I 1980’erne førte sociale, politiske og økonomiske problemer til stridigheder i hele Vestafrika. Da nabolandet Liberia blev hærget af krig, flygtede mange til Sierra Leone. Afdelingskontoret sørgede for at private hjem og rigssale kunne huse Vidner der var flygtet, og brødrene tog sig godt af dem.

Det var bestemt en hård tid for flygtningene, men de oplevede også nogle sjove situationer. Isolde Lorenz, en erfaren missionærsøster, fortæller: „En far sendte sin søn hen for at varme noget mad over et ildsted i haven bag rigssalen, der lå på Afdelingskontorets grund. Da drengen kom tilbage, sagde han til sin far at de ikke ville få noget at spise i dag. Som svar på hvorfor de ikke ville det, udbrød drengen: ’I dag har Jehova udfriet mig af løvens gab!’ Hvad var der sket? På vej tilbage med fadet med mad var han løbet ind i Lobo, Afdelingskontorets store, men fredsommelige, schæferhund. Drengen var ved at dø af skræk! Han havde forsøgt at holde hunden på afstand med fadet, hvilket Lobo havde opfattet som en invitation til at tage for sig af retterne. Og det var præcis hvad Lobo gjorde!“

Den 23. marts 1991 bredte den væbnede konflikt i Liberia sig til Sierra Leone og satte gang i en borgerkrig der skulle vare i 11 år. En oprørsgruppe kaldet Revolutionary United Front (RUF) trængte hurtigt frem mod Kailahun og Koindu og tvang derved størstedelen  af lokalbefolkningen til at flygte til Guinea. Blandt flygtningene var omkring 120 Jehovas Vidner. Samtidig strømmede flygtende trosfæller fra Liberia ind i Sierra Leone med oprørerne lige i hælene.

„I flere måneder ankom grupper af hærgede, udtærede og sultne brødre til Betel i Freetown,“ fortæller Billie Cowan, der var koordinator for Afdelingskontorets Udvalg på det tidspunkt. „Mange havde været vidne til ubeskrivelige grusomheder og havde spist vilde planter for ikke at dø af sult. Vi skyndte os at give dem mad og tøj, og derudover tog vi os af de familiemedlemmer og interesserede der var fulgt med dem. Lokale Vidner åbnede deres hjerte og hjem for flygtningene. De brødre og søstre der var flygtet, tog med det samme fat på forkyndelsen og hjalp de lokale menigheder. Med tiden rejste mange af dem videre, men så længe de var her, styrkede de os!“

Afdelingskontoret sendte mad, medicin, byggematerialer, værktøj og redskaber til Vidnerne i flygtningelejre i den sydlige del af Guinea. Brødrene modtog også store mængder doneret tøj fra Frankrig. „Mine børn dansede, sang og priste Jehova,“ skrev en far. „Nu havde de noget nyt at tage på til møderne!“ Nogle sagde at de aldrig før havde været så pænt klædt!

Materiel hjælp var dog ikke det eneste flygtningene havde brug for. Jesus sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Matt. 4:4) Så Afdelingskontoret sendte  bibelske publikationer til regionen og arrangerede regelmæssige stævner. Der blev også sendt pionerer og rejsende tilsynsmænd til området.

Da kredstilsynsmanden André Baart kom til Koundou i Guinea, mødte han en mand der førte tilsyn med en flygtningelejr, og som indbød ham til at holde et bibelsk foredrag i lejren. Der var cirka 50 til stede da André holdt et foredrag med titlen „Søg tilflugt hos Jehova“, bygget over Salme 18. Da foredraget var forbi, rejste en ældre kvinde sig og sagde: „Du har gjort os meget glade! Ris kan ikke løse vores problemer, men Bibelen viser os at vi kan stole på Gud. Vi takker dig af hele vores hjerte for at have givet os trøst og håb.“

Dengang missionærægteparret William og Claudia Slaughter kom til Guekedou i Guinea, var menigheden, der bestod af mere end 100 flygtninge, „brændende i ånden“. (Rom. 12:11) „Mange af de unge mænd var ivrige efter at gøre åndelige fremskridt,“ fortæller William. „Hvis én ikke kunne tage sin opgave på Den Teokratiske Skole, var der straks 10-15 unge brødre som var klar til at springe til. Store grupper af brødre og søstre deltog ivrigt i forkyndelsen. Nogle af de ihærdige unge mænd blev senere specialpionerer og rejsende tilsynsmænd.“

