Jeg blev født i 1941 i Paris og kommer fra beskedne kår. Jeg elskede at lære, så forestil dig hvor skuffet jeg blev da jeg som tiårig fik tuberkulose og blev så syg at jeg måtte stoppe med at gå i skole! Lægerne anbefalede at jeg blev liggende i sengen for at undgå at overbelaste mine lunger. Så i flere måneder brugte jeg al min tid på at læse i et leksikon og lytte til programmer fra Radio Sorbonne, der blev udsendt af Université de Paris. Da min læge endelig sagde at jeg var rask og kunne vende tilbage til skolen, blev jeg overlykkelig. Jeg sagde til mig selv: ‘Hvor er det fantastisk det læger gør!’ Fra da af var min store drøm at hjælpe syge mennesker til at blive raske igen. Hver gang min far spurgte mig hvad jeg gerne ville være når jeg blev stor, var mit svar altid det samme: “Jeg vil være læge!”

Min familie var katolsk, men jeg vidste stort set ingenting om Gud og havde mange ubesvarede spørgsmål. Det var først da jeg begyndte at læse medicin på universitetet, at jeg blev fuldstændigt overbevist om at der måtte findes en Skaber.

Jeg husker da jeg for første gang så celler fra en tulipan under et mikroskop. Jeg var imponeret over hvordan cellerne reagerede på varme og kulde. Jeg så også hvordan cytoplasmaet (en væske inden i cellen) trak sig sammen når det blev udsat for salt, og udvidede sig når det kom i rent vand. De reaktioner og utallige andre gør det muligt for organismer at tilpasse sig forskellige forhold. Når jeg så hvor kompleks hver eneste celle var, blev det tydeligt for  mig at livet ikke bare kunne være opstået ved et tilfælde.

Under mit andet år på medicinstudiet så jeg endnu flere beviser for at Gud eksisterer. I anatomi undersøgte vi hvordan underarmens opbygning gør det muligt for et menneske at bøje og strække fingrene. Det samarbejde der er mellem musklerne, ledbåndene og senerne, er en fascinerende ingeniørbedrift. For eksempel har vi sener der forbinder en af musklerne i underarmen med mellemstykket, den midterste knogle i fingrene. Senen i hver finger deler sig i to og danner en slags bro hvorunder en anden sene der går videre ud i fingerspidsen, bliver holdt på plads. Stærkt væv er også med til at holde senerne tæt ind til fingerknoglerne. Uden de mekanismer ville senerne i vores hænder være som spændte buestrenge. Jeg kunne tydeligt se at der måtte stå en intelligent Designer bag menneskekroppen.

Min beundring for Skaberen blev endnu større da jeg lærte hvad der sker i forbindelse med en fødsel. Før fødslen får et sundt og rask foster ilt fra sin mor gennem navlestrengen. Alveolerne (små ballonformede strukturer inden i lungerne) er derfor ikke blevet fyldt med luft endnu. Når tidspunktet for fødslen nærmer sig, forer alveolerne sig selv med en substans der kaldes surfaktant. Når babyen bliver født og trækker vejret for første gang, sker en hel række af imponerende ting. Et hul i babyens hjerte bliver lukket, hvilket leder blod ud til lungerne. På det her vigtige tidspunkt sørger surfaktant for at alveolerne kan udvide sig når de bliver hurtigt fyldt med luft. Babyen er med det samme i stand til at trække vejret selv.

Jeg ville virkelig gerne lære ham at kende som havde skabt de vidundere, så jeg begyndte at læse i Bibelen. Jeg blev fascineret over lovene om hygiejne som var en del af den lovpagt Gud indgik med nationen Israel for over 3.000 år siden. Gud sagde til israelitterne at de skulle grave et hul og dække deres afføring til, at de skulle vaske sig regelmæssigt med vand, og at enhver som viste tegn på en smitsom sygdom, skulle sættes i karantæne. (3. Mos. 13:50; 15:11; 5. Mos. 23:13) I Bibelen ser man en tydelig forståelse af hvordan sygdomme spredes, en forståelse som videnskaben først har fået inden for de seneste 150 år. Jeg kunne se at de love der er i Tredje Mosebog omkring hygiejne, bidrog til hele nationens sundhed. (3. Mos. 12:1-6; 15:16-24) Det fik mig til at konkludere at Skaberen gav de love til israelitterne til deres eget bedste, og at han velsignede dem der adlød hans love. Jeg blev overbevist om at Bibelen er inspireret af Gud – en Gud hvis navn jeg endnu ikke kendte.

Imens jeg læste til læge på universitetet, mødte jeg en ung kvinde ved navn Lydie, som jeg blev forelsket i. Vi blev gift i 1965 da jeg var halvvejs igennem mit studie. I 1971 havde Lydie og jeg allerede fået tre af vores seks børn. Lydie har været en fantastisk  støtte for mig, både i mit arbejde som læge og i vores familie.

