I begyndelsen af 1963, da Milton Henschel for anden gang besøgte Sierra Leone, omtalte han et behov som afdelingskontoret gennem nogen tid havde prøvet at tilgodese. Han tilskyndede brødrene til at gøre en større indsats for at bekæmpe analfabetismen.

Nogle menigheder havde læseklasser på engelsk. Men efter bror Henschels besøg begyndte brødrene at lære eleverne at læse og skrive på deres eget sprog. Nogle menigheder havde læseklasser på to eller tre sprog. Klasserne blev så populære at en tredjedel af landets forkyndere tilmeldte sig dem.

I 1966 udarbejdede brødrene i Liberia et illustreret læsehæfte for begyndere på sproget kissi. Da brødrene viste de liberianske myndigheder hæftet, besluttede de imponerede embedsmænd at trykke dette hæfte og uddele det gratis. Det blev delt ud i Guinea, Liberia og Sierra Leone og hjalp hundredvis af kissi-talende med at lære at læse og skrive. Senere blev der udarbejdet eller tilpasset læsehæfter på andre sprog, og mange blev  hjulpet til at kunne læse og skrive.

Læseklasserne lærte ikke blot folk at læse og skrive; de hjalp dem også til at gøre åndelige fremskridt. Sia Ngallah, en 50-årig udøbt forkynder som hverken kunne læse eller skrive, holdt regnskab med sin forkyndelse ved hjælp af sorte og røde snore. Når hun havde været i forkyndelsen en time, slog hun en knude på den sorte snor. Når hun havde aflagt et genbesøg, lavede hun en knude på den røde snor. Hun blev tilmeldt en læseklasse, og det hjalp hende til bedre at holde styr på hvor meget hun udrettede. Det bevirkede også at hun blev en bedre forkynder og underviser, og hun gjorde gode fremskridt mod at blive døbt.

I dag er der stadig læseklasser i mange menigheder i Sierra Leone og Guinea. En ældre embedsmand i Sierra Leone sagde rosende til brødrene på afdelingskontoret: „Det er et beundringsværdigt arbejde I udfører når I, ud over at undervise mennesker i hvad Bibelen siger, også lærer dem at læse og skrive.“

Efterhånden som flere fra forskellige etniske grupper lærte at læse, blev behovet for oversættelse større. De fleste stammer havde kun lidt, om overhovedet noget, læsestof på deres eget sprog. I Sierra Leone læste skoleuddannede engelsk litteratur, mens man i Guinea læste fransk. Hvad kunne man gøre for at skaffe de indfødte bibelsk litteratur på deres eget sprog?

I 1959 oversatte to gileadmissionærer en traktat og en brochure til mende, men der blev kun uddelt et begrænset antal eksemplarer. Ti år senere blev brochurerne  „Denne gode nyhed om riget“ og Lev i håbet om en retfærdig ny verden oversat til kissi. Der blev afsat omkring 30.000 af disse brochurer, som også blev brugt i forbindelse med bibelstudier.

I 1975 begyndte afdelingskontoret at udgive studieartikler fra Vagttårnet på kissi. Forkynderne var begejstrede! En bror skrev: „Jehova har udført et stort mirakel til gavn for os. Ingen af os har nogen sinde gået i skole. Vi var som sten — ude af stand til at tale. Ja, sådan var vi, men nu hvor vi har fået Vagttårnet på kissi, kan vi fortælle om Jehovas storslåede gerninger.“ (Luk. 19:40) Flere andre publikationer blev også oversat til kissi.

I dag læser de fleste i Sierra Leone og Guinea stadig vores publikationer på engelsk eller fransk, som er de sprog der hovedsagelig benyttes ved menighedsmøderne. Men i de senere år er antallet af udgivelser på de lokale sprog steget voldsomt. Man kan nu få bibelsk litteratur på kissi, kpelle, krio, maninkakan, mende, pular og susu. Brochurerne Lyt til Gud og få evigt liv og Listen to God er oversat til alle disse sprog. Disse hjælpemidler der er lette at bruge, har hjulpet mange med begrænsede læsefærdigheder til at forstå og værdsætte Bibelens storslåede budskab.

I begyndelsen af 1960’erne havde brødrene i Freetown gennem nogen tid været på udkig efter en grund hvor man kunne bygge et nyt afdelingskontor. Endelig, i 1965, købte de et stykke jord på Wilkinson Road med udsigt over havet i et af de bedste områder i byen.

