EN EFTERMIDDAG kom oprørerne ind i vores by, og de skød op i luften i omkring to timer. Nogle af dem var blot teenagere som med stort besvær bar deres våben. De så vilde og beskidte ud, og det virkede som om de var påvirket af stoffer.

Den følgende dag begyndte myrderierne. Brutalt blev mennesker lemlæstet eller henrettet. Kvinder blev voldtaget. Det var et stort kaos. Bror Amara Babawo og hans familie samt fire der studerede Bibelen, søgte tilflugt i mit hus. Vi var skrækslagne.

Der gik ikke lang tid før en befalingsmand fra oprørshæren mødte op og beordrede at vi skulle stille til militærtræning næste morgen. Vi var fast besluttet på at være neutrale selvom det ville koste os livet. Vi bad det meste af natten. Tidligt om morgenen stod vi op og drøftede dagens tekst mens vi ventede på at oprørerne skulle komme. Men de dukkede ikke op.

 Senere blev mit hus beslaglagt af en officer fra oprørshæren og fire af hans mænd. De sagde at vi kunne blive boende, så vi fortsatte med regelmæssigt at holde møderne og at drøfte dagens tekst. Nogle af soldaterne sagde: „I læser dagsteksten. I må være Jehovas Vidner.“ Det var ikke fordi de var interesseret i Bibelen, men de respekterede os.

En dag kom en højtstående befalingsmand for at inspicere soldaterne som var indkvarteret i mit hjem. Han gjorde honnør for bror Babawo og gav ham hånd. Idet befalingsmanden henvendte sig til soldaterne, råbte han: „Denne mand er min boss, og han er også jeres. Hvis I krummer så meget som et hår på hans hoved eller på dem som bor hos ham, får I med mig at bestille. Forstået?“ „Javel!“ svarede de. Derefter gav han os et stykke papir som forklarede at vi var fredelige borgere, og at oprørshæren (RUF) ikke måtte gøre os noget.

Flere måneder senere begyndte nogle af oprørsgrupperne at bekæmpe hinanden, og derfor flygtede vi over grænsen til Liberia. Dér blev vi truet af en anden oprørsgruppe. „Vi er Jehovas Vidner,“ sagde vi. „Hvad står der så i Johannes 3:16?“ spurgte en af soldaterne. Da vi gengav verset, lod de os gå.

Nogen tid senere mødte vi endnu en befalingsmand, som befalede at bror Babawo og jeg skulle følge med ham. Vi frygtede for vores liv. Men så fortalte han at han havde studeret med Jehovas Vidner før krigen. Han gav os nogle penge og lovede at aflevere et brev til brødrene i en nærliggende menighed. Kort efter kom to brødre med nødhjælpsforsyninger, og de førte os i sikkerhed.