Virksomheden i hele verden

▪ Afrika

Antal lande: 56

Befolkningstal: 770.301.093

Antal forkyndere: 983.057

Antal bibelstudier: 1.769.182

Vidste du at den gode nyhed bliver forkyndt i Sahara? Nafissatou er 17 år og bor i en mineby i den nordlige del af Niger. Da en gruppe af hendes skolekammerater begyndte at tale om pornografi, gik Nafissatou sin vej. En af eleverne fulgte efter hende og spurgte om der var noget i vejen. Nafissatou svarede at hun ikke kunne lide at snakke om den slags. Pigen gjorde nar af hende og sagde at der ikke kunne ske noget ved at se på pornografi. Nafissatou forklarede at det var en alvorlig sag fordi Skaberen er imod sådanne ting. Derefter  tog hun bogen Unge spørger — Svar der duer op af sin skoletaske og viste pigen afsnittet om farerne ved pornografi. Så tog hun Bibelen frem og læste Andet Korintherbrev 7:1 højt for pigen. Pigen indrømmede at det vakte nogle stærke og uforklarlige følelser i hende når hun så umoralske film. Hun bad om at få et eksempler af bogen ’Unge spørger’, og det sørgede Nafissatou for at hun fik. Nafissatou fortæller: „Næste gang jeg så hende, var hun alene, så jeg spurgte hende hvor hendes venner var. Hun sagde: ’Min ven er denne bog.’ Jeg begyndte at studere med hende, og hun overværede mindehøjtiden.“

For over 15 år siden studerede en kvinde i Tanzania Bibelen med en missionærsøster. Studiet fortsatte i flere år. Kvinden tøvede med at tage standpunkt for sandheden på grund af modstand fra sin familie, og søsteren holdt til sidst op med at studere med hende. Men kvindens to døtre havde lyttet mens der blev studeret med deres mor. Da den ældste af døtrene flyttede hjemmefra som 18-årig, tog hun straks hen til rigssalen og bad om at få et bibelstudium. Hun gjorde hurtigt fremskridt og blev døbt. Hendes lillesøster bad ligeledes om et bibelstudium, og hun blev også døbt. Pigernes faste standpunkt for sandheden fik moderen til at genoptage sit bibelstudium. Denne gang lod hun sig ikke hæmme af menneskefrygt, og hun blev døbt ved et kredsstævne i maj 2004.

Når en menighed adlyder befalingen om „at se til faderløse og enker i deres trængsel“, resulterer det altid i Jehovas velsignelse. (Jakob 1:27) Det har en menighed i Lesotho erfaret. Et af de døbte medlemmer af menigheden var en enlig mor ved navn Mapolo, som havde fire sønner. Da Mapolo vidste at hun havde en uhelbredelig sygdom, forberedte hun sine børn på at kunne klare sig selv. Hun studerede Bibelen med dem, tog dem med til de kristne møder og lærte dem at fremstille koste, som de solgte ved vejkanten. Da Mapolo  døde i 1998, kom hendes børn i deres mormors varetægt. Den missionærsøster som havde hjulpet Mapolo til at blive et døbt Jehovas vidne, henvendte sig på børnenes vegne på et offentligt kontor hvor hun fik hjælp til betaling af børnenes skolegang. Andre Jehovas Vidner forsynede drengene med tøj. Så døde mormoderen. En broder i menigheden studerede Bibelen med drengene og betalte deres husleje. Alle fire drenge kommer regelmæssigt til de kristne møder. To af dem er udøbte forkyndere, og den ældste, den 20-årige Rantso, blev døbt ved et kredsstævne i marts 2004. Hans fætter, Retselisitsoe, som han havde studeret Bibelen med, blev døbt samme dag. Rantso er meget taknemmelig for den kærlige omsorg brødrene i mange år har vist ham og hans søskende.

En missionær i Cameroun rapporterer: „Hver uge mens jeg studerede Bibelen med en ung mand, hørte jeg en i huset synge religiøse sange. Jeg spurgte ham jeg studerede med: ’Hvem er det der synger?’ Det var hans broder, Stephen, som er blind. Ved hjælp af båndindspilningen af brochuren Hvad kræver Gud af os? påbegyndte jeg et bibelstudium med ham. Vores mål var ved hver lektion at lære et skriftsted udenad. Stephen har en meget god hukommelse og har lært mange skriftsteder. Han overværer også møderne og giver ofte kommentarer. For nylig holdt han sit første indlæg på Den Teokratiske Skole. Han skulle læse et stykke fra Bibelen, og da han ikke kan blindeskrift, måtte han lære det udenad. Jeg glæder mig til at jeg snart kan tage Stephen ved hånden og følges med ham i forkyndelsen. Et af hans yndlingsskriftsteder er Esajas 35:5, hvor der siges at de blindes øjne vil blive åbnet. Stephen er lykkelig over at hans øjne allerede er blevet åbnet i åndelig forstand, og nu synger han lovsange til Jehova og takker ham for at hans bogstavelige øjne engang i fremtiden også vil blive åbnet.“

