Hvis man læser beretningen hurtigt igennem, kan man godt sidde tilbage med det spørgsmål. Men faktisk er der tale om to forskellige mænd der begge hed Mefiboshet. Lad os se på hvad vi kan lære af beretningen.

Saul, som var konge over Israel, fik syv sønner og to døtre. Hans første søn var Jonatan, og senere fik han en søn der hed Mefiboshet, med sin medhustru Rispa. Interessant nok fik Jonatan også en søn som han gav navnet Mefiboshet. Det vil altså sige at kong Saul både havde en søn og et barnebarn der hed Mefiboshet.

På et tidspunkt begyndte kong Saul at hade gibeonitterne der boede blandt israelitterne. Han forsøgte at udrydde dem, og det lykkedes ham åbenbart at slå en del af dem ihjel. Det var tydeligvis forkert af ham. Hvorfor? Fordi de israelitiske høvdinger på Josvas tid havde indgået en fredsaftale med gibeonitterne. – Jos. 9:3-27.

Den fredsaftale var stadig gældende på kong Sauls tid. Men Saul ignorerede aftalen og forsøgte at udrydde gibeonitterne. Det førte til at ‘Saul og hans hus havde blodskyld’. (2. Sam. 21:1) Da David blev konge, talte han med de overlevende gibeonitter om den uretfærdige handling der var blevet begået mod dem. David spurgte dem hvad han kunne gøre for at rette op på de frygtelige ting Saul havde været skyld i, så Jehova igen kunne velsigne landet. Gibeonitterne bad ikke om sølv og guld, men om at få udleveret syv sønner af den mand der “planlagde at tilintetgøre” dem, så de kunne henrette dem. Det gik David med til. – 2. Sam. 21:2-6; 4. Mos. 35:30, 31.

På det tidspunkt var Saul og Jonatan døde i kamp, men Jonatans søn Mefiboshet var i live. Han havde forkrøblede fødder fordi han som barn var ude for en ulykke, og han havde tydeligvis ikke haft noget at gøre med sin bedstefars angreb på gibeonitterne. David havde indgået en venskabspagt med Jonatan, som deres efterkommere også ville få gavn af, deriblandt Jonatans søn Mefiboshet. (1. Sam. 18:1; 20:42) I beretningen står der: “Kongen skånede dog Mefiboshet, Jonatans søn og Sauls sønnesøn, på grund af den ed som David og Jonatan, Sauls søn, havde aflagt foran Jehova.” – 2. Sam. 21:7.

Så hvordan imødekom David gibeonitternes anmodning? Han udleverede to af Sauls sønner, hvoraf den ene hed Mefiboshet, og fem af Sauls børnebørn. (2. Sam. 21:8, 9) Det David gjorde, fjernede den blodskyld der var over landet.

Vi kan lære flere ting af beretningen her. I Guds lov stod der klart og tydeligt: “Børn skal ikke straffes med døden på grund af noget deres fædre har gjort.” (5. Mos. 24:16) Jehova ville altså ikke have godkendt det der skete med Sauls to sønner og fem børnebørn, hvis de havde været uskyldige. Der stod videre i loven: “Man kan kun blive straffet med døden for en synd man selv har begået.” Det lader til at Sauls syv efterkommere der blev udleveret og henrettet, har haft en andel i Sauls forsøg på at udslette gibeonitterne. Derfor blev de straffet for det forkerte de havde gjort.

Beretningen lærer os at man ikke kan undskylde det forkerte man gør, med at man bare fulgte en ordre. Man må tage ansvar for sine handlinger. I Ordsprogenes Bog får vi det her gode råd: “Gør vejen jævn foran dig, så vil du gå sikkert uanset hvor du færdes. Bøj ikke af til højre eller til venstre. Vend dine fødder væk fra alt hvad der er ondt.” – Ordsp. 4:24-27; Ef. 5:15.