Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

STUDIEARTIKEL 22

Hjælp din elev til at gøre fremskridt og blive døbt

Hjælp din elev til at gøre fremskridt og blive døbt

“I skal ... hver især lade jer døbe.” – AP.G. 2:38.

SANG NR. 72 Gør Riget kendt!

FORMÅL *

1. Hvad fik en stor menneskemængde i det første århundrede at vide at de skulle gøre?

EN STOR menneskemængde var stimlet sammen. Der var mænd og kvinder som kom fra mange lande og talte mange forskellige sprog. Der skete noget helt utroligt den dag. En gruppe ganske almindelige jøder kunne pludselig tale til alle disse mennesker på deres egne sprog! Men noget der var endnu mere overraskende, var det budskab som disse jøder, deriblandt apostlen Peter, forkyndte for dem. Det gik ud på at de kunne blive frelst ved at tro på Jesus Kristus. Budskabet gjorde dybt indtryk på alle dem der hørte det, og de spurgte: “Hvad skal vi gøre?” Peter svarede: “I skal ... hver især lade jer døbe.” – Ap.G. 2:37, 38.

Sammen med sin hustru leder en bror et bibelstudie med en ung mand som sidder med et eksemplar af bogen Et håb om en lys fremtid (Se paragraf 2)

2. Hvad vil vi undersøge her i artiklen? (Se forsidebilledet).

2 Det næste der skete den dag, var helt exceptionelt. Omkring 3.000 blev døbt som disciple af Jesus. Det var begyndelsen på et kæmpestort undervisningsarbejde som Jesus havde sagt at de der fulgte ham, skulle udføre. Det arbejde foregår stadig nu i det 21. århundrede. Men i dag er folk ikke klar til at blive døbt bare efter at vi har talt med dem i et par timer. Det kan vare flere måneder, et år eller endnu længere før en elev er kommet så langt. Hvis du selv studerer Bibelen med en i øjeblikket, ved du at det er et stort arbejde at gøre en anden til discipel. Her i artiklen vil vi undersøge hvad du kan gøre for at hjælpe en du studerer med, til at gøre fremskridt og blive døbt.

HJÆLP DIN ELEV TIL AT BRUGE DET HAN LÆRER

3. Hvad må en elev gøre før han kan blive døbt, som det fremgår af Matthæus 28:19, 20?

3 Før den du studerer med, kan blive døbt, må han leve efter det Bibelen lærer. (Læs Matthæus 28:19, 20). Når eleven bruger det han lærer, bliver han ligesom “en klog mand” Jesus omtalte – manden gravede dybt ned for at bygge sit hus på klippegrund. (Matt. 7:24, 25; Luk. 6:47, 48) Hvordan kan vi hjælpe eleven til at leve efter det han lærer? Her kommer tre forslag.

4. Hvordan kan vi hjælpe vores elev til at gøre fremskridt? (Se også boksen “ Hjælp din elev til at sætte sig mål og nå dem”).

4 Hjælp eleven til at sætte sig nogle mål. Hvorfor er det godt? Her er en illustration: Hvis du skal ud på en længere biltur, vælger du måske på forhånd nogle spændende steder hvor du vil stoppe op undervejs. Så vil den lange rejse ikke virke så uoverskuelig. Sådan er det også for en bibelstudieelev. Når han sætter sig nogle kortsigtede mål og når dem, vil han opdage at det mål at blive døbt er inden for rækkevidde. For at hjælpe eleven til at gøre fremskridt kan du bruge boksen “Mål”, der findes sidst i hver lektion i bogen Et håb om en lys fremtid. Når I er færdige med en lektion, kan I drøfte hvordan det foreslåede mål hænger sammen med det han lige har lært. Hvis du mener at det vil være godt at din elev arbejder på et andet mål, kan I skrive det ind i boksen under “Andet”. Brug med jævne mellemrum denne del af studiet til at drøfte med eleven hvordan det går med hans kortsigtede og langsigtede mål.

