Far beinleiðis til innihaldið

Far til innihaldsyvirlit

LESTRARGREIN 40

Hvat vil tað siga at angra av hjarta?

Hvat vil tað siga at angra av hjarta?

’Eg eri komin at kalla syndarar til umvendingar.’ – LUK. 5:32.

SANGUR NR. 36 Varða hjartað!

FORMÅL *

1-2. Hvør munur var á tveimum kongum? Hvørjar spurningar fara vit at tosa um?

FOR mange år siden levede der to konger som vi kan lære meget af. Den ene regerede over tistammeriget Israel, den anden over tostammeriget Juda. Selvom de ikke levede samtidigt, havde de alligevel meget tilfælles. De gjorde begge to oprør mod Jehova og fik hans folk til at synde. Og de dyrkede begge to afguder og var skyldige i mord. Men der var også et område hvor de var vidt forskellige. Den ene af dem fortsatte med at gøre onde ting lige til sin død, hvorimod den anden angrede og fik tilgivelse for de frygtelige ting han havde gjort. Hvem taler vi om?

2 Den ene var Akab, konge over Israel, og den anden var Manasse, konge over Juda. Ved at se nærmere på forskellen mellem de to mænd kan vi lære meget om et vigtigt emne, nemlig anger. (Ap.G. 17:30; Rom. 3:23) Hvad er ægte anger, og hvordan kommer det til udtryk? Det er af stor betydning at vi ved det, for vi vil jo gerne have at Jehova tilgiver os når vi begår fejl. For at få svar på spørgsmålene vil vi se nærmere på de to kongers liv og på hvad vi kan lære af deres eksempel. Vi vil også undersøge hvad Jesus sagde om anger.

HVAT KUNNU VIT LÆRA AV AKABI?

3. Hvussu var Akab kongur?

3 Akab var den syvende konge i tistammeriget Israel. På et tidspunkt giftede han sig med Jezabel, som var datter af kongen af Sidon, en velhavende by mod nord. Ægteskabet kan have ført til større velstand i Israel, men det var også med til at føre nationen endnu længere væk fra Jehova. Jezabel dyrkede nemlig guden Baal, og hun fik Akab til at udbrede den modbydelige religion i landet – en religion der indbefattede tempelprostitution og endda børneofringer! Så længe Jezabel var dronning, kunne ingen af Jehovas profeter føle sig trygge, og hun fik mange af dem slået ihjel. (1. Kong. 18:13) Akab selv “var værre i Jehovas øjne end alle dem der var før ham”. (1. Kong. 16:30) Jehova så ikke gennem fingre med det Akab og Jezabel gjorde. Men samtidig viste han barmhjertighed og sendte profeten Elias til israelitterne for at få dem til at ændre deres måde at leve på før det var for sent. Akab og Jezabel nægtede dog at lytte.

4. Hvussu skuldi Akab revsast, og hvussu tók hann ímóti dóminum frá Jehova?

4 Til sidst besluttede Jehova sig for at gribe ind. Han sendte Elias til Akab og Jezabel for at fortælle dem hvordan han ville straffe dem – hele deres slægt ville blive udryddet. Elias’ ord ramte Akab meget hårdt. Overraskende nok valgte den arrogante mand at ydmyge sig over for Jehova! – 1. Kong. 21:19-29.

Akab kastede Guds profet i fængsel og viste på den måde tydeligt at han ikke havde angret (Se paragraf 5-6) *

5-6. Hví kunnu vit siga, at Akab ikki angraði av hjarta?

5 Selvom Akab ydmygede sig da han hørte dommen, viste hans handlinger bagefter at der ikke var tale om ægte anger. Akab forsøgte ikke at fjerne Baal-dyrkelse fra landet. Han gjorde heller ikke noget for at fremme den sande tilbedelse af Jehova. Også på andre måder viste han at han ikke virkelig havde angret.

6 På et tidspunkt spurgte Akab kong Joshafat af Juda om han ville slutte sig til ham i kampen mod aramæerne. Kong Joshafat var en god konge som stolede på Jehova, så han foreslog at de spurgte en af Jehovas profeter om hvad de skulle gøre, inden de gik ud i kampen. Akab var ikke meget for det og sagde: “Der er en mand mere som vi kan spørge Jehova til råds igennem. Men jeg hader ham, for han profeterer aldrig noget godt om mig, kun dårligt.” Alligevel endte de med at spørge profeten Mikaja. Og ganske rigtigt – profeten forudsagde at det ville gå dårligt for Akab. Men i stedet for at angre og søge Jehovas tilgivelse fik Akab smidt profeten i fængsel. (1. Kong. 22:7-9, 23, 27) Det forhindrede dog ikke Jehova i at opfylde det profeten havde sagt. Akab drog ud i krig og blev slået ihjel. – 1. Kong. 22:34-38.

