Efterhånden som forholdene blev mere stabile, vendte brødrene og søstrene tilbage til resterne af deres hjem. De menigheder der var gået i opløsning under krigen, især i den krigshærgede østlige del af Sierra Leone, begyndte nu at blomstre op igen. I et område rapporterede specialpionererne: „Der kom 16 til vores første møde, 36 til det næste, 56 til det efterfølgende, og til mindehøjtiden nåede vi helt op på 77! Det var fantastisk!“ Der blev oprettet 9 menigheder, så der i alt var 24. Desuden fik vi 10 nye missionærer fra Gilead, som pustede nyt liv i forkyndelsen. I 2004 overværede 7.594 mindehøjtiden — fem gange flere end antallet af forkyndere! Guinea oplevede en lignende fremgang.

Det Styrende Råd stillede hurtigt midler til rådighed så de hjemvendte flygtninge kunne etablere sig igen. (Jak. 2:15, 16) Rejsende byggehold bestående af frivillige arbejdere istandsatte eller opførte 12 rigssale og istandsatte en stævnehal i Koindu. De byggede også 42 beskedne lerstenshuse til familier som havde fået deres hjem ødelagt. Da en 70-årig søster der var enke, så sit nye hus med bølgebliktag, begyndte tårerne at løbe ned ad kinderne på hende, og hun udbrød: „Tak, Jehova! Tak, Jehova! Og tak til jer, kære brødre!“

Afdelingskontoret satte også gang i rigssalsbyggerier ved hjælp af penge fra byggeprogrammet for lande med begrænsede midler. Saidu Juanah, der tjener som ældste og pioner i Bo West Menighed, fortæller: „En  søster sagde til mig: ’Hvis vi får at vide at vi skal have en ny rigssal, klapper jeg med både hænder og fødder!’ Da jeg meddelte menigheden at vi ville få en ny rigssal, sprang søsteren op og klappede og dansede, ja, ’klappede’ med hænder og fødder!“

I 2010 indviede Waterloo Menighed en rigssal der kan udvides så den kan bruges som stævnehal med plads til 800. Samme dag som menigheden købte ejendommen, gav en anden interesseret køber et højere bud, men ejeren sagde: „Jeg vil hellere have at min grund bruges til religiøse konferencer end til kommercielle formål.“

Som følge af byggeprogrammet for lande med begrænsede midler er der blevet opført 17 rigssale i Sierra Leone og 6 i Guinea. Disse beskedne men værdige bygninger har givet mange flere lyst til at komme til møderne og tilbede Jehova.

Da der var kommet gang i forkyndelsen igen, arrangerede Afdelingskontoret en kampagne hvor man i to måneder ville fokusere på at forkynde i områder der sjældent blev gennemgået. Forkynderne afsatte næsten 15.000 bøger og havde mange skønne oplevelser. Flere spurgte om ikke Jehovas Vidner ville oprette menigheder i nogle af byerne. Det endte med at der blev oprettet to nye menigheder. I en afsidesliggende landsby fandt brødrene to søstre der var flygtet under krigen og havde været afskåret fra kontakt med organisationen. Brødrene arrangerede med det samme møder i landsbyen, og der blev oprettet adskillige bibelstudier.

I 2009 fik Afdelingskontoret nys om at der i en landsby langt inde i Guineas skove befandt sig nogle  mennesker der hævdede at de var Jehovas Vidner. Et par brødre blev sendt af sted for at undersøge sagen, og det viste sig at der havde været en ældre bror som var vendt tilbage til sin landsby efter at han var holdt op med at arbejde. Han havde studeret med en hel del mænd inden han døde. En af disse mænd fik tro på Jehova og begyndte at fortælle andre om Bibelen. Han afholdt også møder ved hjælp af den afdøde brors publikationer. I 20 år havde gruppen tilbedt Jehova inden en forkynder tilfældigt stødte på dem. Afdelingskontoret sendte straks nogle brødre der kunne støtte gruppen. I 2012 kom 172 af landsbyboerne til mindehøjtiden.

I den senere tid er der blevet fundet adskillige ’forsvundne får’, det vil sige personer der er gledet bort eller er blevet udelukket. De har ændret sind og er vendt tilbage til sandheden. Jehovas tjenere har taget imod dem med åbne arme. — Luk. 15:11-24.

For at kunne dele den gode nyhed med andre måtte Paulus ’blive alt for alle slags mennesker’. (1 Kor. 9:22, 23) På lignende måde har Jehovas tjenere i Sierra Leone og Guinea tilpasset deres måde at forkynde på så de kan nå mennesker med forskellig baggrund. Her følger et eksempel på hvordan nogle forkyndere ræsonnerer med tolerante muslimer, den største religiøse gruppe i begge lande.

