På mange af øerne i Mikronesien bliver den gode nyhed kun sjældent forkyndt, så en gruppe forkyndere fra Marshalløerne planlagde en tougers rejse med båd. De tog fra øen Majuro og sejlede til øerne Wotje og Ormed i Wotje-atollen.

For at kunne forkynde for så mange som muligt havde gruppen lavet pakker med læsestof før de tog af sted. Hver pakke  indeholdt fire blade og to brochurer. Forkynderne vidste ikke hvornår de ville komme tilbage til øerne, så de gav en pakke til dem der var interesserede, og opfordrede dem til at dele læsestoffet med deres familie og venner. På den to uger lange tur uddelte forkynderne i alt 531 brochurer, 756 blade og 7 bøger.

I februar 2014 tog seks forkyndere fra Papua Ny Guinea på en tidages forkyndertur til landsbyer på den vulkanske ø Karkar Island. De mødte mange interesserede og afsatte 1.064 publikationer. En søster ved navn Relvie fortæller: “På vores første dag i forkyndelsen var vi stadig i fuld gang klokken tre om eftermiddagen. Ved den tid var vores vandflasker tomme, vores kæber ømme, og vores munde helt tørre efter at have talt uafbrudt i så lang tid. Jeg talte med en ung pige og ville læse et skriftsted for hende. Jeg kunne bare ikke, for jeg var så tørstig. Men lige på det tidspunkt tilbød hun mig noget vand.”

Aftenen før de tog af sted fra en af byerne, holdt nogle fra området et stort møde hvor lederne af de lokale kirker var til stede. Relvie siger: “Jeg følte mig som Stefanus der stod foran Sanhedrinet og skulle forsvare sandheden, bortset fra at vores tilhørere var venligt stemt.” Efter at de seks forkyndere var færdige med at tale, rejste lederen for den lutherske kirkes søndagsskole sig op og takkede sin moster, der var en af forkynderne, for at bringe sandheden ud til hendes folk. Hun sagde: “Dit gode eksempel er som den  samaritanske kvindes, der fortalte sin familie om alle de gode ting som Jesus havde lært hende. Tak fordi du ikke har glemt os.”

En morgen var syvårige Teariki ude at forkynde sammen med sin far, Tueti, på øen Tarawa, der er en del af Kiribati. På et tidspunkt kom de ind i et hjem hvor der var en gruppe på omkring ti unge mænd og kvinder i tyveårsalderen. Efter at Tueti havde forkyndt lidt for dem, sagde en af dem til ham: “Vi har lagt mærke til at I alle er ude at forkynde sammen med jeres børn. Hvorfor tvinger I dem til at tage med? De er for unge til at forkynde om Gud.”

Tueti svarede: “Vil I gerne se om min søn kan forkynde? Jeg kan gå udenfor, og så kan I høre hvad han har at sige.” Gruppen svarede enstemmigt: “Ja, vi vil gerne høre ham.”

Da Tueti var gået udenfor, spurgte Teariki gruppen: “Kender I Guds navn?”

“Ja, det er Jesus,” sagde en af dem. “Gud,” var der en anden der sagde. En tredje sagde: “Herre.”

Teariki sagde: “Lad os se hvad Bibelen siger. Hvis vi slår op i Esajas 42:5, kan vi læse det sammen.” Efter at have læst skriftstedet spurgte han: “Hvem taler det her skriftsted om?”

En af pigerne svarede: “Gud.” Teariki sagde: “Ja, den sande Gud. Hvis vi læser videre i vers 8, hvad fortæller den sande Gud os så? ‘Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden.’ Lagde I mærke til hvad Guds navn er?”

Hele gruppen svarede: “Jehova.”

 Nu hvor Teariki havde alles opmærksomhed, spurgte han dem: “Hvad er det gode ved at bruge Guds navn, Jehova? Det kan vi se i Apostelgerninger 2:21. Der står: ‘Og enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.’ Hvad er det gode ved at bruge Guds navn?”

En af dem svarede: “Vi bliver frelst.”

På det tidspunkt kom Tearikis far ind igen. Han spurgte gruppen: “Hvad synes I? Er vores børn i stand til at forkynde? Er det rigtigt af os at tage dem med?” Gruppen var enige om at børnene virkelig var i stand til at forkynde, og at det var i orden at de var med i dette arbejde. Tueti sagde så: “I kan også forkynde om  Bibelen ligesom Teariki gør, hvis I finder ud af hvad den handler om.”

I november 2013 fløj Jean-Pierre, der arbejder på oversættelseskontoret i Port Vila i Vanuatu, til sin fødeø for at overvære et kredsstævne. Da Jean-Pierre landede på øen, kom en gruppe interesserede fra den sydlige del af øen hen til ham og bad om bibelsk læsestof. Han afsatte næsten alle de blade han havde med sig. Der kom også en præst og bad om litteratur. Præsten bad ham indtrængende om at komme til deres landsby idet han sagde: “Vi sulter åndeligt. Du må komme til vores by og svare på alle vores spørgsmål.” Dagen efter stævnet stod Jean-Pierre tidligt op om morgenen og tog af sted på en lang tur op ad et stejlt bjerg. Til sidst nåede han toppen af bjerget hvor den afsidesliggende landsby lå. Efter en varm velkomst talte Jean-Pierre med dem om Rigets Nyheder nummer 38, der hedder Kan de døde virkelig få livet igen? Han opmuntrede de omkring 30 der var til stede, til at følge med i deres egen bibel. Drøftelsen varede næsten syv timer. Indbyggerne var virkelig åndeligt sultne! En halvfjerdsårig mand sagde: “I hele mit liv har jeg aldrig hørt en så tydelig forklaring angående de døde!”

Jean-Pierre overnattede i byen og delte værelse med den lokale præst. Da han vågnede den næste morgen, var præsten ved at læse et af vores blade. Jean-Pierre spurgte hvad han læste om, og han sagde begejstret at han læste om Guds rige. Han var enig i at Guds rige ikke var i farisæernes hjerte, så Guds rige kan ikke være  i ens hjerte sådan som kirken lærte. (Luk. 17:21) Jean-Pierre er tilbage i Port Vila, men han fortsætter med at følge op på interessen ved hjælp af telefonen. Tre brødre fra en nærliggende menighed tog til landsbyen for at afholde mindehøjtiden, og 109 overværede den!