Jeg arbejdede på et hospital i tre år før jeg åbnede min egen lægeklinik. Kort tid derefter kom et ægtepar, de to patienter jeg nævnte i indledningen, for at få behandling. Jeg var ved at udskrive en recept til manden da konen sagde: “Vi vil godt lige sikre os at der ikke er blod i medicinen.” Helt overrasket sagde jeg: “Nå! Hvordan kan det være?” Hun svarede: “Vi er Jehovas Vidner.” Jeg havde aldrig hørt om Jehovas Vidner eller om deres standpunkt i forbindelse med blod. Kvinden tog sin bibel frem og viste mig ud fra den hvorfor de ikke ville modtage blod. (Ap.G. 15:28, 29) Ægteparret fortsatte med at vise mig hvad Guds rige vil udrette – det vil fjerne sygdom, lidelser og død. (Åb. 21:3, 4) “Det I fortæller mig, betyder at den drøm jeg altid har haft, vil gå i opfyldelse!” udbrød jeg. “Jeg blev læge for at hjælpe folk af med deres sygdomme og lidelser.” Jeg blev så begejstret at vi talte sammen i halvanden time. Da parret tog afsted igen, følte jeg ikke længere at jeg var katolik, og jeg havde lært at Skaberen, som jeg beundrede så meget, havde et navn, nemlig Jehova!

Jeg mødtes med ægteparret tre gange i min klinik, og hver gang talte vi sammen i over en time. Jeg inviterede dem hjem så vi kunne have mere tid til at snakke om Bibelen. Lydie ville gerne være med til vores bibelstudie, men hun ville ikke indrømme at nogle af de katolske læresætninger som vi var blevet undervist i, var forkerte. Derfor inviterede jeg en præst hjem til os. Vi talte om kirkens læresætninger til langt ud på aftenen, og vi brugte kun Bibelen. Den samtale overbeviste Lydie om at det Jehovas Vidner sagde, var sandheden. Vores kærlighed til Jehova blev større og større, og vi blev døbt i 1974.

Det jeg lærte om Guds hensigt med mennesker, fik stor betydning for mine prioriteter i livet. For Lydie og mig blev det at tjene Jehova det vigtigste i vores liv. Vi ønskede at Bibelens normer og værdier skulle være fundamentet i vores opdragelse af børnene. Vi lærte vores børn at elske Gud og deres medmennesker, og det bragte os tættere sammen som familie. – Matt. 22:37-39.

Lydie og jeg griner ofte når vi tænker tilbage på hvordan børnene altid oplevede  at vi var enige som forældre. De var klar over at Jesus’ bud om at lade “jeres ‘ja’ betyde ja og jeres ‘nej’ betyde nej” var noget vi levede efter i vores familie. (Matt. 5:37) Et eksempel: Da en af vores døtre var 17, havde Lydie ikke givet hende lov til at tage ud sammen med en gruppe unge. En af pigerne fra gruppen sagde til vores datter: “Hvis din mor ikke vil give dig lov, så spørg din far!” Men vores datter svarede: “Det nytter ikke noget. De er altid enige.” Ja, vores seks børn mærkede at vi var fuldstændigt enige om at følge principperne fra Bibelen. Vi er dybt taknemmelige for at så mange i vores familie tjener Jehova.

Sandheden havde ændret mine prioriteter, men jeg ville gerne bruge min lægeuddannelse til gavn for Guds folk. Jeg meldte mig derfor til at tjene som læge på Betel i Paris, som senere blev flyttet til Louviers. I næsten 50 år har jeg pendlet til Betel for at hjælpe til. I årenes løb har jeg fået mange kære venner på Betel, og nogle af dem er nu over 90. Jeg fik også en skøn overraskelse en dag hvor jeg mødte en ny betelit. Det viste sig at jeg havde taget imod ham da han blev født omkring 20 år tidligere!

Gennem årene har det styrket min kærlighed til Jehova at se hvordan han leder og beskytter sit folk gennem sin organisation. I begyndelsen af 1980’erne startede Det Styrende Råd et program op i USA der skulle skabe en bedre kommunikation mellem Jehovas Vidner og læger.

I 1988 oprettede Det Styrende Råd en ny afdeling på Betel der hed Hospitalinformation. Til at begynde med skulle den afdeling føre tilsyn med de Kontaktudvalg til Hospitaler der var blevet oprettet i USA for at hjælpe Jehovas Vidner til at få passende lægebehandling. Da den ordning blev udbredt til hele verden, blev der også oprettet Kontaktudvalg til Hospitaler i Frankrig. Jeg bliver varm om hjertet når jeg ser hvordan Jehovas organisation så kærligt støtter syge brødre og søstre når de har allermest brug for det!

At hjælpe syge mennesker til at blive raske var min store drøm. Men efterhånden som jeg analyserede mine prioriteter, gik det op for mig at den vigtigste måde vi kan hjælpe mennesker på, er åndeligt set – ved at hjælpe dem til at få et godt forhold til Skaberen, Jehova Gud. Efter at jeg var blevet pensioneret, brugte Lydie og jeg mange timer hver måned på at forkynde den gode nyhed om Guds rige som pionerer. Og vi gør fortsat alt hvad vi kan, i det livreddende arbejde.

Jeg forsøger stadig at hjælpe dem der er syge, men jeg er klar over at selv den bedste læge aldrig vil kunne fjerne al sygdom og død. Så jeg ser frem til den tid hvor smerte, sygdom og død ikke vil være her mere. Snart vil jeg i den nye verden have evigheden foran mig til at lære mere om Guds skaberværk, deriblandt den fantastiske menneskekrop. Det jeg altid har drømt om, vil snart blive til virkelighed. Og jeg er overbevist om at der venter os en skøn fremtid!