 I det krigshærgede Liberia henvendte en kvinde ved navn Nancy sig til et Jehovas vidne og bad om at få et bibelstudium. Hendes præst havde fortalt hende at Gud ville sende Jehovas Vidner i helvede fordi de er falske kristne. Men kvinden boede i nærheden af nogle Jehovas Vidner, og hun havde lagt mærke til at når som helst der var en pause i skyderierne, gik de lokale menighedsældste altid ud for at se hvordan det stod til med brødrene. Hun havde også bemærket at Vidnerne brugte enhver rolig periode til at forkynde for andre. Nancy og mange andre i byen var imponerede over at et køretøj fra afdelingskontoret var det første til at krydse kamplinjen med hårdt tiltrængte nødforsyninger, som var blevet doneret af Jehovas Vidner i Frankrig og Belgien. Nancy sagde: „Jeg tror at det er jer der har sandheden.“ Hun gør gode fremskridt i sit studium af Bibelen.

En ung mand kom til en landsby i Uganda for at udføre noget murerarbejde på det hus hvor brødrene holder møderne. En af pionererne benyttede lejligheden til at forkynde for mureren, som syntes godt om det han hørte. Manden måtte dog kort tid efter tage hjem til sin landsby længere op i bjergene. Eftersom der ikke var nogen forkyndere dér, fortalte pioneren ham hvor han kunne finde den nærmeste rigssal. Den unge mand kørte cirka 30 kilometer på cykel ad smalle jordveje ned ad et bjerg for at lede efter brødrene. Der var ingen ved rigssalen, så han skrev en seddel om at han gerne ville have et bibelstudium og lagde den ved døren. En pioner som tog hen til den unge mands landsby for at finde ham, fik sig en overraskelse da han så at omkring 200 mennesker ventede på at høre Bibelens budskab! Mange af dem var oprigtigt interesserede i at studere Bibelen. Nu bliver der afholdt møder på dette fjerntliggende sted.

 I en lille landsby med cirka 600 indbyggere i det sydøstlige Nigeria så beboerne en sen eftermiddag et skarpt lys på himmelen som gav genskær i floden. Lyset syntes at nærme sig dem, så de løb i sikkerhed. Mange troede at det var den ødelæggelse som Jehovas Vidner havde forkyndt om, så de løb hen til rigssalen idet de sagde: ’Harmagedon vil ikke ødelægge denne bygning.’ Ved 22-tiden fandt beboerne ud af at lyset skyldtes en stor skovbrand. Da brødrene spurgte landsbyboerne hvorfor de ikke var løbet hen til de nærliggende kirker, sagde en mand: „De andre kirker er det rene nonsens. Jeres Harmagedon vil ødelægge dem, men ikke rigssalen.“

En søster som er pioner i en flygtningelejr i Guinea, beretter: „En dag jeg var ude at forkynde fra hus til hus, mødte jeg en otte-årig pige som er handicappet. Hun fortalte mig at hendes forældre som regel efterlader hende alene hjemme hele dagen og låser døren. Jeg fortalte hende at jeg gerne ville have hende som ven. Jeg spurgte hende dernæst hvad hun kunne tænke sig at Gud gjorde for hende, og hun svarede at hun ville ønske at Gud ville hjælpe hende til at gå. Jeg slog op på Esajas 35:5, 6 og viste hende at Jehova lover at han vil få de halte til at gå. Så tog jeg brochuren Evigt liv på jorden frem og viste hende billedet hvor Jesus helbreder de syge. Jeg fortalte hende også at hun kunne komme til at opleve disse gode ting hvis hun studerede Bibelen og gjorde hvad Jehova kræver af hende. Hun ville gerne have et bibelstudium. Vi har gennemgået brochuren Evigt liv på jorden og er næsten færdige med brochuren Du kan blive Guds ven! Efter tre ugers studium sagde hun at hun gerne ville med til møde. Da hun ikke kan gå, tager jeg hen til hendes forældres hus og bærer hende på ryggen til møderne. Hvis jeg en dag ikke kan hente hende, bliver hun sur på mig og græder endda, for hun holder meget af møderne.“