7. Hvussu umrøddi Jehova Akab, eftir at hann var deyður?

7 Efter at Akab var død gav Jehova udtryk for hvordan han betragtede ham. Da kong Joshafat kom hjem fra krigen, sendte Jehova profeten Jehu til ham for at fortælle ham at det havde været forkert af ham at indgå en alliance med Akab. Jehovas profet sagde: “Er det de onde man skal hjælpe, og er det dem der hader Jehova, man skal elske?” (2. Krøn. 19:1, 2) Tænk nu over det her spørgsmål: Hvis Akab virkelig havde vist ægte anger, ville profeten så have beskrevet ham som en ond mand der hadede Jehova? Selvom Akab var ked af nogle af de ting han havde gjort, var der tydeligvis ikke tale om ægte anger.

8. Hvat lærir dømið við Akabi okkum um tað at angra?

8 Hvad kan vi lære af eksemplet med Akab? Da han hørte Elias forudsige at hans slægt ville blive udryddet, ydmygede han sig over for Jehova. Det var en god start, men de ting han gjorde senere hen, viste at han ikke havde angret oprigtigt. Ægte anger indbefatter altså mere end at man giver udtryk for at man er ked af det man har gjort. Lad os se på et andet eksempel der hjælper os til at forstå hvad ægte anger er.

HVAT KUNNU VIT LÆRA AV MANASSE?

9. Hvussu var Manasse kongur?

9 Omkring 200 år senere blev Manasse konge af Juda. Han opførte sig måske endnu værre end Akab! I Bibelen står der: “Han gjorde meget der var ondt i Jehovas øjne, og krænkede ham.” Inde i Jehovas tempel opstillede Manasse altre for afguder og anbragte en hellig pæl, der sikkert repræsenterede en frugtbarhedsgudinde! Han praktiserede magi, spådomskunst og trolddom. Derudover ‘udgød han meget uskyldigt blod’. Ja, Manasse slog mange mennesker ihjel og ofrede endda sine egne sønner i ilden i forbindelse med afgudsdyrkelse. – 2. Krøn. 33:1-9; 2. Kong. 21:6, 7, 10, 11, 16.

10. Hvussu rættleiddi Jehova Manasse kong, og hvat gjørdi Manasse?

10 Ligesom Akab afviste Manasse stædigt de advarsler Jehova gav ham gennem sine profeter. Til sidst “sendte Jehova assyrerkongens hærførere imod [Juda], og de fangede Manasse med kroge og bandt ham med to kobberlænker og førte ham til Babylon”. Mens han sad der som fange i et fremmed land, brugte han åbenbart tiden på at tænke grundigt over de ting han havde gjort. Han “ydmygede sig meget over for sine forfædres Gud”. Men han gjorde mere end det. “I sine trængsler bønfaldt han sin Gud Jehova om velvilje.” Og Manasse “blev ved med at bede til Ham”. Den onde mand var altså ved at forandre sig. Han begyndte at betragte Jehova som “sin Gud”, og han bad mange inderlige bønner til ham. – 2. Krøn. 33:10-13.

Manasse bekæmpede afgudsdyrkelse og viste på den måde ægte anger (Se paragraf 11) *

11. Hvussu sást tað, at Manasse angraði av hjarta sambært 2. Krønikubók 33:15, 16?

11 Efter et stykke tid besvarede Jehova Manasses bønner. Jehova kunne se at han havde ændret sig inderst inde, og det kom til udtryk i hans bønner. Af den grund lyttede Jehova til Manasses bønner om tilgivelse, og han sørgede for at han igen blev konge over Juda. Manasse greb muligheden for at vise klart og tydeligt at han havde angret. Han gjorde det som Akab ikke gjorde – han ændrede sit liv og sin adfærd. Han gik i gang med at fjerne afgudsdyrkelsen fra landet og fremmede i stedet den sande tilbedelse. (Læs 2. Krønikebog 33:15, 16). Det har helt sikkert krævet mod og tro, for Manasse havde haft en dårlig indflydelse på sin familie og på folket og dets ledere i mange, mange år. Men nu i de sidste år han levede, forsøgte han at rette op på nogle af de frygtelige ting han havde gjort. Manasse havde uden tvivl en god indflydelse på sit barnebarn, den lille Josija, som senere blev en rigtig god konge. – 2. Kong. 22:1, 2.

