Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HØJDEPUNKTER FRA DET FORLØBNE ÅR

Den juridiske situation

Den juridiske situation

Apostlen Paulus skrev disse indtrængende ord til de kristne: „Husk på dem der er i lænker, som om I var i lænker sammen med dem.“ (Hebr. 13:3) Som tjenere for Jehova glemmer vi ikke vores trofaste brødre og søstre, og vi bliver ved med at bede angående „alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“. — 1 Tim. 2:1, 2; Ef. 6:18.

Her er nogle af de juridiske spørgsmål Jehovas Vidner har måttet tage sig af i det forløbne år:

Vores brødre i Rusland bliver ved med „uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed“ til trods for at den russisk-ortodokse kirke og visse myndighedspersoner fører kampagne for at standse vores arbejde. (Apg. 5:42) En uklart formuleret lov som de russiske myndigheder oprindelig fik indført for at kunne modvirke terrorisme, bliver stadig misbrugt, idet man anvender den imod vores publikationer og mod brødre som enkeltpersoner. Som følge heraf har russiske domstole erklæret at omkring 70 af vores publikationer indeholder „ekstremistiske“ vendinger, og statsembedsmænd har indført disse publikationer på en landsdækkende liste over forbudt ekstremistisk litteratur. Med henvisning til denne påståede fare har lokale myndigheder foretaget ransagninger i rigssale og i brødres private hjem for at finde disse publikationer. Politifolk tilbageholder ofte Vidnerne fordi de er ude i forkyndelsen, de fotograferer dem og tager deres fingeraftryk, og tit forsøger de at skræmme vores brødre mens de tilbageholder dem på politistationen.

Fra maj 2013 har seksten brødre og søstre i byen Taganrog været tiltalt for at organisere, overvære og deltage i kristne møder og for at udføre forkyndelse. Det er første gang siden Sovjetunionens fald at Jehovas Vidner er blevet sigtet efter straffeloven fordi de har udøvet deres tro. Andre steder i Rusland forsøger myndighederne at få domstolene til at erklære vores litteratur for „ekstremistisk“ og anklage vores brødre for at være lovovertrædere der tilskynder til religiøst had.

I Eritrea er der ikke sket nogen bedring i situationen for vores brødre og søstre. I juli 2013 var der 52 i fængsel, herunder otte brødre som er 70 år eller derover, og seks søstre. Tre brødre, Paulos Eyassu, Isaac Mogos og Negede Teklemariam, har været i fængsel siden den 24. september 1994 på grund af deres neutrale standpunkt med hensyn til militærtjeneste.

Over halvdelen af de fængslede befinder sig i fangelejren Meiter, som ligger i ørkenen nord for hovedstaden, Asmara. Fra oktober 2011 til august 2012 har myndighederne straffet 25 af vores brødre ved at anbringe dem i en bygning af bølgeblik som ligger halvt nedgravet i jorden. I sommermånederne lader vagterne deres fanger komme ud, så de kan slippe for den stærke hede inde i huset. Men de får ikke tilstrækkeligt med mad og vand, og det går stærkt ud over brødrenes helbred. Vi må desværre meddele at bror Yohannes Haile, som var 68 år, døde i august 2012 på grund af denne behandling, sådan som det også skete med bror Misghina Gebretinsae i 2011.

Kirgisistan: Denne rigssal blev to gange ødelagt af lokale beboere