JEG var 16 år da oprørssoldater tvang mig ind i deres hær. De forsynede mig med stoffer og alkohol, og ofte kæmpede jeg i en narkorus. Jeg deltog i mange kampe og gjorde nogle grusomme ting. Det fortryder jeg inderligt.

En dag kom et ældre Jehovas Vidne og forkyndte på vores kaserne. Langt de fleste mennesker frygtede og afskyede os oprørere, men han ønskede at hjælpe os åndeligt. Jeg tog imod hans invitation til at overvære et møde. Faktisk husker jeg ikke hvad der blev sagt ved mødet, men jeg husker tydeligt den varme velkomst jeg fik.

Da krigen tog til i styrke, mistede jeg kontakten med Jehovas Vidner. En dag blev jeg hårdt såret og sendt til et område kontrolleret af oprørere for at komme mig. Inden krigen sluttede, lykkedes det mig at flygte til et regeringskontrolleret område, hvor jeg deltog i et program der skulle hjælpe soldater til at vende tilbage til et normalt liv.

Jeg havde et stort behov for åndelig hjælp. Af den grund begyndte jeg at komme i Pinsekirken, men medlemmerne kaldte mig „Satan“. Så gik jeg i gang med at lede efter Jehovas Vidner. Da jeg havde fundet dem, begyndte jeg at studere og komme til møderne. Jeg fortalte dem om alt det forfærdelige jeg havde gjort, hvilket fik brødrene til at læse Jesu trøstende ord for mig: „De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge. ... Jeg er nemlig ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.“ — Matt. 9:12, 13.

De ord rørte virkelig mit hjerte! Jeg rakte min kniv til broren der studerede Bibelen med mig, og sagde: „Jeg har beholdt denne her for at beskytte mig mod hævnaktioner.  Men nu hvor jeg ved at Jehova og Jesus elsker mig, vil jeg ikke have den mere.“

Brødrene lærte mig at læse og skrive, og med tiden blev jeg døbt og startede som pioner. Når jeg i dag forkynder for tidligere oprørere, fortæller de mig at de har stor respekt for at jeg har fået styr på mit liv. Jeg har endda studeret med en officer i min tidligere deling.

Mens jeg var soldat, blev jeg far til tre sønner. Efter at jeg havde lært sandheden at kende, ville jeg gerne hjælpe dem til også at tjene Jehova, og til min store glæde havde to af dem et lyttende øre. Den ene af mine drenge er udøbt forkynder, og den ældste er hjælpepioner.