Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HØJDEPUNKTER FRA DET FORLØBNE ÅR

Indvielser af afdelingskontorer

Indvielser af afdelingskontorer

Den 20. oktober 2012 kunne Jehovas Vidner i Korea glæde sig over at deres renoverede og nybyggede afdelingskontor blev indviet til Jehova. Det var især en betydningsfuld begivenhed fordi brødrene kunne se tilbage på 100 års trofast tjeneste. I 2012 var antallet af forkyndere desuden for første gang nået op over 100.000. Omkring 1.200 lokale venner og 239 internationale tjenere og frivillige fra ni lande havde bygget en ny boligfløj, en trykkeribygning, audio/video-studier og et autoværksted. Dertil kom at de fleste af de eksisterende bygninger var blevet totalt renoveret.

Anthony Morris, der er medlem af Det Styrende Råd, holdt en opmuntrende indvielsestale for de 3.037 brødre og søstre der var til stede. Næste dag blev der holdt et særligt møde i en stor udstillingshal, og over 1.300 menigheder i Korea var forbundet via internettet. I alt kunne 115.782 Jehovas Vidner og interesserede glæde sig over det opbyggende åndelige program.

Den 9. marts 2013 vil længe blive husket som en milepæl i Jehovas Vidners historie i Liberia. Besøgende fra 11 lande var forsamlet til indvielsen af det nylig renoverede og udvidede afdelingskontor. De var alle begejstrede over at høre indvielsestalen, der blev holdt af Guy Pierce, et medlem af Det Styrende Råd. Efter at mere end ti års borgerkrig havde forsinket planlægningen og byggeriet, var afdelingskontoret nu blevet udvidet til at omfatte en nabogrund der tidligere havde været benyttet af oprørere som tilholdssted og flygtningelejr. De 51 medlemmer af betelfamilien glæder sig over at kunne bruge den nye boligfløj med 35 værelser, den renoverede kontorbygning, den nye forsendelsesafdeling, de nye værksteder og et nyt køkken samt en ny spisesal.

I Republikken Georgien bor der mange varmhjertede og åndeligt søgende mennesker. Efter Sovjetunionens sammenbrud oplevede Jehovas Vidner en særlig periode med teokratisk vækst, efterfulgt af en tid med voldsom forfølgelse. Denne modstand er i det store og hele stilnet af, og lørdag den 6. april 2013 blev der nået en vigtig milepæl i Jehovas Vidners historie i Georgien. Da holdt David Splane fra Det Styrende Råd indvielsestalen i forbindelse med et renoveret og udvidet afdelingskontor, en stævnehal og en ny bygning til Skolen for Kristne Forkyndere, såvel som Skolen for Rejsende Tilsynsmænd og Deres Hustruer. I alt var der 338 gæster fra 24 lande som sammen med over 800 georgiske forkyndere overværede indvielsesprogrammet.

Georgien

Den næste dag lyttede 15.200 til bror Splanes særlige foredrag, der med lyd og billeder blev transmitteret til rigssale og mødesteder overalt i Georgien. Det var en meget rørende oplevelse for mange. En ung bror sagde: „Nu ved jeg hvordan der vil være i den nye verden.“

Den 29. juni 2013 blev der indviet en ny tre-etages kontorbygning i forbindelse med betelfaciliteterne i Yangon i Myanmar. Guy Pierce fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen for en forsamling på 1.013, der indbefattede gæster fra 11 andre lande. En gruppe brødre og søstre fra Myanmar havde fået til opgave at byde disse gæster velkommen i Yangons internationale lufthavn. Her blev de tiltalt af en mand der kom fra et land hvor Jehovas Vidners arbejde er forbudt. Han pegede på de skilte de bar, og hvorpå der stod: „Velkommen Jehovas Vidner!“ og spurgte: „Er det en hilsen til nogle vidner i forbindelse med en eller anden retssag?“ „Nej, det er vores venner vi byder velkommen,“ svarede de. „Hvem er da denne Jehova?“ spurgte manden. Der blev naturligvis aflagt et godt vidnesbyrd for ham. Dagen efter indvielsesprogrammet blev der holdt et særligt møde i Myanmar Convention Center, hvor bror Pierce talte over emnet: „Tjen Jehova med et forstandigt hjerte.“ Programmet blev via telefon transmitteret til seks andre lokaliteter rundt om i Myanmar, hvilket gjorde det muligt for 2.963 at høre det aktuelle foredrag. En af buschaufførerne der kørte en gruppe af lokale brødre og søstre til det særlige møde i Yangon, sagde: „Jeg har lagt mærke til at I er helt anderledes end andre religioner. I opfører jer pænt, er velklædte og meget venlige. Jeg har kørt for busgrupper i mange år, men jeg har aldrig set så tiltalende mennesker!“

Myanmar: Lokale forkyndere byder gæsterne velkommen til indvielsen af afdelingskontoret

Jehovas loyale tjenere i Moldova havde god grund til at glæde sig onsdag den 3. juli 2013 da Stephen Lett fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen i forbindelse med det nylig udvidede afdelingskontor. Denne udvidelse indbefattede en tre-etages bygning med et litteraturlager og ti værelser, såvel som en to-etages rigssal der benyttes af syv menigheder. De 33 medlemmer af betelfamilien i Moldova var glade for at kunne tage imod gæster fra Holland, Irland, Rumænien, Rusland, Tyskland, Ukraine og USA. Der var også flere brødre og søstre til stede som havde tjent Jehova trofast mens arbejdet havde været forbudt, og som i det tidsrum havde hjulpet med at kopiere og uddele litteratur. Blandt deltagerne var der desuden mange som under de forskellige kampagner imod Jehovas Vidner i det tidligere Sovjetunionen sammen med deres forældre var blevet deporteret til Sibirien. Om søndagen holdt bror Lett et gribende foredrag der blev oversat til rumænsk og russisk og overværet af 14.705 — det største antal Jehovas Vidner der nogen sinde havde været forsamlet i Moldova.

Bliv ved med at bede og giv ikke op

Jesus understregede at vi skulle „bede og ikke give op“. (Luk. 18:1) Når vi i bøn giver udtryk for hvad der ligger os på sinde, styrker vi vores håb. Vi skal derfor ’bede uophørligt’, ja, ’være udholdende i bønnen’. (1 Thess. 5:17; Rom. 12:12) Når vi gør det, vil fredens Gud ’udruste os med alt godt, så vi kan gøre hans vilje, og i os, gennem Jesus Kristus, udrette hvad der er velbehageligt i hans øjne’. — Hebr. 13:20, 21.