FORKLARING AF BIBELVERS
Esajas 40:31 – “De der knytter deres håb til Jehova, vil få ny energi”
“Men de der knytter deres håb til Jehova, vil få ny energi. De vil løfte sig og svæve som med ørnens vinger. De vil løbe og ikke blive udmattede. De vil vandre og ikke blive trætte.” – Esajas 40:31, Ny Verden-Oversættelsen.
“Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.” – Esajas 40:31, den danske autoriserede oversættelse.
Hvad betyder Esajas 40:31?
Jehova a Gud garanterer at han vil give den nødvendige kraft og styrke til dem der tjener ham, så de kan overvinde eller udholde et hvilket som helst problem de kommer ud for.
“De der knytter deres håb til Jehova, vil få ny energi.” At man knytter sit håb til Gud, vil sige at man stoler på ham. Når Guds tjenere gør det, kan de være sikre på at han vil hjælpe og støtte dem. (Ordsprogene 3:5, 6) For eksempel kan Gud ved hjælp af sin hellige ånd, sin kraft, gøre dem der tilbeder ham, stærke. – Lukas 11:13.
“De vil løfte sig og svæve som med ørnens vinger.” Her bruges der et billede som illustrerer hvor stærkt Guds kraft kan virke på et menneske. Når opvarmet luft stiger til vejrs som en luftsøjle, en opvind, kan en ørn benytte sig af den og holde sig svævende på den. Når ørnen mærker sådan en opvind, breder den sine vinger ud, lader sig bære af den og cirkler højere og højere op. Ved at bevæge sig fra den ene opvind til den anden kan en ørn holde sig svævende i timevis, og den kan nå frem til sit bestemmelsessted uden at bruge ret meget energi.
“De vil løbe og ikke blive udmattede.” Vi kan komme ud for problemer der svækker vores kræfter både fysisk og psykisk, men den kraft Gud giver os, kan hjælpe os til at holde ud. Den kan give os styrke til at gøre det rigtige selvom vi er i en meget svær situation. Apostlen Paulus, der kom ud for nogle meget hårde prøver, skrev: “Alt har jeg styrke til på grund af ham der giver mig kraft.” – Filipperne 4:13.
Hvad er baggrunden for Esajas 40:31?
Gud lod sin profet Esajas skrive dette i det ottende århundrede f.v.t. Ordene kan gælde alle der tjener Gud trofast, men i første række var hensigten med ordene måske at give en opmuntring til de jøder der senere kom i eksil i Babylon, hvor de skulle blive i 70 år. Da de derefter blev befriet og kom tilbage til deres hjemland, kunne de se at Guds ord var gået i opfyldelse. (Esajas 40:1-3) Gud gav dem kræfter til at gennemføre den lange og besværlige rejse b fra Babylon tilbage til Jerusalem i 537 f.v.t. – Esajas 40:29.
a Jehova er Guds personlige navn. – Salme 83:18.
b Den vej jøderne måtte rejse for at vende tilbage efter eksilet, var sikkert omkring 1.600 kilometer lang.