Jeg blev født i 1955 som den yngste af tre drenge og voksede op i nærheden af Finlands sydlige kyst, i et område der nu er kendt som Vantaa.

Min mor blev døbt som et af Jehovas Vidner nogle få år før jeg blev født. Men min far var imod sandheden, og han gav ikke min mor lov til at studere med os børn eller at tage os med til møderne. Derfor underviste hun os i de bibelske sandheder når vores far ikke var i nærheden.

Fra jeg var helt lille, var jeg besluttet på at adlyde Jehova. Jeg vidste at det var forkert at spise blod. Da jeg var syv, var der en episode i skolen hvor min lærer blev rasende over at jeg nægtede at spise verilättyjä (finske blodpandekager). Hun prøvede at tvinge mig til det ved med den ene hånd at presse mine kinder sammen for at få mine læber skilt ad. Med den anden prøvede hun at mase en gaffel med et stykke pandekage ind i min mund. Det lykkedes mig at slå gaflen ud af hendes hånd.

Da jeg var 12, døde min far. Det betød at jeg nu kunne komme med til møderne. Brødrene i menigheden tog sig rigtig godt af mig, og det gav mig lyst til at gøre åndelige fremskridt. Jeg begyndte at læse i Bibelen hver dag og elskede at studere. De gode  studievaner gjorde at jeg var klar til at blive døbt da jeg var 14, den 8. august 1969.

Kort efter at jeg var gået ud af skolen, begyndte jeg som pioner. Og efter ganske få uger flyttede jeg til Pielavesi i Midtfinland, hvor der var et stort behov for forkyndere.

I Pielavesi mødte jeg Sirkka, som jeg blev gift med. Jeg faldt for hende fordi hun var så beskeden og åndeligsindet. Hun prøvede på ingen måde at komme i rampelyset og gik slet ikke op i materielle ting. Vi havde begge to lyst til at gøre så meget som muligt i tjenesten for Jehova, og vi var villige til at tage imod en hvilken som helst opgave. Vi giftede os den 23. marts 1974. I stedet for at tage på bryllupsrejse flyttede vi til Karttula, hvor der var endnu større behov for forkyndere.

Lige fra begyndelsen af vores ægteskab har Jehova vist os at han vil tage sig af vores materielle behov hvis vi søger hans rige først. (Matt. 6:33) Da vi var i Karttula, havde vi ikke nogen bil, så i starten cyklede vi rundt. Men da vinteren kom, blev det meget koldt. Menighedens distrikt var kæmpestort, og det krævede en bil hvis vi skulle komme rundt i det. Men vi havde ikke råd til at købe en.

Helt uventet kom en af mine brødre og besøgte os. Og han sagde at vi måtte få hans bil! Forsikringen var betalt, og det eneste vi skulle sørge for, var brændstof. Så nu havde vi bil!

Jehova viste os at han havde påtaget sig ansvaret for at dække vores materielle behov. Vores opgave var bare at sætte tjenesten for ham først.

Da vi var på pionerskole i 1978, tilskyndede Raimo Kuokkanen, a den ene af vores lærere, os til at overveje Gilead. Vi begyndte straks at lære engelsk for at kunne kvalificere os til at komme afsted. Men i 1980, inden vi havde haft mulighed for at søge på Gilead, blev vi så inviteret på Betel i Finland. Dengang kunne betelitter ikke søge på Gilead. Men vi ville gerne tjene der hvor Jehova mente at det var bedst, ikke hvor vi selv mente at det var bedst. Derfor sagde vi ja  til at komme på Betel. Men vi fortsatte med at lære engelsk, for det kunne jo være at vi en dag fik mulighed for at komme på Gilead.

Nogle få år senere åbnede Det Styrende Råd op for at betelitter kunne søge på Gilead. Vi udfyldte straks vores gileadansøgninger. Det var ikke fordi vi var kede af at være på Betel. Tværtimod! Vi ville bare gerne stille os til rådighed for at tjene hvor der var større behov. Vi blev inviteret på Gilead og kom i den 79. klasse. I september 1985 fik vi vores diplomer og vores nye opgave – vi skulle være missionærer i Colombia.