 ▪ Nord- og Sydamerika

Antal lande: 56

Befolkningstal: 868.871.739

Antal forkyndere: 3.165.925

Antal bibelstudier: 3.089.453

Marie fra Guadeloupe fortæller: „På stranden ved det hotel hvor jeg arbejder, gjorde nogle af gæsterne mig opmærksom på at der i to dage havde ligget noget tøj og et par sko på en af klipperne. Jeg samlede tingene sammen og tænkte at der måske lå noget i tøjet som kunne identificere ejermanden. Det jeg fandt, var en taske der indeholdt 1067 euro (næsten 8000 kroner)! Mange af de omkringstående opfordrede mig til at beholde nogle af pengene og dele resten med dem. Jeg sagde straks at jeg var et af Jehovas Vidner, og at min samvittighed  bød mig at være ærlig. Jeg afleverede derfor det hele i hotellets reception. De ansatte her var også meget forbavsede over at jeg ikke havde beholdt pengene. Endnu en gang fortalte jeg om min holdning. Da jeg kom tilbage til stranden, var der nogle som var meget ivrige efter at høre mere om Jehovas Vidners tro, og jeg forkyndte for dem ud fra Bibelen. Blandt dem var en kvinde der sagde: ’Jeg vil kun ansætte Jehovas Vidner.’“ Man har siden fundet ejermanden, og politiet roste søsteren for hendes ærlighed.

Antonio er en betelbroder i Mexico som benytter enhver lejlighed til at tale med andre om sandheden. Da han for nylig var på vej i bus til et menighedsmøde, afsatte han en traktat til en velklædt mand og kvinde. Det førte til en behagelig samtale. Antonio fortæller: „Jeg sagde farvel til dem da jeg skulle af bussen, men til min store overraskelse gik de med for at fortsætte vores samtale selvom det ikke var dér de skulle af. Efter at vi havde snakket lidt sammen, sagde jeg igen farvel. Men så spurgte de: ’Hvor skal du hen?’ ’Til et møde i min menighed,’ svarede jeg. De kiggede på hinanden og spurgte så: ’Må vi komme med?’ ’I er meget velkomne!’ svarede jeg.“ Både den unge kvinde, som er advokat, og hendes nevø, som læser på et universitet, havde hørt sandhedens budskab nogle år tidligere, men modstand fra familien havde afholdt dem fra at undersøge det nærmere. Mens de fulgtes med Antonio til mødet, sagde de at det kunne være dejligt hvis de kunne møde den person som havde talt med dem om Bibelen for år tilbage. Til deres store glæde og overraskelse traf de hende ved mødet! De nød at overvære mødet og var ivrige efter at studere Bibelen. „Det var Jehova der ledte os herhen, og nu er vi besluttede på at fortsætte med at komme,“ sagde den unge kvinde. Der studeres nu med dem to gange om ugen.

På Haiti gik Jacqueline, som er gift med en kredstilsynsmand, med en pionersøster i forkyndelsen da de fik øje på en  ung, grædende kvinde som sad alene i vejkanten. Søstrene gik hen til hende og spurgte hvorfor hun var så ulykkelig. Den unge kvinde ville ikke svare til at begynde med, men efter nogle blide opfordringer sagde hun: „Jeg har gjort hvad jeg ønskede at gøre.“ Jacqueline fik straks mistanke om at kvinden havde taget gift, og da hun spurgte kvinden ud, nikkede hun bekræftende. Søstrene fik hende hurtigt bragt til hospitalet. Pioneren besøgte kvinden den følgende uge for at opmuntre hende. Der blev oprettet et bibelstudium med hende.

Da Lourdes stod ved kassen i et supermarked i Paraguay, blev hun chokeret da hun fik at vide at hun havde betalt med en falsk pengeseddel. Ekspedienten tilkaldte straks sikkerhedsvagten. Lourdes og Ingrid, hendes femårige datter, blev da ført hen til et lille lokale hvor de skulle vente indtil politiet kom. Sikkerhedsvagten og bestyreren af supermarkedet forlangte at få at vide hvor hun havde fået den falske pengeseddel. Det kunne Lourdes ikke huske, og hun fortalte dem at hun ikke vidste at sedlen var falsk. Da så hendes datter Ingrid vredt op på bestyreren og sikkerhedsvagten og sagde: „I behandler os som tyve. Min mor er ikke en tyv. Vi er Jehovas Vidner, og vi lyver ikke over for andre.“ Bestyreren spurgte Lourdes om hun var et af Jehovas Vidner, og det sagde hun ja til. En opringning til Jehovas Vidners afdelingskontor overbeviste langt om længe mændene om at Lourdes var et Jehovas vidne. De sagde undskyld til Lourdes og Ingrid for dét de var blevet udsat for, og lod dem gå. Lille Ingrid sagde senere at det værste ved det hele var at de ikke fik købt den pose popcorn hun så gerne ville have haft.

