Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Hvad mente Paulus da han sagde: “Gennem Loven selv er jeg blevet løst fra Loven”? – Gal. 2:19.

Paulus skrev: “Gennem Loven selv er jeg blevet løst fra [eller “død i forhold til”] Loven for at jeg kan blive levende for Gud.” – Gal. 2:19, fdn.

Disse ord af Paulus hang sammen med en vigtig pointe som han fremhævede over for menighederne i den romerske provins Galatien. Nogle kristne i menighederne var blevet påvirket af falske lærere der påstod at man kun kunne blive frelst hvis man overholdt Moseloven, især buddet om omskærelse. Men Paulus vidste at Gud ikke længere krævede at de der tilbad ham, skulle omskæres. Med stærke argumenter gendrev han deres falske lære og styrkede de kristnes tro på løskøbelsen ved Jesus Kristus. – Gal. 2:4; 5:2.

Bibelen siger klart og tydeligt at en person der er død, ikke ved noget om eller bliver påvirket af hvad der foregår rundt omkring ham eller hende. (Præd. 9:5) I det omtalte vers fra Galaterne 2:19 sagde Paulus ordret at han var “død i forhold til Loven”. (Se fodnoten). Det betød at Moseloven ikke længere havde magt over ham eller påvirkede hans liv. Han var “løst fra Loven”. Og han var overbevist om at han var blevet “levende for Gud” på grund af sin tro på løskøbelsen.

Denne forandring i Paulus’ situation var sket “gennem Loven”. Hvordan det? Han havde lige forklaret at “et menneske ikke bliver erklæret retfærdigt ved at gøre de gerninger Loven kræver, men kun på grundlag af tro på Jesus Kristus”. (Gal. 2:16) Det betød dog ikke at Loven ikke havde haft en vigtig funktion. Paulus skrev: “Den blev føjet til for at gøre overtrædelserne tydelige indtil det afkom som løftet var givet til, ville komme.” (Gal. 3:19) Ja, Loven gjorde det tydeligt at ufuldkomne, syndige mennesker ikke kunne overholde Loven til perfektion, og at de havde brug for at der én gang for alle blev bragt et fuldkomment offer. Loven førte på den måde mennesker til Jesus Kristus, eller ‘afkommet’. Ved at tro på Jesus kunne man blive erklæret retfærdig af Gud. (Gal. 3:24) Loven havde altså hjulpet Paulus til at tage imod og få tro på Jesus, og derfor kunne Gud erklære ham retfærdig. Så nu var Paulus “død i forhold til Loven” men “levende for Gud”. Loven påvirkede ikke længere hans liv, men det gjorde Gud!

Paulus gav udtryk for en lignende tanke i Romerbrevet. Han skrev: “I, mine brødre, [er] blevet gjort døde i forhold til Loven gennem Kristus’ offer. ... Vi [er] løst fra Loven fordi vi er døde i forhold til det der bandt os.” (Rom. 7:4, 6) Hverken i disse vers eller i Galaterne 2:19 hentydede Paulus til det at dø som en synder der ikke kunne leve op til Loven. Han beskrev derimod en form for befrielse. Moseloven havde ikke længere magt over ham eller andre kristne der troede på Jesus’ offer. Løskøbelsen havde gjort dem frie!