I Colombia kom vi til at begynde med på Betel. Jeg prøvede at gøre mit bedste i min opgave, men efter et år på Betel følte jeg at vi havde brug for en forandring. Det er første og eneste gang jeg har bedt om en anden opgave. Vi sluttede på Betel og blev sendt som missionærer til byen Neiva i departementet Huila.

Jeg har altid elsket forkyndelsen. Da jeg var pioner i Finland inden jeg blev gift, forkyndte jeg nogle gange fra tidligt om morgenen til sent om aftenen. Og da Sirkka og jeg var nygifte, havde vi også lange forkynderdage. Når vi var ude i distrikter der lå langt væk fra hvor vi boede, overnattede vi af og til i bilen. Det sparede transporttid og gav os mulighed for at komme tidligt i gang næste dag.

Nu hvor vi var missionærer i distriktet, mærkede vi den samme begejstring for forkyndelsen som vi tidligere havde haft. Vores menighed voksede, og vi elskede vores colombianske brødre og søstre, der var meget kærlige, respektfulde og taknemmelige.

Ikke så langt fra Neiva, hvor vi boede, var der nogle byer hvor der slet ikke var nogen Jehovas Vidner. Jeg var meget optaget af hvordan den gode nyhed skulle nå ud til de steder. Der var masser af guerillakampe i området, og det var utrygt for andre end de lokale at færdes der. Jeg bad derfor til Jehova om at en eller anden i en af byerne ville blive et Jehovas Vidne. Jeg forestillede mig at vedkommende var nødt til at bo i Neiva for at lære sandheden at kende. Og derfor bad jeg også om at den interesserede efter at han var blevet døbt, ville blive åndeligt stærk og vende tilbage til sin hjemby og forkynde. Jeg burde have vidst at Jehova havde en meget bedre løsning end jeg havde.

Kort tid efter begyndte jeg at studere med en ung mand der hed Fernando González. Han boede i Algeciras, en af de byer hvor der ikke var nogen Jehovas Vidner. Fernando arbejdede i Neiva og pendlede over 50 kilometer hver vej. Hver gang vi skulle studere, var han rigtig godt forberedt, og han begyndte med det samme at komme til møderne. Fernando holdt ikke det han lærte, for sig selv. Allerede fra første uge hvor han studerede, samlede han en gruppe i sin hjemby som han begyndte at undervise.

 I januar 1990 blev Fernando døbt, et halvt år efter at han var begyndt at studere. Og derefter blev han pioner. Nu hvor der var et lokalt Jehovas Vidne i Algeciras, kunne afdelingskontoret trygt sende specialpionerer til området. I februar 1992 blev der oprettet en menighed i byen.

Nøjedes Fernando med at forkynde i sin hjemby? Nej! Efter at han var blevet gift, flyttede han og hans kone, Olga, til San Vicente del Caguán, hvor der heller ikke var nogen Jehovas Vidner. Dér var de med til at oprette en menighed. I 2002 blev Fernando udnævnt som kredstilsynsmand, og han og hans kone er stadig i kredstjenesten.

Den her oplevelse lærte mig hvor vigtigt det er at vi beder specifikke bønner, ikke mindst i forbindelse med vores tjeneste. Jehova gør det vi ikke selv kan gøre. Når alt kommer til alt, er det jo hans høst, ikke vores. – Matt. 9:38.

I 1990 begyndte vi i rejsetjenesten. Vores første kreds var i hovedstaden, Bogotá. Opgaven skræmte os lidt. Min kone og jeg er helt almindelige mennesker og har ikke nogen særlige evner. Og vi var ikke vant til at bo i en travl storby. Men vi mærkede at løftet i Filipperne 2:13 gik i opfyldelse: “Det er jo Gud der styrker jer og giver jer både ønsket om og kraften til at gøre det der glæder ham.”

Senere fik vi en kreds i og omkring Medellín, den by jeg nævnte i indledningen. Folk dér var blevet så vant til gadevold at det ikke længere gjorde dem bange. En dag da jeg sad og studerede med en, begyndte et skyderi ude på gaden. Jeg var parat til at kaste mig ned på gulvet, men manden jeg studerede med, fortsatte bare roligt med at læse den paragraf han var i gang med. Da han var færdig med at læse, undskyldte han sig og gik udenfor. Efter et stykke tid kom han tilbage med to små børn og sagde helt roligt: “Undskyld, men jeg var nødt til lige at hente børnene.”