12. Hvat lærir dømið við Manasse okkum um tað at angra?

12 Hvad kan vi lære af Manasses eksempel? Manasse viste stor ydmyghed, men han gjorde mere end det. Han bad inderligt Jehova om at tilgive ham. Og han ændrede sin adfærd. Han gjorde alt hvad han kunne, for at rette op på de ting han var skyld i, og han gjorde sit bedste for at tilbede Jehova og hjælpe andre til at gøre det samme. Eksemplet med Manasse indeholder et håb for nogle der har begået meget alvorlige synder. Beretningen er et tydeligt bevis på at Jehova er “god og villig til at tilgive”. (Sl. 86:5) Det er muligt at blive tilgivet, hvis man altså viser ægte anger.

13. Hvør mynd hjálpir okkum at skilja nakað týdningarmikið í sambandi við at angra?

13 Manasse gjorde mere end bare at være ked af de synder han havde begået. Det lærer os noget vigtigt om ægte anger. Det kan belyses med en illustration: Forestil dig at du går ind i en bagerbutik og gerne vil købe en kage. Men i stedet for at give dig en kage rækker ekspedienten dig et æg. Ville du være tilfreds med det? Selvfølgelig ikke! Ville det hjælpe hvis ekspedienten forklarede at æg er en af hovedingredienserne i kagen? Nej! På samme måde beder Jehova en der har begået en synd, om at vise ægte anger. Det er rigtig godt hvis vedkommende er ked af det på grund af den synd han har begået. Den følelse er en vigtig ingrediens, men ægte anger indbefatter mere. Hvad? Det lærer vi i en rørende lignelse som Jesus fortalte.

HVUSSU SÆST TAÐ, AT MANN ANGRAR AV HJARTA?

Efter at den fortabte søn var kommet til fornuft, rejste han den lange vej hjem (Se paragraf 14-15) *

14. Hvørji vóru tey fyrstu teknini um, at tann burturvilsti sonurin angraði?

14 Lignelsen som Jesus fortalte, handlede om en søn der kom på afveje. (Luk. 15:11-32) Den unge mand gjorde oprør mod sin far, forlod hjemmet og “rejste til et land langt borte”. Der levede han et vildt og hæmningsløst liv. Men da det blev svære tider, begyndte han at tænke alvorligt over sin situation. Det gik op for ham at han havde haft det meget bedre dengang han var hjemme hos sin far. Som Jesus sagde: “Han kom til fornuft.” Han besluttede sig for at vende tilbage og bede sin far om tilgivelse. Det var vigtigt at det gik op for ham hvor langt han var kommet ud, men var det nok? Nej. Han måtte gøre noget!

15. Hvussu sást tað, at sonurin í líknilsinum hjá Jesusi angraði av hjarta?

15 Sønnen der var kommet på afveje, viste tydeligt med sine handlinger at der var tale om ægte anger. Han rejste den lange vej for at komme hjem. Og da han nærmede sig sin far, sagde han: “Jeg har syndet mod Gud i himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at blive kaldt din søn.” (Luk. 15:21) Han bekendte oprigtigt sin synd, og det viste at han forstod at han havde skadet sit forhold til Jehova og ønskede at rette op på det. Hans ord viste også at han var klar over at hans handlinger var gået ud over hans far. Og han var villig til at gøre en stor indsats for at få et godt forhold til sin far igen – han var indstillet på at blive behandlet som en af farens arbejdere. (Luk. 15:19) Jesus’ lignelse er ikke bare en hjertevarmende historie. De principper den indeholder, kan være en stor hjælp for ældste der skal vurdere om en trosfælle der har syndet, viser ægte anger.

16. Hví kann tað vera ringt hjá teimum elstu at finna út av, um tann, sum hevur syndað, angrar av hjarta?

16 Det er ikke nogen let opgave for ældste at finde ud af om en der har begået en alvorlig synd, viser ægte anger. De ældste kan jo ikke læse hjerter. I stedet må de bedømme det de kan se, og ud fra det vurdere om vedkommende virkelig har ændret indstilling og angret sin synd. Det sker nogle gange at en der har syndet, har overtrådt Guds bud så groft at de ældste der mødes med ham, ikke bliver overbevist om at han viser ægte anger.

17. (a) Hvat dømi vísir, at tað ikki er nokk at siga, at mann er keddur um tað, mann hevur gjørt? (b) Hvussu undirstrikar 2. Korintbræv 7:11, hvat tað vil siga at angra av hjarta?