En bror i Costa Rica som var ude at forkynde, besluttede sig for at aflægge sin katolske nabo et besøg. Broderen var lidt nervøs fordi han vidste at manden ikke kunne lide Jehovas Vidner og endda havde været grov over for dem. Til broderens  overraskelse bød manden ham ind og fortalte hvorfor han havde ændret holdning. En af hans venner havde inviteret ham til at overvære en gudstjeneste i en evangelisk kirke langt borte fra hvor han boede. Da han kom, blev han spurgt om han havde lyst til at aflægge et personligt „vidnesbyrd“. Han sagde blot at han var katolik. Det kunne kirkemedlemmerne ikke lide at høre, og de beordrede ham ud af kirken. De sagde også til vennen at han risikerede at blive ekskluderet fordi han kom sammen med en katolik. Gæsten forlod kirken, men eftersom han var langt hjemmefra og ikke kendte området, vidste han ikke hvor han skulle tilbringe natten. Han gik da hen til et hus og forklarede hvad der var sket, og blev inviteret ind. Dér fik han noget at spise og et sted at sove. Beboerne forkyndte også for manden — de var nemlig Jehovas Vidner. Det gjorde et dybt indtryk på manden at opleve at Jehovas Vidner virkelig elsker deres næste! Nu studerer han Bibelen sammen med dem.

En søster på Trinidad skriver: „Mens jeg var på gadearbejde, kom en kvinde hen til mig og bad om at få de nye blade. Jeg gav hende forskellige numre af bladene og tilbød hende også et gratis bibelkursus. Kvinden fortalte at hun havde studeret Bibelen før, men lige var flyttet til området. Jeg bad om at få hendes navn og adresse, men det ville hun ikke give mig. Hun sagde at hvis det er rigtigt at vi tilbeder den sande Gud, så ville han vise mig hvor hun boede. Næste dag da jeg var ude i hus til hus-forkyndelsen, bankede jeg på en dør som blev åbnet af den kvinde jeg havde talt med. Da hun så min makker og mig, blev hun meget overrasket og sagde leende: ’Hvordan kunne I finde mig så hurtigt?’ Jeg spurgte om hun kunne huske hvad hun havde sagt til mig dagen forinden. Hun inviterede os ind, og et bibelstudium blev påbegyndt. Nu er hun udøbt forkynder.“

 ▪ Asien og Mellemøsten

Antal lande: 47

Befolkningstal: 3.971.703.969

Antal forkyndere: 574.927

Antal bibelstudier: 444.717

Ghanshyam er pioner i Nepal og tjener til sit udkomme ved at køre taxa. I sit arbejde møder han mennesker med vidt forskellig baggrund, og han har lagt mærke til at de fleste har meget travlt, selv om natten, og ikke har så meget tid til at snakke. Alligevel gør han en bevidst indsats for at indlede en samtale. Når det kan lade sig gøre, giver han sine passagerer en traktat og adressen til den nærmeste rigssal. Det har mange af hans kunder været glade for. Fem af dem studerer nu Bibelen sammen med Ghanshyam.

 I Taiwan brugte en søsters mand ofte sin kraftige stemme til at skælde ud på hende, især når hun skulle til møde. En dag fik han et slagtilfælde. Han blev lammet og måtte indlægges på hospitalet. Søsteren tog sig tålmodigt af ham og brugte genoptræningsperioden til taktfuldt at hjælpe ham med at forstå sandheden fra Bibelen. Hun sagde til ham: „Du skal genoptræne din hjerne, og derfor vil jeg give dig nogle oplysninger. Så kan vi se hvor mange af dem du kan huske. Hvad siger du til det?“ Han vidste at han var nødt til at bruge sin hjerne, så det gik han med til. Søsteren brugte oplysninger fra forskellige brochurer for at lære ham nogle grundsandheder, som for eksempel Guds navn og egenskaber og Bibelens tema. Mange af brødrene besøgte ham også og viste ham venlighed. Det gjorde så dybt et indtryk på ham at han sagde ja til et bibelstudium da han kom hjem fra hospitalet. Han er begyndt at overvære møderne siddende i kørestol, og nu bruger han sin kraftige stemme til at give kommentarer.

Rohana, en specialpioner som forkynder i et landdistrikt på Sri Lanka, mødte modstand fra føreren af en trehjulet cykelrickshaw . Hver gang han så Rohana i forkyndelsen, råbte han ukvemsord efter ham. Engang sagde han truende til Rohana at han risikerede at blive stukket ned hvis han ikke holdt op med at forkynde i området. Rohana reagerede med mildhed. Senere kom manden ud for en ulykke og blev indlagt med svære kvæstelser. Rohana besøgte ham på hospitalet og havde en gave med til ham. Da manden så hvem det var der var kommet for at besøge ham, begyndte han at græde, og han bad Rohana tilgive ham den grove behandling han havde udsat ham for. Manden sagde: „På grund af den måde jeg har behandlet dig på, var det bedre om du havde slået mig oveni hovedet med en stang end at komme hele den lange vej for at trøste mig.“ Nu er manden kommet hjem fra hospitalet, og han fortsætter med sin taxakørsel. Han læser også vores blade regelmæssigt.

