Da William Nushy tog fat på sin opgave, fandt han ud af at nogle forkyndere ikke fulgte Jehovas normer vedrørende ægteskab. Nogle par levede papirløst; de levede sammen som mand og kone uden at deres forhold var blevet registreret af myndighederne. Andre fulgte den lokale skik at udskyde deres ægteskab indtil kvinden blev gravid, så man var sikker på at forholdet ville bære frugt.

Derfor skrev afdelingskontoret i maj 1953 et brev til alle menigheder hvori man nøje forklarede dem Bibelens norm vedrørende ægteskab. (1 Mos. 2:24; Rom. 13:1; Hebr. 13:4) Alle der levede sammen, fik en vis tid til at registrere deres parforhold, og hvis de ikke gjorde det, kunne de ikke længere forblive i menigheden. — 1 Kor. 5:11, 13.

Mange forkyndere var glade for denne opstramning. Men nogle var ubeslutsomme og følte at vejledningen var for streng. I to menigheder holdt mere end halvdelen af forkynderne op med at komme til møderne. De der forblev loyale, øgede til gengæld deres indsats i forkyndelsen; et klart vidnesbyrd om at de fik Jehovas velsignelse.

 Efter mange bestræbelser fra brødrenes side blev rigssalen i Freetown anerkendt som et passende sted til indgåelse af lovformelige ægteskaber. Den 3. september 1954 foretog brødrene den første officielle vielse. Senere gav myndighederne kvalificerede brødre tilladelse til at forrette vielser i syv områder rundt om i landet. Dette  gav flere interesserede mulighed for at legalisere deres forhold og kvalificere sig til at blive forkyndere af den gode nyhed.

Mange interesserede som levede i et polygamt forhold, tog også skridt til at rette deres liv ind efter Jehovas normer. Samuel Cooper, som nu bor i Bonthe, fortæller: „I 1957 begyndte jeg at overvære møderne sammen med mine to koner, og jeg kom hurtigt på Den Teokratiske Skole. En dag fik jeg tildelt en opgave som handlede om det kristne ægteskab. Under min søgen efter stof til indlægget fandt jeg ud af at jeg var nødt til at skille mig af med min yngste hustru. Da jeg fortalte det til min familie, var alle imod mig. Min yngste kone havde født mig en pige, hvorimod min ældste kone ikke havde født børn. Jeg havde imidlertid besluttet at følge Bibelens principper. Efter at min yngste hustru var flyttet tilbage til sin familie, blev min ældste hustru til min store overraskelse gravid. Nu har jeg fem børn med min kone som ikke tidligere kunne få børn.“

Honoré Kamano, en interesseret der boede i Guinea lige på den anden side af grænsen, og som havde tre koner, sendte sine to yngste koner bort. Hans ældste hustru var glad for den beslutning og begyndte fra da af at tage sandheden mere alvorligt. Til trods for at en af hans yngre koner var skuffet over at blive sendt bort, beundrede hun også hans store respekt for Bibelens principper. Hun bad om et bibelstudium og indviede sig senere til at tjene Jehova.

I dag er Jehovas Vidner overalt i Sierra Leone og Guinea kendt for at holde ægteskabet i ære. Deres trofasthed er en pryd for Jehovas lære og til pris for ham som den  der har indstiftet den ægteskabelige ordning. — Matt. 19:4-6; Tit. 2:10.

I 1956 kom yderligere to missionærer, Charles og Reva Chappell, til Freetown. På vej til missionærhjemmet standsede de forbløffet op ved et stort skilt som annoncerede et bibelsk foredrag i Wilberforce Memorial Hall. „Taleren var C.N.D. Jones, en repræsentant for ’Jehovas Vidners kirke’,“ fortæller Charles.

Jones, der hævdede at høre til de salvede, var leder af en udbrydergruppe som havde forladt menigheden i Freetown adskillige år tidligere. Hans gruppe påstod at de var „sande“ vidner for Jehova og kaldte missionærerne og de der var loyale over for organisationen, for bedragere og „Gilead-cowboys“.