Der var også andre farlige situationer. En dag hvor vi var ude fra hus til hus, kom min kone løbende hen imod mig, helt bleg i ansigtet. Hun sagde at der var en der havde skudt efter hende. Jeg blev dybt chokeret. Senere fandt vi ud af at manden ikke havde skudt efter Sirkka men havde sigtet efter en mand der gik forbi hende.

Da der var gået et stykke tid, gjorde gadevolden os ikke længere så bange. Vi lærte meget af at se hvordan de lokale brødre og søstre holdt ud og bevarede roen. Vi tænkte at når Jehova hjalp dem, ville han også hjælpe os. Vi fulgte altid de lokale ældstes anvisninger, tog vores forholdsregler og overlod resten til Jehova.

Der var selvfølgelig også situationer der ikke var så farlige som vi troede. På et tidspunkt hvor jeg var inde på et besøg, hørte jeg noget der lød som to kvinder der råbte ad hinanden udenfor. Jeg havde ikke lyst til at overvære et skænderi, men manden jeg besøgte, sagde at jeg skulle komme med  ud på terrassen. Det viste sig at “skænderiet” var mellem to papegøjer der efterabede nogle af naboerne.

I 1997 blev jeg udnævnt som lærer på Skolen for Udnævnte Tjenere. b Jeg havde altid nydt at blive undervist på teokratiske skoler, men jeg havde aldrig forestillet mig at jeg selv skulle få det store privilegie at blive lærer på en af skolerne.

Senere blev jeg områdetilsynsmand. Da den ordning ophørte, kom jeg tilbage til kredstjenesten. Så i over 30 år har jeg glædet mig over at være lærer og rejsende tilsynsmand. Det er nogle opgaver der har givet mig virkelig mange velsignelser. Men det har ikke altid været en dans på roser. Lad mig fortælle hvorfor.

Jeg har en stærk personlighed, og det har hjulpet mig til at klare svære situationer. Men indimellem har jeg været alt for ivrig efter at rette op på ting i menighederne. Nogle gange gav jeg den hele armen når jeg tilskyndede andre til at være kærlige og rimelige over for hinanden. Men ironisk nok var det i den slags situationer at jeg selv skulle have været bedre til at vise netop de egenskaber. – Rom. 7:21-23.

Mine ufuldkommenheder har indimellem gjort mig meget ked af det. (Rom. 7:24) På et tidspunkt sagde jeg til Jehova i en bøn at det ville være bedst at jeg forlod missionærtjenesten og tog tilbage til Finland. Den aften var der møde i rigssalen, og det der kom frem, opmuntrede mig meget og overbeviste mig om at jeg skulle blive i min opgave og blive ved med at arbejde med mig selv. Den dag i dag bliver jeg meget rørt når jeg tænker på hvor specifikt Jehova besvarede min bøn. Og jeg er taknemmelig for at han kærligt har hjulpet mig til at arbejde med mine svagheder.

Sirkka og jeg er dybt taknemmelige mod Jehova for at vi har kunnet bruge det meste af vores liv i heltidstjenesten. Jeg takker også Jehova for at han har givet mig sådan en kærlig og trofast kone som jeg har kunnet være sammen med i alle årene.

Om ikke så længe bliver jeg 70, og så stopper jeg som lærer og som rejsende tilsynsmand. Men jeg er ikke ked af at det er sådan. Hvorfor ikke? Fordi jeg er fuldstændigt overbevist om at det der ærer Jehova mest, er at vi tjener ham på en beskeden måde og med et hjerte der er fuldt af kærlighed og taknemmelighed. (Mika 6:8; Mark. 12:32-34) Vi behøver ikke at være i rampelyset for at kunne ære Jehova.

Når jeg ser tilbage på de opgaver jeg har haft, ved jeg at jeg ikke har fået dem fordi jeg var mere kvalificeret til dem end andre, eller fordi jeg har nogen særlige evner. Slet ikke! At jeg har fået de opgaver, skyldes Jehovas ufortjente godhed. Han har givet mig de forskellige privilegier på trods af mine svagheder. Jeg ved at jeg kun har kunnet udføre opgaverne fordi Jehova har hjulpet mig. På den måde har mine svagheder gjort Guds kraft meget tydelig. – 2. Kor. 12:9.