 Mange udlændinge kommer til Hongkong for at få et job som hushjælp. En af disse er en kvinde der i Filippinerne var begyndt at studere brochuren Hvad kræver Gud af os?, og som ønskede at fortsætte sit bibelstudium. Men hun vidste ikke hvordan hun kunne finde Jehovas Vidner, så hun bad Gud om hjælp. På en af sine fridage tog kvinden tværs over havnen til et parkområde hvor mange filippinere plejer at mødes i weekenden. Hun ledte efter Jehovas Vidner, men kunne ikke finde nogen til trods for at de ofte forkyndte i parken i weekenderne. Hun fandt dog en ’Krævebrochure’ som var blevet smidt i en skraldebøtte. Kvinden samlede den op og så at der var skrevet et telefonnummer på den. Det viste sig at være nummeret til den søster som havde afsat brochuren til en eller anden. Kvinden var overrasket og lykkelig over at opdage at hun og søsteren arbejdede i det samme boligkompleks. Hun begyndte at studere Bibelen igen og overværer nu møderne.

En kredstilsynsmand og en anden ældste i Sydkorea aflagde et hyrdebesøg hos en søster som havde været uvirksom i ti år. Hendes mand, som var ateist, havde besluttet sig til at gå i kirke efter at han havde gennemgået en operation. Da brødrene kom på besøg, mødte de manden. Efter en samtale tog manden imod brochuren Hvad kræver Gud af os? Et bibelstudium blev påbegyndt, og under studiet kom ældstebroderen med tilskyndelser til søsteren. Manden tog imod en indbydelse til at overvære områdestævnet, hvorefter han holdt op med at gå i kirke og begyndte at komme til alle møderne. Søsteren gjorde også gode fremskridt, og hun spurgte desuden om nogen kunne besøge deres fire voksne børn som boede i en anden by. Det har resulteret i at søsterens mand, deres ældste datter og hendes mand samt deres yngste datter er blevet døbt. Senere blev deres ældste søn og hans kone også døbt — altså i alt seks nye Jehovas Vidner.

Yuki, som går i gymnasiet i Japan, syntes at det var svært at sige til sine klassekammerater at hun var et af Jehovas Vidner.  Hun følte at hun burde fortælle om sin tro og var klar over at det nok var hende der skulle tage initiativet, da hendes klassekammerater aldrig talte om religion. Hun besluttede at lade sine kammerater se hende bede en bøn før hun spiste sin frokost. Hele morgenen bad hun inderligt til Gud om mod. I stedet for at bede en hurtig bøn før maden så ingen ville lægge mærke til det, bøjede hun hovedet og bad lidt længere end hun plejede. Da hun var færdig, spurgte en klassekammerat om hun følte sig dårlig. Yuki havde dog stadig ikke mod til at forkynde. Det var hun ked af, og bagefter sagde hun undskyld til Jehova i en bøn og bad igen om at få mod. Næste dag efter at Yuki havde bedt en bøn inden hun spiste sin mad, spurgte hendes klassekammerat endnu en gang om der var noget galt, og Yuki tænkte: ’Nu skal det være!’ Hun forklarede at hun var et af Jehovas Vidner. Først blev klassekammeraten overrasket, men så bombarderede hun Yuki med spørgsmål: Hvad beder du om? Hvad er Guds navn? Hvem er Jesus? og så videre. Yuki var jublende glad.

I Kupang i Indonesien var Glenn kendt for at være en drukkenbolt og en stofmisbruger. Undertiden lejede folk ham til at true eller tæve andre. Han boede hos sine forældre da to Jehovas Vidner kom og talte med dem om Bibelen. Kort efter tog Glenn imod tilbuddet om et bibelstudium, og med store anstrengelser begyndte han at bryde med sine dårlige vaner. En dag lejede en forretningsindehaver ham til at gennembanke en bestemt mand, og han gav ham en enorm sum penge som forskud. Glenn tænkte nærmere over sagen og besluttede at han ikke længere ville tage imod sådanne opgaver. Han afleverede pengene og sagde nej til jobbet. Da han senere gik ind i en anden forretning, var bestyreren bange for at han var kommet for at gennembanke ham. Glenn forsikrede dog bestyreren om at han nu studerede Bibelen og levede et fredeligt liv. Forretningsbestyreren sagde ja til et bibelstudium og ansatte ham endog. Glenn blev døbt ved områdestævnet sidste år, og forretningsindehaveren var til stede.

