Freda, der er døv, var meget glad da hun og den søster der studerer med hende, skulle tilsluttes den første tegnsprogsmenighed i Papua Ny Guinea. Menigheden blev oprettet den 1. marts 2013. Freda opdagede at hun fik en meget bedre forståelse af hvad der foregik ved møderne, når hun lagde publikationerne væk og koncentrerede sin opmærksomhed om tegnsprogstolkningen  og de visuelle hjælpemidler på podiet. På den måde overvandt hun til sin overraskelse sin generthed med hensyn til at deltage i møderne, og hun begyndte at kommentere flere gange ved hvert møde. I april 2013 blev hun udøbt forkynder og har nu gode resultater med at opmuntre andre døve til at tage med hende til møderne. Da hun blev spurgt om hvorfor tårerne ofte løb ned ad hendes kinder under møderne, svarede hun: „Jo, nu forstår jeg hvad der foregår.“

Da Barbara i Australien var på vej til sin tjenestegruppe, kørte hun ind til siden for at tjekke om hun havde fået sin notatbog med genbesøg med. Pludselig blev bildøren åbnet, og en kvinde steg ind.

„Undskyld,“ sagde Barbara, „men jeg tror ikke det er den rigtige bil du er kommet ind i.“

„Det er mig der skal undskylde,“ svarede kvinden. „Jeg troede du var den der skulle komme og samle mig op.“ Da hun fik øje på bladene Vagttårnet og Vågn op!, som Barbara havde liggende, sagde hun: „For mange år siden plejede jeg at få disse blade af to damer der underviste mig i Bibelen.“ Barbara var glad for at give hende bladene og oprettede senere et bibelstudium med hende.

Violet er en 82-årig, svagelig søster i Christchurch i New Zealand. Hun sender regelmæssigt breve og bibelsk læsestof til plejehjem og hospicer i området. De hjemmesygeplejersker der afleverer brevene, fortæller at de ældre beboere ivrigt venter på det de kalder deres  „breve fra Gud“. Nogle læser brevene og publikationerne og bytter dem så med andre, eller de læser dem højt for dem der har et dårligt syn. Hjemmesygeplejerskerne beretter også at de beboere der læser brevene og litteraturen, er roligere, mere positive og mere fredsommelige end dem der ikke gør det. Om sin indsats i forkyndelsen siger Violet: „Jeg føler at Jehova stadig bruger mig til at hjælpe andre. Det er i sandhed opløftende på denne måde at kunne hjælpe andre til at få sandheden.“

„Det har jeg allerede læst.“ Dette uventede svar kom bag på Bernie da hun en lørdag morgen på øen Saipan tilbød det nyeste nummer af Vagttårnet. Hun undrede sig over hvordan Bernadette, den studerende der havde lukket op, allerede kunne have læst bladet. Bernie greb ned i tasken og tog et andet blad op. „Det har jeg også læst,“ sagde Bernadette. Forvirret spurgte Bernie: „Hvor har du læst disse blade? Er du et af Jehovas Vidner der er her på ferie?“ Bernadette forklarede at hun ikke var et Vidne, men at hun havde læst bladene på nettet. En dag da hun på internettet havde ledt efter nogle oplysninger om blomster, havde hun skrevet ordet „roser“, og et af søgeresultaterne havde vakt hendes nysgerrighed. Det var en artikel i Vågn op! der hed „Roser fra Afrika“, som fandtes på Jehovas Vidners hjemmeside. Bernadette fortalte Bernie at hun havde nydt den artikel om roser så meget at hun besluttede at undersøge hjemmesiden nærmere. Først havde hun koncentreret sig om de oplysninger der fandtes om planter og dyr, men snart opdagede hun at der stod spændende ting om Bibelen. Da Bernie mærkede Bernadettes interesse, tilbød hun hende et gratis bibelstudium i hendes hjem og kom senere tilbage med bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Ved Bernies tredje besøg drøftede hun og Bernadette det første kapitel i bogen. Cirka et år senere, i november 2012, blev Bernadette døbt. Hun gjorde så hurtige fremskridt at hendes venner gerne siger at Bernadette „løb“ ind i sandheden. Ja, hjemmesiden hjalp hende til hurtigt at komme i gang.