Sagen blev sat på spidsen da Jones og nogle af hans støtter blev udelukket. „Den bekendtgørelse var et chok for flere som foretrak at man var tolerant over for afvigerne,“ fortæller Charles. „Nogle få gav offentligt udtryk for deres utilfredshed. De og andre fortsatte med at komme sammen med oprørerne, og de forsøgte at afbryde møderne og lægge hindringer i vejen for tjenesten. De utilfredse sad sammen ved møderne i den del af salen som blev kaldt ’afvigerrækken’. Med tiden forlod de fleste af dem sandheden, men nogle genvandt deres åndelige ligevægt og blev flittige forkyndere.“

Det loyale standpunkt de fleste indtog, gjorde at Guds ånd fortsat kunne virke frit. Da zonetilsynsmanden Harry Arnott det følgende år besøgte Freetown, skrev han: „Dette er den første markante forøgelse vi har set i Sierra Leone i flere år. Det giver god grund til optimisme når det gælder fremtidig vækst.“

Kort efter bror Arnotts besøg fik Charles Chappell et brev fra en bror i nabolandet Liberia. Broren ville gerne have at der blev forkyndt for hans stammefæller i Sierra Leone. Han hørte til kissi-stammen, som boede i de skovklædte bakker og dale der hvor Sierra Leone, Liberia og Guinea grænser op til hinanden. Det så ud til at mange kissi-talende gerne ville lære Bibelen at kende.

Eftersom de fleste af dem hverken kunne læse eller skrive, blev der oprettet læseklasser i Koindu hvor der blev undervist i Bibelens grundsandheder. Klasserne tiltrak i hundredvis af elever. „Snart havde gruppen 5, så 10, så 15 og så 20 nye forkyndere,“ fortæller Charles. „Folk kom så hurtigt i sandheden at jeg tvivlede på om de nu også var oprigtige forkyndere. Men jeg tog fejl. De fleste af dem var ikke blot trofaste, men også nidkære!“

De ivrige nye forkyndere bragte snart den gode nyhed endnu længere end til Koindu og til sidst helt ind i nabolandet Guinea. Under timelange traveture i det kuperede terræn forkyndte brødrene på gårde og i landsbyer. „I ugevis, ja nogle gange i flere måneder, hørte vi ikke lyden af et eneste motorkøretøj,“ siger Eleazar Onwudiwe, som var kredstilsynsmand på det tidspunkt.

Efterhånden som forkynderne fra kissi-stammen såede og vandede Rigets sæd, sørgede Gud for væksten. (1 Kor. 3:7) Da en blind ung mand fik kendskab til sandheden, lærte han den 32-siders brochure „Denne gode nyhed om riget“ udenad. Senere kunne han, til stor forbløffelse for de tilstedeværende, genkalde sig paragrafferne når han forkyndte og ledte sine egne bibelstudier. En døv kvinde der tog imod sandheden, gjorde så store forandringer i sit liv at hendes svigerinde begyndte at  overvære møderne, hvilket betød at hun skulle gå mere end 10 kilometer.

Arbejdet blandt de kissi-talende bredte sig meget hurtigt. Der blev dannet en ny menighed, og så endnu en. Omkring 30 forkyndere begyndte i pionertjenesten. Høvdingen i Koindu blev interesseret i sandheden og forærede brødrene en grund hvor de kunne bygge en rigssal. Efter at mere end 500 havde overværet et kredsstævne i Kailahun, blev der også oprettet en menighed der. Inden længe udgjorde medlemmer af kissi-stammen halvdelen af Vidnerne i Sierra Leone, selvom stammen repræsenterede mindre end to procent af befolkningen.

Nogle var utilfredse med denne vækst, og det gjaldt især de religiøse ledere blandt kissi-folket. De var misundelige og besluttede at eliminere denne trussel imod deres autoritet. Spørgsmålet var hvornår og hvordan de ville slå til.