 ▪ Europa

Antal lande: 46

Befolkningstal: 728.373.014

Antal forkyndere: 1.490.345

Antal bibelstudier: 733.728

Da Jacoba, en 88-årig søster i Holland, døde, modtog hendes slægtninge et officielt brev fra den lokale politistation. Jacoba havde trofast leveret bladene dér gennem mange år. I brevet stod der i uddrag: „Hun var noget ganske særligt. Hun kom regelmæssigt her på stationen, og vi nød at få en kop te med hende. Vi beundrede hendes ihærdighed. Om det regnede eller solen skinnede, cyklede hun trods sin alder ud for at besøge folk og fortælle om sin tro. Vi vil komme til at savne hende meget.“

 Fra Schweiz kommer denne oplevelse. En familie der er Jehovas Vidner, skulle på ferie, og en søn af en anden familie af Jehovas Vidner fik betroet nøglerne til lejligheden, så han kunne fodre nogle akvariefisk mens familien var væk. Første gang drengen skulle ind i lejligheden, havde han problemer med at låse døren op. En kvinde i lejligheden overfor hørte støj og kiggede ud. Da hun så drengen der forsøgte at åbne døren til lejligheden, sluttede hun at han måtte være en indbrudstyv og tilkaldte politiet. Da drengen var færdig med sit ærinde og kom ud, blev han mødt af to bevæbnede betjente. „Hvad laver du her?“ spurgte de. „Jeg har bare fodret fiskene som jeg har lovet,“ svarede han. Betjentene troede ikke på ham. Han forklarede: „Jeg er et af Jehovas Vidner, og det er den familie som bor her, også. De har spurgt om jeg vil fodre deres fisk mens de er væk, så derfor har de givet mig deres nøgler.“ Betjentene lod sig ikke overbevise og ville tage ham med på stationen. „Vent lidt,“ sagde drengen. „Mine venner skrev nummeret på deres mobiltelefon på denne seddel; I kan ringe til dem med det samme og høre om det er rigtigt.“ Betjentene ringede nummeret op og fik vished for at drengen talte sandt. De gav en undskyldning og gik. Da familien kom hjem fra ferie, kontaktede de den nylig indflyttede kvinde i lejligheden overfor. De takkede hende fordi hun havde været opmærksom på situationen, og forklarede så at drengen, lige som de selv, er et af Jehovas Vidner, og at de stoler helt og fuldt på ham. Eftersom kvinden ikke kendte ret meget til Jehovas Vidner, førte det til en samtale, og hun tog imod et bibelstudium.

En søster som gik fra hus til hus i Italien, fik lejlighed til at tale med en travl og stræbsom ung kvinde med børn. Efter mange forgæves forsøg på at træffe hende igen  besluttede søsteren at ringe til hende. Kvinden sagde i telefonen at hun virkelig ikke havde tid til at tale om Bibelen. Søsteren forklarede hende at hun på 10 til 15 minutter kunne lære noget nyt, det kunne endda foregå over telefonen. „Nå, hvis det er over telefonen, så ok,“ svarede kvinden. Søsteren gav hende senere bogen Kundskab der fører til evigt liv, og de begyndte at studere den over telefonen. Studiet holdes sædvanligvis lørdag morgen, men de 10 til 15 minutter er nu blevet til en halv time.

Angela er en af de mange forkyndere i Storbritannien som har taget udfordringen op med at forkynde for de mange udlændinge som nu bor der. Da hun besøgte en kinesisk grillbar, vinkede en af de ansatte hende væk. Idet Angela gik, kom en kinesisk kvinde imidlertid løbende ud fra baglokalet og råbte Guds navn på kinesisk. Efter den samtale som fulgte, kom Angela regelmæssigt til hende med bladene. Kvinden kunne godt lide de publikationer hun fik, men havde svært ved at tro på at Gud har skabt universet. Hun mente at alt er kommet ved en tilfældighed.

Kvindens arbejde i grillbaren bestod i at lave forårsruller. Angela spurgte hende hvor mange ingredienser hun brugte når hun lavede en forårsrulle. Hun svarede: „Fem.“ Angela foreslog  så at hun næste gang hun lavede forårsruller, smed alle fem ingredienser op i luften og så hvor mange forårsruller der kom ud af det. Da Angela den følgende uge besøgte forretningen, kom den kinesiske kvinde hen til hende med en frisklavet forårsrulle og sagde at hun nu troede på at Gud havde skabt universet. Der blev påbegyndt et regelmæssigt bibelstudium, og kvinden tilegner sig ihærdigt sandheden fra Guds ord.

Når der i Tyskland transporteres radioaktivt affald fra kraftværker, er der ofte miljøaktivister der demonstrerer langs togruten. Disse transporter overvåges derfor nøje af politifolk der må holde ruten ryddet inden toget kommer. I november 2003 fandt en af disse operationer sted i det område hvor Gudrun virkede som pioner. „Jeg forestillede mig at politibetjentene skulle sidde og vente i flere timer,“ forklarede hun, „så jeg besluttede at tilbyde dem noget læsestof.“ Betjentene var meget venlige over for Gudrun. Det var ikke svært for hende at få lov til at tale med betjentene når hun kom med en kurv fyldt med eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! Nogle betjente fra Bayern tog endda et billede af hende mens hun tilbød Vågn op! På to dage tilbagelagde hun over 120 kilometer og talte med mere end 100 betjente langs ruten. Hun afsatte 184 blade. „Det er en oplevelse jeg aldrig vil glemme,“ sagde hun henrykt.