5. Hvad sagde Jesus til en rig mand at han skulle gøre, som det fremgår af Markus 10:17-22, og hvorfor?

5 Hjælp eleven til at gøre de nødvendige forandringer. (Læs Markus 10:17-22). Jesus vidste at det ville være svært for en rig mand at skille sig af med alt hvad han havde. (Mark. 10:23) Alligevel sagde Jesus til manden at han skulle foretage netop denne store forandring i sit liv. Hvorfor gjorde han det? Af kærlighed. Nogle gange holder vi os måske tilbage fra at opfordre en elev til at bruge noget han lærer, fordi vi føler at han ikke er parat til at gøre den nødvendige forandring. Det kan godt tage tid at aflægge gamle vaner og tage den nye personlighed på. (Kol. 3:9, 10) Men jo før man tager en åben snak om spørgsmålet, jo før kan eleven begynde at arbejde på problemet. Ved at tage den snak viser du faktisk at du har omsorg for din elev. – Sl. 141:5; Ordsp. 27:17.

6. Hvilken type spørgsmål skal vi stille, og hvorfor?

6 I løbet af studiet må du prøve at finde frem til hvad eleven mener, forstår og tror på. Det kan du gøre ved at stille nogle åbne spørgsmål. Hvis du gør det jævnligt, vil det være lettere for dig at tale med eleven om følsomme emner senere hen. I bogen Et håb om en lys fremtid er der mange af den slags åbne spørgsmål. For eksempel bliver der spurgt i lektion 4: “Hvilke følelser tror du Jehova får når du bruger hans navn?” Og i lektion 9 bliver der spurgt: “Hvilke ting kunne du tænke dig at bede til Jehova om?” Det kan være at din elev skal bruge lidt tid til at tænke før han kan svare på sådan et åbent spørgsmål. Du kan hjælpe ham ved at lære ham at analysere de bibelvers der er henvist til, og de billeder der er i bogen.

7. Hvordan kan vi gøre god brug af erfaringer fra det virkelige liv?

7 Når din elev forstår hvad han skal gøre, kan du motivere ham til at gøre det ved hjælp af beretninger fra det virkelige liv. Hvis din elev for eksempel ikke er begyndt at komme fast til møderne endnu, kan du vise ham videoen Jehova tog sig af mig i den del af lektion 14 der hedder “Gå i dybden”. Mange steder i Et håb om en lys fremtid er der sådan nogle erfaringer i de dele af lektionerne der hedder “Gå i dybden” og “Gå på opdagelse”. * Du skal selvfølgelig ikke sammenligne din elev med andre og for eksempel sige: “Hvis han kan gøre det, så kan du også.” Lad eleven selv nå frem til den konklusion. Du kan pege på hvad det især var der hjalp personen i videoen til at bruge det Bibelen lærer. Måske kan du fremhæve et bestemt bibelvers eller noget som personen gjorde rent praktisk. Hver gang det overhovedet er muligt, må du understrege hvordan Jehova hjalp vedkommende.

8. Hvordan kan vi hjælpe en elev til at få kærlighed til Jehova?

8 Hjælp eleven til at få kærlighed til Jehova. Hvordan kan du gøre det? Vær på udkig efter muligheder for at fremhæve Jehovas egenskaber. Hjælp eleven til at se Jehova som en lykkelig Gud der støtter dem der elsker ham. (1. Tim. 1:11; Hebr. 11:6) Forklar hvor stor gavn han vil have af at bruge det han lærer, og at det er et udtryk for Jehovas kærlighed til ham. (Esa. 48:17, 18) Efterhånden som din elev kommer til at elske Jehova mere og mere, vil han føle sig motiveret til at gøre de nødvendige forandringer. – 1. Joh. 5:3.

HJÆLP DIN ELEV TIL AT LÆRE ANDRE I MENIGHEDEN AT KENDE

9. Hvad kan hjælpe en elev til at bringe ofre, som det fremgår af Markus 10:29, 30?

9 Den der studerer Bibelen, må bringe nogle ofre for at kunne gøre fremskridt og blive døbt. For nogles vedkommende kan det være materielle ofre, som det var for den rige mand Jesus talte med. Hvis de har et job der strider imod Bibelens principper, kan de være nødt til at finde et andet. Mange må sige farvel til venner der ikke tjener Jehova. Andre oplever at nogle i deres familie vender dem ryggen fordi de ikke kan lide Jehovas Vidner. Jesus er klar over at det kan være svært at bringe den slags ofre. Men han har lovet at de der følger ham, ikke vil blive skuffet. De vil derimod blive rigt belønnet ved at få en stor og kærlig åndelig familie. (Læs Markus 10:29, 30). Hvordan kan du hjælpe din elev til at få gavn af denne skønne gave?

