Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vidste du det?

Vidste du det?

Hvorfor gentager Bibelen sig selv?

BIBELSKRIBENTERNE gentog nogle gange de samme udtryk ordret. Har du nogensinde tænkt over hvorfor de gjorde det? Her kommer tre faktorer der kan have spillet ind:

Hvornår det blev skrevet. I fortidens Israel havde de fleste ikke deres eget eksemplar af Loven. De hørte den for det meste oplæst når nationen var samlet, blandt andet ved telthelligdommen. (5. Mos. 31:10-12) Når hele folket stod samlet i flere timer, har der sikkert været mange ting der kunne distrahere dem. (Neh. 8:2, 3, 7) Så det at vigtige passager blev gentaget, gjorde det lettere for folket at huske det og at bruge det i deres liv. Det at gentage bestemte ord har især hjulpet dem til at huske vigtige detaljer i for eksempel de bestemmelser og lovbud Jehova havde givet dem. – 3. Mos. 18:4-22; 5. Mos. 5:1.

Hvordan det blev skrevet. Omkring ti procent af Bibelen består af sange – deriblandt Salmernes Bog, Højsangen og Klagesangene. Nogle gange indeholdt sangene et omkvæd som understregede temaet og hjalp folket til at huske ordene. Det er der et godt eksempel på i Salme 115:9-11: “Israel, stol på Jehova – han er jeres hjælp og jeres skjold. Arons hus, stol på Jehova – han er jeres hjælp og jeres skjold. Alle I der tilbeder Jehova, stol på Jehova – han er jeres hjælp og jeres skjold.” Det at gentage de ord har hjulpet dem der sang dem, til at få de vigtige sandheder ned i deres hjerte.

Hvorfor det blev skrevet. Bibelskribenterne gentog også nogle gange for at understrege vigtigheden af noget. Da Jehova for eksempel befalede israelitterne ikke at spise blod, fik han Moses til at nævne årsagen til det flere gange. Jehova ønskede at understrege at “kødets liv er i blodet”, altså at blod repræsenterer liv. (3. Mos. 17:11, 14) Da apostlene og de ældste i Jerusalem senere skrev til de kristne hvad de måtte gøre for at glæde Gud, understregede de vigtigheden af at afholde sig fra blod. – Ap.G. 15:20, 29.

Selvom Bibelen gentager sig selv, betyder det ikke at Jehova ønsker at vi skal recitere bibelvers som et slags ritual. Jesus sagde for eksempel: “Når I beder, skal I ikke sige det samme igen og igen.” (Matt. 6:7) Derefter nævnte han nogle forskellige emner man kan bede om, som er i harmoni med Jehovas vilje. (Matt. 6:9-13) Vi undgår altså at gentage de samme ord i vores bønner, men vi kan sagtens tale om de samme emner igen og igen. – Matt. 7:7-11.

Der er god grund til at Jehova i sit inspirerede ord gentager visse ord og udtryk. Det er en af de mange måder vores store Lærer underviser os på og lærer os at gøre det der gavner os. – Esa. 48:17, 18.