Det skønnes at der er mellem 3.000 og 5.000 døve i Sierra Leone og flere hundrede i Guinea. Jehova ønsker „at alle slags mennesker skal frelses“, så hvordan bliver den gode nyhed forkyndt for døve? — 1 Tim. 2:4.

Michelle Washington, der blev sendt til Sierra Leone som missionær i 1998, fortæller: „Min mand, Kevin, og jeg kom til at tilhøre en menighed hvor fire døve overværede møderne. Da jeg kan amerikansk tegnsprog, ville jeg gerne hjælpe dem. Afdelingskontoret gav mig til opgave at tolke møder og stævner, og de omkringliggende menigheder blev informeret om ordningen. Desuden arrangerede Afdelingskontoret tegnsprogsundervisning for forkyndere der gerne ville hjælpe døve. Vi begyndte at lede efter døve i vores distrikt og studere Bibelen med dem. Folk i området  roste os for alt det vi gjorde for døve. Det var dog ikke alle der var glade for vores indsats. En døvepræst udråbte os til at være ’falske profeter’ og advarede døve og deres familier mod os. Nogle fik besked på at de ville miste den økonomiske støtte hvis de havde noget med os at gøre. Hurtigt blev døvesamfundet delt i to lejre: dem der aldrig havde talt med os, og som støttede præsten; og dem der havde talt med os, og som ikke støttede præsten. Nogle i den sidstnævnte gruppe tog standpunkt for sandheden og blev døbt.“

Som eksempel kan nævnes Femi, der blev født døv og kun havde nogle simple tegn at kommunikere med. Han var mistænksom over for alle — især hørende — og følte sig nedtrykt og uelsket. Men så begyndte han at studere Bibelen med nogle brødre fra tegnsprogsgruppen. Inden længe kom han fast til møderne og gik i gang med at lære tegnsprog. Femi gjorde åndelige fremskridt, blev døbt og er nu selv i fuld gang med at undervise andre døve i sandheden.

I juli 2010 blev tegnsprogsgruppen i Freetown en menighed. Der er også tegnsprogsgrupper i Bo og Conakry.

I Bibelen kan man se at de fleste af de kristne i det første århundrede var fattige. Disciplen Jakob skrev: „Har Gud ikke valgt dem som er fattige hvad verden angår, til at være rige i tro?“ (Jak. 2:5) Troen på Jehova har også bragt trøst og håb til forkynderne i Sierra Leone og Guinea.

Troen bevæger mange fattige familier i afsidesliggende egne til at spare op i flere måneder for at komme til områdestævne. Nogle dyrker afgrøder og  sælger dem for at få råd til rejsen. Grupper på 20-30 stævnedeltagere klemmer sig sammen på ladet af små lastbiler, hvorefter de begiver sig ud på en varm, støvet og knoglerystende tur på 20 timer eller mere. Andre må tilbagelægge store afstande til fods. „De første 80 kilometer af turen til stævnet gik vi mens vi bar på en masse bananer,“ fortæller en bror. „Bananerne solgte vi undervejs, så vi fik mindre og mindre at bære på og tjente penge nok til at tage en lastbil det sidste stykke vej.“

Troen har også fået mange forkyndere til at modstå fristelsen til at flytte til mere velstående lande. „Vi er sikre på at Jehova vil sørge for vores behov,“ siger Emmanuel Patton, der har været på Bibelskolen for Ugifte  Brødre. „Fordi vi bor i et land hvor der er et stort behov for forkyndere, forstår vi at den tjeneste vi hver især udfører, har stor værdi.“ (Matt. 6:33) Emmanuel er nu ældste, og både han og hans kone, Eunice, er travlt optaget af tjenesten for Jehova. Andre familieoverhoveder har besluttet ikke at flytte til udlandet fordi de gerne vil værne om familiens sammenhold og åndelige sundhed. „Jeg afviste blankt at tage imod arbejde der krævede at jeg var væk fra min familie i en længere periode,“ fortæller Timothy Nyuma, der har været specialpioner og afløser for kredstilsynsmanden. „Min kone, Florence, og jeg lod også vores børn gå i en  lokal skole i stedet for at sende dem langt væk og lade dem blive opdraget af andre.“

Andre brødre og søstre viser deres stærke tro ved at fortsætte med de kristne aktiviteter på trods af forskellige vanskeligheder. Kevin Washington, der blev nævnt tidligere, bemærker: „Mange deltager regelmæssigt i forkyndelsen og tager sig af opgaver i menigheden selvom de kæmper med problemer der måske kunne få os til at blive derhjemme og surmule. Nogle har for eksempel en kronisk sygdom og har ikke adgang til den medicin og de hjælpemidler der er tilgængelige andre steder. Andre kæmper en brav kamp for at lære at læse og skrive. Hvis jeg en gang imellem får lyst til at kritisere den måde en bror løser en opgave på, spørger jeg mig selv: ’Hvordan ville jeg have klaret det hvis jeg havde fuldtidsarbejde, alvorlige helbredsproblemer, dårligt syn og ingen mulighed for at få briller, et meget lille teokratisk bibliotek og var uden elektricitet?’“

På disse og utallige andre måder er vores brødre og søstre i Sierra Leone og Guinea med til at prise Jehova. Ligesom de første kristne viser de at de er Guds tjenere „ved at udholde meget, ved trængsler, ved tilfælde af nød, ... som fattige, der dog gør mange rige, som nogle der intet har og dog ejer alt“. — 2 Kor. 6:4, 10.

For mere end 90 år siden rapporterede Alfred Joseph og Leonard Blackman at markerne i Sierra Leone var „hvide til høst“. (Joh. 4:35) Omkring 35 år senere skrev Manuel Diogo fra Guinea: „Her er der masser af interesse.“ I dag er Jehovas tjenere i begge lande overbevist om at mange flere vil tage imod den gode nyhed.

 I 2012 var der i Guinea 3.479 der overværede mindehøjtiden, hvilket var fire en halv gang så mange som antallet af forkyndere i landet. De 2.030 Jehovas Vidner i Sierra Leone kunne glæde sig over at der i alt kom 7.854 til mindehøjtiden, næsten fire gange så mange som det samlede antal forkyndere. En af dem der var til stede, var den trofaste 93-årige specialpioner Winifred Remmie. Sammen med sin mand, Lichfield, kom hun til Sierra Leone i 1963. Efter 60 år i heltidstjenesten var hun stadig specialpioner. Winifred sagde ved en lejlighed: „Hvem kunne have forestillet sig  at Sierra Leone ville være så rig på åndeligt stærke brødre og søstre? Nu er jeg blevet gammel, men jeg vil stadig gerne bidrage til denne glædelige fremgang.“ *

Jehovas Vidner i Sierra Leone og Guinea tilslutter sig af hele deres hjerte Winifreds ord. Ligesom statelige træer der vokser på vandrige steder, er de besluttet på at bære frugt til pris og ære for Jehova. (Sl. 1:3) Med kraft fra Jehova vil de fortsætte med at forkynde om menneskehedens eneste virkelige håb om frihed — „Guds børns herlige frihed“. — Rom. 8:21.