I Spanien var Ana María en dag på vej hjem fra arbejde, og mens hun sad og ventede på bussen, begyndte hun at læse nogle af opslagene ved stoppestedet. Et af dem fangede straks hendes blik. Der stod: „Jeg skal hurtigst muligt i kontakt med Jehovas Vidner så jeg kan fortsætte mit bibelstudium.“ Ana María ringede med det samme til det angivne nummer og aftalte at mødes med damen, som hed  Felicitas. Hun var for nylig flyttet dertil fra Ecuador, hvor hun havde studeret Bibelen i to år. Bibelstudiet blev hurtigt taget op igen, og Felicitas og hendes søn har overværet alle møderne lige siden. De er glade for at de hurtigt kom i gang med at studere igen.

En kvinde i Bulgarien begyndte sammen med sit barnebarn at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Det gjorde indtryk på hende at få at vide at Guds navn er Jehova. Eftersom Guds navn ikke stod i hendes bibel, besluttede hun at gå ned til en boghandler og købe en hvori det stod. Boghandleren spurgte hende hvad hun søgte. Da hun fortalte det, begyndte han at råbe: „Du tilhører den sekt!“ I det samme kom en præst ind i forretningen. På spørgsmålet om hvad Guds navn er, svarede han: „Det er naturligvis Jehova. Og hold så op med at råbe ad denne dame.“ Boghandleren blev mundlam. Kvinden og tre i hendes familie studerer nu Bibelen og gør gode fremskridt.

En familie i Rusland kom ud for en tragedie: forældrene mistede deres elskede søn. Aftenen før begravelsen ringede moderen til alle sønnens venner hvis numre hun fandt i hans lommebog. Deriblandt var også nummeret på en familie af Jehovas Vidner, og de blev også inviteret til begravelsen. Denne familie kendte ikke forældrene, men de besluttede at benytte anledningen til at trøste familien. Broderen talte med faderen om opstandelseshåbet og gav ham brochuren Når man mister en man holder af. Da broderen besøgte ham to dage efter, sagde faderen: „Denne brochure har gjort så stort et indtryk på os at vi har besluttet at vi vil bruge tid på at studere Bibelen.“ Konen er kommet på Den Teokratiske Skole og har som mål at blive udøbt forkynder.

 ▪ Oceanien

Antal lande: 30

Befolkningstal: 34.820.382

Antal forkyndere: 94.087

Antal bibelstudier: 48.307

Olena på Hawaii var kun 12 år da hun blev døbt i december 2003. Modsat mange unge som er optaget af fornøjelser, har Olena gode åndelige vaner. Hun siger: „Jeg var rigtig glad for at være hjælpepioner i marts og maj, og det var skønt at samarbejde med pionererne og de ældre. Hver lørdag eftermiddag var jeg med en tidligere missionær på hendes kinesiske besøg og bibelstudier, og det var jeg meget glad for. Jeg synes kinesisk er et spændende sprog. Det er mit mål at blive pioner i en fremmedsproget menighed.  Derfor går jeg i tjenesten hver onsdag efter skoletid og hver lørdag og søndag. Jeg planlægger også at kunne være hjælpepioner så tit som muligt.“ Hvad andet mener Olena kan hjælpe hende til at nå sine mål? „Jeg må vogte mit hjerte ved at vise at det er vigtigt for mig at behage Jehova,“ siger hun. „Jeg må komme sammen med dem som føler det samme for Jehova som jeg, for det vil hjælpe mig til at blive på retfærdighedens vej. Og når jeg bruger mere tid i tjenesten for Jehova, tilbringer jeg mindre tid sammen med dem som har en verdslig indstilling. Det hindrer mig i at få den opfattelse at det er materielle ting og ukristen underholdning der giver glæde.“

På Salomonøerne er det almindeligt at man lader et eller to af sine børn vokse op hos slægtninge. Et ægtepar blev klar over hvad Jehova forventer af forældre, og sørgede af den grund for at få deres nu store teenagedatter, Deborah, hjem. Hvordan ville det gå når hun pludselig skulle være en del af en familie af Jehovas Vidner, med et travlt program der indbefattede møder, forkyndelse og familiestudium? Deborah fortæller: „Allerede ved det første møde jeg var med til, følte jeg at alle var glade for at jeg var kommet. Jeg forventede at der var præster i særlige klæder, men det var der ikke. Det virkede som om alle deltog i mødet, selv de små.“ Inden længe gjorde Deborah det samme. Noget der også gjorde indtryk på hende, var den måde hendes far underviste hende og hendes søskende på. Hun siger: „Far hjælper os til at tænke omhyggeligt over de bibelske eksempler. Det er meget værdifuldt for mig når jeg har problemer.“ Deborah, som nu er udøbt forkynder, er glad for at sandheden i Guds ord tilskyndede hendes forældre til at få hende tilbage i familien og ind på vejen til livet.