Saidu Juanah, der tidligere var muslim, forklarer: „Muslimer tror at Adam blev skabt af støv, men at han først levede i et paradis i himlen. For at hjælpe dem til at få den rigtige forståelse spørger jeg dem: ’Hvor kommer støv fra?’

 ’Fra jorden,’ svarer de.

’Ja, så hvor blev Adam skabt?’ fortsætter jeg.

’På jorden.’

For at få pointen til at stå helt klart læser jeg 1 Mosebog 1:27, 28 og spørger: ’Kan himmelske skabninger få børn?’

’Nej. Engle er hverken hankøn eller hunkøn,’ svarer de.

’Så hvor må Adam og Eva have befundet sig da Gud sagde at de skulle få børn?’

’På jorden.’

’Hvor tror du så at Gud vil genskabe Paradiset?’ spørger jeg.

’Her på jorden,’ svarer de.“

Saidu forklarer videre: „Når man på den måde ræsonnerer ud fra Bibelen, får mange retsindige muslimer lyst til at høre mere og til at tage imod bibelske publikationer.“

Som eksempel kan nævnes Momoh, en muslimsk butiksindehaver der gerne ville være imam. En dag forklarede nogle af vores missionærer ham noget ud fra Bibelen, og det vakte hans interesse. Han overværede en del af et kredsstævne og var begejstret for det han hørte. Fire dage senere overværede Momoh sammen med sin kone, Ramatu, og deres fem børn højtiden til minde om Jesu død. Fra da af begyndte Momoh at tage sit bibelstudium alvorligt. Efter at have studeret et stykke tid holdt han op med at sælge cigaretter. Han sagde endda til sine kunder at cigaretter er skadelige, og at Gud ikke bryder sig om at man ryger! Momoh begyndte også at studere med sin kone og børn i butikken. Hvis der kom kunder mens de studerede, bad han dem om at sætte  sig ned og vente, for studiet var meget vigtigt for hans familie. Da Momoh og Ramatu blev lovformeligt gift, mødte de kraftig modstand fra familiens side, men de lod sig ikke skræmme. De forkyndte frimodigt for deres slægtninge, som med tiden begyndte at respektere dem for deres gode måde at være på. Momoh blev døbt i 2008, og Ramatu i 2011.

Jehovas folk holder modigt fast ved Guds norm for hvad der er rigtigt og forkert, også når det gælder hans syn på blod. (Apg. 15:29) Vores holdning bliver respekteret af flere og flere læger og sygeplejersker i Sierra Leone og Guinea.

 I 1978 uddelte brødrene brochuren Jehovas vidner og spørgsmålet om blod til læger, sygeplejersker og hospitalsledere samt advokater og dommere i hele Sierra Leone. Kort efter fik en søster med fødselsveer indre blødninger, men lægerne nægtede at behandle hende uden at bruge blod. Efter at have sat sig ind i de gode og logiske informationer i brochuren indvilligede en læge dog i at hjælpe hende. Søsteren fik en sund baby og kom sig fuldstændigt.

Omkring 1991 læste dr. Bashiru Koroma, en kirurg på hospitalet i Kenema, brochuren Hvordan kan blod redde dit liv? Informationerne i brochuren gjorde så stort indtryk på ham at han begyndte at studere Bibelen og overvære møderne. Da en niårig dreng hvis forældre er Jehovas Vidner, kom ud for en ulykke og sprængte sin milt, nægtede lægerne at operere ham uden at bruge blod. De sagde til forældrene: „Tag jeres barn, og lad ham dø derhjemme!“ Forældrene kontaktede dr. Koroma, som udførte en vellykket operation.

Der gik ikke længe før dr. Koroma blev til bror Koroma — en stærk fortaler for transfusionsfri behandling. På grund af hans holdning ville nogle af de andre læger ikke have noget med ham at gøre, men hans patienter klarede sig godt. Senere begyndte nogle af hans kolleger at spørge ham til råds når de skulle udføre komplicerede operationer.

Siden 1994 har Hospitalinformationen på Afdelingskontoret i Freetown oprettet Kontaktudvalg til Hospitaler rundt omkring i Sierra Leone og Guinea. Kontaktudvalgene har kærligt støttet mange brødre og søstre der har haft behov for behandling, og hjulpet adskillige læger til at forstå og respektere vores holdning til blod.