10. Hvad lærer du af det Manuel fortæller?

10 Bliv ven med din elev. Det er vigtigt at du viser din elev at han betyder noget for dig. Læg mærke til hvad Manuel, der bor i Mexico, siger om den tid hvor han selv var bibelstudieelev: “Inden studiet spurgte min lærer mig altid hvordan jeg havde det. Han fik mig til at slappe af og gav mig lov til at snakke åbent om mange forskellige ting. Jeg kunne mærke hans oprigtige interesse.”

11. Hvorfor er det vigtigt at bruge tid sammen med sin elev?

11 Brug tid sammen med din elev, ligesom Jesus brugte tid sammen med sine disciple. (Joh. 3:22) Hvis din elev gør gode fremskridt, kunne du måske invitere ham hjem til en kop kaffe eller lidt at spise eller for at se et af vores månedsprogrammer. Måske er han særligt glad for sådan en invitation når hans familie og venner er sammen for at fejre en ubibelsk højtid. “Jeg tror jeg lærte lige så meget om Jehova ved at være sammen med min lærer på andre tidspunkter som jeg gjorde under selve studiet,” siger en bror i Uganda der hedder Kazibwe. “Jeg så hvor stor omsorg Jehova har for sine tjenere, og hvor glade de er. Sådan et liv ville jeg også gerne have.”

Når du tager forskellige forkyndere med på et bibelstudie, vil eleven have lettere ved at komme til møderne (Se paragraf 12) *

12. Hvorfor er det en god idé at tage forskellige forkyndere med på studiet?

12 Tag forskellige forkyndere med på studiet. Nogle gange føler vi måske at det er lettere at klare studiet alene eller at tage den samme forkynder med hver gang. Men eleven vil sikkert få mere ud af det hvis vi en gang imellem tager forskellige forkyndere med. “De forkyndere der kom med dengang der blev studeret med mig, havde hver sin måde at forklare tingene på,” siger Dmitrij, som bor i Moldova. “Det hjalp mig til at se tingene fra forskellige vinkler. Jeg var heller ikke så genert da jeg første gang kom til et møde, for jeg havde allerede mødt mange af brødrene og søstrene.”

13. Hvorfor må vi hjælpe en elev til at komme fast til møderne?

13 Hjælp eleven til at komme fast til møderne. Hvorfor er det vigtigt? Fordi Jehova har sagt at de der tjener ham, skal mødes – det er en del af vores tilbedelse. (Hebr. 10:24, 25) Desuden er vores brødre og søstre jo vores åndelige familie. Så når vi er sammen med dem til et møde, er det som at spise et dejligt måltid sammen med dem derhjemme. Og når du hjælper din elev til at komme fast til møderne, hjælper du ham til at tage et af de vigtigste skridt han må tage for at kunne blive døbt. Men måske er det et svært skridt for ham. Hvordan kan bogen Et håb om en lys fremtid hjælpe eleven til at klare de udfordringer han måske har?

14. Hvordan kan vi hjælpe vores elev til at komme til møderne?

14 Lektion 10 i Et håb om en lys fremtid kan hjælpe dig med at motivere eleven. Nogle erfarne forkyndere som blev bedt om at afprøve den lektion før bogen blev udgivet, havde rigtig gode resultater med at hjælpe deres elever til at komme til møderne. Du skal selvfølgelig ikke vente til lektion 10 før du inviterer eleven til at komme til vores møder. Invitér ham så hurtigt som muligt, og gør det igen med jævne mellemrum. Situationen er forskellig for hver elev, så vær opmærksom på din elevs behov og på hvad du kan gøre for at hjælpe rent praktisk. Du skal ikke miste modet hvis det tager et stykke tid før han begynder at komme til møderne. Vær tålmodig men vedholdende!