 Dele af Papua Ny Guinea er meget bjergrige, og til mange landsbyer er der ingen veje. Nogle af disse landsbyer er upåvirket af den moderne civilisation. Men den gode nyhed om Riget finder også vej til disse områder. En mand ved navn Leanna kom til et menighedsmøde i hovedstaden Port Moresby. Brødrene var noget overraskede over at høre at han var høvding i en isoleret landsby langt oppe i bjergene, hvor landsbyboerne ikke har nogen form for moderne bekvemmeligheder. Det tog Leanna fem dage at vandre gennem bushen for at komme til landevejen. Herfra kom han med en lastbil til hovedstaden. Han fortalte at han fire år forinden var taget til byen og havde mødt en broder på gadearbejde som gav ham et eksemplar af Vagttårnet. Leanna tog bladet med tilbage til landsbyen, og da han havde læst det, begyndte han at undervise landsbyboerne ud fra bladet. Det gjorde han hver søndag i nogle år idet han omhyggeligt opbevarede bladet i et beskyttende plasticchartek. Til sidst overtalte landsbyboerne ham til at finde frem til udgiverne af bladet. Han rejste tilbage til byen og kontaktede brødrene, som begyndte at studere med ham. Leanna opholdt sig hos en familie af Jehovas Vidner i omkring to uger og studerede hele ’Krævebrochuren’ imens. Han blev meget begejstret da han hørte der var en menighed i en by nærmere hans landsby, og udbrød: „Det er jo ingen sag! Det tager kun to dage at gå dertil fra min landsby.“ Udrustet med en taske fuld af publikationer og en større forståelse af sandheden i Guds ord tog han den lange tur tilbage til sin landsby. Der er nu truffet forberedelser til at der i den nærmeste fremtid aflægges besøg i denne landsby så befolkningen kan blive omhyggeligt undervist i Bibelen.

En søster som arbejder på Jehovas Vidners oversætterkontor i den lille østat Kiribati, fortæller denne oplevelse:  „En morgen lagde jeg et eksemplar af Vagttårnet som handlede om helvede, i min taske og besluttede at tilbyde det, selvom det var et ældre nummer. Min makker og jeg mødte en mand, præsenterede os og viste ham bladet efter kort at have fortalt hvad Bibelen siger om helvede. Han sænkede hovedet og var tavs i et stykke tid. Jeg spurgte om der var noget galt. Da han løftede hovedet, opdagede jeg at han græd. Han sagde at netop dette emne berørte ham dybt. Det var kun nogle få uger siden hans søn var død, og han og hans kone var stadig i dyb sorg. De havde gentagne gange bedt Gud om at lette deres hjerte fordi de frygtede at deres søn var kommet i et brændende helvede. Det overraskede og glædede manden at høre hvad Bibelen egentlig siger om de dødes tilstand. På næste besøg blev der oprettet et bibelstudium. Han siger ofte at han havde bedt Gud om at lede ham til sandheden, og at han har længtes efter at finde en religion som fortæller hvad Bibelen virkelig lærer. Han er begyndt at overvære møderne og er godt forberedt så han kan svare med egne ord under vagttårnsstudiet.“

I december 2003 var mere end 60.000 til stede ved det største stævne Jehovas Vidner nogen sinde har holdt i Australien. Da den seksårige Alyscea var vendt hjem fra stævnet i Sydney og skulle i skole, var hun spændt på at vise sine klassekammerater den nye bog, Lyt til den store Lærer. Om eftermiddagen da moderen kom for at hente hende fra skole, så hun til sin overraskelse at ordene „Giv Gud ære“ var skrevet med store bogstaver på tavlen i klasseværelset. Samme dag havde Alyscea fortalte tre lærere og de 24 elever i klassen om stævnet. Alle var imponeret over den nye bog og Alysceas begejstrede gennemgang af nogle af stævnets højdepunkter. Ordene „Giv Gud ære“ var blevet stående på tavlen hele dagen.

[Illustration på side 43]

Nafissatou, Niger

[Illustration på side 43]

Rantso (nummer to fra højre) med sin fætter og sine brødre, Lesotho

[Illustration på side 48]

Marie, Guadeloupe

[Illustration på side 48]

Antonio, Mexico

[Illustration på side 52]

Ghanshyam, Nepal

[Illustration på side 56]

Jacoba, Holland

[Illustration på side 58]

Angela, Storbritannien

[Illustration på side 61]

Olena, Hawaii