverhoveder og ældste – forstår og respekterer Jehovas ordning for ledelse, vil der være fred i menigheden. Og som noget endnu vigtigere er vi med til at prise og ære Jehova, vores kærlige Far i himlen – Sl. 150:6.

SANG NR. 123 Loyale mod Guds ledelse

^ par. 5 Hvilken værdifuld plads har søstre i menigheden? Er enhver bror hoved for enhver søster? Har ældste og familieoverhoveder den samme form for myndighed? Her i artiklen vil vi besvare disse spørgsmål i lyset af hvad Guds ord siger.

^ par. 5 Se paragraf 6 i artiklen “Støt søstrene i din menighed” i Vagttårnet for september 2020.

^ par. 13 Spørgsmålet om hvem der skal bestemme hvilken menighed en familie skal tilhøre, er behandlet i paragraf 17-19 i artiklen “Hav respekt for andres plads i Jehovas menighed” i Vagttårnet for august 2020.

^ par. 59 En grundigere behandling af emnet findes i bogen ‘Bevar jer selv i Guds kærlighed’, s. 209-212.

^ par. 64 Det arbejde Det Styrende Råd udfører, behandles mere indgående i Vagttårnet for 15. juli 2013, s. 20-25.