17 Overvej det følgende eksempel. En bror er gennem flere år sin kone utro mange gange. I stedet for at søge hjælp skjuler han det for sin kone, sine venner og de ældste. På et tidspunkt bliver han afsløret. Da han bliver præsenteret for beviserne, indrømmer han hvad han har gjort, og han ser ud til at være meget ked af det. Viser det at han virkelig har angret? De ældste der behandler sagen, vil helt sikkert have behov for at se mere end nogle tårer. Der var ikke bare tale om at broren i et enkelt tilfælde viste mangel på dømmekraft – han havde begået alvorlige synder gennem flere år. Han kom heller ikke frivilligt for at fortælle hvad han havde gjort – han blev afsløret. De ældste vil have brug for at se tydelige beviser for at han virkelig har ændret sin måde at tænke, føle og leve på. (Læs 2. Korinther 7:11). Det kan tage lang tid for ham at gøre de nødvendige forandringer. Højst sandsynligt vil han blive udelukket af menigheden. – 1. Kor. 5:11-13; 6:9, 10.

18. Hvussu kann ein, sum er útihýstur, vísa, at hann angrar av hjarta, og hvat fer tað at hava við sær?

18 En der er udelukket, må vise at han oprigtigt angrer, ved at komme fast til møderne og ved at følge de råd de ældste har givet ham om at fokusere på bøn og personligt studie. Han må også omhyggeligt undgå de situationer der førte til at han syndede. Hvis han gør alt hvad han kan, for at genopbygge sit forhold til Jehova, kan han have tillid til at Jehova vil tilgive ham, og at de ældste vil hjælpe ham til igen at blive en del af menigheden. Ældste er opmærksomme på at der ikke findes to sager der er ens. Derfor undersøger de altid tingene omhyggeligt, og de er ikke hårde og fordømmende.

19. Hvat inniber tað at angra av hjarta? (Ezekiel 33:14-16)

19 Ægte anger indbefatter altså mere end at sige at man er ked af at man har begået en alvorlig synd. Der må også ske en ændring i ens sind og hjerte. Og så må ens handlinger vise at man har angret. For eksempel må man holde fuldstændigt op med at gøre det forkerte og i stedet begynde at leve efter Jehovas normer. (Læs Ezekiel 33:14-16). Det allervigtigste for en der har syndet, må være at få repareret sit forhold til Jehova.

HVUSSU MOTIVERA VIT SYNDARAR TIL AT ANGRA?

20-21. Hvussu kanst tú hjálpa einum vini, sum hevur syndað álvarsliga?

20 Jesus fremhævede et vigtigt mål med sin tjeneste da han sagde at han var “kommet for at ... motivere syndere til at angre”. (Luk. 5:32) Vi må have det samme mål. Så hvad kan vi gøre hvis vi finder ud af at en af vores gode venner har begået en alvorlig synd?

21 Vi ville kun skade vores ven hvis vi forsøgte at dække over det han havde gjort. Og det ville alligevel aldrig lykkes at skjule det, for Jehova ser alt! (Ordsp. 5:21, 22; 28:13) Mind din ven om at de ældste ønsker at hjælpe ham. Hvis han afviser at tale med dem, må du fortælle de ældste om det der er sket. På den måde viser du din ven at du virkelig har omsorg for ham – hans forhold til Jehova er i stor fare!

22. Hvat fara vit at kanna í næstu greinini?

22 Men hvad nu hvis en bror eller søster er kommet så meget på afveje at de ældste vurderer at han eller hun må udelukkes? Er det et tegn på at de ældste har behandlet vedkommende ubarmhjertigt? I den næste artikel vil vi se nærmere på Jehovas barmhjertige måde at retlede overtrædere på, og vi vil se hvordan vi kan efterligne ham.

SANGUR NR. 103 Hirðar eru gávur

^ stk. 5 At vise ægte anger indbefatter mere end at man bare siger at man er ked af at have begået en synd. Artiklen vil hjælpe os til at forstå hvad ægte anger er, ved at se nærmere på hvad vi kan lære af eksemplerne med kong Akab og kong Manasse og af Jesus’ lignelse om den fortabte søn. Den vil også komme ind på nogle faktorer som ældste må overveje når de skal vurdere om en trosfælle der har begået en alvorlig synd, viser ægte anger.

^ stk. 60 BILLEDBESKRIVELSE: Kong Akab er rasende og giver vagterne besked på at smide Jehovas profet Mikaja i fængsel.

^ stk. 62 BILLEDBESKRIVELSE: Kong Manasse giver nogle af sine folk besked på at smadre de afgudsfigurer han havde stillet op i templet.

^ stk. 64 BILLEDBESKRIVELSE: Den fortabte søn er udmattet efter den lange rejse men føler sig lettet da han ser sin fars hjem i det fjerne.