Kort efter at borgerkrigen var brudt ud, købte brødrene en grund på 6.000 kvadratmeter på Wilkinson Road 133 i Freetown. Grunden lå på samme vej som Afdelingskontoret, bare et par hundrede meter væk.  „Vi ville egentlig gerne bygge et nyt betelhjem, men vi havde vores betænkeligheder på grund af krigen,“ siger Alfred Gunn. „Nu havde vi besøg af Lloyd Barry fra Det Styrende Råd på det tidspunkt, så vi talte med ham om vores bekymringer. Han svarede: ’Hvis vi lod os stoppe af krige, ville vi aldrig få udrettet noget som helst!’ Hans ord gav os mod til at gå videre med vores planer.“

Flere hundrede brødre arbejdede på byggeprojektet, deriblandt over 50 frivillige fra 12 lande og en masse hjælpere fra de lokale menigheder. Arbejdet begyndte i maj 1991. „Folk var imponeret over kvaliteten af de byggeblokke der blev fremstillet på stedet. Og stålkonstruktionen adskilte sig meget fra lokale byggerier,“ fortæller Tom Ball, der var tilsynsmand for byggeriet. „Men det der imponerede folk allermest, var at se den gode stemning og det nære samarbejde mellem hvide udlændinge og sorte indfødte.“

Den 19. april 1997 samledes en international skare til indvielsen af det nye afdelingskontor. En måned senere, efter fem års hærgen i landområderne, indledte RUF et angreb på Freetown.

Flere tusind RUF-soldater med filtret hår og røde pandebånd væltede ind over byen og plyndrede, voldtog og dræbte. „Situationen var højspændt,“ husker Alfred Gunn. „De fleste udenlandske missionærer blev straks evakueret. De sidste der tog af sted, var Billie og Sandra Cowan, Jimmie og Joyce Holland samt Catherine og mig.

Vi bad en bøn sammen med de lokale betelitter der frivilligt blev tilbage, og skyndte os derefter hen til evakueringsområdet. På vejen blev vi stoppet af omkring  20 vilde, fordrukne oprørssoldater. Da vi gav dem blade og penge, lod de os passere. Sammen med mere end 1.000 andre blev vi samlet på evakueringsområdet, der blev bevogtet af svært bevæbnede amerikanske marineinfanterister. Med militærhelikopter blev vi fragtet ud til et amerikansk flådefartøj. Senere fortalte en officer os at det var den største evakuering af civile som den amerikanske flåde havde udført siden Vietnamkrigen. Den følgende dag blev vi med helikopter fløjet til Conakry i Guinea, hvor vi oprettede et midlertidigt afdelingskontor.“

Missionærerne ventede uroligt på nyt fra Freetown. Endelig kom der et brev, hvori der stod: „Midt i kaosset fortsætter vi med at uddele Rigets Nyheder nr. 35, ’Kærlighed mellem alle mennesker — et realistisk håb?’ Folk er virkelig lydhøre, og vi er endda begyndt at studere med nogle af oprørerne! Vi er derfor besluttet på at øge vores indsats i forkyndelsen.“

Jonathan Mbomah, der var kredstilsynsmand, fortæller: „Vi afholdt endda en særlig stævnedag i Freetown! Programmet var så opmuntrende at jeg også rejste til Bo og Kenema for at afholde stævnedagen der. Brødrene i disse krigshærgede byer takkede Jehova for den vidunderlige åndelige føde.

I slutningen af 1997 afholdt vi et områdestævne på National Stadium i Freetown. På stævnets sidste dag kom oprørssoldater ind på stadionet og gav os ordre til at forlade stedet. Vi bad dem indtrængende om at få lov til at fuldføre programmet. Efter at have diskuteret frem og tilbage gav de sig og gik. Der var mere end 1.000 til stede ved stævnet, og 27 blev døbt. Adskillige brødre tog den farlige tur til Bo for at høre programmet igen. Hvor var det nogle fantastiske og spændende stævner!“