HJÆLP DIN ELEV TIL AT OVERVINDE SIN FRYGT

15. Hvad kan en elev være nervøs for?

15 Prøv at tænke tilbage på tiden inden du blev døbt. Var der nogle ting der gjorde dig nervøs ved tanken om at blive et af Jehovas Vidner? Du tænkte måske at du aldrig ville kunne forkynde fra hus til hus. Eller måske var du bange for at møde modstand fra familie og venner. Hvis det var sådan, kan du sætte dig ind i hvordan din elev har det. Jesus var klar over at man kunne have den slags tanker, men han sagde til sine disciple at de ikke skulle lade frygt afholde dem fra at tjene Jehova. (Matt. 10:16, 17, 27, 28) Hvordan hjalp Jesus sine disciple til at overvinde deres frygt? Og hvordan kan du efterligne ham?

16. Hvordan kan vi lidt efter lidt lære en elev at fortælle andre om sin tro?

16 Lær eleven at fortælle andre om sin tro. Det er meget tænkeligt at Jesus’ disciple var nervøse da han sendte dem ud for at forkynde. Men Jesus hjalp dem ved at fortælle dem hvem de skulle forkynde for, og hvad de skulle sige. (Matt. 10:5-7) Hvordan kan du efterligne Jesus? Hjælp din elev til at se hvem han kan forkynde for. Spørg ham for eksempel om han kender en der ville have glæde af at høre om en bestemt ting fra Bibelen som I har drøftet. Hjælp ham så med at forberede hvad han kan sige, ved at vise ham en ganske enkel måde han kan forklare det på. I nogle tilfælde kan I øve jer ud fra rammerne “Nogle siger måske” og “Nogle spørger måske” i Et håb om en lys fremtid. Fokusér på at lære eleven hvordan han ud fra Bibelen kan give enkle og taktfulde svar.

17. Hvordan kan vi bruge det der står i Matthæus 10:19, 20, 29-31, når vi hjælper en elev til at få tillid til Jehova?

17 Hjælp eleven til at få tillid til Jehova. Jesus forsikrede sine disciple om at Jehova elskede dem, og at han derfor ville hjælpe dem. (Læs Matthæus 10:19, 20, 29-31). Mind din elev om at Jehova også vil hjælpe ham. Ved at nævne elevens mål når du beder sammen med ham, hjælper du ham til at få tillid til Jehova. Hvordan det? Franciszek, der bor i Polen, siger: “Min lærer nævnte ofte de mål jeg havde, i sine bønner. Og når jeg så hvordan Jehova besvarede hans bønner, begyndte jeg også hurtigt at bede. Jeg mærkede hvordan Jehova hjalp mig da jeg havde brug for at få nogle dage fri fra mit nye job for at kunne komme til møderne og til et stævne.”

18. Hvordan ser Jehova på det arbejde vi gør når vi leder bibelstudier?

18 Jehova holder meget af de mennesker vi studerer Bibelen med. Han ved også hvor stort et arbejde forkynderne gør for at hjælpe andre til at komme nær til ham, og han elsker dem for det. (Esa. 52:7) Hvis du ikke i øjeblikket har et bibelstudie, kan du alligevel hjælpe elever til at gøre fremskridt ved at støtte de forkyndere der leder studierne.

SANG NR. 60 Det gælder livet

^ par. 5 Her i artiklen vil vi se på hvordan Jesus hjalp folk til at blive disciple, og hvordan vi kan efterligne ham. Vi vil også se på hvordan vi kan bruge den nye bog Et håb om en lys fremtid i den forbindelse. Den er designet til at hjælpe dem vi studerer Bibelen med, til at gøre de fremskridt der er nødvendige for at de kan blive døbt.

^ par. 7 Du kan også finde erfaringer fra det virkelige liv i (1) Researchguide for Jehovas Vidner under emnet “Bibelen” og derefter “Praktisk værdi” og så “‘Bibelen forandrer folks liv’ (Artikelserie i Vagttårnet)” eller i (2) JW Library® under “Medier” og derefter “Interviews og erfaringer”.

^ par. 62 BILLEDBESKRIVELSE: En bror studerer med en ung mand og har taget sin kone med. Andre gange er forskellige brødre med på studiet.