På den endelige tegning var en rigssal, et missionærhjem og kontorer samlet i én attraktiv bygning. Under byggeriet gik den tunge og tætte trafik på Wilkinson Road ofte næsten helt i stå fordi chaufførerne og passagererne  ville følge med i hvad der foregik. Bygningen blev indviet den 19. august 1967. Næsten 300 overværede programmet, deriblandt byens højtstående folk og adskillige brødre og søstre som var blevet døbt af „Bibel-Brown“ i 1923.

Det nye afdelingskontor betød at mange fik større respekt for Jehovas Vidners arbejde. Det tilbageviste også nogle religiøse kritikeres påstand om at Jehovas Vidner ikke fortsat ville være at finde i Sierra Leone. Den nye bygning var et klart vidnesbyrd om at Jehovas Vidner var kommet for at blive.

Fra midten af 1970’erne og fremefter satte en stadig strøm af missionærer fart i arbejdet i Sierra Leone og  Guinea. Nogle havde allerede tjent i andre afrikanske lande og vænnede sig hurtigt til de lokale forhold. For andre var Afrika noget helt nyt. Hvordan ville de klare „den hvide mands grav“? Lyt til nogle af deres kommentarer.

„Folk var ydmyge og åndeligt udhungrede. Det var en stor tilfredsstillelse at se hvordan sandheden forbedrede deres liv.“ — Hannelore Altmeyer.

„Det tropiske klima og tropesygdommene var en udfordring. Men glæden ved at hjælpe de retsindige til at tjene Jehova var det hele værd.“ — Cheryl Ferguson.

„Jeg lærte at være tålmodig. Da jeg spurgte en søster hvornår hendes gæster ville komme, svarede hun: ’Måske i dag. Måske i morgen. Eller måske i overmorgen.’ Jeg må have set helt forbløffet ud, for hun fortsatte: ’Men de skal nok komme!’“ — Christine Jones.

„På missionærhjemmet i Freetown boede der fjorten missionærer med forskellig etnisk og kulturel baggrund. Vi måtte deles om to toiletter, et brusebad, en vaskemaskine og et køkken. Mængden af fødevarer var begrænset, og kvaliteten dårlig. Det var ikke til at forudse hvornår elektriciteten svigtede — nogle gange var vi uden strøm i dagevis. De fleste af os fik malaria og andre tropesygdomme. Alt dette kunne lyde som om det ville ende med at vi måtte give op, men vi lærte at leve med det, at være tilgivende og at se det humoristiske i vanskelige situationer. Forkyndelsen var en stor glæde, og missionærerne knyttede nære venskaber.“ — Robert og Pauline Landis.

 „Tiden i Sierra Leone er noget af det bedste vi har oplevet. Vi fortryder ikke noget og har intet at klage over. Vi savner det bare rigtig meget.“ — Benjamin og Monica Martin.

„Engang besøgte vi en interesseret kvinde som serverede et måltid der så lidt underligt ud. ’Det er slange,’ sagde hun. ’Jeg har fjernet gifttænderne. Vil I smage?’ Vi sagde høfligt nej tak, men hun insisterede. Sådanne oplevelser var ganske vist afskrækkende, men vi værdsatte den store gæstfrihed vores værter viste os, og kom til at holde meget af dem.“ — Frederick og Barbara Morrisey.

„I mine 43 år i missionærtjenesten har jeg boet sammen med mere end 100 andre missionærer. Det har været et stort privilegium at lære så mange mennesker at kende, mennesker med forskellig personlighed, men alle med samme mål. Og hvor er det en stor glæde at være Guds medarbejder og se folk tage imod Bibelens budskab!“ — Lynette Peters.

„Hvor er det en stor glæde at være Guds medarbejder og se folk tage imod Bibelens budskab!“

Siden 1947 har 154 missionærer tjent i Sierra Leone og 88 i Guinea. Der er også kommet mange andre Jehovas Vidner til landet for at deltage i forkyndelsen. I dag er der 44 missionærer i Sierra Leone og 31 i Guinea. Deres utrættelige indsats og uselviske engagement har påvirket utallige menneskers liv. Alfred Gunn, der længe har været medlem af afdelingskontorets udvalg, siger: „Vi tænker på dem med stor glæde.“